Viser opslag med etiketten rosmarin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rosmarin. Vis alle opslag

20 februar 2014

MEGA SUNDT BRØD - med et ton af fibre, grøntsager, protein og krydderier - the "all you can eat" edition !!


Jeg har tidligere bragt opskriften på mine seriøst sunde boller, som jeg brugte til denne sunde burger. Det er en måde jeg har lavet brød og boller på i en del år faktisk, og har så justeret på det hen ad vejen og lavet i en masse forskellige varianter så som dette søde aromatiske gulerodsbrød - virkelig en af mine egne store favoritter.
 
Opskriften på bollerne blev dog måske lidt uoverskuelig, da jeg blandede en masse forskellige ingredienser i dem, som jeg allerede havde i mine køkkenskabe og -skuffer. Så med denne opskrift håber jeg det bliver lidt mere let at gå til og overskueligt at lave brød på denne måde. Det er og bliver i hvert fald MIN YNDLINGSMÅDE at lave brød på, simpelthen fordi min krop og fordøjelse har det meget bedre og lettere på en livsstil uden forarbejdede ingredienser og fødevarer.
 
Dette MEGA SUNDE BRØD er lidt mere fugtigt end almindeligt brød, men det kan fryses og kan også holde ret længe i køleskabet. Og så elsker din krop det bare, netop fordi det er fyldt med FIBRE, PROTEIN og en masse ANTIOXIDANTER og andre gavnlige nærringsstoffer fra alle krydderierne og de tørrede krydderurter.  Og samtidig INTET sukker, hvedemel, mælkeprodukt, stivelse af nogen art, konservering eller anden kunstig og forarbejdet tilsætning. Alene rene og naturlige ingredienser, som vil give din krop en helt anden lethed, energi og overskud. Velbekomme!
 
MEGA SUNDT BRØD
- fuld af power til din krop !

Ingredienser
500 g grøntsager *
3 økologiske æg
Et ton af krydderier **
60 g fibermel ***
25 g fiber HUSK ****
50 g blandede kerner *****
 
Opskrift
1) Blend grøntsagerne sammen og 
rør æggene i til en ensartet masse
2) Rør alle krydderierne godt ud i massen
3) Tilsæt de blandede kerner og mix godt rundt
4) Tilsæt fibermel og fiber HUSK, og bland til en samlet dej
5) Fyld i en almindelig brødform med bagepapir og
bag ved MAX 160 grader i ca. 1 time
6) Tag brødet ud og lad det køle af på en rist - og velbekomme
 
* Jeg brugte en lille økologisk squash og det meste af et økologisk broccoli
 
** Jeg brugte 1 meget stor spsk gurkemeje, 1 stor spsk rosmarin, timian og basilikum, 1 spsk peberblanding, 1 spsk chiliflager (uden kerner), 1 tsk karry med top, 1 tsk paprika og ½ tsk Himalayasalt. Du kan evt. også tilsætte ½ tsk løgpulver og hvidløgspulver
 
*** Jeg brugte en blanding af sesam- og mandelmel. De fiberrige af slagsen fra Funktionel Mad. Jeg har købt begge mine i en Helsemin butik, men kan også fås flere steder på nettet. Kilopris-mæssigt er sesam-fibermelet den billigste, herefter kommer deres kokos-fibermel og mandel-fibermelet er dyrest pr. kilo. Jeg synes det er helt ligegyldigt for smagen, hvilken man bruger, så brug det du har

**** Jeg brugte den gule fiberHUSK, der er den mere fine, men da jeg har angivet i antal gram kan du også sagtens bare erstatte med den almindelige grønne, eller loppefrøskaller af et andet mærke
 
***** Jeg brugte omkring 30 g solsikkekerner samt 10 g af både sesamfrø og gærskarkerner. Du kan også bruge hørfrø, chiafrø, birkes og måske nogle hakkede nødder eller mandler. Jeg ville dog gelere hørfrø og chiafrø først, altså lade dem ligge og suge lidt vand og danne en gele. Det vil dog måske kræve en smule mere mel eller fibre
 
Det ekstra skønne ved denne slags brød er at det ikke skal hæve, og det er meget nemt at gå til, når først du har indkøbt et par ingredienser i en helsekost eller på nettet. Derudover kan du bare STOR-BAGE af det og FRYSE det ned, så du har til rigtig længe…
 
Du kan også prøve anderledes varianter med SOLTØRREDE TOMATER & OLIVEN, og måske mere hen ad PAPRIKA & OREGANO i krydderierne. Bare sørg for at stoppe det godt med krydderier, for det er primært dem der gør det ikke kun smager totalt intetsigende …  
 
Før jeg fandt på at lave brød på denne måde, havde jeg ikke købt eller spist brød i flere år. Altså foruden de par smuttere, der har været i ny og næ, når jeg har spist ude eller tænkt ”det går vel nok bare denne ene gang”. Men AV min mave, siger jeg bare. Og før alt hed Paleo, Stenalder og LCHF, levede jeg faktisk meget tæt på den slags kost - altså helt naturligt og rent primært af grøntsager, frugt og bær, kød, nødder, kerner, frø og fedtstoffer. Det er vist oppe på omkring 8-10 år på nuværende tidspunkt. Derfor var det bare super skønt, da jeg fik bakset denne opskrift sammen - altså en noget lignende, for kan virkelig ikke lige huske præcis den første sammensætning - og igen kunne spise nogle lidt nemmere måltider med en form for brød.

Jeg har dog ikke rigtig haft mange opskrifter med disse grøntsags-madbrød her på bloggen, da jeg tænkte folk ville synes jeg var mærkelig. Men med hele sundhedsbølgen af diverse forskellige retninger, tænker jeg flere måske er ved at være modtagelige og måske netop kunne bruge en disse løsninger. Og det smager altså ret skønt med lidt grønt on-the-side og måske en rest af kød fra aftenen før. Eller LAKS, HELLEFISK, ÆG eller en hjemmerørt TUNSALAT.  Yum yum !
 
Og når nu vi snakker Paleo, Stenalder og LCHF, så kunne man måske mene, at jeg så bare kunne spise stenalderbrød i stedet for disse, eller de brød man laver på LCHF. Måske en lille smule nemmere, da det indeholder lidt færre ingredienser. Men LCHF brød og boller er ofte lavet med ost, og det vil min krop altså stadig ikke gå med til at jeg spiser. Det giver mig en fornemmelse af hul i maven - altså sult på den virkelig dårlige/forkerte måde, og så også bare dårlig ånde, mmmmmm og slim i hals, svælg, lunger agtig. Så holder mig altså fra det, selvom det jo også giver ret god smag. Og stenalderbrødene indeholder bare alt for mange nødder og kerner på én gang samt en fedtsammensætning, der ikke er helt optimal for min krop. Så for min krop har jeg altså bare ikke fundet en nemmere eller bedre løsning på brød end denne - som jeg faktisk også bare kan SPISE LØS AF uden af have nogen som helst samvittighed, der taler dårligt til mig, eller en krop der brokker og jamrer sig. Altså så meget som jeg nu kan få ned, da det jo faktisk mætter pænt meget. SÅ jeg er selv fan - håber det kan hjælpe andre derude J
 
BRØD på en anderledes måde
- ren power fra naturen til din krop
 
YUM YUM,
naturbarnet





Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

17 marts 2013

Fyldig og velsmagende suppe på et styks Bornholmerhane - med meget nem tilberedning


Solen giver anledning til forårshumør, men kulden minder stadig lidt om vinter. Så her får du lige en opskrift på en skøn suppe, du kan varme dig på. Den smager virkelig dejligt, er super sund med en kæmpe bunke grøntsager og meget let at lave. Bare sæt det hele over, pil kød af en hane efter en times tid og blend suppen - vupti, du er klar! Det bliver ikke meget nemmere… Velbekomme!
 
Fyldig grøntsagssuppe
- med Bornholmerhane
Fyldig og velsmagende suppe
- på et styks Bornholmerhane og masser af grøntsager

Ingredienser
1 styks Bornholmerhane
2 poser suppeurter
2-4 rødløg
½ flaske hvidvin
Eddike og tamari
Krydderier: karry, garam masala, timian, rosmarin, hvidløgspulver, ramsløg, chili, salt og peber
 
Opskrift
1) Rens og skyl hanen og svits ham af i bunden af en stor suppegryde ved høj varme
2) Tilsæt lidt eddike samt tamari og lad det svitse godt af
3) Tilsæt den halve flaske hvidvin, suppeurter, rødløg, krydderier samt vand til hanen er dækket
4) Lad retten simre en times tid, tag hanen op og pil kødet af
5) Blend suppen med en stavblender, smag til og server med kødet fra hanen
 
Jeg brugte en jordbæreddike til denne lyse suppe, men jeg er sikker på en hvidvinsbalsamico eller æblecidereddike vil fungere lige så godt. Eddiken kan også sagtens undlades, da der er en del vin i retten. Jeg har heller ikke sparet på krydderierne, så vær rundhåndet, især med karryen og de tørre krydderurter. Du kan også sagtens smide ekstra grøntsager i retten, hvis du har nogen tilovers i køleskabet, som du skal have spist. Retten bliver formentlig ikke ringere af lidt ekstra rodfrugter, gulerødder eller lignende. Du kan også sagtens bruge friske hvidløg, som heller ikke burde gøre retten spor ringere - jeg er bare en lille kylling, når det kommer til rå hvidløg, og synes det er nemmere at bruge det i form af pulver eller granulat. Leg med sammensætningen – du kan med sikkerhed bruge mange forskellige grøntsager, rodfrugter, krydderier samt kød, og opnå en dejlig fyldig suppe. Det er en skøn og let måde at få mange grøntsager i sin kost, og så på velsmagende vis.

Jeg har tidligere lavet denne suppe i en lidt anden og tykkere version uden vin, faktisk som en af de første opskrifter her på bloggen. Denne opskrift samt et par flere har jeg samlet til dig her, bare som en liste med lidt inspiration til de lidt mere varme og fyldige retter med massere af grøntsager:

Saftig kylling med voldsomt mange grøntsager
Cremet jordskoksuppe - den seriøst sunde variant
En sundere græskarsuppe serveret med kylling
Paprikagryde med et læs af grøntsager og sojafløde
Den nemmeste tomatsuppe
Måske lidt for tyk suppe - og virkelig mør oksesteg
 
Det er virkelig rart at solen nu begynder at være mere fremme og det er lysere om morgenen. Her i den sidste tid af vintermånederne har det nemlig været lidt lunkent med overskuddet på energikontoen. Og jeg synes det er noget som vender tilbage sidst på vintersæsonen hvert år, og jeg har i den forbindelse lagt mærke til, at det hjælper mig at ændre, hvad jeg spiser og måden det er tilberedt. I de varmere måneder af året trives jeg rigtig godt på en masse rå grøntsager, men det er som om at min krop godt vil have sine næringsstoffer i lidt mere tilgængelig form i de mere kolde måneder. Det betyder altså varme! Så alle sammenkogte retter, supper og andre fyldige retter, hvor jeg kan få en masse god næring ud af hele kyllinger, ænder, oksestege samt grøntsager, krydderier og krydderurter. I diverse kombinationer. Jeg kan mærke det har en god virkning og giver min krop mere energi. Og jeg tror vi skal passe lidt på med de helt hardcore raw udskejelser og spisevaner i vintermånederne, da vores kroppe måske kan have brug for mere varme samt mere lettilgængelig eller -fordøjelig næring fra vores råvarer. Jeg har i hvert fald fundet frem til, at det hjælper på mit eget energiniveau og følelsen af velvære i min krop, når den her i de kolde måneder får gode fyldige og varme kødretter baseret på massere af grøntsager og krydderier. I hvert fald i et eller to af mine måltider om dagen. Kan ikke helt undvære grøntsager og frugt i sin naturlige form, men kan mærke stor forskel ved at gå mere over til de varme retter i kulden. Måske er det varmen, måske er det nærring fra kød på benene af dyrene, måske er det simretiden og væsken, måske er det kombinationen …
 
Varme, fylde, smag og næring i kulden J
 
Sip sip sip sip sip,
LevSundtNU


Alle billederne i dette indlæg er taget af fotograf Jonas Raaby
 
 jraaby [snabel-a] googlemail.com

10 december 2012

En sundere græskarsuppe serveret med kylling

Her får du min yndlingsopskrift på en virkelig nem og sund suppe lavet på 1 kylling, 1 græskar og 1 butternut squash. Så fyldt med masser af grøntsager, men samtidig har denne suppe en lækker cremethed over sig og ikke at forglemme en virkelig god og fyldig smag. Helt uden hverken kokosmælk eller fløde, så et godt supplement her i december måned til alt den fede julemad.  
 
Da suppen herudover er kogt på en kylling, er der kød til at spise sammen med suppen, muuuums. Og samtidig undgår man at skulle anvende bouillon med alt muligt møg tilsat og heller ikke kødboller eller andet kunstigt fremstillet fyld til suppen. Jeg kan elsker denne suppe helt som den er, uden andet tilsat end kyllingen og så måske lidt af mine små ristede frø og kerner på toppen. Velbekomme!
 
Velsmagende græskarsuppe
- serveret med saftig kylling
 
En sundere græskarsuppe
- serveret med kylling
Ingredienser
En stor fritgående kylling
Kokosolie til stegning
4-6 spsk lys eddike
2 spsk økologisk tamari, soya uden hvede
1 økologisk hokkaido græskar
1 økologisk butternut squash
2-3 store løg
2-4 spsk gurkemeje
1-2 spsk garam masala
1 spsk hvidløgspulver
1-2 tsk stødt ingefær
1 spsk rosmarin
1 spsk karry
Peber
Salt
Vand
 
Evt. lidt chiliflager
Evt. lidt sennepsfrø
 
Opskrift
1) Svits kyllingen ved høj varme i lidt kokosolie til den brunes
2) Tilsæt eddiken, så den også svitses godt af
3) Tilsæt alle krydderierne, samt løgene skåret i store stykker
4) Vend krydderierne godt rundt, så de lige svitses lidt af og tilsæt derefter tamari, og vand så det dækker kyllingen
5) Skær græskar og squash i store tern, tilsæt gryden og fyld op med vand, så det stadig dækker alle ingredienserne
6) Lad suppen småsimre en times tid og tag forsigtigt kyllingen op, så alle stykker kommer med
7) Blend nu suppen med en stavblender, og tilsæt evt. lidt ekstra vand for at opnå den rette konsistens
8) Smag suppen til, tilsæt måske lidt ekstra krydderi og server med kødet fra kyllingen og lidt ristede frø og kerner
 
Hvis du lyster, kan du jo tilsætte lidt ekstra tilbehør. Jeg har selv spist suppen med grønne ærter, hvor jeg bare hældte suppen over lidt ærter, så de opvarmedes af suppen og dermed stadig havde et godt bid - så smager de også mere friske. Og hvis du måske synes denne suppe er lidt for sød, så kan man meget nemt tilsætte en pose suppeurter eller et par porrer eller selleri, som bare koges og blendes med i suppen. Dette gør den lidt mindre sød. Måske skal du så lige overveje en kylling mere, hvis du vil have kød nok, men så kræver det efterhånden også en gigantisk gryde J
 
Og spar endelig ikke på krydderierne, det er også disse der er med til at give smag. Jeg håber virkelig også jeg har husket alle krydderierne, for jeg fik vist hældt lidt af hvert i. Men ellers kan du jo sikkert tilføje lidt selv, alt efter hvad dine smagsløg hungrer. Derudover er gurkemeje et vidundermiddel, der blandt andet er anti-inflammatorisk, så fyld godt i suppen af dette. Kyllingen og eddiken er også med til at give rigtig god smag, og det er faktisk vigtigt, at vi får suppe kogt på en hel kylling, da der er vigtige næringsstoffer i marven i benene.
 
Jeg anvendte selv en lys eddike med hyldeblomst, æble og lime, men en almindelig æbleeddike eller hvidvinseddike burde kunne gøre tricket lige så godt. Herudover finder du her en opskrift på mine lækre ristede frø og kerner, jeg laver dem dog i dag i ovnen, så jeg er sikker på de ikke får varme over 160 grader. Og her til suppen har jeg anvendt Lene Hanssons kryddersalt, da det har et lidt ekstra godt bid med lidt chili, som smager godt til denne suppe.
 
Sund, fyldig, cremet og velsmagende vintersuppe J
 
Muuuuuuums,
LevSundtNU

19 november 2012

Måske lidt for tyk suppe – og virkelig mør oksesteg

Min måde at forsøge at leve sundt på, er primært ved at forsøge at få flere grøntager ind i min kost. Som du kan læse under mine sunde kostråd, så forsøger jeg at holde fokus på det, som jeg ønsker at maksimere, og ikke på alt det jeg ikke har godt af at spise.  Derfor forsøger jeg også hele tiden at finde på flere måder at lave retter med flere grøntsager. Det vigtige for mig er dog samtidig, at det virkelig skal smage godt, for ellers holder det bare ikke rigtig for mig i længden.
 
Så her får du en opskrift, hvor jeg har anvendt de smukke rød-orange sweet potatoes, og lavet en slags tyk suppe ud af det. Retten er super let at lave, da du laver det hele i en stor gryde med et stort stykke oksebov eller -klump, og bare tager kødet op og blender resten til slut…
 
Så skal sindet og tankerne bare lige acceptere, at der ikke er hverken ris, pasta eller andet tilbehør til. Det har jeg jo vendt mig til efterhånden, og har ikke længere brug for at skulle kategorisere det jeg spiser som enten sovs eller suppe, for at kunne acceptere det som et måltid. Og ærlig talt, så ved jeg ikke om dette skulle hedde sovs eller suppe. Bemærk måske, hvordan du selv har det med dette ...? Er det gamle paradigme med tretrinsraketten: kød, sovs og kartofler, afskaffet, eller forhindrer det os stadig i at leve sundere og vælge mad, vores kroppe har det bedre med, uanset hvilken form det nu kommer i …??
 
Velbekomme!
 
Virkelig mør oksesteg
- serveret med tyk suppe
af sweet potatoes
 
Ingredienser
Oksegrydesteg på 1-1½ kg
6 store sweet potatoes
2-3 store rødløg
Figen-dadel-eddike
Hvidløgspulver
Rosmarin
Timian
Peber
Salt
 
Tilbehør:
Frosne ærter
Mine lækre ristede frø og kerner med salt
 
(til flere dage,
eller formentlig nok til 4 personer)
 
Opskrift
1) Vend oksestegen i bunden af en stor gryde ved høj varme, så den brunes på begge sider
2) Tilsæt en god sjat figen-dadel eddike ud over okseklumpen og lad det svitse af
3) Skræl, skyl og skær alle grøntsager i store stykker
4) Tilsæt retten sammen med krydderierne,
og vær ikke nærig med hverken rosmarin eller timian
5) Tilsæt en god del vand, så det dækker et stykke over kød og grøntsager,
og lad retten småsimre i et par timer
6) Tag kødet op og blend resten af grøntsagerne til en tyk suppe
7) Tilsæt en portion frosne ærter, så de lige tør op og varmes i suppen
8) Server suppen med kødet og drys eventuelt med lidt frø og kerner
 
Jeg anvendte selv en figen-dadel eddike, som jeg vist har nævnt en del gange, og ellers kan jeg sige, at den er købt hos Oil & Vinegar i Fields. Du kan dog bruge en hvilken som helst god eddike vil jeg tro, en god rødvinseddike eller balsamisk eddike, ville kunne give samme gode grundtoner i smagen af denne ret.
 
Jeg har drysset med mine lækre ristede frø og kerner, som jeg denne gang har lavet med Lene Hanssons kryddersalt. Så er der lidt mere bid i dem end med almindeligt salt. Indeholder nemlig også lidt chili.
 
Du kan sikkert tilsætte alverdens rodfrugter og grøntsager, bare tilsæt lidt af hvert. Gulerødder, pastinak, rødbede, persillerod, selleri, og hvad du ellers kan finde på. Jeg har også lavet en lignende udgave, hvor jeg anvendte suppen som sovs med masser af rødvin, og en lidt anden udgave med andre grøntsager og kylling. Første opskrift kan du se i dette indlæg, grydestegt oksesteg med smagfuld rødvinssovs, og næste i indlægge her med saftig kylling med voldsomt mange grøntsager.
 
Håber hermed du har lidt inspiration til nogle lette, smagfulde retter med flere grøntsager her i vinterhalvåret. God fornøjelse!
 
Grøntsager grøntsager og flere grøntsager J
 
Namme nam nam,
LevSundtNU

26 april 2012

En hurtig frokost - kalvestrimler med grønne bønner og ærter

I sidste weekend lavede jeg en særdeles hurtig frokost med lidt kalvekød, jeg havde tilovers samt hvad jeg ellers lige kunne finde i mine køkkenskabe, køleskabet og fryseren. Det endte faktisk med at blive en ganske glimrende frokost og et dejligt måltid uden stivelse, der alligevel gav rigelig med mæthedsfornemmelse og samtidig smagte dejligt. Måske fordi jeg elsker rosmarin og timian... Velbekomme!

Kalvestrimler med grønt i sherrysovs

Kalvestrimler med grønne bønner og ærter
- et nemt & hurtigt frokostmåltid
Ingredienser
350 g kalvestrimler
2 rødløg
Frosne ærter og bønner
1-2 dl soyamælk eller mandelmælk
½ dl sherryeddike eller anden eddike med god smag
½ dl glutenfri tamari
2 tsk rosmarin
1 tsk timian
Peber

(min. 2 personer)

Opskrift
1) Svits kalvestrimlerne hurtigt på hver side ved høj varme i en smule olie
2) Hæld eddiken ud over og svits hurtigt af
3) Tilsæt den glutenfri tamari og skru ned for varmen
4) Vend løgene sammen med kødet
5) Tilsæt mælken, krydderierne og rør godt rundt
6) Tilsæt bønnerne og ærterne, vend rundt og lad simre i kun ganske få minutter

Lad endelig ikke retten tilberede i for lang tid, da kødet dermed bliver for gennemstegt. Så forbered dig ved skære løget i strimler eller tern i forvejen og sæt alle ingredienserne frem, så du hurtigt kan mikse sammen dem på panden. Retten er dermed også klar på få minutter.

Jeg anvendte to kalvesteaks, jeg havde tilovers fra en større pakke aftenen før og jeg skar disse i forholdsvist tykke strimler. Det fungerede rigtig godt og gjorde, at jeg kunne holde dem en lille smule lyserøde indeni og dermed stadig dejligt møre. Lige efter min egen smag.  

Da eddiken og tamarien koger en smule ind ved den høje varme, bliver sovsen god og ikke alt for tynd, selvom du bruger en mælk og en ikke fløde. Du skal bare ikke tilsætte for meget mælk...

Hurtig og nem frokost med god smag J

Nam nam namelinam,
LevSundtNU

23 maj 2011

Pingvinlakrids wannebe – smag af japanstang

Halleluja for inspirerende veninde Maiken Westberg!!

Det bedste sunde slik jeg har fået længe, der virkelig skriger af synd! Du simpelthen bare prøve disse kugler. Maiken havde dem med hjem til mig til en tøse-hygge-aften, og det blev lidt af en sjov oplevelse. Vi sidder og stopper i os med disse godter for første gang, kigger på hinanden og tænker ”halløj, fantastisk smag – hvad er det nu de smager af…?!”.  Så kom det bare i munden på hinanden: de der lakridsstænger med det gule og kokos udenpå. Smagen er fuldstændig som lakridskonfekt, eller meget tæt på, jeg sværger! Da vi begge tænkte at dette måtte udbredes hurtigst muligt, har jeg fået lov at lægge opskriften på min blog til alle mine kære læsere. Velbekomme J

Lakridskonfekt wannebe - total favorit

Ingredienser
Pingvinlakrids wannabe
- smag af lakridskonfekt, mums!
3 dl tørrede, usvovlede abrikoser
3 dl valnødder
1 spsk kokosolie
1 tsk pulver af lakridsekstrakt
1 tsk ingefærpulver
2 potter rosmarin
Evt. kokosmel

Opskrift
I en foodprocessor putter du:
1) Valnødderne, der omdannes til fin mel og hældes i en skål
2) Abrikoserne, kokosolien og rosmarin blendes til en klistret masse
3) Valnødderne hældes tilbage i foodprocessoren sammen med lakrids og ingefær
4) Kør til du har en ensartet, blød masse

Form til kugler i hånden, og vend eventuelt i kokosmel (absolut ikke nødvendigt).

Det kan være en god ide at pille alle de små rosmarinblade af stilkene og skylde dem i lidt vand, så du er sikker på al jorden er væk. Husk dog at tørre det godt og hak det fint med en kniv, inden du smider det i din foodprocessor, da massen ellers kan blive alt for våd.

Du kan også anvende en minihakker i stedet for en foodprocesser. Og blend ingredienserne så fint eller groft, som du lyster – de smager også rigtig godt med lidt knasende valnød, hvor du blender til en mere grov mel.

Abrikoserne skal være mørke og usvovlede, men hvis du køber økologiske, så er de vist altid usvovlede. Lakridsekstraktet som pulver kan du købe hos Urtegaarden, se her!

Veninde Maiken beskriver desuden hvordan disse sunde godter er fyldt med kalk fra abrikoserne og sunde omega-3 olier fra valnødderne. Derudover er både lakrids og ingefær pulverne gode for din fordøjelse og rosmarinen for udrensning af din krop. Fantastiske sidegevinster!

ï  Det lækreste sunde slik fra os til dig ð

Mums mums mums,
LevSundtNU

28 februar 2011

Mine hjemmelavede kødboller fuld af smag

Jeg har længe forsøgt at lave en version af kødboller på kyllinge- eller kalkunkød, der indeholder flere grøntsager, men samtidig med fantastisk smag. Det er nu endelig lykkes – her i en nem variant velegnet til tomatsuppe med en masse aromatiske, tørrede krydderurter. Velbekomme!

Hjemmelavede kødboller med god smag

Mine hjemmelavede kødboller fuld af smag
Ingredienser
250 g kyllinge- eller kalkunfars
100 g quorn-fars (*gluten)
1-2 rødløg
1 stort æg
1 fed hvidløg eller hvidløgspulver
1 tsk. Lene Hansson kryddersalt
2 tsk. kinesisk soya
Krydderier: timian, rosmarin, merian, oregano

(4 personer)

Opskrift
Tænd din ovn på 200 grader. Find en stor skål frem og bland quorn-fars, kyllingefars, krydderier samt finthakkede rødløg sammen, så ingredienser er jævnt fordelt mellem hinanden. Du kan eventuelt bruge en minihakker til at blende rødløgene helt fine, inden du tilsætter dem. Derefter tilsætter du et æg samt kinesisk soya, og dejen røres sammen til en ensartet masse. Læg bagepapir på en bageplade, fordel kødbollerne i den størrelse, du ønsker, og sæt dem i ovnen i 10-15 minutter alt efter størrelse. Og ganske let og på fantastisk kort tid, har du velduftende og aromatiske kødboller til en dejlig varm tomatsuppe.

Disse kødboller er også fantastiske med lidt ekstra krydderi. Ofte anvender jeg lidt paprika samt chiliflager uden kerne, som du måske kan ane på billedet. Eksperimenter med forskellige smagsvarianter, og du kan anvende disse kødboller til mange forskellige retter. Eksempelvis til en glimrende klassiker som boller i karry eller som frikadeller i en større størrelse. Her blander jeg ofte en smule sesamfrø eller hørfrø i for at tilføje lidt ekstra sprødhed og bid.

Se mine hjemmelavede kødboller i min nemme tomatsuppe, samt opskriften hertil lige her!

Rigtig god fornøjelse J

Nam nam,
LevSundtNU


* gluten: desværre indeholder quorn-fars og andre svampeprodukter spor af gluten eller gluten fra byg i den soya, der bruges til at give produktet smag. Så hvis du ikke kan tåle gluten, eller af andre forståelige årsager forsøger at holde dig fra gluten, så kan du tage dette produkt ud af opskriften og erstatte det med mere kyllinge- eller kalkunfars.

Desværre har jeg først opdaget dette efter jeg har sammensat opskriften og tilmed er blevet stor fan af den – nu krydser jeg bare fingre for, at de kære Quorn-folk snart får øjnene op og producerer en glutenfri variant!