Viser opslag med etiketten grøntsagsboller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grøntsagsboller. Vis alle opslag

17 april 2013

Sødlige sunde dessertbrød med græskar – i fire forskellige smagsvarianter - som et godt alternativ til din aften-hygge-kage



Hvis du kunne lide mit aromatiske gulerodsbrød med rosiner, så vil du formentlig også sætte pris på nogle af disse smagsvarianter af et sødligt dessertbrød lavet på græskar. De indeholder masser af grøntsager, krydderier, protein og fibre, og giver dermed god mæthed, fordøjelse og hjælper på din søde tand. Brødene er glutenfri, uden mælkeprodukt og uden hvidt sukker. En meget sundere måde at spise brød på - og et godt alternativ til din aften-hygge-kage. Velbekomme!
 
Sødlige sunde dessertbrød
- i fire smagsvarianter
 
Ingredienser
Grundopskrift til 1 stk. brød
750 g græskar
4 æg
50 g fiberrig mandelmel *
30 g kokosfibre
20 g loppefrøskaller, HUSK
60 g yaconsirup **
1 knsp stevia
Lidt Himalayasalt
 
Ekstra til hver smagsvariant ...

1: Æbletern, kanel og rosiner
Krydderier ***
50 g rosiner
1 æble i små bitte tern
 
2: Tranebær & græskarkerner
Krydderier ***
50 g tranebær
50 g græskarkerner
 
3: Chokolade, rosiner & nødder
6 tsk raw kakao
2 tsk kanel
4 spsk palmesukker
1 spsk kokosolie
2-4 spsk kogt vand
50 g rosiner
50 g hasselnødder
 
4: Lakrids, hindbær & blå birkes
2 spsk blå birkes
2 spsk chia frø (kan udelades)
4 tsk lakridspulver
2 spsk frysetørrede hindbær
50 g blendede hindbær
2 spsk ekstra loppefrøskaller, HUSK
 
Opskrift
1) Tænd din ovn på 160 grader
2) Blend græskar så fint som muligt og hæld i en stor skål
3) Miks æggene i græskarpulpen
4) Bland de tørre ingredienser sammen og vend i den våde blanding
5) Bland godt sammen til en ensartet dej, tilsæt evt. ekstra fra den pågældende smagsvariant af brød, og lad dejen hvile en smule
6) Fordel dejen i en brødform beklædt med bagepapir
7) Bag i ovnen i 40-50 minutter
8) Vupti vupti - så er der sødt og lunt dessertbrød til aftenkaffen J


* Du kan også bruge mandler, samme mængde, som du bare blender til en fin mel - jeg brugte mandelmelet fra Funktionel Mad, som kan købes i Helsemin og på flere helsesites så som naturoghelse.dk, helsplus.dk samt helseriet.dk
 
** Du kan bruge den form for sødning, du foretrækker. Palmesukker er et nemt og forholdsvist billigt alternativ i forhold til yaconsirup. Du kan også bruge en banan eller en håndfuld dadler samt måske en knivspids stevia - jeg brugte følgende grundet det lave glukæmiske index: 60 gram yaconsirup plus en knivspids stevia
 
*** Du behøver ikke alle disse typer krydderier, kanel og kardemomme er de vigtigste samt en god mængde af det - jeg brugte dog følgende: 2 spsk kanel, 1-2 spsk kardemomme, 2 tsk nelliker, 2 tsk allehånde, 1 tsk ingefær og 1 tsk vaniljekorn


 Jeg er allerstørst fan af æble-kanel-rosin-smagsvarianten samt chokolade-rosin-nødde-smagsvarianten. Jeg glemte selv mine hasselnødder, hvilket kan ses på ovenstående billede - de ville altså lige have sat prikken over i’et på det brød, som jeg faktisk også formede et par boller af.
 
Smagsvarianten med tranebær og græskarkerne var jeg selv lidt avanceret med, og vendte græskarkernerne på panden i lidt palmesukker inden de kom i dejen efter nedkøling. Jeg synes dog ikke det gjorde den helt store forskel, og derfor har jeg ikke skrevet det ind som en del af opskriften, men hermed givet videre til inspiration, hvis du skulle have lyst til det.
 
Jeg har tidligere lagt en opskrift op mine anderlede dessertboller, der var lavet på en blanding af græskar og gulerod. Det synes jeg egentlig giver det bedste resultat - men så er forskellen heller ikke større end at det går helt fint med enten gulerod eller græskar. Men hvis du er i gang i forvejen, så kan du måske lige så godt lave en virkelig stor portion, og altså både brød og boller af en blanding af gulerødder og græskar. Disse brød er også fine at fryse ned, så jeg giver den selv hele armen, når jeg nu er i gang alligevel …
 
Jeg er selv stor fan af disse brød, da de giver en virkelig god fornemmelse af at man har fået lidt sødt og dessert, uden af min blodsukker forstyrres bemærkelsesværdigt og samtidig føler jeg de mætter godt, så man kan nøjes med en skive eller to og føle sig pænt veltilfreds.
 
Som sagt er disse brød glutenfrie, mælkefrie og uden hvidt sukker. Derudover indeholder de ikke helt lige så mange nødder og kerne som stenalderbrød, og jeg føler derfor min krop bedre kan tåle denne slags brød hver dag. De mange grøntsager er vist med til at afbalancere dette. Du kan også se en usødet version af disse brød i form at mine sunde burgere med grøntsagsboller. Bliv ikke forskrækket over ingredienslisten, meget af denne er krydderier og flere af mel/fibre-ingredienserne kan erstattes til mandelmel og loppefrøskaller, HUSK. De er dog vanvittigt gode, så tøv ikke med at lave dem. Bare brug rigeligt med krydderier, og du har det sundeste brød med masser af protein, fibre og grøntsager!


Servér eventuelt disse lunede dessertbrød med en klat smør, lidt yaconsirup eller anden sirup, og/eller en teskefuld syltetøj uden sukker. Nammenam ...
 
Sødt & sundt på en og samme tid J
 
Nammenam,
LevSundtNU


Alle billederne i dette indlæg er taget af fotograf Jonas Raaby
 
jraaby [snabel-a] googlemail.com

06 februar 2013

En sundere BURGER - med grøntsagsbolle og vældig god samvittighed

Jeg har længe praktiseret burger uden burgerbolle. Det er dog ikke helt det samme, selvom jeg gerne undværer hvede-helvedet for min arme mavses skyld, så er denne løsning med en grøntsagsbolle altså lige lidt mere guffeliguf for mig J
 
Har brugt en af mine frokostboller bagt med en masse grøntsager, og så er alle de andre ingredienser nøje udvalgt, helt uden sukker og anden kunstig tilsætning. Grøntsagsbollerne er en variant af mine søde dessertboller, bare hverken søde eller dessert. De smager mere af krydderier og fungerer rigtig godt som frokostboller med lidt salat og laks - sådan jeg oftest selv bruger dem… Velbekomme!
 
En sundere burger
- med grøntsagsbolle

En sundere BURGER
- med grøntsagsbolle af gulerod, squash, løg og blomkål
Ingredienser
Grøntsagsboller
1650 g grøntsager á
4 gulerødder
2 squash
1 løg
1 blomkål
6 æg
3 bg pasteuriserede æggehvider
75 g mandelmel
50 g kokosfibre
50 g loppefrøskaller, HUSK
50 g funktionel mandelmel
50 g valleproteinpulver
25 g vindruekernemel
75 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
10 g chiafrø
4 tsk birkesfrø
3 spsk gurkemeje
1 spsk pebermix
4 tsk timian
4 tsk rosmarin
2 tsk ramsløg
2 tsk paprika
1 tsk hvidløgspulver
1 tsk Himalayasalt
 
(Stor portion til ca. 1½-2 bageplade, 15-20 styk)
 
Resten
Hk oksekød
Rødløg
Salat
Sennep *
Ketchup **
Majonæse ***
Syltede agurker ****
 
Opskrift
Grøntsagsbollerne
1) Tænd ovnen på 150-160 grader MAX
2) Blend alle grøntsagerne til en ensartet masse
3) Tilsæt æg og rør godt rundt
4) Bland alle de tørre ingredienser samt frø og kerner, så krydderierne også blandes godt rundt
5) Tilsæt og bland til en sammenhængende dej
6) Lad dejen hvile lidt og form til flade boller
7) Læg på bagepapir og bag i ovnen i ca. 40 minutter, vend eventuelt lidt over halvvejs
 
Resten – mens grøntsagsbollerne bager i ovnen
1) Form og steg bøfferne
2) Skær løg, syltede agurker, vask salat og sæt resten af ingredienserne frem
3) Tag bollerne ud af ovnen, skær over på midten med en skarp kniv,
og server med resten af tilbehøret
4) Anret din burger på bedste vis, og guf løs J
 
Bollerne kan bages med langt færre ingredienser, og du kan eventuelt bare blende mandler til din egen mandelmel. Den almindelige mandelmel har jeg dog købt over nettet på det svenske site rawfoodshop.se sammen med kokosfibrene, som er en helt fin mel med massere af fibre.  Den funktionelle mandelmel, som også er fyldt med fibre, kan du købe hos Helsemin eller på nettet hos fx naturoghelse.dk. Vindruekernemelet er også købt på nettet hos naturoghelse.dk, dog slet ingen nødvendighed, skift eventuelt ud med den funktionelle mandelmel, som du også kan skifte kokosfibrene ud med, hvis det er. Vindruekernemelet er en særdeles stærk antioxidant og derfor jeg tilsætter lidt af dette, helt mørkerødt i farven, meget smukt.
 
Leg med ingredienserne til grøntsagsbollerne, og spar ikke på krydderierne. Bollerne smager ikke af så meget i sig selv, så ha’ bare løs hånd med krydderierne. De er jo også er gavnlige for din krop på mange andre måder end bare lige smagen. Jeg væltede blandt andet en god portion gurkemeje i blandingen, da det er anti-inflammatorisk og skulle have en gavnlig effekt på fordøjelses- og mavetarmlidelser.
 
Jeg har virkelig forsøgt at gøre det at spise en burger til et måltid med virkelig god samvittighed. Og med disse grøntsagsboller, og det øvrige tilbehør, så føler jeg at jeg har lavet og fundet sunde og naturlige nok ingredienser til at det er lykkes. God fornøjelse !!
 
* French´s American Yellow Mustard, som kan købes hos The Bagel Co’s butikker. Helt uden hvidt sukker eller andre kunstige, fyldingredienser.
 
** Kinder Ketchup, som kan købes hos Go4Love på Amagerbrogade eller over nettet. Bare husk at det skal være den der er sødet med æble og ikke noget med hvedesirup …
 
*** Enten den økologiske fra biogan, kan købes hos naturoghelse.dk, eller en af STOKES varianter uden hvidt sukker. Begge indeholder rørsukker, men jeg kan altså ikke finde den majo sødet kun med honning, som man engang kunne få fingrene i …
 
**** Økologiske, syltede drueagurker, også fra biogan, sødet med agavesirup og helt uden sukker. Købt hos naturoghelse.dk

Husk at grøntsagsbollerne er super gode til frokost med laks eller lidt kylling, og er til forskel fra andre grøntsagsboller, du finder på nettet, uden ost, og det fungerer altså helt fint, når bare man tilsætter massere af krydderier. De er dog ikke tørre i det, stadig lidt fugtige i konsistensen, men holder fint sammen. De kan også fryses. Det gør jeg meget ofte, og så tager jeg bare et par stykker op og lægger i køleskabet dagen før jeg skal bruge dem. Holder fint i køleskabet i et par dage. 

Du kan også sagtens bruge andre grøntsager, jeg har også lavet dem med hvidkål, spidskål, græskar og broccoli i blandingen. Alle grøntsager kan vel bruges tænker jeg, så bare slå dig løs. Handler bare om at få nok æg og fibre i til at de kan hænge sammen, og så krydderierne for smag. Et virkelig sundt alternativ til købeboller - så selvom det lige kræver lidt tid i køkkenet, får du altså nogle boller fyldt med protein, grønt, fibre og krydderier. Du vil helt sikkert mærke en markant forskel på din krop og din følelse af sundhed og velvære, hvis du udskifter dit hvide brød fyldt med korn, sukker, mælkeprodukter og andet møg til disse perler ....
 
En sundere BURGER, guffeliguf
- vældig god for din samvittighed J
 
Guffeliguf,
LevSundtNU