Viser opslag med etiketten mandelfløde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mandelfløde. Vis alle opslag

26 juni 2013

Nougatcreme i den virkelig sunde udgave, og så endnu en sirup med lavt GI …


Jeg lige en smule jublende over denne nye nougatcreme, som primært er lavet med chiafrø, mandelfløde og hasselnøddesmør. Den smager virkelig godt, og er meget meget lækker på toppen af mine skønne små pandekager eller mine mættende pandekager med ekstra protein og fibre. En ekstra lækker topping til mine pandekager, der ikke forhøjer mit blodsukker helt så meget som syltetøj - til trods for det er de sundere varianter jeg køber, der er sødet med frugtkoncentrater og IKKE hvidt sukker. Og hvis man går helt MUMS til den på dessert, så toppet med begge dele. Total nydelse - som du kan se på billedet J
 
Og så en tak til Tine, en af mine søde læsere, der skrev og gjorde mig opmærksom på palmesukker/kokossukker som sirup. UH, en fantastisk opfindelse. Forholdsvis dyr, men ikke mindst fantastisk … Velbekomme!
 
Nougatcreme
- sund med chia

Ingredienser
200 ml mandelfløde *
2 spsk chiafrø
1-2 spsk hasselnøddesmør *
1 spsk palmesukker eller -sirup
2 spsk vand
2-4 spsk kogt vand
 
Opskrift
1) Blend chiafrøene i en minihakker eller kaffekværn til en fin mel
2) Bland hørfrømelet med mandelfløden, sødning og 2 spsk vand
3) Sæt på køl i min. 10 minutter eller måske natten over
4) Bland hasselnøddesmør med kogt vand og rør til en lind paste
5) Vend i chiablandingen og rør godt rundt
6) Stil på køl og klar til servering efter ½ times tid
 
* Jeg har brugt denne mandelfløde og denne hasselnøddesmør. Sidstnævnte fordi den har en skøn crunch.

Denne nougatcreme kan helt sikkert bruges til mange andre desserter og jeg kommer helt sikkert til at eksperimentere med at bruge den i andre sammenhænge. Jeg har lavet den på basis af denne chia-mandel-creme. Hvis du ikke gider blende chiafrøene, så kan du også sagtens lave cremen med hele chiafrø, den bliver dog hermed ikke helt så smooth. Alt efter om du ønsker meget eller lidt smag af nougat, så brug 2 eller kun 1 spiseske hasselnøddesmør, og du kan helt sikkert nøjes med mindre palmesukker, hvis du har mindre hasselnøddesmør i cremen.  
 
Herudover har jeg nu smagt både den mørke og lyse coconut palm nectar eller palmesukker sirup, og de er fantastiske. Smager helt karamelagtige og har en lækker tyk konsistens. De koster 79 stykket i Helsemin, og har hørt de er dyrere andre steder, så her jeg har fundet dem billigst.

Ser man på det glykæmiske indeks (GI) af palmesukker skulle ligge dette på 35, hvilket er mindst det halve af almindeligt hvidt sukker og påvirker dermed kun dit blodsukker halvt så meget. Derudover skulle palmesukker indeholde en masse vitaminer, mineraler, sporstoffer og dermed næringsstoffer, da det ikke er raffineret på nogen måde. Så når nu det skal være dessert og sødt - så er det altså et meget godt alternativ at have i køkkenskabet.
 
Lækker på lækker !
 
MUMS,
LevSundtNU




Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

13 maj 2013

Chia-mandel-creme med friske jordbær og et drys af vaniljekorn


Chiafrø er disse små nuttede og livlige frø, der er rige på fibre, antioxidanter, mineraler og ikke mindst omega-3 fedtsyrer. De kan gelere og dermed optage mange gange deres egen vægt i væske, hvorved de danner en geleagtig grød. Dette kan bruges til mange forskellige ting, og hjælper i særdeleshed på fordøjelsen og mæthedsfornemmelsen. Læs mere om deres helbredende egenskaber her.
 
For noget tid siden bragte Jane fra madbanditten.dk denne opskrift på chiagrød med kokosmælk. Det er et langt sundere alternativ til grød, budding og creme med gluten og anden stivelse, og her i min chia-mandel-creme har jeg brugt denne mandelfløde. Den indeholder færre kalorier end kokosmælken og smagen er lidt mere lækker til denne dessert - altså hvis du spør' mine smagsløg. Velbekomme!
 
Chia-mandel-creme med friske jordbær
- og et drys af rene vaniljekorn
 
Ingredienser
2 spsk chiafrø
4 spsk vand
1 mandelfløde, 200 ml
½-1 bakke friske jordbær
Drys af vaniljekorn
 
(1-2 personer)
 
Opskrift
1) Rør chiafrø, mandelfløde og vand sammen i en skål
2) Stil i køleskabet enten i 10-15 minutter eller måske natten over
3) Rør gerne i blandingen en enkelt gang, så frøene ikke klumper sammen
4) Skyl og skær friske jordbær i skiver
5) Anret desserten i glas eller skål med lag af jordbær og creme
6) Drys på toppen med vaniljekorn og nyd i fulde drag
 
Da denne creme laves på en mandelfløde og chiafrø bliver den både mælke- og laktosefri, glutenfri og tilmed sukkerfri. Der er en smule agavesirup i mandelfløden, og jeg ville have foretrukket yaconsirup eller palmesukker, men det er efter min mening stadig et langt bedre alternativ end hvidt sukker. Hvis du ikke føler cremen er sød nok, kan du eventuelt selv tilsætte lidt mere sødning. Jeg ville anbefale yaconsirup eller palmesukker, men så bibeholder du ikke den smukke hvide farve i cremen. Du kan også bruge en lille bitte bitte smule stevia, men kan være lidt svært at dosere - nemmest i de flydende udgaver med destilleret vand, vil jeg mene. Du beholder dog den kønne hvide creme. Så prøv dig frem J
 
Hvis du følger med her på bloggen, så er du nok ikke så meget i tvivl om, at de opskrifter jeg sammensætter, forsøger jeg at gøre så naturlige som muligt. Uden kunstig tilsætning, gluten, mælkeprodukter og hvidt sukker. Og ja, stivelse i det hele taget, da jeg selv er stivelsesintolerant foruden glutenallergiker. Derfor skriver og bruger jeg også altid vaniljekorn, og bruger aldrig den gammeldags vaniljesukker. Det er denne økologiske vanilje fra Urtekram jeg selv bruger, når jeg altså ikke vælger at gå om bord i en hel vaniljestang i stedet…
 
Normalt bryder min krop sig absolut ikke om aromastoffer, hvilket er i denne mandelfløde. Min krop har dog ikke reageret endnu, så det må enten være en mere naturlig af slagsen eller også er jeg bare heldig at kunne tåle den lidt endnu, inden min krop reagerer på den ingrediens. Her er kokosmælken jo så fuldkommen naturlig, hvis man køber en slags uden tilsatte fortykningsmidler og anden tilsætning - tjek ingredienslisten, for der er virkelig stor forskel på indholdet i en dåse kokosmælk, tro det eller lad vær! Jeg køber selv den forholdsvis billige i fakta, efter ingredienslisten indeholder denne alene kokos og vand. Halleluja !
 
En sundere dessert
- din mave vil elske dig for J
 
Nammenam,
LevSundtNU

 

Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com