Viser opslag med etiketten mandler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mandler. Vis alle opslag

17 april 2014

sprødeste & sundeste SMÅKAGER - dufter så englene synger <3



Dit køkken og hjem vil dufte af en skøn aroma fra disse skønne, sunde, sprøde vaniljesmåkager. ET KÆMPE HIT TIL GÆSTER, da du nemt og hurtigt kan bikse dem sammen og smide dem i ovnen lige inden de kommer. Så fyldes dit hjem med denne skønne duft af vanilje, og de får severet dem friske lige ud af ovnen. Super overskuds-agtigt, og samtidig vanvittig nemt for dig, da de måske kun kræver 10 minutter at bikse sammen. Og det er måske egentlig nok en smule overdrevet, da jeg er ret sikker på du så samtidig også godt kan nå at rengøre minihakkeren og skålen ...

Småkagerne skal lige afkøle i lidt tid efter de kommer ud af ovnen, hvis du ønsker dem sprøde. De er bløde i det, når de lige kommer ud, men skal bare placeres på en rist og så ”sprøder” de rigtig fint op på ret kort tid. De skal så helst spises samme aften, eftermiddag eller ..... for at holde sprødheden. Jeg har endnu ikke fundet en løsning til opbevaring, så de holder deres sprødhed sådan helt. I et stykke bagepapir og intet andet har dog fungeret bedst.

Så her får du opskriften på mine SERIØST NEMME, hurtige, sprøde og sunde småkager, der dufter så englene synger ! Velbekomme J

ps. hvis du ikke har opdaget jeg har en facebook side, og gerne vil se hvad jeg deler og laver derovre - så tjek det ud lige her facebook.com/naturbarnet.dk

sprødeste SMÅKAGER
- skønneste duft af vanilje

Ingredienser
2 æg
½ tsk vaniljepulver ***
50-60 g kokospalmesukker
200 g blandede nødder og kerner *

* Jeg brugte: 130 g hasselnødder, 40 g solsikkekerner og 30 g kokosmel **

Ca. en bradepandefuld

Opskrift
1) Tænd ovnen på 160 grader, almindelig ovn
2) Slå æg ud i en skål, tilsæt vanilje og kokospalmesukker og bland godt rundt
3) Kom nødder, kerner og kokosmel i en minihakker og hak til en grov mel
4) Rør den grove mel ud i æggeblandingen
5) Fordel i mindre klatter med en ske på en bageplade med bagepapir
6) Bag i ovnen i 15-20 minutter
7) Tag ud af ovnen og afkøl i 5-10 minutter, server og nyd løs !

Hold godt øje undervejs. Når de begynder at blive en smule mørkere i det, er de som regel færdige, og det kommer lidt an på størrelsen du laver dem i, om de skal have den korte eller lidt længere tid. De flyder en smule ud på pladen, når du placerer dem, men ikke vildt meget. Og så er det bare super nemt, da du kan nøjes med at bruge en ske til hele processen og intet andet. Ikke rulle, hvile, skære, prikke og bage, men bare røre røre rundt, fordele ud og bage. De nemmeste sprøde og sunde småkager, jeg har lavet.

** Du kan bare bruge en blanding af hvad du nu lige har hjemme - det var det jeg forsøgte og fungerede glimrende. Jeg har lavet opskriften en del gange siden, og du kan  også bare nøjes med hasselnødder, hvilket også smager super godt, og du kan også bruge et mix med mandler. I forhold til kokosmelet brugte jeg bare en helt ”almindelig” revet kokosmel, og altså ikke en kokos fibermel.

*** Du kan også bruge korn fra en vaniljestang, mums, eller måske et stykke af en hel vaniljestang, som du blender sammen med dit mix af nødder og kerner. Ville slet ikke være tosset, tror jeg.

Knasende sund sprødhed <3

Guf guf guffeliguf
- og god påske til jer alle,
naturbarnet




Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

10 januar 2013

Anderledes dessertboller med hokkaidogræskar, gulerødder, mandler og julekrydderier - helt uden mel


Hjemmelavede grøntsagsboller er altså et hit for mig, da jeg både er glutenallergiker og stivelsesintolerant - og så er brød og boller altså pænt svære at komme i nærheden af som færdigvarer. Det er så en smule træls at skulle lave alt selv, men det er altså det hele værd, når man kan sætte tænderne i noget, der er så fyldt af rene, sunde og naturlige ingredienser. Og samtidig indeholder disse boller en del protein, så de mætter godt, og indeholder en masse grøntsager samt en ordentlig bunke fibre, der alt sammen mætter og gavner fordøjelsen. Disse er en sødere variant med en masse julekrydderier, som jeg selv er blevet ret begejstret for. Smager virkelig skønne lunede på brødristeren med en klat næsten smeltet smør J Velbekomme!

Sunde & søde dessertboller
- med hokkaido og mandler 

Ingredienser
5 æg
Sunde & søde dessertboller
- med hokkaido, mandler og julekrydderier
3 bg æggehvide
700 g græskar
= ca. 1 økologisk hokkaido
600 g gulerødder
100 g mandler
4 spsk kanel
2 spsk kardemomme
½ spsk nelliker
½ spsk allehånde
1-2 tsk ingefær
1 tsk vaniljepulver
30 g kokosmel
50 g kokosfibre
20 g vindruekernemel
- kan erstattes med kokosfibre
20 g loppefrøskaller, HUSK

Ekstra:
Tørrede blåbær u/sukker
Raw kakaopulver
Palmesukker
Kakaonibs
Kokosolie
Stevia

Opskrift
1) Mal mandlerne til en fin mel i en blender og bland alle de tørre ingredienser sammen
2) Blend nu gulerødderne og græskaret så fint som muligt og hæld i en stor skål
3) Miks æggene i grøntsagerne
4) Vend de tørre ingredienser i massen og bland godt sammen til en ensartet dej
5) Lad dejen hvile en smule og tænd ovnen på 150-160 grader
6) Form bollerne i ønsket størrelse og placer dem på en bageplade med bagepapir
7) Bag bollerne i 30-40 minutter til de er gyldne, og vend dem eventuelt lidt over halvvejs
8) Værsågod, så er der lune dessertboller, mums!!

Grøntsagsboller bliver som regel ikke så tørre i det igen, og heller ikke disse. Jeg ville nok næste gang tilsætte lidt ekstra HUSK eller bruge fiber-mandelmelet fra Funktionel Mad i stedet for blendede mandler. Det ville gøre dejen og bollerne en smule mere tørre i det. Eller en blanding, da det er ret godt med lidt knas fra de mandler, der ikke var blendet helt så fint.

Jeg laver bollerne ret tynde, og de kan være lidt svære at skære over – men så er Victorinox knivene, som bl.a. fås i Irma, virkelig gode. Jeg bruger dem til stort set alt. Pas på, de er virkelig skarpe!!

Vindruekernemelet er fyldt med værdifulde vitaminer og mineralstoffer. Det indeholder
den højeste koncentration af OPC, oligomere procyanide, som findes i naturen, hvilket er en yderst stærk antioxidant. Derfor tilsætter det en skøn, naturlig ingrediens med gavnlige stoffer til kroppen. Det er dog ikke strengt nødvendigt, men bare lidt spændende, synes jeg jo... Jeg har købt mit vindruekernemel hos naturoghelse.dk.  Og så kan jeg da lige samtidig slå et slag for at spise vindruer med kerner, da vi altså ellers går glip af en masse sunde vitaminer og antioxidanter, der holder os sunde, unge og smukke J

Jeg er selv godt tilfreds med deres sødme helt uden nogen former for sukker, man kunne dog tilsætte en smule stevia eller palmesukker for en sødere smag, og tilmed lidt kakao for en lidt anderledes og mere bitter smag. Lidt raw kakao ville så højne indholdet af antioxidanter endnu mere. Her på billedet har jeg tilsat lidt tørrede blåbær, men sørg lige for du køber nogen der ikke er sukker i - kan dog være lidt svære at få fingrene i …

De sødeste dessertboller,
der kan fortæres med særdeles god samvittighed J

Mumselimums mums,
LevSundtNU

05 januar 2013

Smoothie med appelsin og grønkål - en god måde at få flere grøntsager



Jeg laver en del grønne smoothies, og eksperimenterer virkelig meget for at få dem til at smage godt. For ellers holder det altså bare ikke så godt i længden. Min krop er dog blevet ret vant til de grønne smoothies, og savner dem virkelig, når den ikke får dem. Og helst dem med de mørkegrønne grøntsager som spinat og grønkål. De gør simpelthen min krop lettere på en måde, min fordøjelse fungerer bedre og jeg har en langt større følelse af velvære i kroppen.

Mit trick til mine grønne smoothies er som regel at blande både sødt og syrligt, da dette bedst muligt maskerer kålens lidt grove smag. Jeg bruger selv svesker for at søde, da min krop har det bedre med et par svesker end et par dadler. Og så anvender jeg i denne smoothie helst en virkelig sur økologisk appelsin, og ellers måske også en lime eller en håndfuld syrlige bær, og så kan man altså sagtens få grønkål i lidt større mængder indenbords. Velbekomme!

Sund grøn smoothie
 - med appelsin og grønkål

Ingredienser
Grøn smoothie
1 (sur) økologisk appelsin
2-3 håndfulde grønkål
1 spsk hørfrøolie
2-3 svesker (kan udelades)
1 gulerod (kan udelades)

+ enten
1 økologisk lime, eller
en lille håndfuld hindbær, eller
en lille håndfuld bærsymfoni

Diverse ekstra
½-1 banan
3-5 mandler
1 brev grøn te pulver
Revet skal af appelsinen
Lidt kanel, kardemomme, allehånde og/eller nellike

- du kan gøre smoothien lidt julet ved at tilsætte diverse julekrydderier, der både smager godt, generelt gavner din leverfunktion og stabiliserer dit blodsukker. Så smager smoothien så ret meget af disse, og jeg vil anbefale revet appelsinskal eller citronskal samtidig …

Opskrift
1) Smid alle ingredienser i en blender med lidt vand, bortset fra olien
2) Blend forholdsvis længe til smoothien har en rimelig ensartet konsistens
3) Tilsæt olien og blend kun meget få sekunder
4) Velbekomme

Jane fra madbanditten skrev i november et indlæg med en salat af grønkål - en skøn superfood - og beskriver også alle de vidunderlige helsefacts omkring denne mørkegrønne kål. Fuld af fibre og antioxidanter, B-, C- og K-vitamin, folat samt kalcium, jern, zink og jod. Vi mangler altså ikke årsager til at indtage denne vidunderkål, men snarere måder at spise den på. Janes salat er et rigtig godt bud, og i hendes indlæg er der mange gode forslag i kommentarerne, og herudover har jeg faktisk altid en pose hakket grønkål på frost, som jeg jævnligt bruger en klump af i mine smoothies. På denne årstid kan vi jo så få det helt friskt, og hvis man er lidt doven, så også skyllet og hakket.

Dette er også en måde at få kroppen fyldt med en god portion base, der hjælper din krop efter hele julen og nytårets syre-fest… Det er jo i princippet næsten kun grøntsager og så ikke-varmebehandlet frugt, der er basisk, så hermed får du en god måde at balancere din krop og hjælpe den med at bibeholde sin basiske tilstand, hvor den jo faktisk nemmere bekæmper sygdom og holder dit immunforsvar stærkt.


Lige nu er min egen favorit den kombination med hindbær, da den smager virkelig dejlig frisk ...

Grønkål på en virkelig god måde J

Din krop siger mmmmmmm,
LevSundtNU

28 december 2012

Min juicefaste i december måned … #2


Jeg lovede at skrive lidt mere omkring min juicefaste, da den jo ikke alene indeholdte ren og skær juice. For at få nogle essentielle fedtsyrer, gerne flere gange om dagen, og for at jeg ikke skulle føle så meget sult igen, lavede jeg omkring 2 smoothies om dagen af min juice og nogle ekstra ingredienser. Fedtstofferne er vigtige for at optage de fedtopløselige vitaminer fra juicerne bedst muligt. Derudover støttede jeg udrensningen og min leverfunktion med diverse naturlige ingredienser og kosttilskud.
 
Du får hermed lidt ekstra inspiration til, hvordan du bedre kan holde en juicefaste i lidt længere tid end bare 1-2 dage, og hvordan du kan støtte din lever og hjælpe med udrensningen undervejs.
 
”Velbekomme” J
 
Kosttilskud
& ekstra ingredienser
 
Ingredienser
Mine kosttilskud og naturlige ingredienser
- før juice/smoothie
(fordelt over dagen på de 5 drikke)
3 x 4 tabletter chlorella, den grønne perle
2 x 20 ml mælkebøttesaft
1 x 20 ml flydende magnesium, Kräuterblut (ikke nødvendig for udrensning, min krop trængte bare)
1-3 hvidløgstabletter, nogle dage
2-6 fiskeolietabletter, fordelt på 2-3 juicer
 
- jeg advarer lige om mælkebøttesaften, fy for f …. den smager altså ikke ligefrem skønt, og kan findes i pilleform i stedet, også i miks blandet med andre udrensende ingredienser …
 
I mine smoothies
- udover juice, ca 200-250 ml
(fordelt mellem de to smoothies per dag)
Hindbær, optøede
Jeg har desværre ikke et billede af en af mine smoothies
- de så heller ikke så lækre ud, så her får du juicerne i stedet!
3 skeer loppefrøskaller, HUSK
2-4 spsk hørfrøolie
1 spsk hampefrø (nogle dage)
eller 1 spsk chiafrø
eller 3-5 mandler
1 tsk hvedegræspulver
og/eller byggræspulver
1 tsk rødbedekrystaller
1-2 tsk gurkemeje
1 brev grøn te
½ avocado (4 dage)
¼ potte persille (4 dage)
 
Evt. ½ spsk flydende klorofyl
Evt. 1 tsk bipollen
 
- de optøede bær blev tilsat grøntsagsjuicerne i stedet for frugtjuicen, så disse smoothies fik en lidt anden smag, og uden en for stor andel af frugt i forhold til grøntsager per smoothie …
 
Opskrift
Jeg valgte som sagt at lave 5 drikke om dagen af 300 ml. plus nødder
§  3 x ren juice
§  2 x smoothie, som er juice blendet med ovenstående ingredienser
§  Plus diverse støttende og udrensende kosttilskud
§  6 økologiske valnødder
 
Jeg valgte at lave de to smoothies næsten alle dagene, havde 1 dag helt uden (der røg olie i et par af juicerne, selvom det er lidt klamt, da det flyder ovenpå, tag måske olien som shot i en smule af juicen eller ingefæreliksiren i stedet) og 1 dag med kun en enkelt smoothie, ud af de 7 dage i alt. Mærk efter i din krop om den får nok at leve af og til at fungere nogenlunde. Det kræver jo en del af kroppen at rense sådan ud, og det skal den have ro til - og den vil formentlig føles lidt udmattet og dvask uden du laver så meget. Og så er det jo ikke ligefrem en sultekur, hvor man umiddelbart taber sig flere kilo - eller jeg gør i hvert fald ikke. Formentlig grundet det forholdsvise høje indhold af naturlige sukkerstoffer, primært fra frugterne og gulerødderne - men for mig var det en juicefaste, der gav velvære i min krop, en følelse af sundhed, energi (til slut) samt en smukkere og pænere glød i huden, for ikke at nævne mere ren, blød og dejlig J
 
Jeg har selv sammensat denne kur ud fra mine egne tidligere erfaringer, research på nettet samt råd og vejledning fra et par alternative behandlere. Derudover har jeg testet, hvad min krop ville have det bedst med, og derfor de 5 x 300 ml. i 7 dage. Jeg er absolut ikke en fagperson selv, hverken i biologi eller ernæring - alt er autodidakt, tillært og samlet sammen gennem en længere årrække med en særligt følsom krop. Så jeg vil egentlig altid anbefale, at man er varsom, når man kaster sig ud i juicefaste, og virkelig virkelig virkelig lytter til sin krop undervejs, og måske rådfører sig med kvalificerede på området, inden man går i gang (og man bør vel skrive - "spørg din læge først".....?!).
 
Du kan eventuelt finde en person, ven eller behandler, der er god til at pendulere, eller gå til en kinesiolog, der kan hjælpe dig med at teste, hvordan din juicefaste bør sammensættes til lige netop din krop. Og om du overhovedet kunne gøre nytte af en sådan, hvilket jeg dog ikke rigtig tvivler på at noget moderne menneske ikke vil have godt af….
 
Jeg ville måske ikke selv starte med 7 dage første gang, måske nærmere 2-3-4 dage. Og gør det eventuelt en weekend, for man kan godt blive træt, udmattet og få hovedpine i starten. En rigtig god veninde har eksperimenteret meget med de korte juicefaster på et par dage, og fortæller mig, at hun faktisk kurerer sin mælkeallergi ved at tage en weekend fra fredag eftermiddag/aften til søndag med, alene på de friskpressede juicer. Når hun kan mærke, at mælkeprodukterne atter begynder at drille, så gør hun det bare igen. Man skulle i nogle tilfælde, jævnfør hende, mangle nogle essentielle næringsstoffer i kroppen, når man ikke kan tåle mælkeprodukter eller fordøje dem ordentligt - og de kommer fluks ind i alle kroppens celler med disse naturlige, rene og næringsrige dråber. Skal så sige, at det vist ikke har fungeret på mig, men min krop er måske også lidt af et særtilfælde i forhold til hvad den vil acceptere indenbords - så hvis du lider af mælkeintollerance eller -allergi, så var en juicefaste måske et forsøg værd ....
 
Se opskrifterne på juicerne i dette tidligere indlæg #1
 
Jeg skriver måske et ekstra indlæg med en liste eller to over ingredienser, du kan hente inspiration fra, udover de ingredienser og kosttilskud, jeg selv valgte at bruge ved denne juicefaste. Så skulle der være endnu mere inspiration og ekstra muligheder at veksle imellem…
 
En smule mere fylde til mavsen under en juicefaste…
 
Kroppen siger mmmmmmm,
LevSundtNU

20 december 2012

Brændte mandler i flere smagsvarianter


Så gik jeg lige amok i køkkenet i går. Eksperimenterede med en hel del forskellige versioner af brændte mandler. Alle varianterne smagte faktisk vildt godt, men min favorit var helt klart pebernøddeversionen, hvorefter lakridsversionen og choko-kanelversionen kom på anden- og tredjepladsen.
 
Vi er lidt tæt på jul nu, men de smagte bare så godt, at jeg tænkte jeg hellere måtte smide opskrifterne ud til jer. Håber I kan nå at gøre brug af inspirationen. Det er jo noget skønt juleguf, og så en del smule sundere end købevarianterne, selvom de nok indeholder tæt på det samme antal kalorier. Velbekomme!
 
Brændte mandler
- i fem varianter
 
Ingredienser
Per 100 g mandler
 
Jeg synes altså, at mandlerne smager allerbedst, når de har fået en tur i ovnen først. Så jeg spreder lige et lag af mandler ud på en bradepande med bagepapir og smider dem i ovnen i 10-15 minutter ved 150 grader. Så behøver de heller ikke så lang tid på panden...
 
Den almindelige
15 g palmesukker
1-2 tsk kanel
 
Lakridsen
20 g palmesukker
½-1 tsk lakridspulver
Evt. en knivspids stevia
 
Pebernødden
15 g palmesukker
1 tsk kanel
¼ tsk kardemomme
¼ tsk stødt allehånde
¼ tsk stødt nellike
 
Choko-kanel
15 g palmesukker
1 tsk kanel
1 tsk raw kakao
 
Sød med kokos
15 g palmesukker
1 tsk kokosmel
 
Opskrift
1) Rør palmesukker samt de andre tørre ingredienser sammen med en eller to spiseske vand, eventuelt kogende vand
2) Hæld ud på panden og varm blandingen rigtig godt op, så vandet fordamper
3) Skru lidt ned for varmen, smid mandlerne på og rør dem godt rundt i den varme sukkerblanding
4) Fordel ud på bagepapir til afkøling
 
Mandlerne tørrer ikke rigtig, hvis man kommer for meget vand på, men de smager lige så godt af den grund, bare lidt fedtede …. De tager en del tid at tørre, så lad dem stå ude et par timer og pak dem så i nogle lufttætte beholdere eller glas.

Og så lovede jeg sådan set en føljeton på indlægget om juicefaste - lover det kommer!
 
Sundere juleguf i forskellige smagsvarianter J
 
Guffeliguf guf guf,
LevSundtNU

25 oktober 2012

Krydderkage med gulerødder og rosiner - samt lækker smørcreme med hint af citron

Her kommer en af de mere udsædvanlige her på bloggen – jeg har brugt smør, og en hel del af det J Men gud hvor er den bare lækker denne kage, og mine gæster var virkelig overraskede, da jeg afslørede indholdet. Massere af grøntsager og æg, og samtidig intet sukker, mel eller andre kunstigte ingredienser.
 
Så her får du min sundere version af en krydder-gulerods-kage med en frisk smørcreme på toppen. Da smørcremen indeholder silketofu, vil jeg vove at påstå, at den også er en lettere udgave. Altså ikke at forveksle med kalorielet, men indeholdende færre kalorier end en traditionel version af gulerodskage med smørcreme. Mætter herudover en del grundet æggene og proteinpulveret, hvilket jeg jo synes er ret fantastisk, så det er nemmere at spare lidt på mængderne … Velbekomme!


Krydderkage med gulerødder og rosiner
& topping af frisk smørcreme med citron

Ingredienser
Krydderkage
6 æg
4 spsk økologisk raps-
eller kokosolie
200 g mandler
600 g dadler (en æske)
Saften af 1 stor, økologisk appelsin
Saften af ½ stor, økologisk citron
250 g aubergine eller squash
2 spsk loppefrøskaller, HUSK
1-2 spsk valleprotein pulver
1 knivspids himalayasalt
2 tsk kardemomme
½ tsk allehånde
½ tsk nellike
4 tsk kanel
½ stang vanilje
150 g rosiner
250 g revet gulerod
Evt. lidt hvid peber
 
Smørcreme
400 g silketofu
250 g økologisk smør
2-3 spsk kokosolie
3-6 spsk palmesukker
½-1 tsk vaniljekorn
Revet skal af en økologisk citron
Saften af ½ økologisk citron 
 
Opskrift
Krydderkage
1) Opvarm ovnen til 160 grader
2) Læg rosinerne i blød i vand (eller rom J)
3) Læg bagepapir i en bradepande (23x30 cm) og smør med en smule olie
4) Smid mandlerne, vaniljestangen, valleproteinpulver, HUSK og krydderier i en blender, blend til mel og hæld i en skål
5) Udsten dadlerne, skræl auberginen/squash og skær i store tern
6) Smid i blenderen med appelsin- samt citronsaft, og blend til en fin masse
7) Pisk æggene i en meget stor skål og tilsæt olien samt massen af aubergine/squash og dadler
8) Vend til sidst mandelmelet i massen
9) Skræl og riv gulerødderne på et groft rivejern
10) Dræn rosinerne for vand (eller rom J) og vend dem i dejen sammen med gulerødderne
11) Hæld i formen, sæt i ovnen og bag i cirka 60 minutter
 
Smørcreme
1) Smid silketofu, vaniljekorn, palmesukker, citronsaft samt -skal i din blender og blend til en fin masse
2) Smelt smør og kokosolie, og tilsæt massen løbende mens du blender
3) Fordel ud over kagen og sæt på køl eller frost med det samme
4) Tag ud en halv times tid senere (fra frost) og nyd i fulde drag J
 
Jeg har ikke selv en stor foodprocessor, men jeg er faktisk ret sikker på, at når mandelmelet er blendet, så kan alle ingredienserne bare væltes i en foodprocessor og blendes på en gang. Ingredienslisten virker lidt lang, men jeg er ret sikker på, at ikke alle krydderierne er strengt nødvendige. Bare suppler op med kanel, så tror jeg nok det skal gå uden problemer. Derudover tror jeg også godt den kan undvære proteinpulveret, hvis du ikke har dette. Det er bare med til at gøre kagen lidt mindre svampet, mere fast, og ikke at forglemme mere mættende. Men hvis du eventuelt har nogle kokosfibre eller mandelfibre, så tilsæt måske lidt af dette i stedet.
 
Og så er jeg bare super spændt på, om nogen tør lave min smørcreme på silketofu. Noget af et eksperiment, men det virkede. Smagen er super skøn, selvom man godt kan ane, at massen bliver knap så smooth som en smørcreme med smøreost. Men det tager jeg gerne med for denne lettere version af en pragtfuld krydderkage, der bare er top lækker …

 
Lækker lækker lækker kage - mums J

Mums mums mums,
LevSundtNU

15 maj 2012

Koldskål på soyamælk med hjemmelavet crunchy drys

Se hvad jeg har fundet - en købevariant af koldskål lavet på soyamælk, en økologisk variant med smag af vanilje og helt uden hvidt sukker. Bliver næsten ikke bedre. Ikke en fuldkommen naturlig løsning, men det er mit hjemmelavede crunchy drys så til gengæld. Det må opveje sagen lidt, og så er det nu altså rart og lidt lettere med en købeløsning, bare engang imellem. Velbekomme!

Koldskål med hjemmelavet crunchy drys

Koldskål med hjemmelavet crunchy drys
- med ekstra drys og jordbær on the side ...
Ingredienser
1 liter koldskål fra Naturli’

Hjemmelavet crunchy drys
100 g mandler
50 g kokosmel
25 g hørfrø
3 skeer loppefrøskaller
(ca. 5 gram)
75 g palmesukker
3 spsk kogende vand
¼ tsk vaniljekorn

Opskrift
1) Tænd ovnen på 150 grader
2) Blend mandlerne i en minihakker til en grov mel
3) Hæld mandlerne i en skål og vend med hørfrø, kokosmel, vanilje og loppefrøskaller
4) Sæt lidt vand over i din elkedel
5) Hæld palmesukkeret i en lille skål, tilsæt det kogende vand og rør godt rundt
6) Hæld det flydende sukker over melblandingen og vend godt rundt til en crumble-agtig konsistens
7) Fordel udover en bageplade med bagepapir og sæt i ovnen i 10-15 minutter
8) Tag ud af ovnen og stil til afkøling
9) Hæld koldskålen i skåle, tilsæt drys på toppen og server

Server eventuelt koldskålen og dit hjemmelavede crunchy drys med et par friske, danske jordbær til. Det er en ret sød løsning, så jordbærrene giver en god friskhed og syrlighed til koldskålen.

Drysset smager virkelig godt, og dufter vidunderligt og aromatisk sødt af vanilje, når det kommer ud af ovnen. Og sørg for at holde øje med det undervejs, da det pludseligt er klart. Mit var ved at få for meget lige ved 13-14 minutter, men afhænger lidt af ovnen. Derudover, så husk det er et dessertdrys, der selvom det er naturligt jo stadig indeholder en del kalorier i, så nyd det med måde (siger jeg – der selvfølgelig overhovedet ikke kunne holde fingrene fra bradepanden, lige så snart det var kommet ud af ovnen…).

Jeg anvendte her RESULTAT PLUS som loppefrøskaller, der også indeholder lidt frugtpektin, men alle varianter vil fungere. HUSK er nok det mest gængse og kan fås i stort set alle velassorterede supermarkeder efterhånden.

Økologisk koldskål
- købevariant på soyamælk
 Jeg fandt koldskålen hos Naturpoteket på Christianshavn. De havde næsten lige fået den på hylderne, så den sprang mig i øjnene næsten med det samme. Jeg vil jo allerhelst selv lave en opskrift på koldskål, da jeg så kunne blive fri for fortykningsmidlerne, men så langt er jeg ikke lige nået endnu. Det ser dog også ud til ikke at være de allerværste fortykningsmidler, så det hjælper en smule… Og i forhold til hvad man ellers ser på hylderne, så må dette produkt virkelig siges at være et stort skridt fremad. Økologiske ingredienser, rørsukker og intet hvidt sukker…

Og så en god konsistens og en langt bedre smag, end jeg havde forventet. Ret sød, så jeg ville måske tilsætte lidt revet citronskal næste gang. Ikke en fuldkommen optimal løsning efter mine foretrukne principper med de tilsatte fortykningsmidler, men så til gengæld godt på vej med det helt naturlige drys på toppen.

Jeg forsøger sådan set også helt at undgå sukker, men hvis det sker, så skal det som minimum være rørsukker. Det har ikke gennemgået samme afblegningsprocessen som hvidt sukker, der stort set er med til at gøre hvidt sukker til gift for kroppen – hvis du altså spørger mig … Så for mig er dette nok nærmere en dessert på grund af indholdet af sukker i det hele taget, eller i hvert fald noget der ikke vil blive nydt så tit igen. Men så skal det til gengæld også nydes med manér og med et dejligt crunchy drys, der fuldender oplevelsen, og gør at jeg i hvert fald ikke savner de fordøjelses-tyngende-hvedeklumper, der ellers følger traditionen ;)

Crunchy crunch crunch

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU

04 maj 2012

Svampet krydderkage med stykker af pære og æble

Mange sundere alternativer til traditionelle hjemmebagte kager eller raw food kager består af rigtig mange nødder og dadler. Dette betyder, at de selvfølgelig er naturlige og langt sundere end traditionelle kager bagt med hvidt sukker og hvedemel, dog er de ikke specielt kaloriefattige. Derfor eksperimenterer jeg en del med at tilsætte forskellige grøntsager i mine kager, så de kan spises med en smule ekstra god samvittighed, eller måske to stykker i stedet for et… Velbekomme!

Krydderkage med aubergine og fyld af frugt

Ingredienser
Svampet krydderkage
- med aubergine samt stykker af pære og æble
Svampet krydderkage
6 æg
200 g mandler
600 g dadler (1 æske)
Saften af 1 økologisk appelsin
Saften og revet skal af 1 økologisk citron
4 spsk økologisk raps- eller kokosolie
250 g aubergine (ca. en stor)
½ stang vanilje
5 tsk kanel med let top
1-2 tsk kardemomme
½ tsk stødt ingefær (kan udelades)
½ tsk stødt nellike (kan udelades)
1 knivspids himalayasalt
150 g rosiner
1-2 pærer
1-2 æbler

Sød & syrlig topping
2 bananer
2 dl udblødte cashewnødder
1 tsk vaniljepulver
4 spsk lecitingranulat (kan udelades)
Saften og revet skal af 2 lime
6 spsk palmesukker
4 spsk kokosolie
8 spsk kokosmel
Evt. 100 g rosiner (evt. udblødte)

(ca. 15-20 stykker)

Opskrift
Svampet krydderkage
1) Opvarm ovnen til 160 grader
2) Læg rosinerne i blød i vand
3) Læg bagepapir i en bradepande (min. 23x30 cm) og smør med en smule olie
4) Smid mandlerne, vaniljestangen og krydderierne i en blender, blend og hæld i en skål
5) Udsten dadlerne, skræl auberginen og skær i tern
6) Smid i blenderen med appelsinsaft samt citronsaft og -skal, og blend til en fin masse
7) Pisk æggene i en meget stor skål og tilsæt olien samt massen af aubergine og dadler
8) Vend til sidst mandelmelet i massen
9) Snit æbler og pærer i meget små tern og vend dem i lidt ekstra kanel
10) Dræn rosinerne for vand og vend dem i dejen sammen med frugten
11) Hæld i formen, sæt i ovnen og bag i 50-60 minutter

Sød & syrlig topping
1) Lad kagen køle af - sæt den eventuelt på køl natten over
2) Sæt cashewnødderne i blød i vand i minimum 2 timer
3) Læg evt. lidt rosiner i blød i vand i minimum ½ time
4) Smid alle ingredienserne, undtagen rosinerne, i en blender og blend til en fin masse
5) Tilsæt de bløde rosiner og miks rundt i massen
6) Fordel udover kagen i et jævnt lag og server for dine gæster

Jeg har ikke selv en stor foodprocessor, men jeg er faktisk ret sikker på, at når mandelmelet er blendet, så kan alle ingredienserne bare smides i en foodprocessor og blendes. Det er ikke fordi æggene skal være meget luftige eller noget, for kagen er ret tung og falder en smule, når du tager den ud - så du behøver ikke bruge tyve skåle, en stor minihakker og en elpisker som mig, hvis du er heldig at have pladsen til en foodprocessor i dit køkken.

Hvis du bruger en større form, skal kagen formentlig have mindre tid. Så hold øje med, når kagen begynder at blive gylden på toppen. Der er dog ikke så meget at være nervøs for, da kagen er lækker snasket, så jeg tror ikke det går galt, hvis den får lidt længere.
Der er meget fyld i kagen, så den er lidt skrøbelig, men smager helt fantastisk. Og du kan selv styre, hvor meget fyld du ønsker. Jeg elsker selv en masse fyld, så jeg ville smide både 2 æbler og 2 pærer i kagen. Jeg havde tilsat 3 stykker frugt i kagen på billedet, men kunne efter min mening godt tage et enkelt stykke mere. Men så bliver den også proppet med fyld - mums !

Kagen behøver faktisk slet ikke toppingen, men giver et ekstra touch, hvis der inviteres på gæster. Min søster var ret vild med den, så derfor bringer jeg opskriften med det hele. Jeg har dog ændret opskriften en smule og smidt rosinerne i selve kagen, da jeg selv vil gøre dette fremover. Men hvis du laver toppingen, ville jeg nok smide dem i denne i stedet. Og et ekstra lille tip vil være at blande rosinerne med lidt af de gyldne, mere syrlige af slagsen - ville måske give et godt supplement, så det skal prøves næste gang. Derudover holder kagen fint i køleskabet et par dage, mindst, og jeg ville nok også anbefale at lave den en dag i forvejen. Og den fungerer også godt til nedfrysning. Jeg har dog ikke forsøgt inklusiv toppingen…

Denne svampede krydderkage med både æg og grøntsager mætter rigtig godt og fungerer derfor brilliant til at stille din lækkersult, især når den er blevet lidt for slem - så tager du bare et stykke op af fryseren og du er hjulpet godt på vej …

Svampet, lækker, skøn, krydret og fyldt med naturlige ingredienser J

Snask snask snaskedisnask,
LevSundtNU

11 marts 2012

Brændte mandler med karamel af palmesukker

ADVARSEL: Læs ikke videre, hvis du lige som mig mangler en smule selvbeherskelse hvad angår søde sager. Disse mandler er virkelig vanedannende og er absolut ikke for svage sjæle med lidt for lidt viljestyrke. Jeg har selv meget svært ved at holde fingrene fra disse godter – hver eneste gang jeg laver dem – så læs kun videre, hvis du tør J

Her får du min opskrift på brændte mandler i en karamel af palmesukker og kokosolie. Et sundere og hjemmelavet alternativ til de indkøbte af slagsen, der indeholder alt lige fra diverse tilsætningsstoffer, e-numre, fortykningsmidler til hvidt sukker selvfølgelig. Lav i stedet disse vidundere af virkelig knasende guf i en mere naturlig version. Velbekomme!

Hjemmelavede søde mandler

Brændte mandler med karamel af palmesukker
- hjemmelavede i ovnen
Ingredienser
200 g økologiske mandler
6 spsk palmesukker
2-3 spsk kokosolie
1 spsk honning
3-4 tsk kanel
½ tsk vaniljekorn
1 knivspids himalayasalt

Opskrift
1) Opvarm ovnen til max 150 grader
2) Fordel mandlerne på en bageplade – jævnt og kun et lag
3) Sæt i ovnen i 10-15 minutter til mandlerne er gyldne eller brune indeni
4) Opvarm palmesukker, kokosolie, salt, kanel og vaniljekorn i en gryde
5) Rør godt rundt til karamellen har en jævn konsistens
6) Tag af varmen og tilsæt de varme mandler
7) Vend godt rundt, og fordel tilbage på bagepapiret til afkøling
8) Sæt evt. i køleskabet

Honning har en mere gennemtrængende sødme end palmesukker, og derfor anvender jeg en smule honning i karamellen. Hvis du ønsker den mere eller mindre sød, så byt ud mellem de to ingredienser. Jeg tilsætter kanel, da det giver en rigtig god smag til mandlerne og karamellen, nu hvor det ikke er almindeligt sukker, der er en hel del sødere.

Karamellen bliver helt hård, når den er afkølet og smager fantastisk. Jeg har også forsøgt med at smide et par stykker i fryseren, hvilket gør karamellen helt lys og nærmest hvid i farven.

Fedtstofferne i mandlerne, og andre nødder for den sags skyld, bibeholdes i sin sunde form, hvis de ikke varmes til mere end 160 grader. Dette er derfor jeg altid sætter min ovn på 150 grader, når jeg rister mandler, kerner eller nødder. Og husk at fordel mandlerne jævnt på en stor plade og kun i et enkelt lag, da de ellers skal have længere tid og nemt bliver ristede i forskellig grad. Tag en enkelt ud undervejs og bid den over. Du kan se på farven om de er klar, de skal begynde at blive gyldne inden i, og du kan også smage det på den let ristede smag.

Sørg for at blive ved med at røre rundt i olien og palmesukkeret i starten. Man tror ikke at det vil blive til karamel, men palmesukkeret skal nok smelte og samle sig med olien, der går bare lige lidt tid. Og sørg for at gøre gryden ren forholdsvist hurtigt derefter, da karamellen størkner ret hurigt...

Uhh, det minder lidt om en sød og dejlig jul J

Knas knas knas knas knas,
LevSundtNU

05 marts 2012

Indisk masala gryderet med mørt oksekød og fyldig rødkålssalat

Jeg har endelig fundet et glas færdig-købe-indisk-krydderi-sovs, der er helt fri for kunstig tilsætning. Ingen fortykningsmidler, smagsforstærkere eller sukker. Ren og skær krydderi-heaven. Og denne sovs har jeg brugt til at lave en indisk masala gryderet, der giver det møreste oksekød i en kraftig og smagfuld sovs. Retten er ydermere utrolig nem, da den har få ingredienser og bare skal stå og simre for sig selv. Som tilbehør har jeg lavet en fyldig rødkålssalat, der giver sødme og friskhed til den krydrede gryderet. Velbekomme!

Indisk masala oksegryde

Ingredienser
Indisk masala gryderet med mørt oksekød
1-2 kg okseklump eller oksebov
1 glas garam masala paste
1 ds kokosmælk
Indisk masala gryderet med mørt oksekød
- og fyldig rødkålssalat
3-4 rødløg
Evt. 1-2 ds hk tomater

Fyldig rødkålssalat
300 g rødkål i strimler
2 appelsiner
4-6 figner
2 spsk hørfrøolie
1 spsk hindbæreddike
1 spsk flydende honning
Ovnristede mandler med salt
Evt. kokosflager
Evt. rosiner

Opskrift
1) Skær oksekødet i passende stykker, ikke for tynde strimler
2) Brun oksekødet kort af i en varm gryde med lidt olie
3) Tilsæt rødløg i tern og vend rundt
4) Tilsæt masalablandingen og vend godt rundt
5) Skru ned for varmen og lad kødet stege i 5-10 minutter
6) Tilsæt kokosmælk og evt. hk tomater
7) Lad retten småsimre i 1-2 timer
8) Skær rødkål i strimler
9) Filetér appelsinerne over en lille skål, så saften samles
10) Pres så meget saft som muligt ud af resterne fra appelsinerne
11) Bland olie, hindbæreddike og honning i appelsinsaften
12) Hæld dressingen over kålen, tilsæt appelsiner, tilsæt figner i stykker og bland
13) Hak lidt ovnristede mandler og drys som pynt over rødkålssalaten

Gryderetten er utrolig nem at lave, og kan stå og simre i timevis. Den smager kun bedre af at stå et par dage. Denne portion er også forholdsvis stor, så du kan sagtens invitere gæster på retten og ellers har du i hvert fald selv til et par dage. Egner sig fint til at blive frosset ned. Du kan anvende oksekød, som jeg har gjort, men jeg tror også lammekød ville fungere rigtig godt.

Rødkålssalaten er beregnet til to personer, der ikke spiser andet tilbehør. Retten kunne sagtens serveres med ris, men her får du et af mine forslag til et aftensmåltid uden stivelse, hvor du garanteret bliver mæt alligevel. Retten indeholder også en del fedtstof, så derfor foretrækker jeg selv at spise sådanne retter med tilbehør uden stivelse, da fedtstofferne dermed ikke suges til sidebenene i helt samme grad. Du kan se andre forslag til måltider uden stivelse i mit indlæg om et par af mine egne skridt på vejen - til sundere madvalg.

Hvis du er vild med meget cremede indiske retter, kan du undlade de hk tomater. Hvis du derimod ønsker retten mere frisk og let, så anvend to dåser. Og køb en økologisk eller almindelig dåse kokosmælk, absolut ikke en light! Så kan du lige så godt nøjes med en halv dåse og så tilsætte vand for resten. Det er den eneste forskel, så ingen grund til at betale for tilsat vand.

Jeg fandt først to forskellige varianter af de færdig-købe-indisk-krydderi-sovse, Garam Masala Paste og Madras Curry Paste, begge af mærket PASCO. De indeholder alene krydderier samt olie, og jeg fandt dem hos en grønthandler på Frederiksberg, på hjørnet mellem Finsensvej og Dalgas Blvd. Senere har jeg også fundet dem hos en grønthandler på Holmbladsgade på Amager, der også havde en del andre varianter. Her kan du se to af de glas, jeg har købt – hvor jeg til denne ret brugte den mildeste, Garam Masala Paste.


Til den fyldige rødkålssalat har jeg hakket nogle af mine ovnristede mandler med himalayasalt og drysset dem på toppen. Det giver en rigtig god smag, at de er ristede, men hvis du ikke har tid til at lave dem, så går det helt sikkert an med almindelige mandler. Du kan også bruge kokosflager i stedet for, eller begge dele, hvis du lyster. Og rosiner smager også rigtig godt på toppen af denne ret. 

Lidt indisk krydderi på din tilværelse !

Mam mam mam,
LevSundtNU