Viser opslag med etiketten agurk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten agurk. Vis alle opslag

18 december 2012

Min juicefaste i december måned … #1

I går blev jeg færdig med hele 7 dages juicefaste, i december måned!!!! Ja, go figure… Min krop trængte bare virkelig til det. Jeg har flere gange prøvet juicefaste i 2-3 dage, men aldrig i 7. Der sker faktisk en hel del flere ting, når man tager en længerevarende juicefaste. Man kan virkelig mærke processen i det. I starten udrenser man ret så meget, og efter 4-5 dage begyndte jeg at mærke udrensningen blev mindre kraftig og min krop begyndte at opbygge mere energi. En fed følelse, faktisk.  
 
Så her har du lidt inspiration til din egen juice faste - måske nok mest relevant for de fleste, når vi når januar måned J
 
Velbekomme!
 
3 x friskpresset juice
Smukke juicer til juicefaste
- den naturlige vej
til din egen kropsudrensning ...
- og 1 x eliksir
 
Ingredienser
Grøn juice
3 x 2 hjertesalat
2 citroner
1 broccoli
1 squash
1 agurk
(evt. en lime med skræl)
 
Orange juice
2 kg gulerødder
1 appelsin
1 citron
 
Rødlig juice
(ikke på billedet)
En pose af sæsonens æbler
6 appelsiner
 
Gul eliksir
4 citroner
2 appelsiner
200 g ingefær
 
(ALT er økologisk)
 
Disse 3 juicer og eliksiren holder til 5 x 300 ml per dag i omkring 2-3 dage. Og 72 timer skulle være maksimal holdbarhed for juicerne, så lav ikke til mere end 3 dage ad gangen. Smager nu også bedst på førstedagen.
 
Opskrift
Alle citrusfrugterne har jeg skrællet inden jeg juicede dem, men det er lidt af en smagssag. Jeg synes det bliver alt for bittert med skallen, men citrusskræller er udrensende for leveren, så op til dig …
 
Jeg valgte at lave 5 drikke om dagen af 300 ml. plus nødder
§  3 x ren juice
§  2 x smoothie, juice blendet med et par ekstra ingredienser inklusiv hørfrøolie
§  Plus diverse støttende og udrensende kosttilskud
§  6 økologiske valnødder
 
- og ingen anden fast føde selvfølgelig !!!
 
Hvis du går på juicefaste, så sørg for at købe så forskelligt grønt som muligt, og alt sammen økologisk, selvfølgelig - ellers hvad er egentlig meningen med en udrensning ... Udover det jeg har anvendt i ovenstående grønne juice, kan du også anvende icebergsalat eller romaniesalat. Derudover synes jeg selv, at spidskål er det bedste kål at bruge, specielt i forhold til smagen og så er de grønnere. Har stadig smag af kål, men langt den blideste.
 
Bland lidt frugtjuice i grøntsagsjuicerne, så hver drik smager godt, og lidt gul eliksir til at pifte op i nogle af dem. Giv hver juice sin egen smag, så du ikke går træt i den samme blanding hver gang. Også derfor jeg ikke blander det hele sammen, men laver en del forskellige ”miksturer”. Drik desuden så meget juice af grøntsager som muligt, helst de grønne grøntsager, og forsøg at minimere mængden af frugtjuice - måske omkring 30%.
 
Og husk, at din krop virkelig renser ud, og hvis du føler dig meget sulten, så prøv at drik mindre ad gangen og oftere. Jeg ved ikke hvad der er den rette mængde for din krop, så du skal virkelig lytte rigtig meget til din krop undervejs. Hvis du er for sulten, så drik mere, og hvis din krop nærmest føles som om den svulmer op, så drik mindre, eller måske mindre af frugtjuicerne. Og husk vand, vand, vand, vand og atter vand.
 
Derudover frarådes ofte ved juicefaste, at man laver anstrengende motion, andet end måske en 30 minutters gang om dagen. Din krop bruger mange ressourcer på at rense ud, så pas på den undervejs! Måske vil du heller ikke ligefrem føle dig på toppen. Og vær opmærksom på, at du måske også kan få nogle følelsesmæssige udsving, når du tager den faste føde ud af din dagligdag. Der sker mere end man tror, så forsøg at observere de mønstre der kommer op i dig, så du ikke overreagerer alt for meget. Og måske får du ligefrem givet slip på mere bagage end bare det fysiske …
 
Når din krop får alle disse lækre, rene nærringsstoffer i flydende form, går det direkte ind i cellerne, og din krop vil elske dig bagefter. Planteføde indeholder nemlig noget af det allernemmest optagelige næring for kroppen. Dermed lærer din krop undervejs virkelig hvad næring betyder, og begynder at synes om smagen af de forskellige grøntsager og frugter, og det at ’spise’ flydende næring. Jeg nåede selv fuldstændig at smide alle mine cravings og kom af med den der forkerte form for sult. De sorte rander forsvandt under øjnene og min hud blev helt anderledes blød og med en langt sundere glød. Skønt og kærkomment.

I næste indlæg fortæller jeg måske lidt mere om kosttilskud og forslag til ingredienser til de to daglige smoothies, som kan være med til at støtte din lever og dens udrensning undervejs, stay tuned ...
 
Naturlig juicefaste, som din krop vil elske dig for!
 
Mmmmmmmm siger kroppen,
LevSundtNU

31 oktober 2012

Proteinrig morgenmad – et enkelt æg på panden serveret med laks og lækkert tilbehør

Jeg forsøger i øjeblikket, at omvende mig selv, selvom det strider lidt mod normerne og den indre stemme. Jeg har gjort det tidligere, men ryger lidt for hurtigt ud af den og tilbage i gamle mønstre. Og det selvom min krop har det langt bedre og jeg er langt mindre sliksulten i løbet af dagen, når nu jeg spiser en fyldig, proteinrig morgenmad.
 
Altså forsøger jeg at bytte rundt, så jeg laver et proteinrigt måltid om morgenen og så laver en af mine smoothies om aftenen, som min krop jo også elsker. Sindet har det dog godt nok svært ved at acceptere en smoothie som et ’ordentligt’ måltid om aftenen. Men det hjælper når jeg prøver at planlægge det nogle af de dage, hvor jeg skal noget om aftenen. Så har sindet nemmere ved det, da det jo så er fordi jeg har ’travlt og skal have en hurtig løsning på aftensmaden’. Lidt sjovt...
 
Med denne morgenmad skulle jeg lige teste, hvor meget et enkelt æg kunne fylde, og det fungerede faktisk super godt som bund til mit tilbehør. Og så er æg og laks slet ikke en tosset kombination. Velbekomme!
 
Et enkelt æg på panden
- serveret med laks

Et proteinrigt morgenmåltid
og lækkert tilbehør

Ingredienser
1 æg
½ agurk
50-100 g røget laks
Lidt solsikkekerner
Lidt sennep *
¼ rødløg
Lidt peber
½ tsk ghee **
(til stegning)
 
Opskrift
1) Pisk ægget og hæld massen på panden i lidt smeltet ghee
2) Lad ægget størkne og vend
3) Læg ’æggekagen’ på en tallerken og anret med alt tilbehøret på toppen
4) Spis og vær godt mæt i længere tid J
 
Jeg var lidt overrasket over hvor stor en flade et enkelt æg kan fylde, når det hældes på panden. Så øjnene bliver også mætte her, da man virkelig føler man får et godt måltid, der fylder noget.
 
* Jeg brugte den sennep, jeg stort set altid bruger, da den er den mest naturlige, jeg har fundet. Helt uden fortykningsmidler, sukker eller andet gøgl. Og det er selvfølgelig French´s American Yellow Mustard, fundet hos The Bagel Co’s butikker, men kan også købes over nettet.
 
** Jeg brugte ghee til stegning, da jeg lige nu eksperimenterer med om min krop bedre kan tåle dette i forhold til almindelige mælkeprodukter. Ghee er nemlig fri for laktose, og er en form for klaret smør, der herved også har et højt brændpunkt. Jeg anvendte en ghee fra Pukka, som jeg har købt i Helsemin ved hovedbanegården.
 
Jeg prøvede også at anrette det mere appetitligt end normalt, og det tog faktisk ikke særlig lang tid. Men det gav lige dét ekstra, lækre for øjnene. Og derfor forsøgte jeg også at tage mig et lidt længere og mere roligt øjeblik uden TV og andet kørende samtidig, mens jeg spiste. Det blev helt som mindful spisning, hvor jeg faktisk nød maden meget mere og virkelig smagte på det, både med øjne og smagssans…
 
Fyldig og mættende morgenmad J
 
Nammenam,
LevSundtNU

29 december 2011

Sund smoothie med passionsfrugt og spinat

Arrgh, jeg trængte til en sund indsprøjtning af vitaminer efter en fed og lettere vulgær jul. Det er da utroligt hvad man kan sætte til livs i løbet af tre dage. Normalt laver jeg min vildt grønne smoothie, når jeg trænger til et skud vitamin og energi, men denne gang havde jeg bare slet ikke lyst til banan. Jeg gik derfor i gang med at eksperimentere med en anden version af min spinatsmoothie. Her får du min bedste version, hvor jeg igen er nået frem til en sammensætning, der faktisk smager godt til trods for indholdet af grøntsager. Velbekomme J

Grøn og sund smoothie

Grøn og sund smoothie
- med passionsfrugt og spinat
Ingredienser
1 stor moden mango
1 saftig økologisk appelsin
½ økologisk agurk
150 g frisk spinat
2 passionsfrugter
1 spsk hørfrøolie

Evt. saften fra en lime
Evt. et brev grøn te ekstrakt
Evt. et drys vaniljekorn

(1-2 personer)

Opskrift
1) Skær alt kødet ud af mangofrugten, agurken i stykker og smid i blenderen
2) Skræl appelsinen, pil eventuelle sten ud og smid i blenderen
3) Tøm passionsfrugterne ned i blenderen med en ske
4) Smid det skyllede spinat i blenderen, og blend det hele til en dejlig grøn smoothie
5) Tilsæt olien til sidst, og blend kun en smule mere

Server med det samme, med et sugerør og eventuelt en isterning eller to…

I stedet for at skrælle appelsinen kan du også presse saften fra 1-2 appelsiner i stedet og hælde i blenderen. Så kan det være den også bedre får fat, hvis du ikke har en vild blender ....

Hvis du er vant til spinat i smoothies, så kan du måske godt klare 200 g spinat med ovenstående sammensætning. Og hvis du virkelig ikke kan lide smagen af spinat, så tilsæt saften fra en lime, så får smoothien lidt mere bid og det maskerer spinatsmagen endnu mere. Du kan evt. også tilføje et par ekstra passionsfrugter, så de får en mere gennemtrængende smag.  

Hvis du tør lege med smagen, så tilsæt et brev grøn te ekstrakt og du får et skud ekstra energi. Jeg ville dog samtidig tilsætte saften fra en lime og et drys vaniljekorn, så smagen ikke bliver alt for bitter.

Og hvis du ikke er af banan, som min krop åbenbart er lige nu, så tror jeg at denne smoothie faktisk ville smage ekstra godt tilsat en banan – det skal måske afprøves en anden god gang…

Den ser ret ond ud denne smoothie med den stærke grønne farve, men jeg lover at smagen er langt bedre end forventet. Tidligere har jeg bragt opskriften på min vildt grønne smoothie, som jeg i perioder selv har lavet hver morgen - en god spinatsmoothie kan gøre underværker for din fordøjelse og dit energiniveau, især hvis du tilsætter lidt grøn te ekstrakt.

Spinat på den virkelig gode måde!

Sip sip sippedisip,
LevSundtNU

01 september 2011

En sundere "leverpostejmad" uden gluten

Åh, jeg elsker hurtige og sunde løsninger. Nogen gange har man altså bare ikke tid eller måske bare slet ikke lyst til at stå i køkkenet. Denne ’leverpostejmad’ smager virkelig godt, og jeg var utrolig overrasket over hvor mættende en enkelt mad var.

Brødet fandt jeg hos Rawfornia på Gammel Kongevej på Frederiksberg og det er måske lidt dyrt, men som sagt, så mætter det samtidig rigtig godt. Derudover havde jeg købt en bønnepostej fra Nutana i Helsemin, som også skulle afprøves. Brødet smagte dejlig krydret, postejen overraskende godt – så alt i alt et vellykket eksperiment. Prøv det selv, hvis du ikke allerede har fået tanken… Velbekomme!

Nem og mættende leverpostejmad

Ingredienser
Sundere leverpostejmad
- en nem og mættende løsning
Raw brød af hørfrø
Bønnepostej
Agurk

Tilbehør: ekstra agurk, cherrytomater, gulerodsstave…

Opskrift
1) Åben
2) Smør
3) Skær i skiver og pynt
4) Spis

Jeg synes, at det er fantastisk at finde løsninger på brød uden mel. Det gør mig helt glad. Det lidt triste er dog i denne sammenhæng, at for at få dette lækre, krydrede raw brød af hørfrø, så skal man enten betale i dyre domme for det eller også skal du ud at investere i en tørre-maskine-tingest og selv i gang med lave det. Lige pt. rækker min tålmodighed desværre ikke til de mere besværlige løsninger, så min pengepung må lide i stedet. Jeg må indrømme, at jeg på denne front stadig er i buying-mode og ikke doing-mode …

Her det indkøbte rawfood brød af hørfrø fra Rawfornia:


Jeg bliver dog imidlertid også lidt i tvivl om, hvad der i virkeligheden er den billigste løsning. For umiddelbart så ville det fulde skridt på rawfood-vejen betyde en betydelig investering i spiremaskiner og -glas, en spiral-håndsvings-maskine, juicemaskine samt slow-juicer til hvedegræsset og så lige den famøse dehydrator.  Så selvom jeg er en rimleig stor tilhænger af rawfood, da maden smager fantastisk og min krop elsker det meste af det, så venter springet ikke lige om hjørnet (foruden, jeg absolut ikke har lyst til at undvære kød!!). Så alle tips om billigere rawfood løsninger (buying & doing) modtages med glæde J

Nutanapostejen smagte faktisk også overraskende godt, da jeg nok egentlig havde haft en forventning om at det var totalt smagsløst. På billedet er den i en sandwichcreme version, men jeg synes faktisk meget bedre om den grove postej. Begge dele er uden mælk og gluten, men cremen er også uden æg. Jeg vil dog anbefale den grove version, da den også indeholder langt mindre fedtstof, og så kunne min krop meget bedre fordøje denne version (af en eller anden mærkelig, ukendt årsag – måske olien)….

Velsmagende, mættende og nem løsning!

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU