Viser opslag med etiketten Panang Curry Paste. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Panang Curry Paste. Vis alle opslag

18 september 2012

Shirataki nudler i thai curry med masser af frisk peberfrugt på toppen

Da rawandmore.dk for et stykke tid siden ikke havde flere kelpnudler, købte jeg nogle shirataki nudler hos rawfoodshop.se. Jeg købte nogle forskellige slags, og nu har jeg endelig fået eksperimenteret med de brede af dem. Så her kommer en lille nem ret af shirataki nudler i thai curry med masser af frisk peberfrugt i tern på toppen. Et velsmagende og fyldigt måltid, uden kød. Velbekomme!

Shirataki nudler i thai curry
- med frisk peberfrugt i tern

Shirataki nudler i panang curry
- med masser af frisk peberfrugt i tern
Ingredienser
1-2 rødløg
1 dåse kokosmælk
1 lille glas rød curry eller panang curry paste
(ca. 100-120 g)
1 pose shirataki nudler eller kelpnudler
En smule kokosolie
2-3 peberfrugter
Evt. lidt saltede peanuts 

Opskrift
1) Snit rødløg i meget små tern og svits i lidt kokosolie i en gryde
2) Tilsæt et glas curry paste, rør godt rundt og svits af
3) Tilsæt en dåse kokosmælk og lad småsimre i nogle minutter
4) Sæt vand over i elkedlen, hæld over nudlerne og lad trække i 2-3 minutter
5) Dræn nudlerne og skyl eventuelt med lidt koldt vand
6) Skær peberfrugter i tern, anret og server det hele med det samme - mamselimams

De brede shirataki nudler har jeg som sagt købt hos rawfoodshop.se, og det er disse. De har også nogle tyndere og derudover har de også haft nogle i små stykker, der skulle minde om ris. De sidstnævnte må være udsolgt lige nu, da jeg ikke kan se dem på sitet. Jeg vil nok selv foretrække de tynde nudler, da jeg synes deres gummi-agtige konsistens træder lidt for meget frem, når de er så brede. Men jeg har ikke prøvet de tynde shirataki nudler fra rawfoodshop.se, kun kelpnudlerne fra rawandmore, og de er ikke udsolgt længere, så dem kan du finde lige her.

Begge disse typer nudler har et meget lavt indhold af kulhydrat, forsvindende lavt, stort set intet fedt, og dermed næsten heller ingen kalorier. De indeholder alligevel en del næringsstoffer og tillige fibre, så de skulle være meget sunde for vores kære kroppe. Forskellen mellem de to er, at shirataki er lavet på konjak roden og kelp er lavet fra tangplanten kelp. Nu har jeg kun lavet denne ene ret på shirataki, men jeg tror faktisk min mave bedst kan lide kelpnudlerne. Altså måske er de lettere for min krop at fordøje. En god ting ved shirataki er imidlertid, at de mætter helt vildt meget - nok også derfor man har lavet slankepiller af den rod …

Hvis du ønsker kun at bruge det tykke i kokosmælken til din curry, så tilsæt kun omkring 80 gram af curry pasten og gem resten. Ellers bliver det måske lidt for stærkt, når nu du smider vandet fra. Du kan eventuelt bruge det overskydende paste til at lave disse kyllingedeller. De smager mums.

Ellers er der ikke meget andet at sige end, at hvis du ligesom mig elsker en god thai curry, så er denne ret ganske fantastisk, da den er stort set rent grøntsager og naturprodukter, og så et måltid uden kød, som vist kun sjældent ses her på bloggen ... Måske min første vegetarret - det har jeg egentlig ikke helt styr på, men velbekomme!

En smagfuld mundfuld J

Mams mams mamselimams,
LevSundtNU

20 august 2012

Mine THAI style kyllingedeller - med bid og en god portion grønt

Endelig har jeg fundet en Panang Curry Paste uden sukker, fortykningsmidler eller anden kunstig tilsætning. Jeg elsker simpelthen denne skønne thailandske opfindelse, Panang, der absolut må være min yndlings thai ret. Desværre er denne variant fyldt med en del salt, og jeg synes ikke den lever fuldkommen op til mine tidligere oplevelser af smagen i Panang retter.

Derfor gik jeg lidt i tænkeboks over hvad jeg så skulle bruge denne Panang Curry Paste til, og endte med, faktisk ved lidt af en tilfældighed, at smide det i disse kyllingefrikadeller. Og resultatet blev bare mums. Fyldt med grøntsager uden man overhovedet aner det, og så med et godt bid af thai krydderier uden det overdøver fuldstændig. Mums, siger jeg lige igen. Velbekomme!

THAI style kyllingedeller

Mine THAI style kyllingedeller
- med bid og en god potion grønt
Ingredienser
1 squash
2 store rødløg
1 bundt purløg
4-5 spsk Panang Curry Paste
2 x 450 gram hk kyllingekød
2 spsk valleproteinpulver med høj top
3 store økologiske æg
2-4 skeer HUSK
2 spsk chiafrø
2 spsk hørfrø
En god portion pebermix
Evt. et lille bundt mynte
Evt. rosiner

(stor portion til 1½ bageplade)

Opskrift
1) Tænd din ovn på 160 grader
2) Fyld purløg, rødløg og squash i en blender og blend til en fin masse
3) Smid det hakkede kyllingekød i en meget stor skål sammen med resten af ingredienserne
4) Tilsæt grøntsagsmassen og bland meget grundigt rundt, så Panang Curry Pasten er rørt helt ud og alle ingredienserne er blandet godt sammen
5) Fordel frikadellefarsen med en stor ske i ønsket størrelse på en bradepande med bagepapir
6) Sæt i den varme ovn i ca. 15-20 minutter

Du kan også smide det hele i en røremaskine eller foodprocessor, når du har blendet grøntsagerne. Så går det måske lidt hurtigere, da Panang Curry Pasten godt kan være lidt svær at få rørt ud. Ellers finder du måske på en god ide, og egentlig tænker jeg nok selv, at jeg næste gang først rører den ud i en spiseskefuld olie eller to, så går det nok meget lettere.

Mit bundt purløg røg med i min stavblender-mixer sammen med løg og squash, men du kan selvfølgelig også hakke eller klippe det og tilsætte farsen, hvis du ønsker flere grønne 'prikker' i dine sunde kyllingedeller, sammen med den hakkede mynte …

Dejen bliver ret så flydende, men det skal du ikke tage dig noget af, da frikadellerne nok skal sætte sig i ovnen. Og de er faktisk færdige før du tror det, men hvis du ønsker lidt farve på toppen, som mine har, så skal du nok give dem lidt ekstra tid. Pas dog på at de ikke bliver for brune, for bunden bliver oftest mere brun end selve overfladen, og du risikerer derfor de brænder på i bunden. De bliver også mere tøre i det og ikke så saftige, hvis du giver dem alt for lang tid. Husk heller ikke at give dem over 160 grader, når du tilsætter frø og kerner, da olien i disse ødelægges ved højere temperaturer.



Jeg fandt denne blanding af Panang Curry Paste i den asiatiske butik tæt på Nørreport, et lille stykke nede ad Nørre Voldgade på den modsatte side af Ørstedsparken. Et super godt fund, da jeg elsker Panang, men da jeg synes den måske indeholder lidt for meget salt, kommer jeg formentlig til at anvende resten af den i lignende THAI deller, da de smagte så ganske vidunderligt. Og så lavede jeg en kæmpe portion, og har stadig en del tilbage i fryseren til mine travle eller dovne dage, pragtfuldt ! 

THAI THAI THAI og
kyllingedeller i ovnen med massere af grønt alla Ditte J

Mams mams mams,
LevSundtNU