Viser opslag med etiketten kylling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kylling. Vis alle opslag

10 december 2012

En sundere græskarsuppe serveret med kylling

Her får du min yndlingsopskrift på en virkelig nem og sund suppe lavet på 1 kylling, 1 græskar og 1 butternut squash. Så fyldt med masser af grøntsager, men samtidig har denne suppe en lækker cremethed over sig og ikke at forglemme en virkelig god og fyldig smag. Helt uden hverken kokosmælk eller fløde, så et godt supplement her i december måned til alt den fede julemad.  
 
Da suppen herudover er kogt på en kylling, er der kød til at spise sammen med suppen, muuuums. Og samtidig undgår man at skulle anvende bouillon med alt muligt møg tilsat og heller ikke kødboller eller andet kunstigt fremstillet fyld til suppen. Jeg kan elsker denne suppe helt som den er, uden andet tilsat end kyllingen og så måske lidt af mine små ristede frø og kerner på toppen. Velbekomme!
 
Velsmagende græskarsuppe
- serveret med saftig kylling
 
En sundere græskarsuppe
- serveret med kylling
Ingredienser
En stor fritgående kylling
Kokosolie til stegning
4-6 spsk lys eddike
2 spsk økologisk tamari, soya uden hvede
1 økologisk hokkaido græskar
1 økologisk butternut squash
2-3 store løg
2-4 spsk gurkemeje
1-2 spsk garam masala
1 spsk hvidløgspulver
1-2 tsk stødt ingefær
1 spsk rosmarin
1 spsk karry
Peber
Salt
Vand
 
Evt. lidt chiliflager
Evt. lidt sennepsfrø
 
Opskrift
1) Svits kyllingen ved høj varme i lidt kokosolie til den brunes
2) Tilsæt eddiken, så den også svitses godt af
3) Tilsæt alle krydderierne, samt løgene skåret i store stykker
4) Vend krydderierne godt rundt, så de lige svitses lidt af og tilsæt derefter tamari, og vand så det dækker kyllingen
5) Skær græskar og squash i store tern, tilsæt gryden og fyld op med vand, så det stadig dækker alle ingredienserne
6) Lad suppen småsimre en times tid og tag forsigtigt kyllingen op, så alle stykker kommer med
7) Blend nu suppen med en stavblender, og tilsæt evt. lidt ekstra vand for at opnå den rette konsistens
8) Smag suppen til, tilsæt måske lidt ekstra krydderi og server med kødet fra kyllingen og lidt ristede frø og kerner
 
Hvis du lyster, kan du jo tilsætte lidt ekstra tilbehør. Jeg har selv spist suppen med grønne ærter, hvor jeg bare hældte suppen over lidt ærter, så de opvarmedes af suppen og dermed stadig havde et godt bid - så smager de også mere friske. Og hvis du måske synes denne suppe er lidt for sød, så kan man meget nemt tilsætte en pose suppeurter eller et par porrer eller selleri, som bare koges og blendes med i suppen. Dette gør den lidt mindre sød. Måske skal du så lige overveje en kylling mere, hvis du vil have kød nok, men så kræver det efterhånden også en gigantisk gryde J
 
Og spar endelig ikke på krydderierne, det er også disse der er med til at give smag. Jeg håber virkelig også jeg har husket alle krydderierne, for jeg fik vist hældt lidt af hvert i. Men ellers kan du jo sikkert tilføje lidt selv, alt efter hvad dine smagsløg hungrer. Derudover er gurkemeje et vidundermiddel, der blandt andet er anti-inflammatorisk, så fyld godt i suppen af dette. Kyllingen og eddiken er også med til at give rigtig god smag, og det er faktisk vigtigt, at vi får suppe kogt på en hel kylling, da der er vigtige næringsstoffer i marven i benene.
 
Jeg anvendte selv en lys eddike med hyldeblomst, æble og lime, men en almindelig æbleeddike eller hvidvinseddike burde kunne gøre tricket lige så godt. Herudover finder du her en opskrift på mine lækre ristede frø og kerner, jeg laver dem dog i dag i ovnen, så jeg er sikker på de ikke får varme over 160 grader. Og her til suppen har jeg anvendt Lene Hanssons kryddersalt, da det har et lidt ekstra godt bid med lidt chili, som smager godt til denne suppe.
 
Sund, fyldig, cremet og velsmagende vintersuppe J
 
Muuuuuuums,
LevSundtNU

11 oktober 2012

En anderledes coleslaw med kylling på toppen

Denne opskrift er sammensat frit fra min hukommelsen - så smag til undervejs, da jeg absolut ikke er sikker på, at det svarer helt til de mængder, jeg blandede i. Men denne coleslaw smagte bare langt bedre end jeg havde regnet med, så nu får du opskriften alligevel ...
 
Det var bare et lille, hurtigt eksperiment med sojayoghurt som basis til en dressing, og så smagte det virkelig godt. Kyllingekødet var fra aftenen før, hvor jeg havde stegt en hel kylling i ovnen med en masse tørrede krydderier. Rosmarin, timian, paprika, en god peberblanding og lidt himalayasalt. Dette er mit bedste bud på sammensætningen af denne lidt anderledes coleslaw. God fornøjelse & velbekomme!
 
En anderledes coleslaw
- med kylling på toppen

En anderledes coleslaw
- med strimler af helstegt kylling på toppen
Ingredienser
Coleslaw
3-4 store blade savojkål
3 store gulerødder
1 stor, gul peberfrugt
1 rødløg
 
Dressing
100-125 g sojayoghurt
1 spsk Kinder Ketchup *
2 tsk dijonsennep **
2-4 tsk eddike ***
1 spsk hørfrøolie
Evt. 1-2 tsk palmesukker
Himalayasalt
Peber
 
Kyllingekød
2-300 g kød fra helstegt kylling
 
(frokost til 2 personer)
 
Opskrift
1) Bland alle ingredienserne til dressingen
2) Hak løget i små tern, vend i dressingen, og stil på køl
3) Skyl og rens grøntsagerne, skær savojkålen i strimler, peberfrugten i tern og riv gulerødderne
4) Bland grøntsagerne i dressingen og lad eventuelt stå i køleskabet i 10-30 minutter
5) Anret på tallerken med kyllingekød på toppen
6) Nyd med særdeles stor veltilfredshed J
 
* Jeg anvendte en Kinder Ketchup, som er en ketchup uden hvidt sukker, hvede, anden stivelse og kemisk tilsætning. Husker jeg korrekt, har jeg købt den i helsebutikken Go4Love i starten af Amagerbrogade. Den er lavet med koncentreret æblesaft i stedet sukker, så stadig ikke helt kaloriefattig, men et godt alternativ, når det skal være. Du kan måske i stedet anvende 2 tsk tomatpuré og 2 tsk palmesukker, hvis du ikke lige har Kinder Ketchup eller lignende i huset.  
 
*** Den eddike jeg brugte var en lys, balsamisk eddike fra Oil & Vinegar i Fields på Amager, den hedder Hyldeblomst-Æble-Lime eddike. Men mon ikke en hvilken som helst eddike kan bruges - jeg ville nok bruge en æbleeddike eller hindbæreddike, hvis jeg ikke havde brugt den anden…
 
Det er lidt underligt at hælde olie i en sojayoghurt og endnu mere underligt med eddiken. Men jeg tænkte det måtte prøves, og så fungerede det jo helt fint. Det kunne sagtens blandes sammen, og der er både smag fra tomatpuréen og bid fra dijonsenneppen og eddiken, der gør det hele fungerer rigtig godt med de rå grøntsager. Det synes jeg i hvert fald selv J Det er jo ikke majo eller fuldfed cremefraiche, men en vældig god løsning, hvis man savner lidt dressing og smag til sine grøntsager.
 
Eksperimenter selv med det og se hvad du synes, men jeg er ret tilfreds med denne løsning i stedet for en købemajonæse, da jeg så ved at det er en god olie, der er tilsat. Derfor vil jeg også forsøge at anvende denne løsning til oftere, og så købemajonæsen, når jeg virkelig ikke har overskuddet eller tiden.  Du kan i dette indlæg med min fyldige broccolisalat se den købemajonæse, STOKES, jeg anvender. Her også brugt sammen med sojayoghurten til en lidt lettere dressing. Og muligvis det bedste alternativ, der er på markedet på nuværende tidspunkt – altså, som jeg i hvert fald kender til.

** Den dijonsennep jeg brugte var fra Urtekram. Den indeholder hverken smags- eller aromastoffer, sukker, fortykningsmidler eller andet gøgl. Kun sennepsfrø, eddike, vand og havsalt, og faktisk intet andet. Så sørg lige for at tjekke ingredienslisten på din sennep, så der ikke er unødvendigt fyld eller kemi i den, for det kan sagtens ske selvom det er en dijonsennep. Og så længe der er et bedre, sundere og mere naturligt alternativ, så kan vi lige så godt bruge det i stedet. Derudover er denne fra Urtekram selvfølgelig også økologisk.
 
Grøntsager på den lækre måde J
 
Guffeliguf,
LevSundtNU

26 marts 2012

Kelpnudler med bok choy og kylling marineret i sød soya

Åhh, det skulle jo forsøges. Jeg har ellers haft disse kelpnudler liggende forholdsvis længe, da jeg formentlig ikke havde lyst til at blive skuffet, hvis nu de smagte forfærdeligt. Men retten med mine ’nyindkøbte’ kelpnudler blev særdeles vellykket og jeg var overrasket over, at jeg faktisk fik oplevelsen af at spise nudler igen. Helt som kinesiske glasnudler.

Kelpnudler er nudler lavet af tangplanten Kelp. Dette gør dem fri for gluten, fri for mælk, fri for æg, stort set fri for kulhydrat og fedt, særdeles kaloriefattige og samtidig rige på mineraler. De har en neutral smag og kan spises uden tilberedning, raw-style. Jeg valgte at anvende dem i denne varme ret med kylling, som jeg marinerede i en sødlig soya med palmesukker. Retten blev særdeles vellykket og smagte skønt med salte cashewnødder på toppen. Velbekomme!

Kelpnudler i sød soya med palmesukker

Ingredienser
450 g kylling
1-2 rødløg
Kelpnudler med sød soya marineret kylling
- og dampet bok choy
4-6 buketter bok choy
1 ps kelpnudler

Marinade
1 dl glutenfri tamari
3 spsk risvinseddike
5-6 spsk palmesukker
2 spsk avokado eller kokosolie
Peber

Topping
Cashewnødder
Evt. ristede sesamfrø
Evt. sorte sesamfrø
Evt. peanuts
Evt. snittet forårsløg
Evt. gul peberfrugt

(min. 2 personer)

Opskrift
1) Bland alle ingredienserne til marinaden i en skål
2) Skær kylling i strimler, læg i marinaden og stil køligt i 2-3 timer, eller natten over
3) Tag kyllingen op af marinaden og svits et par minutter ved høj varme
4) Tilsæt rødløg i halve ringe og vend godt rundt
5) Tilsæt marinaden fra skålen og lad retten småsimre et par minutter uden låg, så saucen bliver en smule tykkere
5) Skyl kelpnudlerne, hæld i retten og vend godt rundt
6) Skyl bok choy bladene, læg i en si og hæld kogende vand over
7) Anret med bok choy, kyllingeretten med nudler og server med cashewnødder på toppen

Jeg kan bedst lide når bok choy har et godt bid, og derfor overhælder jeg dem alene med kogende vand, da der i princippet ikke skal mere til. Men de kan både ristes med i retten eller koges/dampes i lidt vand i en gryde. Det er lige at finde den tilberedning man selv foretrækker af denne grøntsag, da bladene let kan få for meget, men stokken for lidt, hvis man ikke er til for meget bid og knas i disse.

Du kan lave dine cashewnødder, som jeg har lavet disse ristede mandler med himalyasalt - så har du helt selv styr på det salt, der anvendes og den varme nødderne får, så fedtstofferne ikke ødelægges. Altså hvis du har overskuddet. Denne gang skød jeg selv genvej og købte mig til dem …

Pas på når du køber din risvinseddike. Nogle varianter indeholder nemlig sukker, enten under denne betegnelse eller på ingredienslisten som glukose. Endelig ikke køb disse varianter, da det er hvidt sukker, men find en variant helt uden sukker i stedet ...

Kelpnudlerne er ret krøllede i konsistensen og de ser vildt klamme ud i posen. Men jeg lover at det er forsøget værd – især hvis du som mig ikke har fået nudler i flere år. Bare husk at skyl dem godt og klip dem eventuelt lidt over inden du tilsætter dem i retten, da de er ret lange. De kan sagtens genvarmes dagen efter og de opløses ikke i denne ret (står på pakkerne de opløses langsomt i olie). Og hvis man ikke anvender hele posen på en gang, kan de skyllede nudler holde sig i køleskabet.  

Nudler – velkommen tilbage til min verden J

Nam nam nammelinam,
LevSundtNU

09 august 2011

Pam’s Lovely Mealbox på Frederiksberg – nammenam, der må jeg hen igen

Nammenam, siger jeg bare – og se lige de billeder...

Dejlig frokost uden gluten, sukker og mælk

Pam's Lovely Mealbox
- med laks og med kylling
Ingredienser
Pam’s lovely mealboxe
Pam’s lovely muffins

Opskrift
Du gør intet arbejde selv, bare spis til du skammer dig! Og ingen oppustet mave eller træt krop. Den perfekte frokost, og min bedste madoplevelse længe J

I lørdags var jeg endelig forbi Pam’s Lovely Mealbox i Smallegade på Frederiksberg, som jeg længe har haft i tankerne at besøge. Og det var absolut ingen skuffelse. Min søster og jeg gik ombord i to forskellige mealboxe, en med kylling og en med laks. Jeg må sige, at den med laks var en total favorit. De ristede boghvedekerner, jordbær og den røde chunky dressing må være lavet til mine smagsløg, for det var bare super lækkert. Nammenam, siger jeg lige igen.  

Og så var der jo også dressingen på kyllingesalaten, som vi fik at vide var citronolie-dressing. Den smagte virkelig virkelig skønt (og nej, det er ikke en fejl at ’virkelig’ står der to gange J). Det eneste der ikke helt fungerede for mig, var lidt for mange linser i kyllingesalaten, da jeg jo er en person der trives bedre med store mængder protein og mindre kulhydrat. Men så sagde Pam, at de sørme også laver retter med ekstra mængde protein til de af os, der har det bedst med det. Så jeg skal helt sikkert på besøg hos Pam igen – ret med ekstra kød skal prøves.

Derudover bestilte vi to forskellige kager til dessert, en muffin med en masse kokos og chokolade samt en med abrikos og creme på toppen. Alt sammen uden sukker, gluten og mælk! Forstår slet ikke de kunne smage så godt og være lige efter mine egne principper.  Så det endte også med at jeg måtte købe to kokosmuffins og en konfekt-kugle med hjem. De skulle så holde til nogle dage, men gjorde det absolut ikke - ups….

Pam's dessert muffins

Tak til selveste Pam for god service, gode råd og en hyggelig snak. Det er rart at møde andre passionerede mennesker, der deler ens overbevisninger. Vi var i hvert fald enige om, at man skal lytte til sin egen krop ligegyldigt hvad andre gør og siger, også selvom det betyder en stor steak til morgenmad. Og per min egen erfaring på egen krop, så giver et stort skud protein om morgenen langt større mæthed og langt mindre lyst til at gå på afveje i løbet af dagen. Ifølge Pam, så duer steak bedre til dette end æg (den forskel må afprøves)…  

Pam fortæller desuden, at alt skal være friskt og der derfor ingen decideret menu er at finde. Det skifter hver dag, så et godt sted for den eventyrlystne.

Et besøg værd – nok mange besøg værd J

Nammenam,
LevSundtNU

20 marts 2011

Fyldig kyllingesalat på bund af revet gulerod

Bryd en grænse og prøv et måltid uden kulhydrater. Bare engang imellem! Eksperimenter med det, og mærk hvordan din krop har det uden stivelse og kulhydrater. Det kan være med til at øge din forbrænding en smule og få maven lidt ind på plads. Her har du et forslag til et lækkert måltid med massevis af grøntsager, men helt uden følelsen af afsavn. Velbekomme J

Kyllingesalat med massevis af grøntsager

Fyldig kyllingesalat
- med massevis af grøntsager
Ingredienser
2 styk kyllingebryst
1 lille rødløg
1 ds asparges
1 glas champignon
1 håndfuld ærter
1 spsk. mayonnaise
2 spsk. soyamælk
1 spsk. hørfrøolie
Friskkværnet peber
Evt. 1-2 tsk. sennep
Evt. en smule karry

(min. 2 personer)

Bund: 2 store tomater, 3-400 g revet gulerod samt en smule røget svinemørbrad

Opskrift
Hvis du alligevel laver kylling til et andet måltid, så sørg for at lave ekstra, så du har nok til denne ret. Ellers kan du hurtigt tilberede begge stykker kyllingebryst ved at blanchere dem – så forbliver de dejligt saftige. Sæt en gryde over med vand og når det spildkoger, så læg de to stykker kyllingebryst ned i vandet. Lad vandet komme op til kogepunktet igen, sluk for varmen og lad det stå i 10 minutter. Tag kyllingen op og lad dem køle af.

Tag ærterne op af fryseren, så de kan nå at tø. Hæld asparges og champignon i en si, så væsken kan dryppe af. Skær rødløget i små tern. Pisk mayonnaise sammen med sennep, hørfrøolie, soyamælk og krydderier. Du kan også bruge lidt væske fra aspargesene i stedet for soyamælken. Skær derefter hvert kyllingebryst i stykker og bland alle ingredienserne. Lad kyllingesalaten trække et stykke tid i køleskabet, hvis du har tiden til det. Riv gulerødderne, skær tomaterne i både og læg en bund af dette på en tallerken. Fordel lidt af kyllingesalaten henover, skær en smule røget svinemørbrad i små stykker og drys på toppen. Retten er nu klar!

Lov mig nu at bruge en ordentlig mayonnaise, der ikke er ’light’ og dermed fyldt med endnu flere E-numre. Sørg for at vælge en mayonnaise uden for mange tilsætningsstoffer, fortykningsmidler, smagsstoffer og helst uden sukker – så hellere honning. Jeg ved godt det kan virke uoverskueligt, men vend dig til at læse ingredienslisten på alle dine produkter, så du hen ad vejen kan få sorteret de værste syndere fra og nægtet dem adgang til dit køleskab.

Og brug endelig også en sennep uden sukker. Jeg bruger selv French’s classic yellow mustard – i den karakteristiske gule plasticflaske. Det er det bedste alternativ, jeg har fundet, men kan være svær at få fat på – det er imidlertid absolut umagen værd med skønne produkter helt uden sukker. Jeg har heldigvis fundet den hos en af The Bagel Co’s butikker efter Mad & Vin ikke længere fører den.

Jeg håber, at denne opskrift kan være med til at få dig til at tage skridtet fra et måltid med kyllingesalat på en skive brød til et måltid med en fyldig kyllingesalat på en bund af revet gulerod. Bare engang imellem!

Rigtig god fornøjelse...

Mmmmm,
LevSundtNU

20 november 2010

Saftig kylling med voldsomt mange grøntsager

... og glemte jeg at skrive, at denne ret også bare smager rigtig rigtig godt. Kylling fås simpelthen ikke mere saftig. Og samtidig med at retten er smæk fuld af grøntsager, så er den også ufattelig nem at tilberede og alligevel fuld af smag. Retten kan nemt forkæles med lidt ekstra drys på toppen i form af mine lækre, ristede frø og kerner med salt (se opskrift fra den 18. oktober 2010). Velbekomme!

Den ufattelig nemme og gevaldig sunde
 
Foto: de saftige kyllingeinderfileter serveret på 
voldsomt mange grøntsager med nogle af de lækre, ristede frø og
kerner med kryddersalt. Og hov, sørme også lidt ristet bacon…
Ingredienser 
3-400 g kyllingeinderfileter
3 store løg
1 pose suppeurter (gulerødder, selleri og porrer)
Krydderier: peber, urtesalt, timian/rosmarin

Opskrift
Brun kyllinginderfileterne på begge sider i bunden af en stor gryde ved høj varme i kort tid. Tag dem derefter op af gryden og læg dem til side. Skær løg i store stykker og brun dem i gryden. Hæld en pose suppeurter ovenpå løgene, kom en masse krydderier i, rør rundt og fyld til sidst vand i gryden, så det næsten dækker grøntsagerne. Placer derefter de brunede kyllingefileter på toppen af grøntsagerne, læg låg på og lad retten simre i ca. 20 minutter. Tag kyllingefileterne op og blend grøntsagerne med en stavblender til en tyk mos. Og så er retten mirakuløst færdig!

Spis mos og kylling sammen som det er – det fungerer, og så kan du tillade dig at spise lige så meget, du har lyst til. Du kan også drysse med de lækre, ristede frø og kerner. Og hvis din kære mand eller børn derudover skal lokkes til at spise en sådan voldsom grøntsagsmos, så hjælper en smule bacon på toppen, altid! Retten kan også serveres med diverse andet tilbehør som frisk salat, kartofler, brune ris eller linser.

Retten kan også tilpasses hvad man nu har liggende i grøntsagsskuffen – smid endelig dine rester af grøntsager med i gryden, og eksperimenter med forskellige krydderier. Du kan også gå i gang med at skære alle grøntsagerne selv. Suppeurterne var sådan set kun for at gøre retten til en af de nemme. Jeg bruger gerne lidt ekstra gulerødder, der gør mosen en smule mere sød, og spiser også gerne ekstra grønt til i form af en salat af babyspinat, agurk, forårsløg og tørrede abrikoser. De tørrede abrikoser virker glimrende sammen med de lækre, ristede frø og kerner. Og så har jeg også fået smag for at drysse chiliflager på mosen, når retten serveres. Mmmmmm…

Held og lykke med retten – det kan ikke gå galt!

Mums mums,
LevSundtNU