Viser opslag med etiketten kokosflager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kokosflager. Vis alle opslag

17 april 2014

sprødeste & sundeste SMÅKAGER - dufter så englene synger <3



Dit køkken og hjem vil dufte af en skøn aroma fra disse skønne, sunde, sprøde vaniljesmåkager. ET KÆMPE HIT TIL GÆSTER, da du nemt og hurtigt kan bikse dem sammen og smide dem i ovnen lige inden de kommer. Så fyldes dit hjem med denne skønne duft af vanilje, og de får severet dem friske lige ud af ovnen. Super overskuds-agtigt, og samtidig vanvittig nemt for dig, da de måske kun kræver 10 minutter at bikse sammen. Og det er måske egentlig nok en smule overdrevet, da jeg er ret sikker på du så samtidig også godt kan nå at rengøre minihakkeren og skålen ...

Småkagerne skal lige afkøle i lidt tid efter de kommer ud af ovnen, hvis du ønsker dem sprøde. De er bløde i det, når de lige kommer ud, men skal bare placeres på en rist og så ”sprøder” de rigtig fint op på ret kort tid. De skal så helst spises samme aften, eftermiddag eller ..... for at holde sprødheden. Jeg har endnu ikke fundet en løsning til opbevaring, så de holder deres sprødhed sådan helt. I et stykke bagepapir og intet andet har dog fungeret bedst.

Så her får du opskriften på mine SERIØST NEMME, hurtige, sprøde og sunde småkager, der dufter så englene synger ! Velbekomme J

ps. hvis du ikke har opdaget jeg har en facebook side, og gerne vil se hvad jeg deler og laver derovre - så tjek det ud lige her facebook.com/naturbarnet.dk

sprødeste SMÅKAGER
- skønneste duft af vanilje

Ingredienser
2 æg
½ tsk vaniljepulver ***
50-60 g kokospalmesukker
200 g blandede nødder og kerner *

* Jeg brugte: 130 g hasselnødder, 40 g solsikkekerner og 30 g kokosmel **

Ca. en bradepandefuld

Opskrift
1) Tænd ovnen på 160 grader, almindelig ovn
2) Slå æg ud i en skål, tilsæt vanilje og kokospalmesukker og bland godt rundt
3) Kom nødder, kerner og kokosmel i en minihakker og hak til en grov mel
4) Rør den grove mel ud i æggeblandingen
5) Fordel i mindre klatter med en ske på en bageplade med bagepapir
6) Bag i ovnen i 15-20 minutter
7) Tag ud af ovnen og afkøl i 5-10 minutter, server og nyd løs !

Hold godt øje undervejs. Når de begynder at blive en smule mørkere i det, er de som regel færdige, og det kommer lidt an på størrelsen du laver dem i, om de skal have den korte eller lidt længere tid. De flyder en smule ud på pladen, når du placerer dem, men ikke vildt meget. Og så er det bare super nemt, da du kan nøjes med at bruge en ske til hele processen og intet andet. Ikke rulle, hvile, skære, prikke og bage, men bare røre røre rundt, fordele ud og bage. De nemmeste sprøde og sunde småkager, jeg har lavet.

** Du kan bare bruge en blanding af hvad du nu lige har hjemme - det var det jeg forsøgte og fungerede glimrende. Jeg har lavet opskriften en del gange siden, og du kan  også bare nøjes med hasselnødder, hvilket også smager super godt, og du kan også bruge et mix med mandler. I forhold til kokosmelet brugte jeg bare en helt ”almindelig” revet kokosmel, og altså ikke en kokos fibermel.

*** Du kan også bruge korn fra en vaniljestang, mums, eller måske et stykke af en hel vaniljestang, som du blender sammen med dit mix af nødder og kerner. Ville slet ikke være tosset, tror jeg.

Knasende sund sprødhed <3

Guf guf guffeliguf
- og god påske til jer alle,
naturbarnet




Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

24 september 2012

Min cremede chokolademousse på silketofu - The Caribbean Edition

Som jeg havde forudset, har jeg eksperimenteret videre med silketofu til desserter og heriblandt min chokolademousse. Så hvis du elsker smagen af chokolade med banan og kokos, og som mig ikke helt er klar til at give slip på sommerstemningen endnu, kan du lave denne The Caribbean Edition chokolademousse og måske drømme dig væk til lidt varmere himmelstrøg J Velbekomme!

Cremet chokolademousse
- The Caribbean Edition 
Cremet chokolademousse
- The Caribbean Edition

Ingredienser
300 g silketofu
200 g udstenede dadler
Saften fra 1 appelsin
4-6 spsk raw kakao
En sjat sojamælk
½ tsk vaniljekorn
2-3 tsk kokosmel
1 moden banan 

Forslag til topping
Skiver af banan
Kokosmel
Kokosflager
Revet citronskal
Rosiner udblødt i rom
Ananas i små tern
Frysetørret ananas

(4-6 portioner) 

Opskrift
1) Smid silketofu, kakao, banan og vaniljekorn i din blender
2) Udsten dadlerne og tilsæt
3) Pres saften fra appelsinen, tilsæt og blend til en jævn chokolademousse
4) Tilsæt eventuelt en sjat soyamælk, hvis du ønsker konsistensen blødere
5) Tilsæt kokosmel og vend rundt i chokolademoussen
6) Anret i portionsglas og server med de lækreste toppings
7) Nyd i fulde drag J

Jeg har tidligere skrevet et indlæg med denne opskrift i en mere neutral version. Det er allerede en af mine favoritter, og derfor har jeg også eksperimenteret med opskriften og fundet denne The Caribbean Edition. Den er en smule mildere i chokoladesmagen (ved de 4 spsk) og dermed også lidt sødere, men hvis du ikke synes om banan, så brug måske den originale version. Denne kan du se her. Du kan også forsøge at tilsætte den større mængde kakao (de 6 spsk), og så tror jeg den bliver lidt mere kakao-bitter i smagen.

Hvis du serverer denne mousse for dine gæster, så kan du servere en masse forskellig topping i små skåle og lade dine gæster selv drysse det på, de har lyst til. Du kan også lave et stort fad med meget små portioner og give dem en masse forskellig topping – det ser super godt, ud når det serveres. Jeg har gjort dette før med en anden opskrift på chokolademousse, som du kan se billede af her.

Som sagt er jeg vild med denne chokolademousse, da den har et lavere kalorieindhold end en fuldfed version på fløde (mælkeprodukt), men stadig smager ret så fantastisk. Herudover indeholder versionen mere protein fra tofuen og intet hvidt sukker, kun naturlige ingredienser, og dette tror jeg virkelig hjælper på min krops fordøjelse af denne dessert. Jeg bliver i hvert fald ikke oppustet af den eller får ondt i maven. Så håber det også virker for dig. Jeg kan godt selv finde på at lave en lidt stor portion af denne, og så tage lidt som aften-hygge-dessert i mindre mængder. Den kan sagtens holde sig nogle dage i køleskabet, formentlig uden problemer en lille uge vil jeg tro, og smagen bliver ikke ringere af at stå en dags tid eller to, tværtimod…

Smagen af chokolade og eksotiske himmelstrøg J

Chillin’ it caribbean style,
LevSundtNU

05 marts 2012

Indisk masala gryderet med mørt oksekød og fyldig rødkålssalat

Jeg har endelig fundet et glas færdig-købe-indisk-krydderi-sovs, der er helt fri for kunstig tilsætning. Ingen fortykningsmidler, smagsforstærkere eller sukker. Ren og skær krydderi-heaven. Og denne sovs har jeg brugt til at lave en indisk masala gryderet, der giver det møreste oksekød i en kraftig og smagfuld sovs. Retten er ydermere utrolig nem, da den har få ingredienser og bare skal stå og simre for sig selv. Som tilbehør har jeg lavet en fyldig rødkålssalat, der giver sødme og friskhed til den krydrede gryderet. Velbekomme!

Indisk masala oksegryde

Ingredienser
Indisk masala gryderet med mørt oksekød
1-2 kg okseklump eller oksebov
1 glas garam masala paste
1 ds kokosmælk
Indisk masala gryderet med mørt oksekød
- og fyldig rødkålssalat
3-4 rødløg
Evt. 1-2 ds hk tomater

Fyldig rødkålssalat
300 g rødkål i strimler
2 appelsiner
4-6 figner
2 spsk hørfrøolie
1 spsk hindbæreddike
1 spsk flydende honning
Ovnristede mandler med salt
Evt. kokosflager
Evt. rosiner

Opskrift
1) Skær oksekødet i passende stykker, ikke for tynde strimler
2) Brun oksekødet kort af i en varm gryde med lidt olie
3) Tilsæt rødløg i tern og vend rundt
4) Tilsæt masalablandingen og vend godt rundt
5) Skru ned for varmen og lad kødet stege i 5-10 minutter
6) Tilsæt kokosmælk og evt. hk tomater
7) Lad retten småsimre i 1-2 timer
8) Skær rødkål i strimler
9) Filetér appelsinerne over en lille skål, så saften samles
10) Pres så meget saft som muligt ud af resterne fra appelsinerne
11) Bland olie, hindbæreddike og honning i appelsinsaften
12) Hæld dressingen over kålen, tilsæt appelsiner, tilsæt figner i stykker og bland
13) Hak lidt ovnristede mandler og drys som pynt over rødkålssalaten

Gryderetten er utrolig nem at lave, og kan stå og simre i timevis. Den smager kun bedre af at stå et par dage. Denne portion er også forholdsvis stor, så du kan sagtens invitere gæster på retten og ellers har du i hvert fald selv til et par dage. Egner sig fint til at blive frosset ned. Du kan anvende oksekød, som jeg har gjort, men jeg tror også lammekød ville fungere rigtig godt.

Rødkålssalaten er beregnet til to personer, der ikke spiser andet tilbehør. Retten kunne sagtens serveres med ris, men her får du et af mine forslag til et aftensmåltid uden stivelse, hvor du garanteret bliver mæt alligevel. Retten indeholder også en del fedtstof, så derfor foretrækker jeg selv at spise sådanne retter med tilbehør uden stivelse, da fedtstofferne dermed ikke suges til sidebenene i helt samme grad. Du kan se andre forslag til måltider uden stivelse i mit indlæg om et par af mine egne skridt på vejen - til sundere madvalg.

Hvis du er vild med meget cremede indiske retter, kan du undlade de hk tomater. Hvis du derimod ønsker retten mere frisk og let, så anvend to dåser. Og køb en økologisk eller almindelig dåse kokosmælk, absolut ikke en light! Så kan du lige så godt nøjes med en halv dåse og så tilsætte vand for resten. Det er den eneste forskel, så ingen grund til at betale for tilsat vand.

Jeg fandt først to forskellige varianter af de færdig-købe-indisk-krydderi-sovse, Garam Masala Paste og Madras Curry Paste, begge af mærket PASCO. De indeholder alene krydderier samt olie, og jeg fandt dem hos en grønthandler på Frederiksberg, på hjørnet mellem Finsensvej og Dalgas Blvd. Senere har jeg også fundet dem hos en grønthandler på Holmbladsgade på Amager, der også havde en del andre varianter. Her kan du se to af de glas, jeg har købt – hvor jeg til denne ret brugte den mildeste, Garam Masala Paste.


Til den fyldige rødkålssalat har jeg hakket nogle af mine ovnristede mandler med himalayasalt og drysset dem på toppen. Det giver en rigtig god smag, at de er ristede, men hvis du ikke har tid til at lave dem, så går det helt sikkert an med almindelige mandler. Du kan også bruge kokosflager i stedet for, eller begge dele, hvis du lyster. Og rosiner smager også rigtig godt på toppen af denne ret. 

Lidt indisk krydderi på din tilværelse !

Mam mam mam,
LevSundtNU

10 juli 2011

Cremet chokolademousse – 100% naturlige ingredienser

Et af mine egne skridt på vejen til et sundere liv er at få flere grøntsager indarbejdet i min kost, foruden alt helst skal være naturlige råvarer og så smage godt. Så her får du min opskrift på en cremet chokolademousse med avokado. Den smager rigtig dejlig af chokolade og konsistensen er virkelig næsten helt ”uartig-snasket”. Her har jeg opgraderet til mine gæster med et par farverige og smagfulde toppings. Velbekomme!

Cremet chokolademousse med toppings

Cremet chokolademousse
- 100% naturlig med diverse toppings
Ingredienser
1 stor moden banan
1 avokado
1 dl soyamælk
10-12 dadler
3-4 spsk ren kakaopulver
Saften fra 1 appelsin
Drys af vaniljekorn

Toppings:
Kakao nibs
Kokosflager
Hakkede, ristede hasselnødder
Frysetørrede jordbær
Frysetørrede hindbær

(6 små portionsglas)

Opskrift
1) Udsten dadlerne og smid dem i blenderen
2) Pres saften fra appelsinen over og blend til fin masse
3) Tilsæt banan, avokado, soyamælk, vaniljekorn og kakao
4) Blend til en ensartet og cremet mousse, og sæt på køl
5) Fordel chokolademoussen i passende portionsglas og pynt med diverse toppings

Jeg har i denne chokolademousse brugt ren kakaopulver – det der bruges til madlavning. Det er ret kraftigt, så hvis du bruger en mere mild og fedtfattig udgave, fx fra Urtekram, skal der sikkert anvendes et par spiseskefulde ekstra. Så smag endelig til, så du opnår din helt rette og foretrukne chokoladesmag.

Tip til intens choko-orange smag: Chokolademoussen smager som sådan ikke af appelsin, så hvis du gerne vil have en mere gennemtrængende smag af appelsin, kan du udskifte soyamælken med saften fra endnu en appelsin. Tilsæt revet skal fra appelsinerne samt måske lidt af saften fra en lime eller citron. Så får du helt sikkert en mere intens choko-orange smag.

Tip til portionsanretning: For at kunne komme chokolademoussen ned i de små glas uden at få det udover glassene, så hælder jeg moussen i en almindelig frostpose og klipper et lille hul i hjørnet. Det er super let og gør at du kan få en lille fin top på den lækre chokolademousse. Det ser nu meget godt ud…

Jeg har her pyntet med forskellige typer af toppings. Det gør det langt sjovere at spise sund chokolademousse, og så får du også tilfredsstillet øjnene med en fryd af skønne farver og lidt variation. Det er også rigtig hyggeligt at servere til gæster i små skåle, så de selv kan blande drysset på deres chokolademousse. Chokolademoussen smager også godt med rosiner og pistacienødder. Så slå dig endelig løs og lad kun din fantasi sætte grænser – jeg glæder mig til at høre om dine egne eksperimenter J

De frysetørrede bær har jeg købt hos SpecialKøbmanden. De kan også købes på deres hjemmeside – se her!

Rigtig god fornøjelse!

Guffeliguf,
LevSundtNU