12 februar 2012

Grydestegt okseklump med smagfuld rødvinssovs

Fra denne gryderet kan du opnå den mest vidunderlige, kraftige og smagfulde sovs, du længe har smagt. Og så på den sunde måde, helt uden fløde og unaturlige smagsforstærkere. Du bliver overrasket, det lover jeg. For det blev jeg selv. Derudover er retten bare super nem at lave, og så får du samtidig det møreste kød med en dejlig, sprød overflade. Velbekomme!

Mørt oksekød med smagfuld rødvinssovs

Ingredienser
Grydestegt okseklump med rødvinssovs
- seriøst mørt kød og smagfuld sovs J
Grydestegt okseklump
1 kg okseklump eller oksebov
3-4 gulerødder
3-4 rødløg
1 flaske rødvin
Sherryeddike
Figen-dadel eddike
Soya
Rosmarin
Timian
Løgpulver
Hvidløgspulver
Karry
Peber
Himalayasalt
Vand

Tilbehør
Gulerod
Rødkål
Æble

Opskrift
1) Opvarm din gryde, hæld lidt olie i bunden og svits okseklumpen godt på begge sider
2) Hæld sherryeddike over kødet, vend og lad det svitse af – på begge sider
3) … og gør det samme med figen-dadel eddiken
4) Tilsæt og vend rødløgene i tern uden om kødet, tilsæt en god sjat soya
5) Hæld en god flaske rødvin over kødet og løgene
6) Tilsæt gulerødderne i stykker
7) Tilsæt alle krydderierne, salt samt lidt vand, så det næsten dækker kødet
8) Lad retten småsimre i 2-4 timer
9) Tag kødet op af gryden, lad det hvile og skær det i skiver
10) Blend resten af ingredienserne til en tyk sovs med en stavblender
11) Lav tilbehør til retten, som fx en simpel råkost af revet gulerod, rødkål og æble

Når du svitser oksekødet til at starte med, må gryden godt være seriøst varm. Og så er det bedst at skrue lidt ned for varmen inden du svitser i eddikerne, da især figen-dadel eddiken godt kan brænde lidt, hvis der er alt for meget varme på. Men hvis du sætter alt parat og hurtigt vender kødet i eddikerne, tilsætter løg og soya hurtigt derefter og til sidst rødvinen, så burde det fungere helt perfekt.

Husk at bruge en god soya. Som jeg har skrevet en del gange, anvender jeg selv den Genuine Tamari fra Urtekram, da den er glutenfri og har en rigtig velafbalanceret smag. Derudover tror jeg, at det er helt fint med en enkelt eddike, og en som du godt kan lide. Nu var det bare sådan jeg lige selv lavede retten, og derfor får du alle ingredienserne med.

Jeg har tilsat krydderierne lidt på slump, men jeg vil anbefale du ikke sparer på dem og tilsætter timian og rosmarin med en spiseske, og ikke en teske. De andre krydderier kan du spare lidt mere på, og du kan formentlig "nøjes" med 1-2 teskefulde af hver.

Du kan lave denne gryderet dagen i forvejen, hvilket jeg faktisk vil anbefale. Den bliver ekstremt god, hvis du lader den trække en dag eller to, og så varmer den langsomt op igen og blender sovsen herefter.

Hvis du ønsker sovsen mere fløjsblød og tynd, kan du smide den igennem en si. Hermed får du lidt af løg- og gulerodsfibrene fra, alt efter hvor meget du presser gennem sien. Og hvis du inviterer gæster på retten, så kan dette gøre den lidt mere lig almindelig sovs i konsistensen, for dem som ikke er vant til en blendet grøntsagssovs…

Dette er en af mine aftener helt uden stivelse, da jeg valgte at lave en råkost som tilbehør. Dette har været et af mine egne skridt på vejen til et sundere liv, og du kan se nogle flere af disse skridt i indlægget her. Råkost er nok ikke det, jeg ville betegne som det perfekte tilbehør til denne ret, men det gør sådan en ret lidt lettere for min krop at fordøje. Hvis jeg skulle have gæster til denne møre grydestegte okseklump med smagfuld rødvinssovs, havde jeg nok valgt at lave nogle ovnristede rodfrugter til.

Kraft, saft og smag på den sunde måde !

Jum jum jummejum,
LevSundtNU

1 kommentar: