Viser opslag med etiketten sennep. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sennep. Vis alle opslag

15 januar 2014

Min sunde KEBAB - æggerulle med totalt lækkert fyld - fotografens favorit …



Denne løsning er for mig en fuldkommen perfekt, smagfuld og mættende frokost. Det er også en løsning, der fungerer ret fantastisk, da jeg ikke har så meget tid om morgenen. Eller rettere sagt, jeg vælger at bruge den tid jeg har på min meditation. Så bare at kunne bruge lidt left-over kød fra aftenen før, hvor jeg så samtidig også lige har smidt et par æg på panden til selve rullen, er bare SÅ nemt - og så er jeg altså ret hurtigt flyvende om morgenen.
 
Fotografen spiste faktisk halvdelen af denne æggerulle, som ellers skulle have været min aftensmad. Men pyt, det blev en deler - og så er det jo aldrig skidt at se andre gå så begejstret om bord i ens mad J
 
Velbekomme!

Min sunde KEBAB
- æggerulle m/lækkert fyld

Ingredienser
Æggerulle
2 æg
Pebermix
Kokosolie til stegning
 
Fyld*
Rest af kød
- fx kalv, okse eller lam
Salat
- fx frisk spinat
Mayo
Rødløg
Sennep
Chiliflager
 
Opskrift
1) Pisk 2 æg med salt og peber
2) Opvarm kokosolie ved middel varme og hæld massen på i midten af panden
3) Ryst panden forsigtigt og lad ellers massen selv sætte sig
4) Vend når ’pandekagen’ er blevet ’tør’ på oversiden
5) Smid på en tallerken og sæt i køleskabet til afkølet
6) Fordel ingredienserne og rul sammen - vupti, total lækker kebabrulle
 
Det har faktisk overrasket mig, at disse ruller kan holde så forholdsvist godt, hvis man lige pakker dem ind i et stykke madpapir, og måske ekstra stanniol udenom, hvis de skal fragtes lidt langt ... Det handler bare om ikke at gøre ægge-pandekagen for tynd, og det gøres ved bare at lade den flyde ud selv, uden at dreje panden fuldkommen rundt. Denne pandekage skal altså virkelig IKKE tvinges ud langs hele kanten, bare lad den ligge og hygge sig inde på midten J
 
* Her på billederne havde jeg bare anvendt en rest af en kalvesteak, men jeg har også brugt oksekød og lammekød. Og det smager heller ikke værst, når kødet er godt krydret - og så kan denne æggerulle faktisk også anbefales med laks og hellefisk. Mayoen jeg har anvendt er STOLKES chilimayo, da den bare smager vanvittigt godt og så samtidig laves på æg fra fritgående høns og 'unrefined raw cane sugar', altså rørsukker der ikke er nær så afbleget og behandlet som hvidt sukker. Jeg undgår egentlig helst sukker fuldstændig, men det er ikke så nemt med mayonnaise, hvis ikke man altid gider at lave den selv. Senneppen er French’s Mustard Classic Yellow, som kan fås i Kvickly på den amerikanske hylde, men formentlig billigere andre steder. Det var den i hvert fald i Malaga, hvor jeg var i december. Der lå så 3 flasker af dem i min kuffert på vej hjem - det er så den slags jeg køber med hjem fra ferie … Hov, glemmer lige at fortælle jeg bruger denne sennep, da den ikke indeholder hverken sukker eller fortykningsmidler.
 
Det er et rimeligt fyldigt måltid, men jeg kan stadig godt finde på at spise lidt ekstra tilbehør til hvis jeg er meget sulten. Her kan jeg foreslå strimlet frisk peberfrugt, agurk i stave, gulerod i stave og cherrytomater. Alt sammen lækkert til ...

Og bare lige så du er advaret, så vær måske lige en kende opmærksom på at mætheden kan komme ret pludseligt. Men heldigvis på den mere gode måde, hvor man ikke får total udspilet mave - eller det gør jeg i hvert fald slet ikke, som hvis det havde været en hvede-pandekage… Og så må denne kebabrulle vist også være god ovenpå en omgang træning, da den er spækket med proteiner. God fornøjelse!
 
Min perfekte frokost
- total lækker kebab J
 
nammenam,
naturbarnet





Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

07 maj 2013

Grillet steak med lækker frisk COLESLAW - fri for mælk & fri for hvidt sukker


Dressingen i købecoleslaw er ofte (måske altid - jeg har ikke fundet en uden, endnu) fyldt med mælkeprodukt i en eller anden form, hvidt sukker, og derudover en masse e-numre eller anden kunstig tilsætning. Denne løsning er ikke helt lige så nem som købeudgaven, du skal stadig snitte grøntsagerne. MEN dressingen var virkelig nem at røre sammen og så helt uden mælk, hvidt sukker eller anden tilsætning. Og fik jeg sagt, super lækker og frisk smag. Velbekomme!
 
Frisk og lækker coleslaw
- med en smule bid
- mælkefri & fri for hvidt sukker
 
Ingredienser
½ hvidkål
4-5 store gulerødder
1 porre
 
Dressing
1 STOR spsk købemayo *
2 spsk sennep *
2 spsk avocadoolie
1 spsk æblecidereddike
1 tsk grov sennep *
En masse pebermix
 
(ca. 4 personer)
 
Opskrift
1) Snit alle grøntsagerne
2) Bland alle ingredienserne til dressingen sammen
3) Vend dressingen i grøntsagerne og stil på køl
- gerne i nogle timer eller natten over, bliver kun bedre når den har trukket lidt
4) Spis dig glad og mæt J
 
* For at gøre dressingen så ren og naturlig som muligt, altså uden hvidt sukker, mælkeprodukter og unaturlig tilsætning, har jeg brugt disse ingredienser. Der er lidt økologisk rørsukker i majonæsen, men ellers er alle ingredienserne fri for sukker i det hele taget. Denne økologiske majonæse fra Biogan, denne sennep fra French’s som jeg nu også har set i døgn Netto foruden i Bagel Co’s butikker, og så en økologisk grov sennep helt uden sukker, som jeg købte hos Den Grønne Butik, tæt på Gentofte station.
 
Disse specifikke ingredienser er absolut ikke et must, men jeg vil bare lige slå et slag for at du læser eller begynder at læse ingredienslisten på dine madvarer og vælger dem, hvor du får færrest kunstige og forarbejdede ingredienser med i købet. Der er stor forskel på produkter - jeg siger det bare - og der er ofte mange unaturlige fyldstoffer i hyldeprodukterne, som vores kroppe gerne måtte være foruden.  
 
Server denne lækre og friske coleslaw til et lækkert og grillet stykke kød – måske på en skøn solrig aften som i dag, hvor en grillaften næsten er et must. Uhh, det har været skønt med denne solskinsdag, håber I har nydt den!
 
Meget mere naturlig J
 
MUMS,
LevSundtNU


Alle de dejlige billeder i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

31 oktober 2012

Proteinrig morgenmad – et enkelt æg på panden serveret med laks og lækkert tilbehør

Jeg forsøger i øjeblikket, at omvende mig selv, selvom det strider lidt mod normerne og den indre stemme. Jeg har gjort det tidligere, men ryger lidt for hurtigt ud af den og tilbage i gamle mønstre. Og det selvom min krop har det langt bedre og jeg er langt mindre sliksulten i løbet af dagen, når nu jeg spiser en fyldig, proteinrig morgenmad.
 
Altså forsøger jeg at bytte rundt, så jeg laver et proteinrigt måltid om morgenen og så laver en af mine smoothies om aftenen, som min krop jo også elsker. Sindet har det dog godt nok svært ved at acceptere en smoothie som et ’ordentligt’ måltid om aftenen. Men det hjælper når jeg prøver at planlægge det nogle af de dage, hvor jeg skal noget om aftenen. Så har sindet nemmere ved det, da det jo så er fordi jeg har ’travlt og skal have en hurtig løsning på aftensmaden’. Lidt sjovt...
 
Med denne morgenmad skulle jeg lige teste, hvor meget et enkelt æg kunne fylde, og det fungerede faktisk super godt som bund til mit tilbehør. Og så er æg og laks slet ikke en tosset kombination. Velbekomme!
 
Et enkelt æg på panden
- serveret med laks

Et proteinrigt morgenmåltid
og lækkert tilbehør

Ingredienser
1 æg
½ agurk
50-100 g røget laks
Lidt solsikkekerner
Lidt sennep *
¼ rødløg
Lidt peber
½ tsk ghee **
(til stegning)
 
Opskrift
1) Pisk ægget og hæld massen på panden i lidt smeltet ghee
2) Lad ægget størkne og vend
3) Læg ’æggekagen’ på en tallerken og anret med alt tilbehøret på toppen
4) Spis og vær godt mæt i længere tid J
 
Jeg var lidt overrasket over hvor stor en flade et enkelt æg kan fylde, når det hældes på panden. Så øjnene bliver også mætte her, da man virkelig føler man får et godt måltid, der fylder noget.
 
* Jeg brugte den sennep, jeg stort set altid bruger, da den er den mest naturlige, jeg har fundet. Helt uden fortykningsmidler, sukker eller andet gøgl. Og det er selvfølgelig French´s American Yellow Mustard, fundet hos The Bagel Co’s butikker, men kan også købes over nettet.
 
** Jeg brugte ghee til stegning, da jeg lige nu eksperimenterer med om min krop bedre kan tåle dette i forhold til almindelige mælkeprodukter. Ghee er nemlig fri for laktose, og er en form for klaret smør, der herved også har et højt brændpunkt. Jeg anvendte en ghee fra Pukka, som jeg har købt i Helsemin ved hovedbanegården.
 
Jeg prøvede også at anrette det mere appetitligt end normalt, og det tog faktisk ikke særlig lang tid. Men det gav lige dét ekstra, lækre for øjnene. Og derfor forsøgte jeg også at tage mig et lidt længere og mere roligt øjeblik uden TV og andet kørende samtidig, mens jeg spiste. Det blev helt som mindful spisning, hvor jeg faktisk nød maden meget mere og virkelig smagte på det, både med øjne og smagssans…
 
Fyldig og mættende morgenmad J
 
Nammenam,
LevSundtNU

01 juni 2012

Salat med røget ørred og hjemmerørt sennepsdressing - sødet med palmesukker

Jeg elsker en hurtig frokost, når jeg har travlt, men den skal altså også helst smage godt. Derfor er det dejligt, at kunne tage nogle genveje engang imellem, som her med en pakke blandet købesalat og skiveskåret røget ørred på toppen.

Sennepsdressingen er hjemmerørt med palmesukker, hvilket er en skøn og hurtig løsning til de mange forskellige købevarianter, der indeholder diverse kunstige tilsætninger i form af fortykningsmidler samt e-numre. Jeg anvender her purløg og karse som ekstra fyld, da jeg havde begge dele hjemme, men de fleste ville nok foretrække lidt dild i deres sennepsdressing. Faktisk kan den også nydes helt uden det grønne… Velbekomme!

Røget ørred med hjemmerørt sennepsdressing

Ingredienser
Salat med røget ørred og sennepsdressing
- hjemmerørt med palmesukker
Salat med røget ørred
En pakke blandet købesalat
En pakke røget ørred
Evt. cherrytomater

Hjemmerørt sennepsdressing
2 spsk palmesukker
2 spsk sennep*
Peber
Evt. Purløg
Evt. Karse
Evt. dild
Evt. en tsk vand

(en mindre portion)

Opskrift
1) Bland sennep, palmesukker samt peber, rør godt rundt og sæt i køleskabet i 5-10 minutter
2) Åben salaten og smid en bunke på din tallerken
3) Åben pakken med røget ørred og fordel et par stykker i brede strimler over din salat
4) Klip purløg i stykker, skær karsen og vend i sennepsdressingen
5) Anret over salaten med ørred og spis …

Rør eventuelt en smule vand i dressingen, hvis den bliver lidtfor tyk i konsistensen til din smag, og så elsker jeg selv peber og tilsætter derfor lidt af Santa Marias pebermix, som jeg synes har en dejlig krydret smag. Men det kan helt undlades. Og sørg for at smag dressingen til, for du fortrækker måske mere eller mindre sennep, alt efter om du ønsker en lidt stærkere eller sødere smag...

* Til denne opskrift anvender jeg French´s American Yellow Mustard, som kan købes hos The Bagel Co’s butikker eller over nettet hos Food From Home, se her. Denne er uden hvidt sukker og andre virkelig ækle og kunstige tilsætninger, så derfor den jeg foretrækker.

Palmesukker, eller kokossukker som det også kaldes, er en del dyrere end almindeligt sukker, men jeg har fundet denne variant hos Il Fornaio i torvehallerne med 500 gram til 58 kr. Det er langt den billigste variant jeg har fundet, og derudover faktisk også den, jeg foretrækker. Den er mere som brun farin med en dejlig karamelagtig smag. Har dog også lige i sidste weekend set, at de har samme variant hos Naturpoteket på Christianshavn, så denne variant må også være på vej ind i helsekostbutikkerne, dejligt!


Jeg har før lavet sennepsdressingen med dadelpuré, som jeg egentlig foretrækker frem for denne. Men altså, denne version er bare så meget nemmere, når man ikke lige har en portion dadelpuré ved hånden. Du kan dog læse mit indlæg med den anden version lige her - Laks og salat med hjemmelavet rævesovs. 

En nem og hurtig løsning fuld af smag J

Nam nam namelinam,
LevSundtNU

16 december 2011

Salat med røget hellefisk og sennepsdressing

Jeg har længe eksperimenteret med forskellig dressing til hellefisk, da jeg synes dilddressing er lidt for kraftig og sød i smagen til denne fine fisk. Men efter min egen smag matcher denne sennepsdressing fisken rigtig godt, da den er lidt mere frisk og syrlig. Derudover er den uden sukker, og hvis du laver mayonnaisen selv, så også uden konservering og fortykningsmidler. Engang imellem skal man dog have lov til en hurtigløsning, og den kommer her. Velbekomme!

Hellefisk med sennepsdressing

Salat med røget hellefisk og sennepsdressing
- helt uden sukker
Ingredienser
Sennepsdressing
6 spsk K-salat mayonnaise  
3 spsk French’s sennep
Evt. en sjat soyamælk
Santa Maria Perbermix
Purløg

Salat med hellefisk
Røget hellefisk i skiver
Mørkbladet babysalat
Cherrytomater
Evt. rødløg

Opskrift
1) Bland mayonnaise, sennep, peber og evt. en sjat soyamælk godt rundt
2) Klip purløg i små stykker og vend i dressingen
3) Anret salat med skiver af hellefisk, halverede cherrytomater og evt. rødløg i små tern
4) Top fisken med sennepsdressingen, og din salat er klar!

Jeg anvender den fuldfede mayonnaise fra K-salt, da den er uden sukker. Jeg synes det er lidt svært at opdrive sukkerfri varianter, og kunne godt tænke mig en økologisk uden sukker, hvedesirup eller honning. Jeg har dog endnu ikke fundet en – så kom endelig med tips! Der er dog konservering og fortykningsmidler i denne fra K-salat, så du skal lave din egen mayonnaise, hvis du ønsker den helt naturlige variant. De stammer dog ikke fra hvede, så denne er i det mindste glutenfri og samtidig uden sukker. Umiddelbart en af de bedste købeløsninger …

Derudover anvender jeg French´s American Mustard, som kan købes hos The Bagel Co’s butikker eller over nettet hos Food From Home, find hjemmesiden her! Og sidst, men ikke mindst, har jeg anvendt Santa Marias Pebermix. Denne er lidt ekstra krydret i smagen, blandt andet da den indeholder sennepsfrø.

Denne salat med hellefisk og sennepsdressing spiste jeg selv som en dejlig frokost, men den kan jo også være et bud på lidt lækkert til julebordet. Jeg har tidligere bragt en opskrift på rævesovs til røget laks, hvor dressingen er lavet af den samme sennep samt dadelpuré i stedet for sukker. Denne opskrift er jo også fantastisk til julebordet, se den her! Jeg har dog også fundet en lettere løsning til denne dressing, og det er at anvende palmesukker i stedet for brun farin eller som i min opskrift i stedet for dadelpuréen. Prøv det – det giver stadig den traditionelle smag af rævesovs…

En dejlig frokost eller lidt lækkert til julebordet!

Mamselimam,
LevSundtNU

02 juni 2011

Laks og salat med hjemmelavet rævesovs

Selvom vi helst ikke vil fylde os med sukker, så behøver vi ikke altid undvære. Her har du en af mine opskrifter på en gammel klassiker, rævesovs, som bare gør en simpel laksemad eller som her, salat med laks, lidt mere spændende. Måske en idé til pinsen, som snart står for døren... Velbekomme!

Hjemmelavet rævesovs – helt uden kunstig tilsætning

Hjemmelavet rævesovs på den sunde måde
- her på salat med laks
Ingredienser
Rævesovs:
1-2 spsk sennep
2 spsk dadelpuré
Peber
Evt. dild eller purløg

Salat med laks:
Røget laks i skiver
Mørkbladet salat
Cherrytomater
Evt. rødløg

Opskrift
Hvis ikke du har en portion dadelpuré på køl, så start med at lave en portion klar af dette, måske aftenen før. Bland derefter sennep og dadelpuré godt sammen til en lind masse sammen med din favorit peberblanding. Her anvender jeg selv Santa Maria Pebermix, som jeg foretrækker smagen af. Tilsæt eventuelt lidt frisk dild eller purløg og stil lidt på køl. Anret din salat med skiver af laks, halverede cherrytomater og rødløg i små tern på et bed af frisk, mørkbladet salat. Tilsæt små toppe af rævesovsen og din salat er klar!

Her finder du min opskrift på ’blid sødme med dadelpuré’ – som du måske skal starte med…

Til denne opskrift anvender jeg også French´s American Yellow Mustard, som kan købes hos The Bagel Co’s butikker eller over nettet hos Food From Home, se her!

Alt efter hvor meget bid dressingen skal have, så anvend mellem en til to spiseskefulde sennep. Du kan også anvende andre sennepper, men pas på med mængden. Sørg for at smag til undervejs, så du opnår de rigtig mængdeforhold og din egen foretrukne smag. Enten sød eller med lidt ekstra bid. Bare endelig ikke brug en sennep med sukker eller alt for meget kunstig tilsætning J

Da jeg ikke selv er vild med dild, har jeg ikke lavet min dressing med dette. Mange elsker dog dilddressing, og du kan ved at tilsætte denne grønne krydderurt til min opskrift opnå den helt rigtige smag, men samtidig helt uden brugen af sukker eller brun farin, som den jo egentlig er med...

En dejlig let frokost med lidt ekstra bid!

Mmmmm,
LevSundtNU

20 marts 2011

Fyldig kyllingesalat på bund af revet gulerod

Bryd en grænse og prøv et måltid uden kulhydrater. Bare engang imellem! Eksperimenter med det, og mærk hvordan din krop har det uden stivelse og kulhydrater. Det kan være med til at øge din forbrænding en smule og få maven lidt ind på plads. Her har du et forslag til et lækkert måltid med massevis af grøntsager, men helt uden følelsen af afsavn. Velbekomme J

Kyllingesalat med massevis af grøntsager

Fyldig kyllingesalat
- med massevis af grøntsager
Ingredienser
2 styk kyllingebryst
1 lille rødløg
1 ds asparges
1 glas champignon
1 håndfuld ærter
1 spsk. mayonnaise
2 spsk. soyamælk
1 spsk. hørfrøolie
Friskkværnet peber
Evt. 1-2 tsk. sennep
Evt. en smule karry

(min. 2 personer)

Bund: 2 store tomater, 3-400 g revet gulerod samt en smule røget svinemørbrad

Opskrift
Hvis du alligevel laver kylling til et andet måltid, så sørg for at lave ekstra, så du har nok til denne ret. Ellers kan du hurtigt tilberede begge stykker kyllingebryst ved at blanchere dem – så forbliver de dejligt saftige. Sæt en gryde over med vand og når det spildkoger, så læg de to stykker kyllingebryst ned i vandet. Lad vandet komme op til kogepunktet igen, sluk for varmen og lad det stå i 10 minutter. Tag kyllingen op og lad dem køle af.

Tag ærterne op af fryseren, så de kan nå at tø. Hæld asparges og champignon i en si, så væsken kan dryppe af. Skær rødløget i små tern. Pisk mayonnaise sammen med sennep, hørfrøolie, soyamælk og krydderier. Du kan også bruge lidt væske fra aspargesene i stedet for soyamælken. Skær derefter hvert kyllingebryst i stykker og bland alle ingredienserne. Lad kyllingesalaten trække et stykke tid i køleskabet, hvis du har tiden til det. Riv gulerødderne, skær tomaterne i både og læg en bund af dette på en tallerken. Fordel lidt af kyllingesalaten henover, skær en smule røget svinemørbrad i små stykker og drys på toppen. Retten er nu klar!

Lov mig nu at bruge en ordentlig mayonnaise, der ikke er ’light’ og dermed fyldt med endnu flere E-numre. Sørg for at vælge en mayonnaise uden for mange tilsætningsstoffer, fortykningsmidler, smagsstoffer og helst uden sukker – så hellere honning. Jeg ved godt det kan virke uoverskueligt, men vend dig til at læse ingredienslisten på alle dine produkter, så du hen ad vejen kan få sorteret de værste syndere fra og nægtet dem adgang til dit køleskab.

Og brug endelig også en sennep uden sukker. Jeg bruger selv French’s classic yellow mustard – i den karakteristiske gule plasticflaske. Det er det bedste alternativ, jeg har fundet, men kan være svær at få fat på – det er imidlertid absolut umagen værd med skønne produkter helt uden sukker. Jeg har heldigvis fundet den hos en af The Bagel Co’s butikker efter Mad & Vin ikke længere fører den.

Jeg håber, at denne opskrift kan være med til at få dig til at tage skridtet fra et måltid med kyllingesalat på en skive brød til et måltid med en fyldig kyllingesalat på en bund af revet gulerod. Bare engang imellem!

Rigtig god fornøjelse...

Mmmmm,
LevSundtNU