Viser opslag med etiketten jordbær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jordbær. Vis alle opslag

13 maj 2013

Chia-mandel-creme med friske jordbær og et drys af vaniljekorn


Chiafrø er disse små nuttede og livlige frø, der er rige på fibre, antioxidanter, mineraler og ikke mindst omega-3 fedtsyrer. De kan gelere og dermed optage mange gange deres egen vægt i væske, hvorved de danner en geleagtig grød. Dette kan bruges til mange forskellige ting, og hjælper i særdeleshed på fordøjelsen og mæthedsfornemmelsen. Læs mere om deres helbredende egenskaber her.
 
For noget tid siden bragte Jane fra madbanditten.dk denne opskrift på chiagrød med kokosmælk. Det er et langt sundere alternativ til grød, budding og creme med gluten og anden stivelse, og her i min chia-mandel-creme har jeg brugt denne mandelfløde. Den indeholder færre kalorier end kokosmælken og smagen er lidt mere lækker til denne dessert - altså hvis du spør' mine smagsløg. Velbekomme!
 
Chia-mandel-creme med friske jordbær
- og et drys af rene vaniljekorn
 
Ingredienser
2 spsk chiafrø
4 spsk vand
1 mandelfløde, 200 ml
½-1 bakke friske jordbær
Drys af vaniljekorn
 
(1-2 personer)
 
Opskrift
1) Rør chiafrø, mandelfløde og vand sammen i en skål
2) Stil i køleskabet enten i 10-15 minutter eller måske natten over
3) Rør gerne i blandingen en enkelt gang, så frøene ikke klumper sammen
4) Skyl og skær friske jordbær i skiver
5) Anret desserten i glas eller skål med lag af jordbær og creme
6) Drys på toppen med vaniljekorn og nyd i fulde drag
 
Da denne creme laves på en mandelfløde og chiafrø bliver den både mælke- og laktosefri, glutenfri og tilmed sukkerfri. Der er en smule agavesirup i mandelfløden, og jeg ville have foretrukket yaconsirup eller palmesukker, men det er efter min mening stadig et langt bedre alternativ end hvidt sukker. Hvis du ikke føler cremen er sød nok, kan du eventuelt selv tilsætte lidt mere sødning. Jeg ville anbefale yaconsirup eller palmesukker, men så bibeholder du ikke den smukke hvide farve i cremen. Du kan også bruge en lille bitte bitte smule stevia, men kan være lidt svært at dosere - nemmest i de flydende udgaver med destilleret vand, vil jeg mene. Du beholder dog den kønne hvide creme. Så prøv dig frem J
 
Hvis du følger med her på bloggen, så er du nok ikke så meget i tvivl om, at de opskrifter jeg sammensætter, forsøger jeg at gøre så naturlige som muligt. Uden kunstig tilsætning, gluten, mælkeprodukter og hvidt sukker. Og ja, stivelse i det hele taget, da jeg selv er stivelsesintolerant foruden glutenallergiker. Derfor skriver og bruger jeg også altid vaniljekorn, og bruger aldrig den gammeldags vaniljesukker. Det er denne økologiske vanilje fra Urtekram jeg selv bruger, når jeg altså ikke vælger at gå om bord i en hel vaniljestang i stedet…
 
Normalt bryder min krop sig absolut ikke om aromastoffer, hvilket er i denne mandelfløde. Min krop har dog ikke reageret endnu, så det må enten være en mere naturlig af slagsen eller også er jeg bare heldig at kunne tåle den lidt endnu, inden min krop reagerer på den ingrediens. Her er kokosmælken jo så fuldkommen naturlig, hvis man køber en slags uden tilsatte fortykningsmidler og anden tilsætning - tjek ingredienslisten, for der er virkelig stor forskel på indholdet i en dåse kokosmælk, tro det eller lad vær! Jeg køber selv den forholdsvis billige i fakta, efter ingredienslisten indeholder denne alene kokos og vand. Halleluja !
 
En sundere dessert
- din mave vil elske dig for J
 
Nammenam,
LevSundtNU

 

Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

30 august 2012

Marengsbunde med nougatcreme og friske bær - min lidt sundere løsning på min egen fødselsdagskage

Disse kager er super nemme at lave og så smager de virkelig skønt. Efter min egen mening en god kombination af sødt fra creme og bund samt syrligt fra bærrene. Jeg lavede selv bundene og gjorde nougatcreme klar aftenen i forvejen, og så skulle jeg bare samle det hele på dagen. Et godt alternativ til en lagkage, når det skal gå lidt hurtigt og stadig smage godt. De fik også rigtig mange vidunderlige komplimenter med på vejen, da jeg serverede dem for mine gæster til min fødselsdag. Du får her opskrifter på to forskellige varianter, hvoraf én er sødet med dadelpuré og én med palmesukker. Hjertelig velbekomme!

Ingredienser
Marengsbund med nougatcreme
- samt frisk frugt og bær
Marengsbund
- sødet med dadelpuré
2 bg pasteuriserede æggehvider
100-150 g hasselnødder
2-4 spsk dadelpuré
Et drys vaniljepulver

(6-8 stykker/personer)

Marengsbund
- sødet med palmesukker
3 bg pasteuriserede æggehvider
150-200 g hasselnødder
4-6 spsk palmesukker
Et drys vaniljepulver

(10-12 stykker/personer)

Nougatcreme – per bund
En portion sojapiskefløde
3-4 tsk hasselnøddesmør med top
Evt. lidt dadelpuré eller palmesukker

… samt lidt friske jordbær, en moden banan eller to samt en lille bakke blåbær
… eller en stor bakke blåbær og lidt kakaonibs

Opskrift
1) Tænd ovnen på 160 grader
2) Læg bagepapir på en stor bradepande og smør med en smule kokosolie
3) Hæld hasselnødderne i en pose og kvas dem med en kagerulle til ønsket konsistens og størrelse
4) Pisk hviderne helt stive, tilsæt vaniljepulver og pisk videre
5) Tag en smule hvide og bland med dadelpuré/palmesukker
6) Palmesukker: Lad stå i kort tid og når det er opløst, røres den lille portion med dadelpuré/palmesukker i de stive æggehvider
7) Bland hasselnødderne i massen, fordel på bagepladen og lad bage i ca. 20-30 minutter
8) Tag ud af ovnen og sæt til afkøling
9) Pisk sojafløden, tilsæt hasselnøddesmør samt eventuel ekstra sødning og pisk godt igennem til en jævn creme
10) Skyl bær og skær frugt i skiver
11) Skær bunden til og anret på fad med nougatcreme samt frisk frugt, bær og kakaonibs
12) Server med det samme

Hasselnødderne smager meget igennem, så hvis du kan leve med bunden ikke er så høj, så ville jeg anvende den lille mængde af nødder. Måske vil jeg egentlig forsøge mig med mandler næste gang…

Da både dadelpuré og palmesukker er mere ’vådt’ end hvidt sukker, så bliver dette ikke til en hård marengs. Jeg har forsøgt at tilsætte lidt salt eller eddike, men jeg synes stadig bundene bliver bløde i det. Men det er lidt ligegyldigt, da bundene holder fint på formen og fungerer perfekt til denne fødselsdagskage. Da jeg havde en portion dadelpuré på køl forsøgte jeg en af hver, og herunder kan du se den med palmesukker. Den øverst er med dadelpuré. Jeg tror ikke jeg har en favorit, så palmesukker er lettere, hvis du ikke har dadelpuré på køl.




Denne kun med blåbær og et drys af kakaonibs var en ret god kombination. Kakaonibsene gav et godt bittert supplement til det søde fra kagen og cremen samt det friske fra bærrene. Måske vil jeg endda næste gang forsøge mig med en smule kakao i bunden til denne variant. Det glæder jeg mig til at få afprøvet...

Det eneste, jeg ikke er helt tilfreds med ved disse to fødselsdagskager, er sukkeringredienserne i sojapiskefløden. Så her er jeg altså gået på kompromis i forhold til hvad du ellers finder her på min blog. Og derfor laver jeg også kun denne marengskage ved de mere sjældne og særlige lejligheder, som min egen føzda, hurra hurra hurra!

Jeg søger derfor stadig efter en sojapiskefløde med god konsistens og samtidig med nogle bedre sødende ingredienser, hvis de altså behøver at være der. Måske ønsker jeg at finde en ganske neutral udgave, hvor jeg selv kan tilsætte mine foretrukne sødende ingredienser. Men indtil videre, er det altså varianten på billedet jeg anvender. 

Denne sojapiskefløde bliver ikke til en lige så luftig flødeskum som almindelig piskefløde, men den har en mere cremet konsistens. Men det synes jeg nu ikke gør så meget, og så smager den faktisk rigtig godt. Nok sukkeringrediensernes skyld, men pyt den ene gang om året J  


Jeg brugte en smule dadelpuré i den ene nougatcreme, selvom det faktisk nok ikke var helt nødvendigt. Jeg kunne bedst selv lide den uden ekstra sødning. Mere frisk. Så smag lige til inden du tilsætter ekstra sødning.

Dadelpuréen er super nem at lave og her finder du mit indlæg med opskriften på blid sødme med dadelpuré. Lav den eventuelt nogle dage i forvejen, den skulle uden problemer holde sig fint en uges tid eller mere i et skoldet glas i køleskabet.

Skøn, vidunderlig & nem dessert dine gæster vil elske!

Jum jum jum jum jum,
LevSundtNU

10 august 2012

Frisk jordbær-rabarber yoghurt - og et nyt ’must-have’ i mit køleskab

Når jeg finder produkter, der opfylder mine allerstrengeste kvalitets- og indholdskrav, så jubler jeg altså meget ivrigt og meget længe! Åhhhhhh, hvor jeg dog elsker gode, rene og naturlige produkter. Har været så træt af, at det eneste jeg kunne finde af sojaprodukter i butikkerne indeholder alle mulige unødige ingredienser såsom fortykningsmidler, stivelseholdige ingredienser, sukker i diverse afskygninger samt aromaer. Ad, bad og føj.

Nu har jeg endelig fundet en sojayoghurt, der alene indeholder sojaprodukt samt et par fantastiske bakteriekulturer. Intet andet. Se billede længere nede af det specifikke produkt. Denne skønne yoghurt fandt jeg i helsebutikken, Natur Poteket, på Christianshavn. Det skal jo så siges, at smagen er derefter, da den jo ikke indeholder nogen som helst smagsgivere overhovedet. Men dette er faktisk lige hvad jeg har brug for, for så kan jeg selv tilsætte mine egne, rene naturingredienser J

Herunder får du så en opskrift på en frisk jordbær-rabarber grød, som jeg blandt andet har brugt til at blande i denne sojayoghurt. Fantastisk resultat ifølge mine egne smagsløg. Og så jubler jeg lige lidt ekstra over at kunne spise yoghurt igen, og så med smag. Velkommen tilbage til min verden. Og velbekomme til jer andre!

Frisk jordbær-rabarber yoghurt
- og mit nye ’must-have’
Sojayoghurt med frisk smag
af jordbær-rabarber

Ingredienser
Frisk jordbær-rabarber grød
300-350 g jordbær
150 g rabarber
2-3 tsk F.O.S
2 knsp stevia
(den hvide variant)
½ tsk vaniljepulver
(ikke sukkervarianten)
- eller ¼ stang vanilje

Jordbær-rabarber yoghurt
100 g sojayoghurt
Et drys vaniljepulver
1 tsk palmesukker med top
Evt. 1 tsk honning eller agavesirup
100 g afkølet jordbær-rabarber grød

(1 mindre portion)

Opskrift
1) Hæld F.O.S og stevia pulverne i en lille skål
2) Sæt en smule vand over i din elkedel
3) Hæld ½-1 dl kogende vand over F.O.S og stevia pulverne, og bland til de er opløst
4) Hæld blandingen over de friske eller frosne bær i en lille gryde og kog op
5) Tilsæt vaniljepulveret og lad ingredienserne småsimre under omrøring i 15-30 minutter, alt efter ønskede konsistens
6) Hæld jordbær-rabarber grøden i et skoldet glas og sæt efter en smule afkøling i køleskabet
7) Bland sojayoghurt med vanilje, palmesukker og evt. lidt honning, smag til og sæt på køl i få minutter
8) Tag sojayoghurten ud af køleskabet og rør godt rundt, så sødningen udjævnes
9) Bland jordbær-rabarber grøden i den sødede sojayoghurt
10) Klart til servering og guf guf guf

Denne jordbær-rabarber grød er ret syrlig. Det er sådan jeg bedst selv kan lide den, og spiser den med lidt sojamælk eller mandelmælk på toppen samt lidt sødning, hvis jeg har lyst til dette. Derfor bør du nok søde den yderligere, hvis du ønsker en mere sød grød. Tilsæt evt. lidt agavesirup, ahornsirup eller honning. Jeg tror smagen bliver for kunstig, hvis man tilsætter mere F.O.S eller stevia pulver.

Frisk jordbær-rabarbar grød

F.O.S kan fungere som en rimelig god jævner, samtidig med det er en ingrediens, der søder. Det er også derfor det er bedst først at opløse det i kogende vand, da det ellers kan have tendens til at klumpe. Efter min mening behøver grøden ingen anden jævning. Jeg lod bare grøden simre til jeg følte, at den havde den rette konsistens…

F.O.S er desuden et hvidt pulver, der er fiberholdigt og dermed godt for fordøjelsen. Det kan købes hos diverse helsekostforretninger. Det søder rimelig kraftigt, men mindre end stevia. Jeg kan dog bedre lide smagen af F.O.S end stevia, så derfor blander jeg det ofte. Og hvis jeg har brug for yderligere sødning, så blander jeg gerne med palmesukker, der har et lavt glukæmisk indeks (GI), eller en smule honning eller ahornsirup, der godt nok har et højere GI. Og så en sjælden gang agavesirup, som jeg ikke føler smager helt så godt. Agavesirup har dog et lavere GI, og påvirker derfor dit blodsukker mindre end honning og ahornsirup. Men som du måske kan forstå, så har jeg mange forskellige former for sødning, og jeg blander dem ofte, da de hver især har hver deres fordele og ulemper i forhold til antal kalorier, GI, styrke i smag og kunstig eftersmag.

Herunder har du så et lille foto af mit nye, absolut yndlingsprodukt for tiden og ’must-have’ i mit køleskab, lige siden jeg faldt over det for nogle uger siden.  En skøn og ren sojayoghurt helt uden sukker, jævning, konservering eller andre, kunstige ingredienser.

Mit nye 'must-have'

Jeg har desværre ikke set produktet andre steder end hos Natur Poteket på Christianshavn, men da det kan holde sig i meget lang tid, så køb et par bægre, hvis du slår vejen forbi (altså hvis du bor i Københavnsområdet, ellers må du et smut i din lokale helsekost og spørge om de vil indkøbe det, hvis de ikke fører det i forvejen). Derudover holder den sig rimelig længe, også åbnet, og jeg bruger den til alt, hvor jeg før har manglet yoghurt, såsom ovenstående jordbær-rabarber yoghurt, men også dressinger og dip.

Jubel over mit nye ’must-have’ i køleskabet J

Mumselimums,
LevSundtNU

29 juli 2012

My Triple Chocolate Heaven

Dette er en særdeles fyldig chokoladekage, der mætter både din sult og din søde tand. Jeg har arbejdet på opskriften længe og er nu nået til en løsning jeg er tilfreds med, helt uden hvidt sukker, uden mel og uden mælk. Til gengæld har jeg tilsat en del protein og grøntsager, og lavet den kun med naturlige ingredienser. I so hope you like!

Bundene kan bages samlet som en enkelt kage i stedet og spises for sig, helt uden chokoladefyld og chokoladeglasur, eller bare med glasuren på toppen. Du kan også lave halv portion, hvis du hellere vil lave en enkelt bund med chokoladefyld og jordbær på toppen, måske drysset med en smule chokoladeglasur over jordbærrene. Og du kan eventuelt tilsætte en smule mørk rom eller anden alkohol, hvis du ønsker at pifte kagen yderligere op… Så bare slå dig løs J

Herunder finder du opskrifterne på alle elementerne. Og hvis du virkelig har trang til chokolade, så lav hele My Triple Chocolate Heaven og forkæl dig selv med en himmelsk kage af top nydelse.

Seriøst velbekomme!

Chokoladekage med chokoladefyld,
chokoladeglasur & friske jordbær

Ingredienser
My Triple Chocolate Heaven
Chokoladekage (2 bunde)
400 g friske dadler (inkl sten)
1 saftig, økologisk appelsin
150 g gulerod
150 g squash
1 moden banan
4 økologiske æg (str M/L)
7 spsk raw kakao (uden tårn høj top)
2 spsk økologisk raps- eller kokosolie
½ lille tsk stevia uden top (kan udelades)
2 spsk loppefrøskaller (HUSK)
150 g hasselnødder
½-1 stang vanilje
- eller 1 tsk vaniljepulver

(ca. 15-20 stykker)

Chokoladefyld
300 g silketofu
200 g dadler
5 spsk raw kakao
Vaniljekorn
Saften af 1 økologisk appelsin
Evt. 1-2 spsk mørk rom
Evt. revet skal af 1 økologisk appelsin

Chokoladeglasur
2 spsk ahornsirup
1 spsk flydende honning
2 spsk agavesirup
5 spsk kakao
4 spsk vand
½ tsk vaniljepulver

… og en bakke jordbær

Opskrift
Chokoladekage
1) Tænd ovnen på 160 grader
2) Læg bagepapir i to runde kageforme og smør med en smule olie
3) Smid hasselnødderne og vaniljestangen/vaniljepulver i en blender og blend til mel
4) Hæld i en skål og vend med loppefrøskallerne samt stevia
5) Udsten dadlerne, skræl gulerødder plus squash og skær i store tern
6) Smid i blenderen med squashen i bunden, sammen med bananen og saften fra appelsinen
7) Blend til en fin masse
8) Pisk æggene samt kakao i en stor skål
9) Tilsæt olien samt massen af squash, gulerødder og dadler og pisk ud i æggemassen
10) Vend til sidst nøddemelet i dejen
11) Hæld massen i formene, sæt i ovnen på midterste rille og bag i ca. 30 minutter
12) Tag bundene ud af formene og lad dem afkøle

Chokoladefyld
1) Smid silketofu, kakao og vaniljekorn i din blender
2) Udsten dadlerne og tilsæt
3) Pres saften af appelsinen, tilsæt og blend til en jævn chokolademousse
4) Tilsæt eventuelt en sjat soyamælk, hvis du ønsker konsistensen blødere
5) Fordel massen ud over en af de afkølede bunde
6) Rens jordbærrene, skær dem i skiver og fordel ud over chokoladefyldet

Chokoladeglasur
1) Hæld alle ingredienserne i en lille skål
2) Rør godt rundt, så der ikke er nogen klumper
3) Læg den anden afkølede bund ovenpå kagen med fyld og jordbær
4) Fordel chokoladeglasuren udover kagen
5) Sæt i køleskabet en halv times tid og sovsen sætter sig en smule
6) Server kagen eventuelt med ekstra pynt på toppen

Forslag til ekstra pynt: frysetørrede jordbær, hakkede hasselnødder, kokosmel eller kokosflager, revet appelsinskal, pekannødder, kakaonibs …

Top kun af med friske jordbær, hvis du lægger dem på lige inden du serverer, for de gør chokoladeglasuren meget flydende igen og kan få det hele til at flyde godt rundt, ikke så kønt igen …

Og hvis du får ideen at komme kakaonibs i kagen, så kan jeg kun sige, at de altså mister deres knas i en kage, og jeg ville anbefale at smide dem på toppen inden du serverer i stedet.

På billedet er det faktisk en lidt større portion af kage til bundene. Jeg har i denne opskrift skåret noget fra, da det blev lidt for massivt. Så forbered dig på, at dine bunde ud fra denne opskrift bliver en smule tyndere. Det har jeg også testet, og det var meget bedre.

Hvis du har en stor foodprocessor, så tror jeg faktisk at du kan starte med at lave melet og så bare tilsætte alle ingredienserne. Det forkorter nok processen en del. Herudover vil jeg lige sige, at opskriften kan virke ret omfattende, men faktisk tror jeg ikke det tager mere tid end en almindelig kage med fyld og glasur. Så spring ud i det - jeg er ret sikker på, du ikke vil fortryde det.  


Fyldet har jeg lavet med inspiration fra min nyeste version af en sundere chokolademousse baseret på silketofu. Du kan se denne opskrift lige her! Og hvis der så er noget til overs, så gem i dit køleskab som en lille chokolademousse-treat til dig selv på et senere tidspunkt ...

Ellers kan jeg bare sige, at My Triple Chocolate Heaven må være en kage, som du med lidt bedre samvittighed må kunne sætte dine tænder i sammenlignet med de mere konventionelle. Jeg forsøger at fylde så meget grøntsager i uden det kan smages, da dette især hjælper min egen fordøjelse, samt jeg ikke føler at min krop ophober lige så meget fylde på mine kære sideben. Det hjælper elementerne af protein formentlig også med til. Man skal dog stadig passe lidt på med mængderne, da den jo ikke er fuldstændig kaloriefri, men tyngden sætter lidt en naturlig stopper for dette. Håber den smager og føles lige så godt for dig og din krop!

Chokolade chokolade& chokolade J

Mam mam mamselimam,
LevSundtNU

17 februar 2011

Min lette og luftige chokomousse

Vi har alle brug for lidt sødme i tilværelsen – bare helst uden de ekstra centimeter på sidebenene. Derfor får du her opskriften på min lette og luftige chokomousse på en bund af syrlig jordbærgelé toppet med lækker knas. Ellers en af mine velforvarede hemmeligheder *S* Velbekomme!

Chokomousse på syrlig jordbærbund med knas

Min lette og luftige chokomousse
- på en syrlig jordbærbund med knas
Ingredienser
4 dl soyamælk
4 blade husblas
3 spsk ren kakaopulver
6 spsk dadelpuré med top
1 bæger pasteuriserede æggehvider

200 g jordbær (evt. frosne)
2 blade husblas

Hasselnødder
Kakao nibs

(4-6 små portionsglas)

Opskrift
OBS: start i rigtig god tid, og lad mig anbefale dagen før. Både moussen og jordbærbunden indeholder husblas og skal derfor have tid til at afkøle og stivne. Derudover skal du bruge dadelpuré til denne dessert, da det giver det bedste resultat i forhold til konsistens. Så start med at sætte den over – se min opskrift ’blid sødme med dadelpuré’ fra den 13. januar 2011.

Når du har fået sat dadelpuréen over, så find en gryde mere frem og hæld jordbærrene op i med en sjat vand i bunden. Du kan også anvende lidt appelsinsaft i stedet for vand, eller lidt lime- og citronsaft, hvis du foretrækker jordbærgeléen en smule mere syrlig. Lad jordbærrene varme godt op under omrøring, så de omdannes til en grød. Tag den af varmen og blend til en lind jordbærpuré med en stavblender. Læg 2 blade husblas i vand i omkring 5 minutter og varm jordbærpuréen op igen til kogepunktet. Tag af varmen, vrid husblassen og pisk den grundigt i jordbærrene. Hæld massen igennem en sigte, så jordbærkernerne og eventuelle klumper fra husblassen sies fra. Hæld nu massen i bunden af dine små portionsglas og stil koldt natten over, eller i minimum 3-4 timer.

Færdiggør dadelpuréen jf. opskriften.

Sæt ovnen på 150 grader og når den er varm, sætter du en bageplade med bagepapir og hasselnødder ind. De skal have ca. 10 minutter før du tager dem ud til afkøling. Når de er kølet af, hælder du dem i en pose og gnider dem til det meste af skallen er røget af. Hæld dem i en ren pose, bank dem let med en kagerulle til de har den størrelse, du ønsker og din knas er nu klar.

For at starte på chokomoussen lægges 4 blade husblas i blød i vand. Dernæst blander du soyamælk, kakaopulver og dadelpuré i en gryde og sætter den over varmen. Når massen er blandet til en stærk kakaomælk og varmet op til kogepunktet, tages den af varmen og husblassen piskes i. Massen sættes i køleskabet til afkøling i en stor skål natten over, eller i minimum 4-5 timer. Inden servering af chokomoussen, piskes hviderne stive, hvorefter den stivnede kakaomælk piskes godt igennem og til sidst vendes hviderne forsigtigt i. Så er chokomoussen klar til at fordele ovenpå den stivnede jordbærgele. Top med hasselnøddeknas og kakao nibs, og den lette og luftige chokomousse er klar til servering.

Du kan sagtens nøjes med at lave chokomoussen uden jordbærbund og knas, da den i sig selv smager fantastisk! Måske med lidt frisk frugt eller bær som tilbehør. Her har du imidlertid fået den lidt mere avancerede udgave til en eventyrlig aften i selskab med dine kære.

Opskriften giver dig desuden rig mulighed for at have overskud på selve dagen, da du kan forberede alle elementerne dagen før, og nøjes med at piske æggehvider på dagen og fylde glassene med chokomoussen. Altid rart at kunne forberede det meste dagen før, så du også kan nyde aftenen sammen med dine gæster.

Nyd desserten i fulde drag ovenpå dit imponerende arbejde!

Mums mums,
LevSundtNU