Viser opslag med etiketten yaconsirup. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten yaconsirup. Vis alle opslag

17 december 2013

KANELBRØD - en hurtig og sund løsning på kun få minutter !!


Har du set min nye facebook side - go like, go like J
 
Og hvis du trænger til en sundere smag af jul, er dette kanelbrød en virkelig nem og god løsning. Det smager skønt både helt bart og lunt fra panden, med lidt økologisk smør på toppen, men også med gojibær eller rosiner ….
 
Brødet er både glutenfrit, mælkefrit og sukkerfrit. Herudover er det et virkelig fiberrigt mellemmåltid eller aftendessert, der mætter en hel del og ikke giver dig udsving i dit blodsukker, da det er sødet med yaconsirup. Velbekomme J
 
Sødligt KANELBRØD
- serveret med gojibær
 
Ingredienser
2 bg past. æggehvider
½-1 spsk yaconsirup *
1 spsk mandelmel **
1 spsk fiber HUSK
2 spsk kokosfibre ***
1 spsk kanel
½ tsk kardemomme
Himalayasalt
 
1 tsk kokosolie, eller
anden olie til stegning
 
EKSTRA
Tilsæt evt. en lille spsk små mørke rosiner eller gojibær i selve dejen og steg med – tilsæt til de tørre ingredienser, så får du dem lettere ind i dejen …
 
Opskrift
1) Bland de tørre ingredienser sammen, så der ikke er nogen klumper
2) Tilsæt æggehvider og yaconsirup, og pisk godt rundt til dejen samler sig
3) Lad dejen hvile i et par minutter og pres det så ud mellem lidt bagepapir
4) Smelt kokosolien på panden og steg på begge sider til gyldent
5) Server med det samme, varmt fra panden - guf guf
 
* Du kan bruge den form for sødning, du foretrækker. Palmesukker er et forholdsvist billigt alternativ til yaconsirup - jeg brugte yaconsirup, da det har et helt ufatteligt lavt glukæmisk index tæt på nul og derfor ikke giver udsving i mit blodsukker og en efterfølgende trang til bare at skulle have endnu mere sukker. Yaconsirup kan købes hos blandt andet viivaa.dk i Danmark, og rawfoodshop.se eller vitame.co.uk, hvor jeg selv har købt det grundet den lavere pris.

** Mandelmelet er helt almindelig mandelmel fra blendede, blancherede mandler - altså ikke det fiberrige af slagsen. Jeg har selv brugt dette fra Reco Organic Market i Sverige (rawfoodshop.se). Du kan også bare anvende mandler, som du selv blender til en fin mel.
 
*** Kokosfibrene minder meget om en almindelig mel. Jeg har selv købt mine kokosfibre samme sted som mandelmelet, og disse kan du finde både i Sverige og flere steder i Danmark som fra viivaa.dk, rawandmore.dk og i helsekostbutikker. Der findes mange varianter og forskellen fra almindelig kokosmel, som revet kokos jo kaldes i Danmark, kan du se på finheden af melet samt indholdet af fibre er langt højere og indholdet af fedt lavere
 
Min favorit version af dette kanelbrød er helt klart med små mørke rosiner serveret med lidt smeltende økologisk smør på toppen. GUF, siger jeg bare …
 
Duften af nybagt brød med kanel J
 
Guffeliguf,
naturbarnet




Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

29 maj 2013

Sundere sirup til dine sunde PANDEKAGER - & lidt snak om mere naturlige alternativer til sødning

 
Jeg ELSKER pandekager, hvis du ikke skulle have opdaget det J Især disse to varianter, der begge er glutenfri, mælkefri og sukkerfri: mine skønne små pandekager og mine mættende pandekager med ekstra protein og fibre. Me like !
 
Spiser dem ofte til morgenmad sammen med en grøn smoothie, som mellemmåltid og som nem hygge-dessert. Både med frisk frugt i skiver, med syltetøj uden sukker, med nøddesmør og med diverse sundere alternativer til sødning i stedet for hvidt sukker. Og så smager de nu godt med lidt lækker sirup på toppen - bare engang imellem … Jeg købte derfor et par Sweet Freedom for at teste dem af. Et noget mere naturligt alternativ til hvidt sukker og så med lavere GI end både honning, sukker og ahornsirup. Læs mere herunder…
 
Sweet Freedom
Sweet Freedom i to varianter
Light og Dark
Lavet alene på:
Æbler, vindruer og carob
 
Jeg bruger meget min krop som barometer til at mærke om produkter er naturlige (nok), i hvilken grad de påvirker mit blodsukker og om jeg føler jeg tager på i vægt af at spise dem - enten omsat til fedt eller i form af væske, da en unaturlig komposition ofte stresser kroppen og fører til overvægt. Uanset hvad, er disse signaler vigtige at lytte til. Naturlige produkter er vejen til større sundhed og velvære i kroppen, hvis du spørger mig.
 
Umiddelbart virker Sweet Freedom på mig som et meget bedre alternativ til sødning end hvidt sukker. Det påvirker slet ikke mit blodsukker i samme grad. Det gør dog i nogen grad - er jo stadig en form for sukkerstof - men i små mængder går det helt okay. Herudover søder Sweet Freedom 25% mere end sukker, og du skal derfor bruge mindre, eller sagt på en anden måde, har det 25% færre kalorier end sukker. Det gør jo ikke så meget … Så indtil videre siger min krop okay, efter omkring en måneds anvendelse, og virker på mig bedre end sukrin, som min krop altså ikke er helt tilfreds med. Jeg tror i længden, at det er for bearbejdet, da jeg begynder at mærke lidt kløe, når jeg anvender det, øv….
 
Sweet Freedom har et ret lavt glukæmisk indeks på 35. Dette sidestiller det med palmesukker eller kokossukker, to betegnelser for det samme produkt. Og dermed en halvering af blodsukker-påvirkningen i forhold til hvidt sukker, som skulle ligge et sted mellem 65-70. Jeg synes faktisk bedre om den mere karamelagtige smag af palmesukker, da Sweet Freedom er lidt kølig i smagen som agavesirup, men rart med denne flydende sirup lige til pandekagerne.
 
Jeg har købt min Sweet Freedom på healthysupplies.co.uk., hvis du handler i udlandet. Men kan også købes via det danske site lowcarbstore.dk.
 
Hvis jeg frit skulle vælge, så foretrækker jeg dog stadig yaconsirup, som så vidt jeg kan læse mig frem til, har et glukæmisk indeks på så lidt som 1. Derudover indeholder det en relativ stor mængde FOS, og har dermed et lavere optag af sukkerstofferne i kroppen, altså endnu færre kalorier. Dette mærker jeg også tydeligt på min krop, der slet ikke får samme blodsukkerpåvirkning når jeg bruger yaconsirup. Det er til gengæld noget dyrere, så man må jo mixe det lidt op...
 
Yaconsirup køber jeg enten hos vitame.co.uk eller hos rawfoodshop.se. De har begge en del gode produkter, jeg bruger en del af, så en god ide at samle lidt sammen og så er portoen nemt tjent ind…
 
Jeg er altid på jagt efter mere naturlige og sundere alternativer til hvidt sukker, og jeg tester alt jeg kan komme i nærheden af. De kemikalier, der anvendes til at frembringe hvidt sukker er bare overhovedet ikke gode for vores kroppe. I hvert fald ikke min!! Så hvis du spørger mig, er dette et af de små skridt vi kan tage mod en sundere krop i bedre balance - når nu vi engang imellem ønsker det søde sat på bordet …
 
En BØN: Kære supermarkedskæder - jeg kunne godt tænke mig palmesukker på hylderne, yaconsirup og måske også sweet freedom. Især yaconsirup. Venligst gør alt I kan for at skaffe disse produkter til langt lavere priser, og få dem ud til folket, så det kan blive billigere og nemmere at leve sundere med mere naturlige produkter J
 
... og stop nu med det hvide sukker - vi ved alle det er noget hø .... ;)
 
Sundere og mere naturligt
sødt, når nu det skal være …
 
Mumselimums,
LevSundtNU
 
 
 

Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com


22 maj 2013

Glutenfri, mælkefri & sukkerfri PANDEKAGER - skønne mættende små sager med masser af protein og fibre



Jeg ELSKER mine skønne små pandekager lavet på næsten kun 2 ingredienser, æg og banan. Og så lidt krydderi og citronskal. INTET andet! De smager virkelig virkelig virkelig godt, og kan varmt anbefales J
 
Jeg har nu lavet en ny udgave, der indeholder mere protein og flere fibre, og smager derfor lidt mindre sød. De er til gengæld lidt nemmere at tilberede, bliver tykkere - næsten som amerikanske pandekager, og giver en virkelig virkelig virkelig god mæthedsfornemmelse. Og de fungerer derfor også godt som morgenmad, måske ved siden af en grøn smoothie, eller som et skønt og mættende mellemmåltid eller lille aften-dessert. Velbekomme!
 
Skønne og mættende pandekager
- glutenfri og mælkefri
 
Ingredienser
8 æg
2 modne bananer
2 dl kokosmælk
2-4 spsk god olie
4 tsk fiberHUSK *
4 tsk neutralt proteinpulver
2 tsk kokosfibre*
2 tsk fiberrig mandelmel *
Revet skal af 1 økologisk citron
2-4 tsk kardemomme
1-2 tsk kanel
 
(ca. 15-18 styk)
 
Opskrift
1) Smid alle ingredienserne i en blender og blend til en fin ensartet masse
2) Steg pandekagerne i små klatter på en non-stick pande ved svag-middelvarme
3) Server med lidt sukkerfrit syltetøj, en lækker nøddesmør eller et strøg af sweet freedom, og guf guf guf
 
* Jeg har brugt disse kokosfibre, denne fiberrige mandelmel, denne fiberHUSK – jeg viser jer dem her hos Viivaa, bare så I kan se varianterne, uden at vide om det er det billigste sted. Og jeg tror faktisk de er en smule billigere i Helsemins butikker, hvis du kommer et smut dér forbi. Du behøver ikke både den fiberrige kokos- og mandelmel, hvis du bare har den ene slags, så brug nøjes med den.
 
Fibrene er dog nødvendige, men almindelige loppefrøskaller fx fra HUSK kan også sagtens bruges, det behøver ikke være denne fiberHUSK. Den almindelige HUSK vejer lidt mindre, så brug måske 5 teskefulde, hvis det er denne du bruger. Derudover er et godt hint, at bruge den billige kokosmælk fra Fakta i blå/grøn dåse. Den indeholder ikke alle mulige konserverings- og fortykningsmidler, kun vand og kokos. Tak siger kroppen.
 
Jeg har spist disse pandekager, både med sukkerfri syltetøj, nøddesmør og med Sweet Freedom. Mine yndlings sukkerfrie syltetøjer er helt klart Fior di frutta og Clearspring. Fior di frutta hvis vi snakker hindbær og abrikos, og nu har jeg endelig smagt Clearsprings syltetøj, og hvis vi snakker jordbær, er dette helt klart min favorit. De er helt uden tilsat hvidt sukker, hvilket er årsagen til jeg bruger disse, og er sødet med henholdsvis koncentreret æblesaft, og vindrue- og citronsaft. Klart at foretrække fremfor sukker, hvis du spørger mig - OG min krop !

Jeg elsker virkelig sunde og naturlige løsninger, uden gluten, uden mælk og uden sukker. Især dem, der samtidig er nemme at lave og smager godt - rigtig god fornøjelse, håber disse små guldklumper også kan bringe dig lidt ekstra glæde og nydelse J
 
PS. De kan holde sig længe på køl, så lav en stor portion, så du har til nogle dage - de kan også sagtens fryses ...

Skønne og mættende pandekager
- fantastisk morgenmad & mellemmåltid
 
GUFFELIGUF,
LevSundtNU



Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

24 april 2013

Appelsin-vanilje-creme på bund af frisk frugt - en anderledes lille dessert


Hold nu godt fast i bordkant og stolesæde, for det her er godt nok en meget besynderlig kombination! Appelsin-vanilje-creme på en base af kogt og blendet pastinak ……………..
 
Jeg vil godt indrømme det lyder helt godnat, og skal jeg være helt ærlig, så fungerede mit oprindelige eksperiment med en ren og fløjlsblød vaniljecreme ikke. Så kan man altså smage pastinakken for meget uden andre smagsgivere. MEN med appelsinsaft og appelsinskal kom der faktisk en skøn lille appelsin-vanilje-creme ud af det, som smager fantastisk afkølet på skiver af frisk appelsin og lidt drys på toppen.
 
Jeg synes egentlig også, at det er en smuk dessert og man kan lege med variationerne, og hvilke frugter og bær man serverer med. Jeg kan - i hvert fald godt selv - se et lille dessertbord med forskellige små mini-desserter med denne creme og et væld af forskellig frisk frugt, bær og drys på toppen. Lad din fantasi få frit løb. Hvis du tør J Velbekomme!
 
Appelsin-vanilje-creme
- på bund af frisk frugt
 
Ingredienser
150 g kogt pastinak
4 spsk palmesukker *
Saft af 1 appelsin
Revet skal af ½ appelsin
¼ stang vanilje eller vaniljepulver
1 knsp salt
 
Drys: kakaonibs
 
(ca. 8 små desserter)
 
Opskrift
1) Skræl og skær pastinak i små stykker
2) Smid i en gryde med vand og kog i cirka 10-15 minutter til de er bløde
3) Blend 150 gram kogt pastinak sammen med resten af ingredienserne
4) Lad cremen køle af i køleskabet
5) Server på en bund af friske skiver af blodappelsin og drys af kakaonibs
 
* Jeg brugte selv 2 spsk palmesukker og 2 spsk yaconsirup. Men brug det du har at søde med. Du kan også tilføje eller erstatte noget af sødningen med stevia. En meget lille bitte knivspids i stedet for den ene spiseske palmesukker eller yaconsirup vil jeg tro er maksimalt hvad det kan bære af stevia. Pas på med mængderne her, da du ellers kan risikere eftersmagen af lakrids som er meget overdøvende.
 
Jo mere appelsinskal du kommer i, jo mere aromatisk bliver cremen. Og det fungerer super godt at lave den dagen før, så cremen virkelig kan stå og tage smag. Jeg har også prøvet at fryse cremen ned, og det fungerede også ganske glimrende. Så denne creme kan virkelig laves i god tid, og holder sig også flere dage i køleskabet.
 
Jeg er selv gigantisk overrasket over, hvordan denne creme smager. Forventer hver gang, at den smager forfærdeligt at pastinak, men den smager faktisk godt. Og i dag har jeg haft besøg til smagstest på denne creme, og jeg mine glade spisere gav udtryk for, at hvis de ikke havde vist det var pastinak, så havde de ikke tænkt over det. I større mængder kunne det godt anes i smagen, men cremen smagte virkelig godt - som en sødmefyldt, aromatisk og blød creme i god kombination med den friske frugt og knas på toppen.
 
Jeg forsøgte også, som du kan se på billedet, med en chokolademousse med denne basis af kogt og blendet pastinak. Den opskrift kommer senere, og måske en enkelt smagsvariant mere, vi må se …

Aromatisk, petit og smuk dessert J
 
Nip nip nip,
LevSundtNU


Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
Jraaby [snabel-a] googlemail.com

17 april 2013

Sødlige sunde dessertbrød med græskar – i fire forskellige smagsvarianter - som et godt alternativ til din aften-hygge-kage



Hvis du kunne lide mit aromatiske gulerodsbrød med rosiner, så vil du formentlig også sætte pris på nogle af disse smagsvarianter af et sødligt dessertbrød lavet på græskar. De indeholder masser af grøntsager, krydderier, protein og fibre, og giver dermed god mæthed, fordøjelse og hjælper på din søde tand. Brødene er glutenfri, uden mælkeprodukt og uden hvidt sukker. En meget sundere måde at spise brød på - og et godt alternativ til din aften-hygge-kage. Velbekomme!
 
Sødlige sunde dessertbrød
- i fire smagsvarianter
 
Ingredienser
Grundopskrift til 1 stk. brød
750 g græskar
4 æg
50 g fiberrig mandelmel *
30 g kokosfibre
20 g loppefrøskaller, HUSK
60 g yaconsirup **
1 knsp stevia
Lidt Himalayasalt
 
Ekstra til hver smagsvariant ...

1: Æbletern, kanel og rosiner
Krydderier ***
50 g rosiner
1 æble i små bitte tern
 
2: Tranebær & græskarkerner
Krydderier ***
50 g tranebær
50 g græskarkerner
 
3: Chokolade, rosiner & nødder
6 tsk raw kakao
2 tsk kanel
4 spsk palmesukker
1 spsk kokosolie
2-4 spsk kogt vand
50 g rosiner
50 g hasselnødder
 
4: Lakrids, hindbær & blå birkes
2 spsk blå birkes
2 spsk chia frø (kan udelades)
4 tsk lakridspulver
2 spsk frysetørrede hindbær
50 g blendede hindbær
2 spsk ekstra loppefrøskaller, HUSK
 
Opskrift
1) Tænd din ovn på 160 grader
2) Blend græskar så fint som muligt og hæld i en stor skål
3) Miks æggene i græskarpulpen
4) Bland de tørre ingredienser sammen og vend i den våde blanding
5) Bland godt sammen til en ensartet dej, tilsæt evt. ekstra fra den pågældende smagsvariant af brød, og lad dejen hvile en smule
6) Fordel dejen i en brødform beklædt med bagepapir
7) Bag i ovnen i 40-50 minutter
8) Vupti vupti - så er der sødt og lunt dessertbrød til aftenkaffen J


* Du kan også bruge mandler, samme mængde, som du bare blender til en fin mel - jeg brugte mandelmelet fra Funktionel Mad, som kan købes i Helsemin og på flere helsesites så som naturoghelse.dk, helsplus.dk samt helseriet.dk
 
** Du kan bruge den form for sødning, du foretrækker. Palmesukker er et nemt og forholdsvist billigt alternativ i forhold til yaconsirup. Du kan også bruge en banan eller en håndfuld dadler samt måske en knivspids stevia - jeg brugte følgende grundet det lave glukæmiske index: 60 gram yaconsirup plus en knivspids stevia
 
*** Du behøver ikke alle disse typer krydderier, kanel og kardemomme er de vigtigste samt en god mængde af det - jeg brugte dog følgende: 2 spsk kanel, 1-2 spsk kardemomme, 2 tsk nelliker, 2 tsk allehånde, 1 tsk ingefær og 1 tsk vaniljekorn


 Jeg er allerstørst fan af æble-kanel-rosin-smagsvarianten samt chokolade-rosin-nødde-smagsvarianten. Jeg glemte selv mine hasselnødder, hvilket kan ses på ovenstående billede - de ville altså lige have sat prikken over i’et på det brød, som jeg faktisk også formede et par boller af.
 
Smagsvarianten med tranebær og græskarkerne var jeg selv lidt avanceret med, og vendte græskarkernerne på panden i lidt palmesukker inden de kom i dejen efter nedkøling. Jeg synes dog ikke det gjorde den helt store forskel, og derfor har jeg ikke skrevet det ind som en del af opskriften, men hermed givet videre til inspiration, hvis du skulle have lyst til det.
 
Jeg har tidligere lagt en opskrift op mine anderlede dessertboller, der var lavet på en blanding af græskar og gulerod. Det synes jeg egentlig giver det bedste resultat - men så er forskellen heller ikke større end at det går helt fint med enten gulerod eller græskar. Men hvis du er i gang i forvejen, så kan du måske lige så godt lave en virkelig stor portion, og altså både brød og boller af en blanding af gulerødder og græskar. Disse brød er også fine at fryse ned, så jeg giver den selv hele armen, når jeg nu er i gang alligevel …
 
Jeg er selv stor fan af disse brød, da de giver en virkelig god fornemmelse af at man har fået lidt sødt og dessert, uden af min blodsukker forstyrres bemærkelsesværdigt og samtidig føler jeg de mætter godt, så man kan nøjes med en skive eller to og føle sig pænt veltilfreds.
 
Som sagt er disse brød glutenfrie, mælkefrie og uden hvidt sukker. Derudover indeholder de ikke helt lige så mange nødder og kerne som stenalderbrød, og jeg føler derfor min krop bedre kan tåle denne slags brød hver dag. De mange grøntsager er vist med til at afbalancere dette. Du kan også se en usødet version af disse brød i form at mine sunde burgere med grøntsagsboller. Bliv ikke forskrækket over ingredienslisten, meget af denne er krydderier og flere af mel/fibre-ingredienserne kan erstattes til mandelmel og loppefrøskaller, HUSK. De er dog vanvittigt gode, så tøv ikke med at lave dem. Bare brug rigeligt med krydderier, og du har det sundeste brød med masser af protein, fibre og grøntsager!


Servér eventuelt disse lunede dessertbrød med en klat smør, lidt yaconsirup eller anden sirup, og/eller en teskefuld syltetøj uden sukker. Nammenam ...
 
Sødt & sundt på en og samme tid J
 
Nammenam,
LevSundtNU


Alle billederne i dette indlæg er taget af fotograf Jonas Raaby
 
jraaby [snabel-a] googlemail.com

30 marts 2013

Aromatisk gulerodsbrød med rosiner

 

Sundt og mættende brød med meget få ingredienser
- glutenfrit samt helt uden mælk og hvidt sukker

Min veninde kom med en udfordring, om jeg kunne lave en opskrift på mine anderlede dessertboller med så få ’anderledes’ ingredienser som muligt. Så her kommer min allerletteste udgave med så få ingredienser som muligt, som jeg desuden har lavet om til brødform, da man så også slipper for at stå og forme til boller. Og det smager altså stadig skønt, mætter godt med en del protein og godt for fordøjelsen med en god mængde fibre.

Jeg har nu også haft flere til prøvesmagning af disse boller og brød, og mine kære forsøgskaniner er alle blevet meget overraskede over smagen. De har alle følt, som jeg selv gør, at det er et super alternativ til kager og andre søde sager. Et godt mellemmåltid, morgenmåltid eller som en dessert til te eller kaffe - skal lige siges, at det smager bedst lettere lunet, hvis du spørger mig. Velbekomme!
 
Aromatisk gulerodsbrød med rosiner
- glutenfrit & mælkefrit
 
Ingredienser
350 g økologiske gulerødder
4 æg
75 g mandelmel *
15 g loppefrøskaller, HUSK
6-8 spsk palmesukker **
En masse krydderier ***
En smule Himalayasalt
 
Evt. 50 g rosiner
 
Opskrift
1) Tænd din ovn på 160 grader
2) Blend gulerødderne så fint som muligt, og hæld i en stor skål
3) Miks æggene i grøntsagerne
4) Bland de tørre ingredienser sammen, og vend dem i grøntsagsblandingen
5) Bland godt sammen til en ensartet dej, tilsæt rosiner og lad dejen hvile en smule
6) Fordel dejen i en brødform beklædt med bagepapir
7) Bag i ovnen i omkring 60 minutter
8) Værsågod - så er der sødt, aromatisk og lunt gulerodsbrød, guf !!
 
* Du kan også bruge mandler, samme mængde, som du bare blender til en fin mel plus måske lidt ekstra HUSK - jeg brugte det fiberholdige mandelmel fra Funktionel Mad, som kan købes i Helsemin og på flere helsesites så som naturoghelse.dk, helsplus.dk samt helseriet.dk.
 
** Du kan bruge den form for sødning, du foretrækker. Palmesukker er et nemt, sundere og forholdsvist billigt alternativ. Du kan også bruge en banan, en håndfuld dadler samt måske en knivspids stevia - jeg brugte følgende grundet det lave glukæmiske index og lave kalorieindhold: 2 tsk FOS og 4 spsk yaconsirup
 
*** Du behøver ikke alle disse typer krydderier, kanel og kardemomme er de vigtigste samt en god mængde af det - jeg brugte følgende: 3 spsk kanel, 2 spsk kardemomme, ½ spsk nelliker, ½ spsk allehånde, 1 tsk ingefær, 1 tsk vaniljekorn og en smule Himalayasalt
 
Som jeg skriver i introen, så har flere af mine kære venner og veninder nu fået øjnene op for, at denne slags brød og boller virkelig er gode alternativer til den traditionelle slags. Det er ikke svært at bage, man skal bare huske en masse krydderier, så der kommer god smag i og det ikke kommer til at smage for fersk på grund af den store mængde grøntsager. Man tror det bare ikke, når man læser ingredienserne… Og så mætter det rigtig godt på grund af æggene, og du får tilmed en masse grøntsager samt sunde ingredienser fra fibrene og krydderierne.
 
Jeg vil ikke sige, at det er som rigtig brød. Man skal lige vende sig til konsistensen og at smagen jo ikke er som en almindelig bolle eller skive brød bagt med mel. MEN sundheden og renheden i ingredienserne slår bare alt på supermarkedshylderne med utallige banelængder, og det er virkelig værd at tage med. Dette brød er glutenfrit, det er mælkefrit og det er helt uden hvidt sukker. Du har styr på mængden af salt, som er minimalt, og det er tillige uden forarbejdet stivelse eller nogen andre former for forarbejdede eller kunstige ingredienser. Ingen aromaer og heller ingen farvestoffer. Og ingen dårlige fedtstoffer. Det bliver altså ikke meget bedre!!
 
Min gode veninde blev også meget overrasket, da jeg havde lavet mine sunde burgere med grøntsagsboller til os, sidst hun kom på besøg - og jeg tror bestemt, at hun selv kommer til at lege lidt med disse anderledes brød og boller hjemme i køkkenet. Denne opskrift er i hvert fald til ære for hende J
 
Jeg kan lige nævne, at brødet skal være på køl, og kan sagtens holde sig nogle dage. Og ellers kan det udmærket fryses ned. Jeg tager selv en pose op aftenen før jeg står og mangler, og så tør det op i køleskabet natten over, meget nemt…  

Jeg har ikke tilsat fedtstof til dette brød, men det ville sagtens kunne lade sig gøre og give et fint resultat. Hvis du lever en LCHF livsstil, så kan det være du har brug for det, og hvis du ikke gør, så behøves det heller ikke. Jeg har ikke tilsat fedtstof, da jeg lige i øjeblikket har sat smør på hylden i mit køleskab og eksperimenterer lidt med dette - og jeg kan kun anbefale dette brød lunet med en klat smeltet smør på toppen, guffeliguf. God fornøjelse!
 
Et sødt, aromatisk og sundt alternativ til
dine hygge- eller morgenstunder J
 
Guffeliguf,
LevSundtNU

Alle billederne i dette indlæg er taget af fotograf Jonas Raaby

jraaby [snabel-a] googlemail.com

09 marts 2013

Palmesukker, yaconsirup, stevia med flere - mine alternativer til hvidt sukker …

Vi kan vist hurtigt blive enige om, at hvidt sukker er skidt for kroppen. Bare mærk hvordan din krop har det, når du har spist slik eller andre søde sager med det hvide, forarbejdede sukker. Min krop bliver tung, træt og jeg bliver oppustet. Og hvis du ikke kan mærke dette, så forsøg en måned uden sukker, og prøv så at se hvordan du har det i din krop efter en pose slik, og mærk godt efter …
 
Jeg har af præcis denne årsag for længst smidt alt hvidt sukker ud på hjemmeadressen, og det sker meget sjældent at hvidt sukker havner i min krop. Man har jo sine dage, eller det kan være svært helt at undgå i selskaber, men i det store hele undgår jeg allerhelst det hvide stads, da jeg bare bliver pænt utilpas af det.

Hvis du ellers har brug argumenter for at smide dit hvide sukker ud, så søg eventuelt på Dr. Robert Lustig på nettet og se hans lidt længere foredrag, Sugar: The Bitter Truth, om det hvide sukkers vej gennem kroppen og belastning på din lever, eller tag måske i stedet den lidt mere letfordøjelige serie, The Skinny on Obesity.

Og så får du her nogle af mine egne alternativer til hvidt sukker. En liste jeg selv bruger, når nu der skal bruges en form for sødme i en dessert eller noget sundt slik - og den får da mig til at tænke over, om der lige skulle være et sundere, mere naturligt og bedre alternativ, inden jeg vælger ingredienser ...
 
Palmesukker, yaconsirup, stevia m.fl.
- alternativer til hvidt sukker …
 
En mørk og en lys palmesukker
- alternativer til hvidt sukker ...
Sødme
Stevia
F.O.S.
Palmesukker
Yaconsirup
Ahornsirup
Honning
Lucumapulver
Mesquitepulver
Dadler
Svesker
Abrikoser
Pærejuice
Æblemos
Banan
 
For tiden er palmesukker min favorit sødning. Det er nemt at bruge, og det søder næsten så godt som almindeligt sukker, har fylde til kager og så har det et glukæmisk index på 35. Almindeligt hvidt sukker ligger på omkring 60-70 stykker. Derudover er der bibeholdt langt flere sporstoffer, mineraler og vitaminer i produktet, som gør det nemmere for kroppen at arbejde med. Det er mere naturidentisk. Min krop får i hvert fald ikke helt samme sløjhed eller utilpashed af dette.
 
Jeg bruger to forskellige slags, som også er de billigste jeg har fundet. Det meget mørke og mere grove palmesukker er Panela, og det har jeg købt i Torvehallerne hos Il Fornaio for 58 kr. De har haft udsolgt rigtig længe, men endelig fået det hjem igen, juhu - så go for it. Det mere lyse og fine palmesukker er fra Sweet Tree og det har jeg også købt for 58 kr. hos Naturpoteket på Christianshavn. Det er begge dele for 500 gram og dermed billigere end det de sælger i andre helsekostbutikker fra The Raw Chocolate Company, som ellers er billigst med mange andre produkter. Jeg synes bedst om smagen af det mørke palmesukker, det virker også allermest naturidentisk, men det lyse er lettere at opløse, når jeg har brug for det i flydende form.

Og når jeg flotter mig, så anvender jeg yaconsirup. Det har et GI på kun 3-5, hvilket er utroligt lavt og dermed næsten ikke blodsukkerforstyrrende overhovedet. Også min krops favorit, hvis den kunne få lov at vælge og pengepungen ikke fik noget at sku' ha' sagt... Det er nemlig noget dyrere, da det også skal bestilles over nettet, og som regel har jeg bestilt det enten i England eller Sverige, men kan se at et par danske sites også er begyndt at føre det nu. Det er lidt drøjt i brug, men til gengæld består det af en stor del fructo-oligosaccharider, en form for sukkerstoffer eller inulin, der passerer ufordøjet gennem kroppen - altså uden at blive forbrændt, da det agerer som et præprobiotisk stof og siges at blive omdannet til fibre i tarmene. F.O.S. som også står på listen er lige præcis dette stof i pulverform, men også pebret i prisen, og så synes jeg yaconsiruppen er nemmere at bruge og søder med en mere rund og mørk sødme, melasseagtig eller tæt på en tyk ahornsirup. Begge indeholder dermed også helt naturligt færre kalorier.
 
Det skal så lige siges, at mange af disse sukkererstatninger jo også indeholder kalorier og er forholdsvist koncentrerede former for sukkerstof, selvom det hvide sukker er værre. Det er ikke altid så godt for vores kroppe at modtage så meget sukkerstof på en gang, når vi ikke er i bevægelse mere end vi er i dag. Derfor forsøger jeg generelt at mindske sødmen i min kost. Jeg kan også mærke, at jeg får det bedre, når jeg ikke får så meget sødt eller spiser så mange desserter, selvom det er de sundere varianter. Jeg får i hvert fald nemmere ved at holde min mæthed stabil og mine cravings forsvinder. Og det er altså en stor fordel, synes jeg selv – så mindskes også følelsen af at skulle kæmpe en kamp mod den søde tand …
 
Jeg forsøger derfor også at veksle mellem de former for sødme jeg bruger i desserter og til guf i det hele taget. For nogle har bedre smag, andre færre kalorier, nogle lavere GI, andre helt naturlige, nogen uden bismag, andre lettere konsistens og nemmere at dosere - så afhænger meget af hvad jeg skal bruge sødmen til og hvordan jeg så finder den bedste løsning.
 
Et spørgsmål: hvilke alternativer bruger du til at søde med ??
 
Der findes selvfølgelig også agavesirup og sukrin i flere varianter, men da min krop ikke er så glad for disse to alternativer, er de ikke røget på listen...

Rigtig god fornøjelse med de sødere alternativer J
 
Sweet taste & dreams,
LevSundtNU