Viser opslag med etiketten smør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten smør. Vis alle opslag

30 april 2014

Blomkålsmos - eeeeelsker bare ”grønt” som tilbehør


Her kommer så en af dem med mælkeprodukt. Det er sjældent de opskrifter lander her på bloggen, men smør bruger jeg i ny og næ - og liiiiige i denne opskrift, er det bare virkelig lækkert. Fløjlsblød blomkålsmos med smør. Det bliver ikke meget bedre, SMAGER SKØNT & MÆTTER SÅ DEJLIGT - og så er det bare helt vildt let og hurtigt at lave. Velbekomme!
 
Fløjlsblød blomkålsmos
- spis mere ”grønt" til …

Ingredienser
1 økologisk blomkålshoved
2 bg past. æggeblommer
ca. 1/3 pakke økologisk smør
Himalayasalt
 
Opskrift
1) Tag smør og æggeblommer ud af køleskabet og placer i en blenderkop eller foodprocessor
2) Fordel blomkålshovedet i mindre buketter i en si og skyl
3) Placer i en gryde med vand og kog til mør
4) Si vandet fra blomkålen og smid det ned til smør og æggeblommer
5) Blend indtil mosen er dejlig smuk hvid og jævn
6) Smag til med salt og server med det samme !
 
Mit blomkålshoved var rimelig stort, selvom det var økologisk, så jeg vil tro jeg brugte omkring 650-700 gram blomkål. Smørret var også en af de større pakker på 250 gram økologisk smør, så jeg brugte omkring 80 gram smør denne gang. Du kan godt nøjes med lidt mindre, omkring 50 gram, som jeg har forsøgt med tidligere og det smager stadig godt. Og hvis du er LCHF’er kan det være du hellere vil op på DET DOBBELTE i smør. Tror ikke det skader spor, hvis du er på den livsstil :D
 
Hvis du ønsker at være fri for mælkeproteinet, som kan gøre at vores krop ikke så godt kan lide smør, så kan du bruge GHEE i stedet for, eller selv lave KLARET SMØR. Jeg spiser det så forholdsvis sjældent, så jeg har ikke gjort mig ulejligheden endnu, men det skulle være ret nemt og du kan vist let finde en how-to-do på nettet, hvis du laver en hurtig google.
 
Du kan også tilsætte diverse andre KRYDDERIER, hvis du ønsker. Smager skønt med friskkværnet, hvid peber, og smager også uhyre godt med lidt frisk rosmarin. Kun fantasien sætter grænser, men for det meste er jeg nu allermest fan af denne helt basale opskrift, for så smager smørret ligesom bedre igennem og jeg føler mig dejlig mættet af lækker, fløjlsblød og velsmagende mos.

Håber du synes om opskriften og mit lille trick med smør OG æggeblommer - gør faktisk, at jeg et par enkelte gange har lavet denne mos alene, nøjedes med den og intet andet. Har fungeret fint for mig, hvis det lige var det, jeg havde lyst til ...
 
Lækker smoooooth J
 
Mums mums,
naturbarnet




Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

23 marts 2014

en sundere BIKSEMAD - uhh, den har været savnet !


Hvis ikke du havde lagt mærke til det, så er det ikke alene gluten jeg undgår, men generelt også stivelse i det hele taget. Altså, jeg spiser faktisk aldrig kartofter, ris, pasta, almindeligt brød eller for den sags skyld couscous, linser, bønner eller den slags …
 
MEN til gengæld er jeg så gået hen og blevet HELT VILD FAN af butternut squash og græskar. Altså hvis ikke du opfangede det i sidste indlæg. De er bare SÅ nemme at tilberede, og min krop er altså noget vildere med dem end med fx rodfrugter. Derfor var det bare som himlen åbnede sig og englene sang - tja, hæhæ, altså næsten - da jeg tilfældigt fandt på at smide en rest af mine ovn-butternut-squash, fra mit sidste indlæg, på panden sammen med en rest af hakkebøf, bikse det sammen og vupti stod med en god omgang gammeldags biksemad. YUMMIIIIIII - og selvfølgelig med et spejlæg med smuk gul blomme på toppen …
 
MEGA hit, siger jeg bare !
 
sund BIKSEMAD
- one good old oldie
 
Ingredienser
BIKSEMAD
Rest af butternut squash *
Rest af oksekød **
Rødløg
Himalayasalt
Peber
 
Æg til spejlæg
 
TOPPINGS - with a twist
Evt. tamari, glutenfri kinesisk soja i stedet for engelsk sovs
Evt. drys af chiliflager uden kerner
Evt. økologisk tomat puré i stedet for ketchup
Evt. denne salsa i stedet for ketchup
Evt. lav løgene til bløde løg i øko. smør (én til LCHFerne)
 
Opskrift
1) Svits løg af på panden og tilsæt kød samt butternut i tern
2) Varm godt igennem og drys til sidst med krydderier samt evt. tamari
3) Tilbered et spejlæg eller to og placer på toppen
4) Vupti, så er der god gammeldags biksemad - nyd løs !
 
* Havde lavet dem dagen før, og de havde bare fået 30-40 minutter i ovnen ved 200 grader. Se evt. opskriften her, dog i en godt krydret version med chili
 
** Jeg brugte bare hakkebøffer, som jeg delte i grove stykker. Det var lige hvad jeg havde i overskud, men ville nok være endnu mere lækkert med en rest tyndstegsfilet eller lignende lækkert, mørt oksekød
 
Både butternut squash og græsker skyller jeg som regel bare, skærer i tern og smider i ovnen ved 200 grader i omkring 30-40 minutter. Man BEHØVER IKKE SKRÆLLE det eller noget, det er super nemt og smager skønt. Skrællen bliver blød i ovnen og smager helt fin. Desuden mætter det rigtig meget - meget mere end man tror - og på en god og behagelig måde, hvor jeg ikke føler mig så tung i kroppen eller oppustet i maven bagefter. Så efterhånden har jeg også lært at lave en rigtig god portion af et par stykker ad gangen, så jeg har til nogle dage - og nu også til en skøn omgang gammeldags biksemad …

Næste gang skal jeg vist prøve at lave BLØDE LØG til. Det må virkelig bare sætte prikken over i’et. Føler helt det tager mig tilbage til barndommen, hvor min mor og far lavede denne ret. Står lidt højt på listen over de retter, jeg fik i barndommen, men som jeg ikke har fået lææææænge - sammen med svensk pølseret, hæhæ. Mmmmmm, man bliver helt varm indeni J
 
One of the “GOOD OLD OLDIES”
 

- in even better shape !
 
mamselimans,
naturbarnet




Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

30 november 2013

sprøde BØNNEFRITTER - et syndigt sundt tilbehør - u GOTTA try it !


Endelig når vi til bønnefritterne…. Jeg har længe tænkt de skulle deles med jer her på bloggen, da det nok er så tæt på sunde pomme frites, vi nogensinde kommer. Smagen er vildt overraskende! Og det er bare ganske enkelt en pose frosne bønner, lidt god olie og salt, og vupti en halv time senere er der sprøde, lækre bønnefritter, der passer som tilbehør til stort set alle retter !

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor jeg så dem første gang, men mener både frk. sveske og madbanditten har bragt en version af opskriften på deres blogge, og sidstnævnte har dem i hvert fald med i hendes første bog, LCHF - spis dig mæt og glad. God læsning, siger jeg bare… Men her kan både børn og gamle være med på en sundhedstripper, og samtidig er det super nemt og hurtigt at lave for den der står i køkkenet. TOTALLY win win. Velbekomme!

sunde + sprøde BØNNEFRITTER
- smag af pomme frites

Ingredienser
En pose frosne bønner
2-4 spiseskefulde olie *
Himalayasalt

Opskrift
1) Tænd ovnen på 200 grader varmeluft
2) Vend de frosne bønner i olien, læg på bagepapir og drys med salt
3) Bag i ovnen ved de 200 grader i omkring 30 minutter
4) Hold godt øje de sidste 10 minutter og vend eventuelt en omgang

* Jeg brugte olivenolie, men du kan også bruge smeltet smør eller ghee. Jeg har endnu ikke forsøgt mig med kokosolie, så jeg ved ikke om kokossmagen smager for meget igennem, men det skal helt sikkert prøves på et tidspunkt…

Jeg kan godt mærke på min krop, at når disse bønner er nået denne form for sprødhed ikke har sådan forfærdelig mange nærringsstoffer tilbage. Men det er altså bare total lækkert at spise noget, som virker så syndigt når man ikke spiser kartofler eller pomme frites til dagligt. Det sker i hvert fald yderst sjældent, sådan måske 1-2 gange om året, og ofte efter indtaget alkohol, som jeg hver gang fortryder bagefter når min krop begynder at svare tilbage på mine udskejelser. Jeg vil dog lige anbefale en råkost eller grøn salat eller lignende til din ret, så der er to slags tilbehør. Så får du både tilfredsstillet din krop med nærring, vitaminer og mineraler samt lysten til lidt lækkert salt og sprødt. Rigtig god fornøjelse !

SPRØDHED når det er bedst J

Knas knas knas,
LevSundtNU






Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

25 oktober 2012

Krydderkage med gulerødder og rosiner - samt lækker smørcreme med hint af citron

Her kommer en af de mere udsædvanlige her på bloggen – jeg har brugt smør, og en hel del af det J Men gud hvor er den bare lækker denne kage, og mine gæster var virkelig overraskede, da jeg afslørede indholdet. Massere af grøntsager og æg, og samtidig intet sukker, mel eller andre kunstigte ingredienser.
 
Så her får du min sundere version af en krydder-gulerods-kage med en frisk smørcreme på toppen. Da smørcremen indeholder silketofu, vil jeg vove at påstå, at den også er en lettere udgave. Altså ikke at forveksle med kalorielet, men indeholdende færre kalorier end en traditionel version af gulerodskage med smørcreme. Mætter herudover en del grundet æggene og proteinpulveret, hvilket jeg jo synes er ret fantastisk, så det er nemmere at spare lidt på mængderne … Velbekomme!


Krydderkage med gulerødder og rosiner
& topping af frisk smørcreme med citron

Ingredienser
Krydderkage
6 æg
4 spsk økologisk raps-
eller kokosolie
200 g mandler
600 g dadler (en æske)
Saften af 1 stor, økologisk appelsin
Saften af ½ stor, økologisk citron
250 g aubergine eller squash
2 spsk loppefrøskaller, HUSK
1-2 spsk valleprotein pulver
1 knivspids himalayasalt
2 tsk kardemomme
½ tsk allehånde
½ tsk nellike
4 tsk kanel
½ stang vanilje
150 g rosiner
250 g revet gulerod
Evt. lidt hvid peber
 
Smørcreme
400 g silketofu
250 g økologisk smør
2-3 spsk kokosolie
3-6 spsk palmesukker
½-1 tsk vaniljekorn
Revet skal af en økologisk citron
Saften af ½ økologisk citron 
 
Opskrift
Krydderkage
1) Opvarm ovnen til 160 grader
2) Læg rosinerne i blød i vand (eller rom J)
3) Læg bagepapir i en bradepande (23x30 cm) og smør med en smule olie
4) Smid mandlerne, vaniljestangen, valleproteinpulver, HUSK og krydderier i en blender, blend til mel og hæld i en skål
5) Udsten dadlerne, skræl auberginen/squash og skær i store tern
6) Smid i blenderen med appelsin- samt citronsaft, og blend til en fin masse
7) Pisk æggene i en meget stor skål og tilsæt olien samt massen af aubergine/squash og dadler
8) Vend til sidst mandelmelet i massen
9) Skræl og riv gulerødderne på et groft rivejern
10) Dræn rosinerne for vand (eller rom J) og vend dem i dejen sammen med gulerødderne
11) Hæld i formen, sæt i ovnen og bag i cirka 60 minutter
 
Smørcreme
1) Smid silketofu, vaniljekorn, palmesukker, citronsaft samt -skal i din blender og blend til en fin masse
2) Smelt smør og kokosolie, og tilsæt massen løbende mens du blender
3) Fordel ud over kagen og sæt på køl eller frost med det samme
4) Tag ud en halv times tid senere (fra frost) og nyd i fulde drag J
 
Jeg har ikke selv en stor foodprocessor, men jeg er faktisk ret sikker på, at når mandelmelet er blendet, så kan alle ingredienserne bare væltes i en foodprocessor og blendes på en gang. Ingredienslisten virker lidt lang, men jeg er ret sikker på, at ikke alle krydderierne er strengt nødvendige. Bare suppler op med kanel, så tror jeg nok det skal gå uden problemer. Derudover tror jeg også godt den kan undvære proteinpulveret, hvis du ikke har dette. Det er bare med til at gøre kagen lidt mindre svampet, mere fast, og ikke at forglemme mere mættende. Men hvis du eventuelt har nogle kokosfibre eller mandelfibre, så tilsæt måske lidt af dette i stedet.
 
Og så er jeg bare super spændt på, om nogen tør lave min smørcreme på silketofu. Noget af et eksperiment, men det virkede. Smagen er super skøn, selvom man godt kan ane, at massen bliver knap så smooth som en smørcreme med smøreost. Men det tager jeg gerne med for denne lettere version af en pragtfuld krydderkage, der bare er top lækker …

 
Lækker lækker lækker kage - mums J

Mums mums mums,
LevSundtNU

05 september 2012

En enkelt sød kanelbolle med rosiner - bagt på kun 70 sekunder

WOW – denne opskrift er bare for sej !!!

Godt nok en opskrift, der står lidt ud i mængden fra resten af dem, du finder her på bloggen, da den indeholder smør og laves i din mikroovn. Jeg synes bare, at denne opskrift er genial for en singlepige som mig, der bare engang imellem godt kunne bruge en enkelt sundere bolle uden mel og andet møg, og uden at skulle slave alt længe i køkkenet for det. Opskriften indeholder som sagt smør og jeg har også tilsat palmesukker, der jo øger kalorierne en smule, men udover dette, så er den altså virkelig en genial lille juvel.

Den originale opskrift er en mere neutral madbolle lavet med hørfrø, og jeg fik inspirationen fra frk. sveske, der har bloggen ’lidt om alt - og meget om mad’. Opskriften hos frk. sveske var med bagepulver, og jeg mente umiddelbart at det måtte kunne gøres uden og så med lidt færre frø. Så jeg har eksperimenteret med en del forskellige sammensætninger, og kom op med denne version med ekstra protein, kanel og rosiner, der dufter helt fantastisk og smager åhh så skønt. Velbekomme!

Sød kanelbolle med rosiner
- på kun 70 sekunder

En enkelt sød kanelbolle med rosiner
- bagt på 70 sekunder samt fuld af protein og mæthed
Ingredienser
1 spsk smør
1 æg
1 spsk sojamælk
eller mandelmælk
(kan udelades)
1 spsk palmesukker
En smule Himalayasalt
(at foretrække, men kan udelades)
1 spsk mandelmel med top
1 spsk valleproteinpulver med top
1 tsk kokosfibre *
1 tsk kanel med top
½ tsk kardemomme
Et drys vaniljepulver
(kan udelades)
En lille håndfuld rosiner

Opskrift
1) Smelt smørret i en lille skål og tilsæt palmesukker samt salt
2) Pisk ægget ud i det smeltede smør med palmesukker og salt
3) Pisk sojamælken i blandingen
4) Tilsæt alle de tørre ingredienser, pisk godt rundt og vend rosinerne i massen
5) Sæt i mikroovnen i 70 sekunder på fuld styrke

Vupti - du har nu en færdigbagt sød og lun kanelbolle med rosiner klar til at blive spist med stort velbehag (specielt da man ikke har spist en lun bolle i MEGET lang tid). Lad den eventuelt køle lidt af, inden du sætter tænderne i den.

Forslag til tilbehør: nøddesmør, syltetøj uden sukker og uden sødemidler - fx Fiordifrutta (min yndling), St. Dalfour eller Clearspring, et æble i både eller anden frisk frugt

Jeg spiste selv denne bolle med en nektarin skåret i både, samt en lille smule ekstra smør og jordbærsyltetøj. Guf guf guf, blev næsten en lille dessertanretning, som du kan se på billedet.

Den er en lille bitte smule bastant, eller også er det måske bare mig, der jo slet ikke er vant til brød eller andet bagværk af den slags. Derfor hjalp det så også at tilsætte en spiseske sojamælk i mit andet forsøg med denne variant, men slet ikke sikkert du behøver dette. Det kunne sagtens undværes, jeg følte bare konsistensen blev lidt mere klæg, hvilket jeg satte pris på. Derudover gør det virkelig godt med lidt frugt on-the-side og så er rosinerne også en skøn tilføjelse. Den så forresten således ud, da den kom ud af ovnen og havde afkølet lidt...




* Jeg har selv brugt denne kokosmel (findes i både 500 g og 1 kg) eller kokosfibre, som jeg kalder det herover, bare så det ikke forveksles med almindeligt kokosmel. Og jeg har købt den online hos RawFoodShop.se. Det er også her jeg har købt denne fantastiske mandelmel  brugt i opskriften (findes i både 500 g og 1 kg), og jeg har ikke lige fundet det billigere andre steder. Man kan lige samle lidt sammen, da de tager 100 SEK i forsendelse uanset mængde til Danmark. Jeg har desuden købt shirataki nudler her og en masse tørret frugt og bær. Alle disse ingredienser bruger jeg i en masse andre ting, og gør det lidt nemmere med disse meltyper i forhold til den oprindelige version, hvor du skulle kværne hørfrø til mel først - her er det bare at dosere og tilsætte J

Jeg overvejer lige nu, som jeg sidder her og skriver dette indlæg, om jeg også skal lave en portion nutella. Tænker det virkelig ville være et treat til denne søde bolle, eller måske en ny version uden kanel... Hmmm, ved dog ikke lige, om jeg skal i gang med at eksperimentere med en ny version nutella, eller jeg bare laver en af disse to, som jeg har bragt tidligere, en meget nem version og så en lidt mere kalorievenlig version, hvor jeg har forsøgt at få kalorierne en smule ned med sojamælk og få proteinmængden op med æggeblommer...

Samme forsøgte jeg med denne søde kanelbolle. At øge mængden af protein og samtidig skære lidt ned på mængden af nødder/frø. Jeg forsøgte derfor at tilsætte valleproteinpulver (jeg anvendte det fra Natur Drogeriet, som kan fås i de fleste helsekostforretninger), og det fungerede overraskende helt perfekt…

En vidunderlig skøn lille sød weekendhygge morgenmad fyldt med protein J

Guf guf guffeliguf,
LevSundtNU