Viser opslag med etiketten sesamfrø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sesamfrø. Vis alle opslag

26 marts 2012

Kelpnudler med bok choy og kylling marineret i sød soya

Åhh, det skulle jo forsøges. Jeg har ellers haft disse kelpnudler liggende forholdsvis længe, da jeg formentlig ikke havde lyst til at blive skuffet, hvis nu de smagte forfærdeligt. Men retten med mine ’nyindkøbte’ kelpnudler blev særdeles vellykket og jeg var overrasket over, at jeg faktisk fik oplevelsen af at spise nudler igen. Helt som kinesiske glasnudler.

Kelpnudler er nudler lavet af tangplanten Kelp. Dette gør dem fri for gluten, fri for mælk, fri for æg, stort set fri for kulhydrat og fedt, særdeles kaloriefattige og samtidig rige på mineraler. De har en neutral smag og kan spises uden tilberedning, raw-style. Jeg valgte at anvende dem i denne varme ret med kylling, som jeg marinerede i en sødlig soya med palmesukker. Retten blev særdeles vellykket og smagte skønt med salte cashewnødder på toppen. Velbekomme!

Kelpnudler i sød soya med palmesukker

Ingredienser
450 g kylling
1-2 rødløg
Kelpnudler med sød soya marineret kylling
- og dampet bok choy
4-6 buketter bok choy
1 ps kelpnudler

Marinade
1 dl glutenfri tamari
3 spsk risvinseddike
5-6 spsk palmesukker
2 spsk avokado eller kokosolie
Peber

Topping
Cashewnødder
Evt. ristede sesamfrø
Evt. sorte sesamfrø
Evt. peanuts
Evt. snittet forårsløg
Evt. gul peberfrugt

(min. 2 personer)

Opskrift
1) Bland alle ingredienserne til marinaden i en skål
2) Skær kylling i strimler, læg i marinaden og stil køligt i 2-3 timer, eller natten over
3) Tag kyllingen op af marinaden og svits et par minutter ved høj varme
4) Tilsæt rødløg i halve ringe og vend godt rundt
5) Tilsæt marinaden fra skålen og lad retten småsimre et par minutter uden låg, så saucen bliver en smule tykkere
5) Skyl kelpnudlerne, hæld i retten og vend godt rundt
6) Skyl bok choy bladene, læg i en si og hæld kogende vand over
7) Anret med bok choy, kyllingeretten med nudler og server med cashewnødder på toppen

Jeg kan bedst lide når bok choy har et godt bid, og derfor overhælder jeg dem alene med kogende vand, da der i princippet ikke skal mere til. Men de kan både ristes med i retten eller koges/dampes i lidt vand i en gryde. Det er lige at finde den tilberedning man selv foretrækker af denne grøntsag, da bladene let kan få for meget, men stokken for lidt, hvis man ikke er til for meget bid og knas i disse.

Du kan lave dine cashewnødder, som jeg har lavet disse ristede mandler med himalyasalt - så har du helt selv styr på det salt, der anvendes og den varme nødderne får, så fedtstofferne ikke ødelægges. Altså hvis du har overskuddet. Denne gang skød jeg selv genvej og købte mig til dem …

Pas på når du køber din risvinseddike. Nogle varianter indeholder nemlig sukker, enten under denne betegnelse eller på ingredienslisten som glukose. Endelig ikke køb disse varianter, da det er hvidt sukker, men find en variant helt uden sukker i stedet ...

Kelpnudlerne er ret krøllede i konsistensen og de ser vildt klamme ud i posen. Men jeg lover at det er forsøget værd – især hvis du som mig ikke har fået nudler i flere år. Bare husk at skyl dem godt og klip dem eventuelt lidt over inden du tilsætter dem i retten, da de er ret lange. De kan sagtens genvarmes dagen efter og de opløses ikke i denne ret (står på pakkerne de opløses langsomt i olie). Og hvis man ikke anvender hele posen på en gang, kan de skyllede nudler holde sig i køleskabet.  

Nudler – velkommen tilbage til min verden J

Nam nam nammelinam,
LevSundtNU

02 januar 2011

Hurtig wokret med oksestrimler og sesamfrø

Selvom vi ofte har travlt og begrænset tid til at stå i køkkenet og kokkerere et avanceret aftensmåltid, så skal det ikke forhindre os i at træffe sunde madvalg. Jeg lover dig, at denne ret er hurtig og dejlig let at lave. Samtidig er den også et sundt alternativ til anden hurtigmad og Take Away. Jeg sørger altid for at have en pose af mine yndlings wokgrøntsager på frost, og så er denne ret aldrig langt fra hånden. Jeg håber du kan give mig ret, når du selv har forsøgt dig med dette nemt tilberedte, sunde måltid. Velbekomme J

Fantastisk let og dejlig smagfuld

Foto: hurtig wokret med oksestrimler
og ristede sesamfrø
Ingredienser
200-250 g oksestrimler
Kinesisk soya
1 pose af dine favorit wokgrøntsager
Sesamfrø
Olie til stegning

Opskrift
Start med at overdynge oksestrimlerne med masser af kinesisk soya og stil dem i køleskabet i 10 minutter. Rist i mellemtiden sesamfrøene ved mellem varme på en tør pande. Når de er klar, tages de af varmen og sættes på bordet i en skål. Og så har du her også tid til at dække bordet, mens dit kød marinerer. Derefter hælder du lidt olie på en pande, tag oksestrimlerne op af marinaden og steg dem ved høj varme til de er stegt på alle sider. Skru herefter ned på middel varme, hæld marinaden over kødet og fordel grøntsagerne ovenpå. Sæt låg på panden eller læg et stykke sølvpapir over, og lad retten simre i 5-10 minutter til kødet er færdigstegt og grøntsagerne dampet. Når låget fjernes kan grøntsagerne vendes med kødet, og retten er klar til servering!

Retten kan serveres helt som den er, især hvis du forsøger at maksimere mængden af grøntsager i dine måltider. Du kan også servere brune ris til, nudler eller vende en pose frisk spinat i retten kort før servering.

Du kan også vælge at marinere kødet dagen før eller om morgenen – gør præcis, hvad der er lettest for dig. Retten kan tillige forfines med diverse ekstra tilbehør og naturlige smagsforstærkere. Drys evt. retten med frisk, hakket chili sammen med sesamfrøene. Hvis du som mange holder specielt meget af ingefær eller hvidløg, så hak og tilsæt masser af dette allerede under marineringen. Der kan med fordel også tilsættes en dåse vandkastanjer, som sjældent er med i de frosne grøntsagsblandinger.

Selvfølgelig ville denne ret følge mine sunde kostråd mere nøje, hvis man indkøbte alle grøntsagerne friske og klargjorde dem selv. Men engang imellem så er det okay at forkæle sig selv med et hurtigt og let måltid. Og ros dig selv for at have valgt denne løsning frem for at bruge tiden på at udvælge, ringe efter og vente på leveringen af en usund pizza eller burgermenu.

Rigtig god fornøjelse!

Mmmmm,
LevSundtNU