Viser opslag med etiketten tilbehør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tilbehør. Vis alle opslag

30 april 2014

Blomkålsmos - eeeeelsker bare ”grønt” som tilbehør


Her kommer så en af dem med mælkeprodukt. Det er sjældent de opskrifter lander her på bloggen, men smør bruger jeg i ny og næ - og liiiiige i denne opskrift, er det bare virkelig lækkert. Fløjlsblød blomkålsmos med smør. Det bliver ikke meget bedre, SMAGER SKØNT & MÆTTER SÅ DEJLIGT - og så er det bare helt vildt let og hurtigt at lave. Velbekomme!
 
Fløjlsblød blomkålsmos
- spis mere ”grønt" til …

Ingredienser
1 økologisk blomkålshoved
2 bg past. æggeblommer
ca. 1/3 pakke økologisk smør
Himalayasalt
 
Opskrift
1) Tag smør og æggeblommer ud af køleskabet og placer i en blenderkop eller foodprocessor
2) Fordel blomkålshovedet i mindre buketter i en si og skyl
3) Placer i en gryde med vand og kog til mør
4) Si vandet fra blomkålen og smid det ned til smør og æggeblommer
5) Blend indtil mosen er dejlig smuk hvid og jævn
6) Smag til med salt og server med det samme !
 
Mit blomkålshoved var rimelig stort, selvom det var økologisk, så jeg vil tro jeg brugte omkring 650-700 gram blomkål. Smørret var også en af de større pakker på 250 gram økologisk smør, så jeg brugte omkring 80 gram smør denne gang. Du kan godt nøjes med lidt mindre, omkring 50 gram, som jeg har forsøgt med tidligere og det smager stadig godt. Og hvis du er LCHF’er kan det være du hellere vil op på DET DOBBELTE i smør. Tror ikke det skader spor, hvis du er på den livsstil :D
 
Hvis du ønsker at være fri for mælkeproteinet, som kan gøre at vores krop ikke så godt kan lide smør, så kan du bruge GHEE i stedet for, eller selv lave KLARET SMØR. Jeg spiser det så forholdsvis sjældent, så jeg har ikke gjort mig ulejligheden endnu, men det skulle være ret nemt og du kan vist let finde en how-to-do på nettet, hvis du laver en hurtig google.
 
Du kan også tilsætte diverse andre KRYDDERIER, hvis du ønsker. Smager skønt med friskkværnet, hvid peber, og smager også uhyre godt med lidt frisk rosmarin. Kun fantasien sætter grænser, men for det meste er jeg nu allermest fan af denne helt basale opskrift, for så smager smørret ligesom bedre igennem og jeg føler mig dejlig mættet af lækker, fløjlsblød og velsmagende mos.

Håber du synes om opskriften og mit lille trick med smør OG æggeblommer - gør faktisk, at jeg et par enkelte gange har lavet denne mos alene, nøjedes med den og intet andet. Har fungeret fint for mig, hvis det lige var det, jeg havde lyst til ...
 
Lækker smoooooth J
 
Mums mums,
naturbarnet




Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

30 november 2013

sprøde BØNNEFRITTER - et syndigt sundt tilbehør - u GOTTA try it !


Endelig når vi til bønnefritterne…. Jeg har længe tænkt de skulle deles med jer her på bloggen, da det nok er så tæt på sunde pomme frites, vi nogensinde kommer. Smagen er vildt overraskende! Og det er bare ganske enkelt en pose frosne bønner, lidt god olie og salt, og vupti en halv time senere er der sprøde, lækre bønnefritter, der passer som tilbehør til stort set alle retter !

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor jeg så dem første gang, men mener både frk. sveske og madbanditten har bragt en version af opskriften på deres blogge, og sidstnævnte har dem i hvert fald med i hendes første bog, LCHF - spis dig mæt og glad. God læsning, siger jeg bare… Men her kan både børn og gamle være med på en sundhedstripper, og samtidig er det super nemt og hurtigt at lave for den der står i køkkenet. TOTALLY win win. Velbekomme!

sunde + sprøde BØNNEFRITTER
- smag af pomme frites

Ingredienser
En pose frosne bønner
2-4 spiseskefulde olie *
Himalayasalt

Opskrift
1) Tænd ovnen på 200 grader varmeluft
2) Vend de frosne bønner i olien, læg på bagepapir og drys med salt
3) Bag i ovnen ved de 200 grader i omkring 30 minutter
4) Hold godt øje de sidste 10 minutter og vend eventuelt en omgang

* Jeg brugte olivenolie, men du kan også bruge smeltet smør eller ghee. Jeg har endnu ikke forsøgt mig med kokosolie, så jeg ved ikke om kokossmagen smager for meget igennem, men det skal helt sikkert prøves på et tidspunkt…

Jeg kan godt mærke på min krop, at når disse bønner er nået denne form for sprødhed ikke har sådan forfærdelig mange nærringsstoffer tilbage. Men det er altså bare total lækkert at spise noget, som virker så syndigt når man ikke spiser kartofler eller pomme frites til dagligt. Det sker i hvert fald yderst sjældent, sådan måske 1-2 gange om året, og ofte efter indtaget alkohol, som jeg hver gang fortryder bagefter når min krop begynder at svare tilbage på mine udskejelser. Jeg vil dog lige anbefale en råkost eller grøn salat eller lignende til din ret, så der er to slags tilbehør. Så får du både tilfredsstillet din krop med nærring, vitaminer og mineraler samt lysten til lidt lækkert salt og sprødt. Rigtig god fornøjelse !

SPRØDHED når det er bedst J

Knas knas knas,
LevSundtNU






Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

10 oktober 2013

Det sundeste PANDEBRØD på kun 2 minutter - med masser af protein og fibre


Jeg er blevet helt vild med dette pandebrød. Og jeg mener virkelig CRAZYYYYY glad !!!
 
Det har den mest fantastiske konsistens som et fladt indisk pandebrød, og smagen er også helt fantastisk, især taget i betragtning af det er både glutenfrit, mælkefrit og sukkerfrit. Og faktisk også helt fri for almindelig mel og stivelse.
 
Den første variant elsker jeg nybagt og varmt lige fra panden bare med en smule smør på toppen - mega mums. Og det andet bruger jeg som madbrød og som tilbehør til varme retter. Og så er de virkelig super nemme at lave, bare miks ingredienserne, vend på panden og VUPTI - du har nybagt, varmt, gyldent, sundt og lækkert pandebrød! Velbekomme J

Pandebrød på kun 2 minutter
- i 2 sunde varianter
 
Ingredienser
Variant med ekstra fibre
2 bg æggehvide eller ca. 100 g
2 spsk alm. mandelmel *
1 spsk kokosfibre **
1 spsk fiber HUSK
½-1 tsk kardemomme
Himalayasalt
 
Variant med ekstra protein
2 bg æggehvide eller ca. 100 g
2 spsk neutral proteinpulver ***
2 spsk alm. mandelmel *
½ spsk fiber HUSK
½-1 tsk kardemomme
Himalayasalt
 
& 1 tsk kokosolie til stegning
 
Opskrift
1) Bland de tørre ingredienser sammen, så der ikke er nogen klumper
2) Tilsæt æggehviderne og pisk godt rundt til dejen samler sig
3) Smelt kokosolien på panden og fordel dejen ud på panden
4) Steg på begge sider til pandebrødet er dejligt gyldent og sprødt
5) Server med det samme, varmt fra panden - mega mums
 
* Mandelmelet er helt almindelig mandelmel fra blendede, blancherede mandler - altså ikke det fiberrige af slagsen. Jeg har selv brugt dette fra Reco Organic Market i Sverige (rawfoodshop.se). Du kan helt sikkert også anvende mandler, som du selv blender til en fin mel.
 
** Kokosfibrene minder meget om en almindelig mel. Jeg har selv købt mine kokosfibre samme sted som mandelmelet, og disse kan du finde både i Sverige og flere steder i Danmark som fra viivaa.dk, rawandmore.dk og i helsekostbutikker. Der findes mange varianter og forskellen fra almindelig kokosmel, som revet kokos jo kaldes i Danmark, kan du se på finheden af melet samt indholdet af fibre er langt højere og indholdet af fedt lavere
 
*** Jeg har brugt både sojaprotein, sun warrior samt økologisk valleprotein. Soja og sun warrior giver en mere fast dej, hvor valleproteinen giver en mere sej dej og kan være lidt mere vanskelig at få ud på panden. Det giver dog egentlig ingen forskel på det færdige brød, kun en smule variation i smagen …
 
Jeg synes smagen i det første brød med kokosfibre er allerbedst, men mætheden og konsistensen er bedst i den anden variation med proteinpulver. Smagen her er lidt mere neutral og brødet mere bastant, så derfor bedst som madbrød med fyld på toppen eller som tilbehør.
 
Duften af nybagt brød, uhh J
 
MEGA MUMS,
LevSundtNU




 
Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

29 april 2013

Ajvar - Serbisk grøntsagskaviar - et sundt tilbehør til din grillaften, og så helt uden at lave det selv …


JUHU, jeg har fundet et sundt tilbehør, som jeg ikke skal lave selv. Ajvar helt uden hvidt sukker, fortykningsmidler eller anden kunstig tilsætning, og tilmed i to forskellige smagsvarianter. Mild og stærk.
 
Den bedste Ajvar er lavet af grillede røde peberfrugter (ikke syltede), og det er begge disse - jum jum. Og en lille wiki-søgning fortæller, at ajvar stammer fra Makedonien og er en relish, et krydret tilbehør, som længe blev kaldt Serbisk grøntsagskaviar. Ikke dårligt, ikke dårligt… Velbekomme!
 
Ajvar, serbisk kaviar
- af grillede peberfrugter
 
Ingredienser
Den milde ajvar:
Grillet peberfrugt, solsikkeolie, salt
 
Den stærke ajvar:
Grillet peberfrugt, grillet aubergine, solsikkeolie, salt

- og INTET andet !!!
 
”Opskrift”
Shop hos en gadegrønthandler og vupti, lækkert grillet tilbehør til din grillaften …
 
Jeg har længe ledt efter ajvar, der ikke var tilsat sukker eller andet kunstigt pjat. Det er lidt omstændigt selv at grille peberfrugter og tage skallen af, selvom jeg godt kender til tricket med at lægge dem varme i en frostpose, og jeg kan grille dem over mit gasblus, men alligevel ... hold nu op, jeg elsker færdigkøbte sunde og naturlige produkter !
 
Jeg fandt begge disse hos en grønthandler på Amagerbrogade. Hvis man kommer inde fra byen, så den på venstre side lidt efter krydset ved Tingvej.  
 
Jeg vil glæde mig til en rigtig dejlig grillaften, og den kommende grillsæson som må være lige på trapperne, be’be’ og please - hvor den stærke variant af ajvar helt sikkert vil få plads som et af mine favorittilbehør til min grillede hakkebøf eller steak. Tja, og hvorfor ikke til alt det andet også …
 
Sundt og farverigt tilbehør
- mæthed & et skønt syn for dine øjne J
 
Jum jum jum,
LevSundtNU


Alle de smukke billeder i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com




 

30 november 2012

Syltetøj – hvilken marmelade serverer du til dine æbleskiver …?

Æbleskiver er en stor tradition her i juletiden. Og egentlig holder jeg mig helst langt væk fra den slags, da de gør meget ondt i mavsen, når man som mig lider af glutenallergi og samtidig er stivelsesintolerant. Men hvis nogen nu skulle vælge at gå om bord i æbleskiverne en enkelt gang, så vil jeg da lige slå et slag for, at den marmelade der serveres eller spises til måske er velvalgt og uden tilsat sukker. Så her får du efter min mening 3 gode forslag til marmelader uden hvidt sukker og uden tilsat sukker i det hele taget. De er i stedet sødet med koncentreret frugtsaft af forskellig art. Velbekomme!
 
3 varianter marmelade
- uden tilsat sukker
 
Fior di frutta
Clearspring
St. Dalfour
 
St. Dalfour var vist det syltetøj, der først sås på det danske marked uden hvidt sukker. Stort hurra for dette. Det er også det billigste mærke, men den indeholder samtidig flest kalorier og er det allersødeste mærke. Efter ikke at spise så meget sukker eller sødt i det hele taget, efterhånden i en del år, så er St. Dalfour blevet alt for sødt til mig.
 
Fior di frutta er klart min favorit mellem de to, da deres varianter er mere friske i smagen og smagen af selve frugten eller bærrene i marmeladen træder meget mere frem. De er knap så søde. De er dog også de dyreste. Jeg har endnu ikke smagt Clearspring, og jeg er særdeles fristet til at prøve disse, da det kan ses at kalorieindholdet er nogenlunde lige så lavt som Fior di frutta, men koster mindre per gram. Så de skal vist prøves på et kærkomment tidspunkt. Både Fior di frutta og Clearspring kan købes over nettet, har set dem hos helsehelse.dk, og derudover kan Fior di frutta købes både i Irma og i helsebutikker. Jeg har endnu ikke set Clearspring ude i butikkerne - sig endelig til hvis du har … ?!
 
Jeg er dog ikke mega vild med hverken Fior di frutta eller St. Dalfours blåbær varianter, da jeg ikke synes der er særlig meget smag i disse. Slet ikke når jeg har smagt Wild Blueberry fruit spread fra Meridian, som jeg købte da jeg var i London hos Holland & Barrett (kan købes over nettet i deres webshop) - mums, den er virkelig den bedste blåbærmarmelade jeg har smagt, indeholder en masse små bitte bær og så er kalorieindholdet endnu lavere end nogle af ovenstående. Not too shabby J

Og det er altså ikke fordi jeg har fået tilsendt en kasse med Fior di frutta marmelade, at du skal høre om det - selvom det da ikke ville gøre noget. Hint hint! Og så tusind tak til en rigtig god ven, der kom forbi med det skønne stykke træ og hjalp mig med billedet. Det er da kommet til at se pænt fedt ud, hvis jeg selv skal sige det ...

Små skridt til sundere livsstil - måske kan du starte med din marmelade J
 
Mams mams mams,
LevSundtNU

05 marts 2012

Indisk masala gryderet med mørt oksekød og fyldig rødkålssalat

Jeg har endelig fundet et glas færdig-købe-indisk-krydderi-sovs, der er helt fri for kunstig tilsætning. Ingen fortykningsmidler, smagsforstærkere eller sukker. Ren og skær krydderi-heaven. Og denne sovs har jeg brugt til at lave en indisk masala gryderet, der giver det møreste oksekød i en kraftig og smagfuld sovs. Retten er ydermere utrolig nem, da den har få ingredienser og bare skal stå og simre for sig selv. Som tilbehør har jeg lavet en fyldig rødkålssalat, der giver sødme og friskhed til den krydrede gryderet. Velbekomme!

Indisk masala oksegryde

Ingredienser
Indisk masala gryderet med mørt oksekød
1-2 kg okseklump eller oksebov
1 glas garam masala paste
1 ds kokosmælk
Indisk masala gryderet med mørt oksekød
- og fyldig rødkålssalat
3-4 rødløg
Evt. 1-2 ds hk tomater

Fyldig rødkålssalat
300 g rødkål i strimler
2 appelsiner
4-6 figner
2 spsk hørfrøolie
1 spsk hindbæreddike
1 spsk flydende honning
Ovnristede mandler med salt
Evt. kokosflager
Evt. rosiner

Opskrift
1) Skær oksekødet i passende stykker, ikke for tynde strimler
2) Brun oksekødet kort af i en varm gryde med lidt olie
3) Tilsæt rødløg i tern og vend rundt
4) Tilsæt masalablandingen og vend godt rundt
5) Skru ned for varmen og lad kødet stege i 5-10 minutter
6) Tilsæt kokosmælk og evt. hk tomater
7) Lad retten småsimre i 1-2 timer
8) Skær rødkål i strimler
9) Filetér appelsinerne over en lille skål, så saften samles
10) Pres så meget saft som muligt ud af resterne fra appelsinerne
11) Bland olie, hindbæreddike og honning i appelsinsaften
12) Hæld dressingen over kålen, tilsæt appelsiner, tilsæt figner i stykker og bland
13) Hak lidt ovnristede mandler og drys som pynt over rødkålssalaten

Gryderetten er utrolig nem at lave, og kan stå og simre i timevis. Den smager kun bedre af at stå et par dage. Denne portion er også forholdsvis stor, så du kan sagtens invitere gæster på retten og ellers har du i hvert fald selv til et par dage. Egner sig fint til at blive frosset ned. Du kan anvende oksekød, som jeg har gjort, men jeg tror også lammekød ville fungere rigtig godt.

Rødkålssalaten er beregnet til to personer, der ikke spiser andet tilbehør. Retten kunne sagtens serveres med ris, men her får du et af mine forslag til et aftensmåltid uden stivelse, hvor du garanteret bliver mæt alligevel. Retten indeholder også en del fedtstof, så derfor foretrækker jeg selv at spise sådanne retter med tilbehør uden stivelse, da fedtstofferne dermed ikke suges til sidebenene i helt samme grad. Du kan se andre forslag til måltider uden stivelse i mit indlæg om et par af mine egne skridt på vejen - til sundere madvalg.

Hvis du er vild med meget cremede indiske retter, kan du undlade de hk tomater. Hvis du derimod ønsker retten mere frisk og let, så anvend to dåser. Og køb en økologisk eller almindelig dåse kokosmælk, absolut ikke en light! Så kan du lige så godt nøjes med en halv dåse og så tilsætte vand for resten. Det er den eneste forskel, så ingen grund til at betale for tilsat vand.

Jeg fandt først to forskellige varianter af de færdig-købe-indisk-krydderi-sovse, Garam Masala Paste og Madras Curry Paste, begge af mærket PASCO. De indeholder alene krydderier samt olie, og jeg fandt dem hos en grønthandler på Frederiksberg, på hjørnet mellem Finsensvej og Dalgas Blvd. Senere har jeg også fundet dem hos en grønthandler på Holmbladsgade på Amager, der også havde en del andre varianter. Her kan du se to af de glas, jeg har købt – hvor jeg til denne ret brugte den mildeste, Garam Masala Paste.


Til den fyldige rødkålssalat har jeg hakket nogle af mine ovnristede mandler med himalayasalt og drysset dem på toppen. Det giver en rigtig god smag, at de er ristede, men hvis du ikke har tid til at lave dem, så går det helt sikkert an med almindelige mandler. Du kan også bruge kokosflager i stedet for, eller begge dele, hvis du lyster. Og rosiner smager også rigtig godt på toppen af denne ret. 

Lidt indisk krydderi på din tilværelse !

Mam mam mam,
LevSundtNU

06 november 2011

Grøn superfood cereal – total aftensnack favorit

Dyrt, men ’so worth it’!! Jeg mangler ofte et sødt alternativ om aftenen, der IKKE er sukkerholdig og som min krop ikke straks lagrer på sidebenene. Jeg har ledt længe og testet meget forskelligt, men nu tror og håber jeg at have fundet en løsning. En superfood cereal, en grøn granola, som jo sådan set er en müsli andre nok ville bruge til morgenmad. Men jeg bruger den som en sød aftensnack, som min krop umiddelbart ikke har problemer med at fordøje, selvom jeg spiser det lidt sent på aftenen. Og jo, jeg spiser det bare bart… Det ser ikke ligefrem tiltalende ud, men jeg lover, at du ikke bliver skuffet over dette søde grønne superfood snack alternativ. Velbekomme!

Sødt og sundt granola  

Sød og grøn superfood cereal
- total aftensnack favorit!
Ingredienser
Superfood Cereal – Hemp & Greens

Opskrift
1) Køb ind på nettet, fx hos raw and more
2) Luk op
3) Guf guf guf…

Jeg har købt det hos raw and more, og der findes også en Acai & Blueberry variant, som jeg dog ikke lige har afprøvet endnu. Så den kan jeg altså ikke sige om min krop reagerer lige så positivt på … Men begge varianter er: sprouted, gluten-free,  vegan, nut free og raw. Så bliver det nok ikke meget bedre!


Jeg har en lille formodning om, at denne superfood variant med alle de grønne og spirede ’guldkorn’, er det som gør at min krop meget lettere kan fordøje det og derfor heller ikke ser det som et skud 'sukker', der skal sendes direkte til lårbasserne. Hvis jeg spiser andet sødt om aftenen, synes jeg ofte at jeg kan føle mig oppustet om morgenen og også have taget på. Men af en eller anden skøn årsag, så reagerer min krop anderledes og bedre på dette produkt, så det tænkte jeg lige at jeg ville give videre til dig, som læser dette – god fornøjelse J

Sød og grøn aftensnack!

Guf guf guf,
LevSundtNU

23 september 2011

Mit nemme alternativ til ketchup – når maden tåler pift af ’stærk’

Jeg er altid på jagt efter alternativer, der kun indeholder naturlige ingredienser, har få kalorier og samtidig smager godt. Og da ketchup indeholder sukker, så forsøger jeg at holde mig fra dette, og derudover også fra alle varianter med koncentreret æblesaft. Disse indeholder nemlig lige så mange kalorier (næsten) som almindelig ketchup. Så derfor anvender jeg gerne en anden løsning, nemlig den eneste tomatsalsa jeg har fundet uden sukker, stivelse, fortykningsmidler og andet møg-fyld!!

Så hvis du ikke har fundet andre, bedre alternativer, så kan du bruge mit nemme alternativ på min egen ketchup-frustration. Og ellers skriv til mig med det samme – hvis du kender til noget, jeg ikke har opdaget endnu J Velbekomme!

Kaloriefattig ketchuperstatning

Ingredienser
Et nemt alternativ til ketchup
- et naturligt pift af 'stærk'
Mex & Co. Taco Sauce
(Hot eller Medium)

Opskrift
1) Et smut forbi Netto
2) Åben
3) Spis til (alt) …

Sometimes, I gotta love Netto …

Denne salsa har jeg kun fundet i netto. Santa Maria og lignende produkter pryder hylderne i de andre supermarkeder – og hver gang finder jeg enten modificeret stivelse eller sukker i produkterne… Så dette ’rene’ produkt er mit bedste alternativ på nuværende tidspunkt, når jeg ønsker lidt ekstra til min aftensmad… Jeg elsker disse lette og hurtige løsninger, så jeg ikke nødvendigvis altid selv skal i gang med at lave min egen ketchup eller salsa fra bunden, når jeg har travlt (eller er doven) og samtidig ønsker et naturligt produkt.

Derudover forsøger jeg at holde kalorierne lidt nede, især på sådan noget som tilbehør, der lige pludselig kan ende med at man har fået en del mere end planlagt. Derfor har denne løsning med at finde en naturlig, kalorielet ketchup været højt på listen over ønsker. Den virker så ikke helt til alt hvad jeg ville have brugt ketchup til, men et rigtig godt alternativ, når din mad tåler et pift af lidt stærkt…

Så smid ketchupflasken ud og sæt et par glas på køl af denne mere naturlige salsa/taco sauce - dette kunne være dit næste, lille skridt på vejen til et lidt sundere liv.

En stærk tomat-løsning på min ketchup-frustration!

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU

04 maj 2011

Sommerlig tomatsalat med karse

Denne sommerlige tomatsalat med karse har jeg fundet på ved et rent tilfælde. Jeg fandt pludselig ud af, at saften fra tomater blandet med olie-eddike dressing giver en helt fantastisk smag. Prøv det!

Nu er vi også begyndt at få lækre cherrytomater på stilk i supermarkederne samt massere af karse, så her får du min yndlingsopskrift på en tomatsalat, der er skøn i sig selv og absolut ikke savner hverken feta eller andet mælkeprodukt. Velbekomme!

Min sommerlige tomatsalat

Ingredienser
Min sommerlige tomatsalat
- med karse og delikat olie-eddike dressing
1 bakke cherrytomater på stilk
½ salatløg eller rødløg
½ bakke karse
1 spsk figen-dadel eddike
2 spsk olie
1 tsk kinesisk soya
Drys af god peber

Opskrift
Tag cherrytomaterne af stilkene og skyl grundigt. Tør og skær dem i små både, enten halve eller kvarte, og læg dem i en skål. Pas på saften – så meget som muligt skal gerne med i skålen. Bland eddike, olie, soya og peber i en skål og hæld derefter over tomatbådene. Tricket her er at lade noget af saften fra tomaterne komme ud og blande sig med dressingen, så vend det hele godt rundt et par gange. Derefter vender du løg skåret i meget små tern plus den klippede karse i mixet og du har nu en sommerlig tomatsalat klar til servering!

Vælg en rigtig god olie til blandingen af din dressing. Jeg anvender gerne en avokado- eller hørfrøolie, der begge smager godt i kold dressing. Jeg køber desuden figen-dadel eddiken hos Oil & Vinegar – der virkelig har været en af årsagerne til at jeg har fundet min vej til olie-eddike dressinger, der ellers ikke rigtig kom over mine læber. Jeg har mange af deres eddiker og denne tomatsalat smager også vidunderlig samt lidt ekstra frisk med deres sherry eddike. Derudover køber jeg ofte deres jordbær eller hindbær eddiker, der går rigtig godt til almindelige salat dressinger.

Lidt sommerligt og lækkert tilbehør til kødet på grillen J

Jum jum jum,
LevSundtNU

10 april 2011

Frisk appelsinmarmelade – nem og naturlig

Jeg kan simpelthen ikke komme på en hjemmelavet version af appelsinmarmelade, der er nemmere eller sundere end denne. Jeg anvender kun 3 ingredienser, og så smager den bare skøn og frisk. Velbekomme!

Frisk appelsinmarmelade sødet med dadler og vanilje

Skøn og frisk appelsinmarmelade
- nem og naturlig sødet med dadler og vanilje
Ingredienser
2 økologiske appelsiner
200 g dadler
½-1 vaniljestang
Evt. saften fra en appelsin

Opskrift
Skyl appelsinerne godt, så skallen er helt ren og skær derefter lidt af bunden og toppen. Del dem i lidt mindre stykker, der kan gå i din blender eller hakker. Fjern stenene fra dadlerne og læg dem i hakkeren sammen med appelsinstykkerne. Tag kornene ud af en vaniljestang, og skær vaniljestangen i et par mindre stykker. Blend det hele stille og roligt indtil du har den ønskede konsistens. Og vupti – appelsinmarmelade på få minutter!

Hvis du anvender en puls hakker eller er forsigtig når du blender, så kan du få en mere grov appelsinmarmelade som denne på fotoet. Men du kan selvfølgelig også bare blende løs, og opnå en helt jævn konsistens. Du kan med fordel lade appelsinmarmeladen trække et par dage i køleskabet, så bliver konsistens og smag mere ensartet.

Jeg sørger altid for at købe nogle økologiske appelsiner, hvor jeg kan mærke at skallen er forholdsvis tynd. Det smager ikke helt lige så skønt, når der er et for stort lag af det hvide under skallen. Altså medmindre du foretrækker den ekstremt bitre smag …

Hvis du ønsker appelsinmarmeladen lidt mere avanceret eller måske børnevenlig, så kan du presse saften fra en appelsin eller to, og lægge dadlerne i blød i dette et par timer eller natten over. Du kan lægge vaniljekorn og vaniljestang med, så det hele kan trække smag. Blend derefter appelsinsaft, dadler og vaniljestang til en helt jævn masse i blenderen. Kom de to appelsiner i til sidst og blend færdig. Dette giver en lidt anderledes konsistens og en lidt mere sødlig smag.

Et nemt og naturligt valg J

Mums, mums
LevSundtNU

06 marts 2011

Dejlig cremet nutella på den naturlige måde

Hvorfor kan man ikke finde en nutella på hylderne i hverken supermarkeder eller helsekostforretninger, der ikke indeholder diverse fortykningsmidler, konserveringsmidler, dårlige olier, ”naturlige” aromaer eller sukker…? Ih altså, grrr!

Jamen så må vi jo lave vores egen naturlige version – i hvert fald indtil en venlig, sød og rar fødevareproducent får øjnene op. Her får du min opskrift på en dejlig cremet og hjemmelavet nutella fuld af naturlige ingredienser. Velbekomme J

Hjemmelavet naturlig og cremet nutella

Dejlig cremet nutella
- på den naturlige måde
Ingredienser
80 g hasselnødder
2,5 dl soyamælk
2 æggeblommer
6 spsk. dadelpuré
1 spsk. kakaopulver
1 drys vaniljekorn
2 spsk. hørfrøolie
50 g kokosolie
½ tsk. salt

Opskrift
Tænd ovnen på 150 grader og gør en bageplade klar med bagepapir. Fordel hasselnødderne jævnt udover pladen og når ovnen er opvarmet, sætter du nødderne ind i cirka 10 minutter. Tag hasselnødderne ud og lad dem køle af. Når de er afkølet, smider du dem i en frostpose og gnider dem indtil det meste af skallerne er røget af. Hæld forsigtigt nødderne ud af posen og ned i en blender, uden at få for mange af skallerne med. Blend nødderne til en mel – enten groft eller fint. Hvis du blender dem helt fint, bliver din nutella blød og jævn, og hvis du blender dem mere groft, får du en mere knasende nutella. 

Hvis du ikke har et glas med dadelpuré stående i dit køleskab, så lav en portion klar nu, før du fortsætter med din nutella – opskriften på ’blid sødme med dadelpuré’ finder du her!

Tag en gryde frem og pisk æggeblommer, dadelpure, kakao, vanilje og salt sammen med et piskeris til en jævn masse. Pisk derefter langsomt soyamælken i massen under opvarmning. Massen må ikke opvarmes til en alt for høj temperatur, da æggeblommerne så vil koagulere og du vil få klumper af æggemasse i din nutella. Forsøg at holde massen et stykke under kogepunktet, men så varm at du nu kan tilsætte kokosolien og den kan smelte sammen i blandingen under omrøring. Tag din nutella af varmen og rør din hasselnøddemel i. Når massen er kølet lidt af, men stadig flydende, kan du røre hørfrøolien i for at tilsætte lidt mere sund olie og gøre nutellaen mere cremet. Din nutella er nu færdig, og du kan hælde den på glas og stille den på køl.

I stedet for at lave dadelpuré først, kan du koge tilsvarende mængde dadler med soyamælken, samt en ekstra sjat vand. Når dadlerne har fået et godt opkog, blend dem med en stavblender og anvend denne masse til at piske de resterende ingredienser i. Forsøg dig endelig frem i forhold til det, der er absolut lettest for dig!

Derudover kan det være, at du foretrækker din nutella med stærkere smag af kakao, og derfor bør du endelig forsøge at eksperimentere med denne opskrift. Tilsæt mere eller mindre kakao, eller måske mere eller mindre hasselnøddemel, alt efter dine smagsløgs lyster og præferencer.

I ny og næ serverer jeg denne dejlige cremede nutella på mine skønne små pandekager, toppet af med bananer i skiver eller anden frisk frugt. Og hvis jeg har husket at gemme lidt hasselnødder, så drysser jeg lidt grofthakkede nødder på toppen sammen med et par kakao nibs. Maksimal forkælelse – mums! Se opskriften på mine ’skønne små pandekager på den gode måde’ lige her!


Naturlig, dejlig og cremet!

Mums mums,
LevSundtNU