Viser opslag med etiketten æbler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten æbler. Vis alle opslag

18 december 2012

Min juicefaste i december måned … #1

I går blev jeg færdig med hele 7 dages juicefaste, i december måned!!!! Ja, go figure… Min krop trængte bare virkelig til det. Jeg har flere gange prøvet juicefaste i 2-3 dage, men aldrig i 7. Der sker faktisk en hel del flere ting, når man tager en længerevarende juicefaste. Man kan virkelig mærke processen i det. I starten udrenser man ret så meget, og efter 4-5 dage begyndte jeg at mærke udrensningen blev mindre kraftig og min krop begyndte at opbygge mere energi. En fed følelse, faktisk.  
 
Så her har du lidt inspiration til din egen juice faste - måske nok mest relevant for de fleste, når vi når januar måned J
 
Velbekomme!
 
3 x friskpresset juice
Smukke juicer til juicefaste
- den naturlige vej
til din egen kropsudrensning ...
- og 1 x eliksir
 
Ingredienser
Grøn juice
3 x 2 hjertesalat
2 citroner
1 broccoli
1 squash
1 agurk
(evt. en lime med skræl)
 
Orange juice
2 kg gulerødder
1 appelsin
1 citron
 
Rødlig juice
(ikke på billedet)
En pose af sæsonens æbler
6 appelsiner
 
Gul eliksir
4 citroner
2 appelsiner
200 g ingefær
 
(ALT er økologisk)
 
Disse 3 juicer og eliksiren holder til 5 x 300 ml per dag i omkring 2-3 dage. Og 72 timer skulle være maksimal holdbarhed for juicerne, så lav ikke til mere end 3 dage ad gangen. Smager nu også bedst på førstedagen.
 
Opskrift
Alle citrusfrugterne har jeg skrællet inden jeg juicede dem, men det er lidt af en smagssag. Jeg synes det bliver alt for bittert med skallen, men citrusskræller er udrensende for leveren, så op til dig …
 
Jeg valgte at lave 5 drikke om dagen af 300 ml. plus nødder
§  3 x ren juice
§  2 x smoothie, juice blendet med et par ekstra ingredienser inklusiv hørfrøolie
§  Plus diverse støttende og udrensende kosttilskud
§  6 økologiske valnødder
 
- og ingen anden fast føde selvfølgelig !!!
 
Hvis du går på juicefaste, så sørg for at købe så forskelligt grønt som muligt, og alt sammen økologisk, selvfølgelig - ellers hvad er egentlig meningen med en udrensning ... Udover det jeg har anvendt i ovenstående grønne juice, kan du også anvende icebergsalat eller romaniesalat. Derudover synes jeg selv, at spidskål er det bedste kål at bruge, specielt i forhold til smagen og så er de grønnere. Har stadig smag af kål, men langt den blideste.
 
Bland lidt frugtjuice i grøntsagsjuicerne, så hver drik smager godt, og lidt gul eliksir til at pifte op i nogle af dem. Giv hver juice sin egen smag, så du ikke går træt i den samme blanding hver gang. Også derfor jeg ikke blander det hele sammen, men laver en del forskellige ”miksturer”. Drik desuden så meget juice af grøntsager som muligt, helst de grønne grøntsager, og forsøg at minimere mængden af frugtjuice - måske omkring 30%.
 
Og husk, at din krop virkelig renser ud, og hvis du føler dig meget sulten, så prøv at drik mindre ad gangen og oftere. Jeg ved ikke hvad der er den rette mængde for din krop, så du skal virkelig lytte rigtig meget til din krop undervejs. Hvis du er for sulten, så drik mere, og hvis din krop nærmest føles som om den svulmer op, så drik mindre, eller måske mindre af frugtjuicerne. Og husk vand, vand, vand, vand og atter vand.
 
Derudover frarådes ofte ved juicefaste, at man laver anstrengende motion, andet end måske en 30 minutters gang om dagen. Din krop bruger mange ressourcer på at rense ud, så pas på den undervejs! Måske vil du heller ikke ligefrem føle dig på toppen. Og vær opmærksom på, at du måske også kan få nogle følelsesmæssige udsving, når du tager den faste føde ud af din dagligdag. Der sker mere end man tror, så forsøg at observere de mønstre der kommer op i dig, så du ikke overreagerer alt for meget. Og måske får du ligefrem givet slip på mere bagage end bare det fysiske …
 
Når din krop får alle disse lækre, rene nærringsstoffer i flydende form, går det direkte ind i cellerne, og din krop vil elske dig bagefter. Planteføde indeholder nemlig noget af det allernemmest optagelige næring for kroppen. Dermed lærer din krop undervejs virkelig hvad næring betyder, og begynder at synes om smagen af de forskellige grøntsager og frugter, og det at ’spise’ flydende næring. Jeg nåede selv fuldstændig at smide alle mine cravings og kom af med den der forkerte form for sult. De sorte rander forsvandt under øjnene og min hud blev helt anderledes blød og med en langt sundere glød. Skønt og kærkomment.

I næste indlæg fortæller jeg måske lidt mere om kosttilskud og forslag til ingredienser til de to daglige smoothies, som kan være med til at støtte din lever og dens udrensning undervejs, stay tuned ...
 
Naturlig juicefaste, som din krop vil elske dig for!
 
Mmmmmmmm siger kroppen,
LevSundtNU

24 juli 2012

Friskpresset juice med ingefær – og en energibombe af et hvedegræsshot

Åh man har ofte så gode intentioner, men det er ikke altid ens anstrengelser helt udfolder sig med de resultater, man havde ønsket sig. Her ville jeg forsøge at lave en fantastisk juice, der havde en så kraftig smag at den kunne maskere smagen af hvedegræspulver i en enkelt shot. Det lykkedes så ikke helt…

Men det blev faktisk en helt fantastisk juice, som virkelig har en skøn smag, og en god balance mellem smag og styrke fra ingefæren. Lige efter mine smagsløg. Du skal nok være vant til smagen af frisk ingefær og synes om denne, for at du kan sætte lige så stor pris på denne juice, som mig. Den har et godt bid af ingefær.

I forhold til at blande med hvedegræspulver, så skal der en forholdsvis stor mængde af denne juice til at maskere smagen af græspulveret, og virkede ikke i dette lille shot. Pyha, smagte virkelig af græs. Det var faktisk lidt ’ad bad’. Så hvis du laver dette shot, som jo er en formidabel kilde til energi, så er smagen altså på eget ansvar – så er du advaret ….

Velbekomme!

Friskpresset juice med ingefær
- og shot med hvedegræspulver
Friskpresset juice med bid af ingefær
- og energifyldt hvedegræsshot

Ingredienser
Friskpresset juice med ingefær
4 store økologiske gulerødder
2 økologiske lime uden skal
2 modne nektariner
120-140 g ingefær
4 æbler

(ca. 0,75 liter)

Hvedegræsshot med olie
1 tsk hvedegræspulver
1 tsk hørfrøolie
Fyld op med den nypressede juice

Opskrift
1) Skær skrællen af limefrugterne
2) Skær nektarinkødet af stenene
3) Skyl gulerødder, ingefær og æbler
4) Smid alle de hårde ingredienser i din juicemaskine, på niveau 2
5) Smid alle de bløde ingredienser i din juicemaskine, på niveau 1
6) Din juice er nu færdig – sæt på køl eller nyd med en isterning

Hvis du ønsker at lave et shot, så anbefaler jeg nok et lidt større glas end jeg brugte her på billedet. Jeg ville nok bruge ½-1 tsk hvedegræspulver og 1 spsk olie til et almindelig størrelse glas. Det smager stadig ikke helt godt, så det er lidt om man er i humør til at få plastret hevet af hurtigt eller langsomt. Olien er gavnlig for vores hud og hjælper på rigtig mange forskellige ting, men lige i form af et shot eller i en juice, så kan olie give en god mæthedsfornemmelse og også være med til at kvæle en trang til sødt.

Hvedegræspulver, og for den sags skyld byggræspulver, har også helt fantastiske egenskaber, og her mener jeg virkelig fantastiske. Overordnet set kan man sige, at det er en pragtfuld kilde til næring, fibre og energi. Hvedegræspulver indeholder rigtig mange fibre, vitaminer, mineraler og sporstoffer, og samtidig relativt få kalorier eller næsten ingen sukkerstoffer. Derudover er græspulver fyldt med klorofyl, som er det stof, der giver planter deres grønne farve. Samtidig siges klorofyl at blokere for optagelsen af toksiske stoffer fra vores fødevarer. Det siges at virke udrensende, regenererende og fremmende for vores generelle helbredstilstand ved både at arbejde for vores fordøjelse, immunforsvar og vores blodkredsløb. Dette betyder, at vi skulle blive godt beskyttet, næret og helbredt, samt blive holdt unge og smukke ved indtagelsen af hvedegræspulver. 

Du kan købe hvedegræspulver hos rawandmore.dk, men jeg købte både mit hvedegræspulver og byggræspulver i en helsebutik under kæden HOLLAND & BARRETT på en shoppingtur til London. Det har jeg fortalt lidt om her i dette indlæg. Du kan dog også købe det over nettet flere steder, blandt andet i England, og denne helsekæde har også salg over nettet, snus eventuelt videre på deres hjemmeside hollandandbarrett.com.  Via linket finder du det hvedegræspulver, jeg købte derovre.

Jeg tror dog, at jeg fremover foretrækker at drikke denne juice uden græspulveret, da den simpelthen smager så vidunderligt helt for sig selv. God smag og samtidig et godt bid fra ingefæren, uden at bliver alt for meget. Lige det perfekte bid til mig.

Derimod bruger jeg mine græspulvre på at smide en tsk græspulver og en tsk macapulver i min vildt grønne smoothie, som jeg i øjeblikket drikker hver morgen. Da jeg efterhånden bruger ca. 125 g spinat i denne samtidig med grøn te og græspulver, så er smagen ikke helt så delikat længere, bare så du er advaret, hvis du laver samme trick. Men det er klart en af de bedste måder for mig at indtage disse pulvere, da smagen maskeres bedre end noget andet jeg har prøvet indtil videre. Du kan måske nøjes med en enkelt af disse grønne pulvere til at starte med, og så prøve dig frem. Jeg kan i hvert fald lige for tiden virkelig mærke den hjælper til på både i form af udrensning og ikke mindst energi. Så denne smoothie med diverse grønne, naturlige pulvere tilsat, er og bliver stadig ’my secret weapon’ til min krop, når den trænger til at hjælpende hånd. Prøv det selv af…

Et kick af ingefær på den gode måde J

Sip sip sipedisip,
LevSundtNU

04 maj 2012

Svampet krydderkage med stykker af pære og æble

Mange sundere alternativer til traditionelle hjemmebagte kager eller raw food kager består af rigtig mange nødder og dadler. Dette betyder, at de selvfølgelig er naturlige og langt sundere end traditionelle kager bagt med hvidt sukker og hvedemel, dog er de ikke specielt kaloriefattige. Derfor eksperimenterer jeg en del med at tilsætte forskellige grøntsager i mine kager, så de kan spises med en smule ekstra god samvittighed, eller måske to stykker i stedet for et… Velbekomme!

Krydderkage med aubergine og fyld af frugt

Ingredienser
Svampet krydderkage
- med aubergine samt stykker af pære og æble
Svampet krydderkage
6 æg
200 g mandler
600 g dadler (1 æske)
Saften af 1 økologisk appelsin
Saften og revet skal af 1 økologisk citron
4 spsk økologisk raps- eller kokosolie
250 g aubergine (ca. en stor)
½ stang vanilje
5 tsk kanel med let top
1-2 tsk kardemomme
½ tsk stødt ingefær (kan udelades)
½ tsk stødt nellike (kan udelades)
1 knivspids himalayasalt
150 g rosiner
1-2 pærer
1-2 æbler

Sød & syrlig topping
2 bananer
2 dl udblødte cashewnødder
1 tsk vaniljepulver
4 spsk lecitingranulat (kan udelades)
Saften og revet skal af 2 lime
6 spsk palmesukker
4 spsk kokosolie
8 spsk kokosmel
Evt. 100 g rosiner (evt. udblødte)

(ca. 15-20 stykker)

Opskrift
Svampet krydderkage
1) Opvarm ovnen til 160 grader
2) Læg rosinerne i blød i vand
3) Læg bagepapir i en bradepande (min. 23x30 cm) og smør med en smule olie
4) Smid mandlerne, vaniljestangen og krydderierne i en blender, blend og hæld i en skål
5) Udsten dadlerne, skræl auberginen og skær i tern
6) Smid i blenderen med appelsinsaft samt citronsaft og -skal, og blend til en fin masse
7) Pisk æggene i en meget stor skål og tilsæt olien samt massen af aubergine og dadler
8) Vend til sidst mandelmelet i massen
9) Snit æbler og pærer i meget små tern og vend dem i lidt ekstra kanel
10) Dræn rosinerne for vand og vend dem i dejen sammen med frugten
11) Hæld i formen, sæt i ovnen og bag i 50-60 minutter

Sød & syrlig topping
1) Lad kagen køle af - sæt den eventuelt på køl natten over
2) Sæt cashewnødderne i blød i vand i minimum 2 timer
3) Læg evt. lidt rosiner i blød i vand i minimum ½ time
4) Smid alle ingredienserne, undtagen rosinerne, i en blender og blend til en fin masse
5) Tilsæt de bløde rosiner og miks rundt i massen
6) Fordel udover kagen i et jævnt lag og server for dine gæster

Jeg har ikke selv en stor foodprocessor, men jeg er faktisk ret sikker på, at når mandelmelet er blendet, så kan alle ingredienserne bare smides i en foodprocessor og blendes. Det er ikke fordi æggene skal være meget luftige eller noget, for kagen er ret tung og falder en smule, når du tager den ud - så du behøver ikke bruge tyve skåle, en stor minihakker og en elpisker som mig, hvis du er heldig at have pladsen til en foodprocessor i dit køkken.

Hvis du bruger en større form, skal kagen formentlig have mindre tid. Så hold øje med, når kagen begynder at blive gylden på toppen. Der er dog ikke så meget at være nervøs for, da kagen er lækker snasket, så jeg tror ikke det går galt, hvis den får lidt længere.
Der er meget fyld i kagen, så den er lidt skrøbelig, men smager helt fantastisk. Og du kan selv styre, hvor meget fyld du ønsker. Jeg elsker selv en masse fyld, så jeg ville smide både 2 æbler og 2 pærer i kagen. Jeg havde tilsat 3 stykker frugt i kagen på billedet, men kunne efter min mening godt tage et enkelt stykke mere. Men så bliver den også proppet med fyld - mums !

Kagen behøver faktisk slet ikke toppingen, men giver et ekstra touch, hvis der inviteres på gæster. Min søster var ret vild med den, så derfor bringer jeg opskriften med det hele. Jeg har dog ændret opskriften en smule og smidt rosinerne i selve kagen, da jeg selv vil gøre dette fremover. Men hvis du laver toppingen, ville jeg nok smide dem i denne i stedet. Og et ekstra lille tip vil være at blande rosinerne med lidt af de gyldne, mere syrlige af slagsen - ville måske give et godt supplement, så det skal prøves næste gang. Derudover holder kagen fint i køleskabet et par dage, mindst, og jeg ville nok også anbefale at lave den en dag i forvejen. Og den fungerer også godt til nedfrysning. Jeg har dog ikke forsøgt inklusiv toppingen…

Denne svampede krydderkage med både æg og grøntsager mætter rigtig godt og fungerer derfor brilliant til at stille din lækkersult, især når den er blevet lidt for slem - så tager du bare et stykke op af fryseren og du er hjulpet godt på vej …

Svampet, lækker, skøn, krydret og fyldt med naturlige ingredienser J

Snask snask snaskedisnask,
LevSundtNU

10 december 2011

En lille krydret æblekage – fri for sukker, stivelse og mælk

Åh, jeg elsker når kage kommer varm ud af ovnen, dufter og smager helt fantastisk. Denne kage er ingen undtagelse, alle krydderierne giver hytten en velduft, der næsten ikke er til at stå for. Jeg var først helt ærgerlig over, at jeg kun fik lavet denne lille version af kagen. Det var lige en test med et par æbler, jeg havde liggende. Men måske var det nu meget godt, da min vilje og selvdisciplin i forhold til portionsbegrænsning kunne ligge et meget lille sted … Velbekomme!

En lille krydret æblekage

En lille krydret æblekage
Ingredienser
2-3 modne æbler
1 økologisk appelsin
3 æg
100 g mandler
200 g dadler
2 spsk kokosolie
¼ - ½ vaniljestang
1 tsk kanel – plus ekstra til toppen
½ tsk kardemomme
¼ tsk stødt nellike
En smule hvid peber
En smule Himalayasalt

Opskrift
1) Blend mandler og vaniljestang i en foodprocessor eller minihakker til en fin mel
2) Pres saften og riv skallen af appelsinen
3) Kør resten af ingredienserne til en jævn masse i foodprocessoren
4) Hæld dejen i en form smurt med lidt olie
5) Skær æblerne i både og placer i dejen, drys med ekstra kanel
6) Bag i ovnen ved ca. 160 grader i en halv times tid

Hvis jeg lige havde tænkt over det, så havde jeg måske prøvet at eksperimentere med at drysse lidt palmesukker ovenpå kagen sammen med kanelen. Men jeg ved faktisk ikke om det ville ’brænde på’ ved disse temperaturer. Måske man kunne forsøge sig frem med at drysse det på de sidste 5 minutter. Tror det ville give lidt dejlig, ekstra knas.

Selve dejen har jeg fået inspiration til fra en af Umahro’s opskrifter – en af Køkken revolution bøgerne. Den har fungeret rigtig fint, hver gang jeg har brugt den. Æg, mandler, dadler og så bruger jeg appelsin. Det er ligesom basen, og så kan man tilsætte alt muligt, man kunne have lyst til. Her går jeg så en lille bitte smule amok med krydderierne, men det smager virkelig godt og duftene er som sagt meget aromatiske.  


Velduftende, varme krydderier fra køkkenet…

Jum jum jum,
LevSundtNU

20 december 2010

Velsmagende æbleflæsk tilsat grønt

Jeg elsker æbleflæsk! Det er en af de gamle klassikere, jeg nok aldrig bliver træt af. Men for ikke jævnligt at ende med dårlig samvittighed, når jeg sætter denne ret på bordet, har jeg forsøgt at finde frem til en sundere version. Æbler kan søde langt mere end vi tror, og derfor har jeg indarbejdet en forholdsvis stor mængde grøntsager i denne skønne ret uden at gå for meget på kompromis med smagen. Jeg anvender desuden røget bacon, som jeg især foretrækker frem for kedeligt, smagsløst flæsk. Så her har du min grønnere version af god gammeldags æbleflæsk, der er utrolig let at lave og samtidig fuld af smag. Velbekomme!

Pærenem æbleflæsk med strålende samvittighed

Ingredienser
Foto: Min velsmagende æbleflæsk tilsat grønt
- spis med strålende samvittighed
1 spidskål
½-1 kg rødløg
8-10 æbler
12-14 skiver røget bacon
Friskkværnet peber eller din favorit peberblanding

Opskrift
Skær æblerne i både, spidskålen i strimler og rødløgene i passende stykker. Fordel det hele i en høj bradepande (minimum 20x30) med bagepapir og smag til med friskkværnet peber. Fordel baconskiverne på toppen og ind i ovnen ved 180 grader til baconen er brunet. Tag retten ud, når baconen er præcis så sprød, som du foretrækker den.  

Vælg de æbler, du mener har den bedste smag. Her har jeg haft nogle almindelige spiseæbler i overskud, da jeg lavede retten, og derfor er æblebådene stadig hele. Hvis du ønsker æblerne skal være mere udkogte, så kan du vælge en anden type æbler eller også mase dem ud inden servering.

Retten kan også med fordel tilsættes pærer, hvis du har nogle ekstra til overs i frugtkurven. Og hvis du ønsker lidt ekstra krydderi på retten, så fungerer den godt med timian og rosmarin.

Let, smagfuld samt langt bedre for samvittigheden!

Mam mam,
LevSundtNU