Viser opslag med etiketten frysetørrede hindbær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frysetørrede hindbær. Vis alle opslag

22 april 2012

Syrlige konfektkugler med granatæblepulver og frysetørrede hindbærstykker

Jeg eksperimenterer rigtig meget med løsninger, der kan erstatte vingummi. Denne løsning er et af de særdeles syrlige alternativer til det kunstige slik, og er helt fri for sukker samt anden forarbejdet tilsætning. Granatæblepulveret giver den helt rigtige syrlige smag, og kan virkelig få mundvandet til at rende på den gode måde… En herlig løsning til din sliktrang, når du trænger til lidt sødt, og ikke mindst syrligt. Velbekomme!

Syrlige konfektkugler med granatæblepulver

Syrlige konfektkugler
- med frysetørret granatæblepulver
Ingredienser
30 g cashewnødder
50 g tørrede abrikoser
40 g syrlige, gule rosiner
20 g æbleringe (kan udelades)
4 tsk frysetørrede hindbær
4-5 spsk granatæblepulver
½ tsk vaniljepulver
2 tsk kokosolie
2 tsk limesaft

(ca. 20 små kugler)

Opskrift
1) Sæt cashewnødderne i blød natten over eller 2 timer forinden
2) Smelt kokosolien og hæld i din blender eller minihakker
3) Hæld vandet fra cashewnødderne og smid i blendere
4) Tilsæt resten af ingredienserne og blend til en findelt masse
5) Form kuglerne, drys med lidt ekstra frysetørrede hindbærstykker og servér

Rene, naturlige ingredienser, og så samtidig super lette og hurtige at lave i din minihakker eller blender. På grund af olien, limesaften og de udblødte cashewnødder blender de utrolig nemt og ikke som andre konfektkugler, der kan være lidt svære at få rundt i blenderen og mikset ordentligt.

Granatæblepulveret skal være den frysetørrede slags, da det er denne, der har den rigtige syrlige smag. Jeg har købt mit pulver i en af Helsemins butikker, men jeg fandt det også her på nettet hos Helseriet.

TIP: Dette gudeskønne pulver indeholder en hel masse antioxidanter, så du kan også starte din dag med et lille glas vand iblandet en teskefuld af dette pulver. Jeg er sikker på, at det kan være med til at holde dig ung og smuk.

De frysetørrede hindbær har jeg selv købt hos SpecialKøbmanden, der har en lille butik i Tivoli, men ligger også flere steder i landet og sælger over nettet - se her. Frysetørrede ingredienser popper frem flere og flere steder, og du kan efterhånden finde mange forskellige typer frugt og bær frysetørrede, både over nettet og i diverse butikker, blandt andet i torvehallerne ved Nørreport i København.

Hvis du tilsætter æbleringene, så sørg for at det er de bløde varianter. Dem anvender jeg i hvert fald selv, både fordi jeg elsker smagen men også konsistensen. Jeg har også købt disse i en af Helsemins butikker i København, men du kan også finde dem på nettet. Ved en hurtig søgning fandt jeg dem billigst her hos e-deli, hvor jeg dog ikke selv har handlet før…

Kokosolien kan du let smelte ved at lave lidt kogt vand i din elkedel, hælde i en skål og så tage en lille kop eller mindre skål og sætte oveni med kokosolien. Dit eget lille vandbad, bare uden gryder og uden at skulle tænde et blus på komfuret. Der skal nemlig ikke meget varme til at smelte kokosolie, og den kan i princippet smelte på din radiator, når årstiden er til det….

Jeg er selv lykkelig over at have fundet på denne løsning, og skal helt sikkert eksperimentere videre med flere af ingredienserne. Disse syrlige konfektkugler holder også længe i køleskabet, og i princippet også i fryseren. Og det er en af de bedste løsninger på syrlig slik, jeg er nået frem til indtil videre. God fornøjelse !

Syrligt syrligt syrligt J

Nipsedi nip nip,
LevSundtNU

10 juli 2011

Cremet chokolademousse – 100% naturlige ingredienser

Et af mine egne skridt på vejen til et sundere liv er at få flere grøntsager indarbejdet i min kost, foruden alt helst skal være naturlige råvarer og så smage godt. Så her får du min opskrift på en cremet chokolademousse med avokado. Den smager rigtig dejlig af chokolade og konsistensen er virkelig næsten helt ”uartig-snasket”. Her har jeg opgraderet til mine gæster med et par farverige og smagfulde toppings. Velbekomme!

Cremet chokolademousse med toppings

Cremet chokolademousse
- 100% naturlig med diverse toppings
Ingredienser
1 stor moden banan
1 avokado
1 dl soyamælk
10-12 dadler
3-4 spsk ren kakaopulver
Saften fra 1 appelsin
Drys af vaniljekorn

Toppings:
Kakao nibs
Kokosflager
Hakkede, ristede hasselnødder
Frysetørrede jordbær
Frysetørrede hindbær

(6 små portionsglas)

Opskrift
1) Udsten dadlerne og smid dem i blenderen
2) Pres saften fra appelsinen over og blend til fin masse
3) Tilsæt banan, avokado, soyamælk, vaniljekorn og kakao
4) Blend til en ensartet og cremet mousse, og sæt på køl
5) Fordel chokolademoussen i passende portionsglas og pynt med diverse toppings

Jeg har i denne chokolademousse brugt ren kakaopulver – det der bruges til madlavning. Det er ret kraftigt, så hvis du bruger en mere mild og fedtfattig udgave, fx fra Urtekram, skal der sikkert anvendes et par spiseskefulde ekstra. Så smag endelig til, så du opnår din helt rette og foretrukne chokoladesmag.

Tip til intens choko-orange smag: Chokolademoussen smager som sådan ikke af appelsin, så hvis du gerne vil have en mere gennemtrængende smag af appelsin, kan du udskifte soyamælken med saften fra endnu en appelsin. Tilsæt revet skal fra appelsinerne samt måske lidt af saften fra en lime eller citron. Så får du helt sikkert en mere intens choko-orange smag.

Tip til portionsanretning: For at kunne komme chokolademoussen ned i de små glas uden at få det udover glassene, så hælder jeg moussen i en almindelig frostpose og klipper et lille hul i hjørnet. Det er super let og gør at du kan få en lille fin top på den lækre chokolademousse. Det ser nu meget godt ud…

Jeg har her pyntet med forskellige typer af toppings. Det gør det langt sjovere at spise sund chokolademousse, og så får du også tilfredsstillet øjnene med en fryd af skønne farver og lidt variation. Det er også rigtig hyggeligt at servere til gæster i små skåle, så de selv kan blande drysset på deres chokolademousse. Chokolademoussen smager også godt med rosiner og pistacienødder. Så slå dig endelig løs og lad kun din fantasi sætte grænser – jeg glæder mig til at høre om dine egne eksperimenter J

De frysetørrede bær har jeg købt hos SpecialKøbmanden. De kan også købes på deres hjemmeside – se her!

Rigtig god fornøjelse!

Guffeliguf,
LevSundtNU