Viser opslag med etiketten ærter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ærter. Vis alle opslag

09 december 2013

NEM NEM NEM indisk gryderet med STOR smag !


Jeg ELSKER retter der både er:
lette og hurtige at lave,
sunde og lavet med rene, naturlige ingredienser,
og som samtidig har masser af fyldig, god smag.
 
Alt dette lever denne ret til fulde op til !
 
Jeg har selv lavet retten en hel del - også sammen med nogle skønne veninder, der nu også selv er begyndt at lave retten pænt ofte. Så her er min lille perle af en opskrift med et lille fif til smagfuld indisk, og i denne udgave som et nemt og smagfuldt alternativ til den sædvanlige kødsovs... Velbekomme!
 
nem INDISK gryderet
- fuld af kraft og smag
 
Ingredienser
1 pk økologisk hk oksekød,
eller okse/kalv/lam i tern
1 ds økologiske hk tomater
ca. 1/3 glas indisk curry paste*
Frisk hvidløg efter smag
½ pose frosne ærter
2 store rødløg
 
Evt. den tykke øverste del fra en dåse kokosmælk
 
Opskrift
1) Skær alle grøntsager i tern
2) Svits kødet i bunden af en stor gryde ved høj varme
3) Tilsæt hvidløg og svits med
4) Tilsæt en tredjedel af glasset med indisk curry paste
5) Bland godt rundt, tilsæt løgene samt lidt efter de hakkede tomater
6) Lad retten småsimre lidt og tilsæt ærterne til sidst lige inden servering
 
* Mit hemmelige fif til nem og smagfuld indisk mad er helt klart denne curry paste. Jeg har købt den hos en etnisk grønthandler, og de har rigtig mange forskellige af denne slags og jeg har set dem flere steder. Jeg har fundet et par, som jeg synes er vildt gode, og den du ser på billedet er efter min smag klart en af de bedste.
 
Du skal dog være meget vågen og læse grundigt på ingredienslisten, når du shopper disse curry pastes, da en del af dem kan indeholde både mel, fortykningsmidler, farvestoffer, aromastoffer, sukker og anden kemi og forarbejdet tilsætning. Denne blanding består alene af krydderier, chili, ingefær og olie (og salt), og er lækker krydret og kraftfuld i smagen uden at blive hylende stærk. Og det er altså virkelig en nem måde at opnå STOR smag i en ret, og som her i denne ret et godt alternativ til den sædvanlige kødsovs med tomat og oregano.
 
Jeg spiste denne gang retten med frisk spinat, og spiser stort set altid friske grøntsager som tilbehør til mine varme retter. Aldrig stivelse, hvis du ikke allerede havde bemærket det. Men udover frisk spinat er retten også god med spiraliserede squash, revede gulerødder, strimlet kål, peberfrugt i tern eller andre friske, sprøde grøntsager. Du kan eventuelt tilsætte den fede del af en dåse kokosmælk, da dette gør retten en smule mildere og mere cremet. Selvom der står mild på etiketten af glasset af curry paste, så tror jeg at de fleste vil finde denne ret godt krydret og en smule stærk. Jeg kan sagtens selv bruge et halvt glas curry paste i retten, men så bliver den altså også rimelig stærk for de fleste. Du kan også altid tilsætte en ekstra dåse hakkede tomater, hvis retten bliver lidt for stærk til dig - smag dig frem ...
 
Pift din kødsovs op ”på indisk” J
 
KAPOOOW,
naturbarnet





Billederne i dette indlæg er taget af fotograf, Jonas Raaby
jraaby [snabel-a] googlemail.com

19 november 2012

Måske lidt for tyk suppe – og virkelig mør oksesteg

Min måde at forsøge at leve sundt på, er primært ved at forsøge at få flere grøntager ind i min kost. Som du kan læse under mine sunde kostråd, så forsøger jeg at holde fokus på det, som jeg ønsker at maksimere, og ikke på alt det jeg ikke har godt af at spise.  Derfor forsøger jeg også hele tiden at finde på flere måder at lave retter med flere grøntsager. Det vigtige for mig er dog samtidig, at det virkelig skal smage godt, for ellers holder det bare ikke rigtig for mig i længden.
 
Så her får du en opskrift, hvor jeg har anvendt de smukke rød-orange sweet potatoes, og lavet en slags tyk suppe ud af det. Retten er super let at lave, da du laver det hele i en stor gryde med et stort stykke oksebov eller -klump, og bare tager kødet op og blender resten til slut…
 
Så skal sindet og tankerne bare lige acceptere, at der ikke er hverken ris, pasta eller andet tilbehør til. Det har jeg jo vendt mig til efterhånden, og har ikke længere brug for at skulle kategorisere det jeg spiser som enten sovs eller suppe, for at kunne acceptere det som et måltid. Og ærlig talt, så ved jeg ikke om dette skulle hedde sovs eller suppe. Bemærk måske, hvordan du selv har det med dette ...? Er det gamle paradigme med tretrinsraketten: kød, sovs og kartofler, afskaffet, eller forhindrer det os stadig i at leve sundere og vælge mad, vores kroppe har det bedre med, uanset hvilken form det nu kommer i …??
 
Velbekomme!
 
Virkelig mør oksesteg
- serveret med tyk suppe
af sweet potatoes
 
Ingredienser
Oksegrydesteg på 1-1½ kg
6 store sweet potatoes
2-3 store rødløg
Figen-dadel-eddike
Hvidløgspulver
Rosmarin
Timian
Peber
Salt
 
Tilbehør:
Frosne ærter
Mine lækre ristede frø og kerner med salt
 
(til flere dage,
eller formentlig nok til 4 personer)
 
Opskrift
1) Vend oksestegen i bunden af en stor gryde ved høj varme, så den brunes på begge sider
2) Tilsæt en god sjat figen-dadel eddike ud over okseklumpen og lad det svitse af
3) Skræl, skyl og skær alle grøntsager i store stykker
4) Tilsæt retten sammen med krydderierne,
og vær ikke nærig med hverken rosmarin eller timian
5) Tilsæt en god del vand, så det dækker et stykke over kød og grøntsager,
og lad retten småsimre i et par timer
6) Tag kødet op og blend resten af grøntsagerne til en tyk suppe
7) Tilsæt en portion frosne ærter, så de lige tør op og varmes i suppen
8) Server suppen med kødet og drys eventuelt med lidt frø og kerner
 
Jeg anvendte selv en figen-dadel eddike, som jeg vist har nævnt en del gange, og ellers kan jeg sige, at den er købt hos Oil & Vinegar i Fields. Du kan dog bruge en hvilken som helst god eddike vil jeg tro, en god rødvinseddike eller balsamisk eddike, ville kunne give samme gode grundtoner i smagen af denne ret.
 
Jeg har drysset med mine lækre ristede frø og kerner, som jeg denne gang har lavet med Lene Hanssons kryddersalt. Så er der lidt mere bid i dem end med almindeligt salt. Indeholder nemlig også lidt chili.
 
Du kan sikkert tilsætte alverdens rodfrugter og grøntsager, bare tilsæt lidt af hvert. Gulerødder, pastinak, rødbede, persillerod, selleri, og hvad du ellers kan finde på. Jeg har også lavet en lignende udgave, hvor jeg anvendte suppen som sovs med masser af rødvin, og en lidt anden udgave med andre grøntsager og kylling. Første opskrift kan du se i dette indlæg, grydestegt oksesteg med smagfuld rødvinssovs, og næste i indlægge her med saftig kylling med voldsomt mange grøntsager.
 
Håber hermed du har lidt inspiration til nogle lette, smagfulde retter med flere grøntsager her i vinterhalvåret. God fornøjelse!
 
Grøntsager grøntsager og flere grøntsager J
 
Namme nam nam,
LevSundtNU

26 april 2012

En hurtig frokost - kalvestrimler med grønne bønner og ærter

I sidste weekend lavede jeg en særdeles hurtig frokost med lidt kalvekød, jeg havde tilovers samt hvad jeg ellers lige kunne finde i mine køkkenskabe, køleskabet og fryseren. Det endte faktisk med at blive en ganske glimrende frokost og et dejligt måltid uden stivelse, der alligevel gav rigelig med mæthedsfornemmelse og samtidig smagte dejligt. Måske fordi jeg elsker rosmarin og timian... Velbekomme!

Kalvestrimler med grønt i sherrysovs

Kalvestrimler med grønne bønner og ærter
- et nemt & hurtigt frokostmåltid
Ingredienser
350 g kalvestrimler
2 rødløg
Frosne ærter og bønner
1-2 dl soyamælk eller mandelmælk
½ dl sherryeddike eller anden eddike med god smag
½ dl glutenfri tamari
2 tsk rosmarin
1 tsk timian
Peber

(min. 2 personer)

Opskrift
1) Svits kalvestrimlerne hurtigt på hver side ved høj varme i en smule olie
2) Hæld eddiken ud over og svits hurtigt af
3) Tilsæt den glutenfri tamari og skru ned for varmen
4) Vend løgene sammen med kødet
5) Tilsæt mælken, krydderierne og rør godt rundt
6) Tilsæt bønnerne og ærterne, vend rundt og lad simre i kun ganske få minutter

Lad endelig ikke retten tilberede i for lang tid, da kødet dermed bliver for gennemstegt. Så forbered dig ved skære løget i strimler eller tern i forvejen og sæt alle ingredienserne frem, så du hurtigt kan mikse sammen dem på panden. Retten er dermed også klar på få minutter.

Jeg anvendte to kalvesteaks, jeg havde tilovers fra en større pakke aftenen før og jeg skar disse i forholdsvist tykke strimler. Det fungerede rigtig godt og gjorde, at jeg kunne holde dem en lille smule lyserøde indeni og dermed stadig dejligt møre. Lige efter min egen smag.  

Da eddiken og tamarien koger en smule ind ved den høje varme, bliver sovsen god og ikke alt for tynd, selvom du bruger en mælk og en ikke fløde. Du skal bare ikke tilsætte for meget mælk...

Hurtig og nem frokost med god smag J

Nam nam namelinam,
LevSundtNU

05 august 2011

Paprikagryde med et læs af grøntsager og sojafløde

Mums, denne paprikagryde var muchos lækker – noget nemmere at nyde en masse grøntsager, når de kommer serveret på denne måde…

Men ærligt, kender I det, at når man har lavet maden, så kan man ikke huske helt præcis, hvad og hvor meget der egentlig havnede i gryden?! Jeg kørte fuldstændig i flow på denne ret, så jeg er lidt usikker på om det hele nu er med og om mængdeforholdene svinger. Men her prøver jeg alligevel at gendanne opskriften – så brug den som inspiration og sørg endelig for at smage til undervejs J Velbekomme!

Paprikagryde med sojafløde

Ingredienser
Paprikagryde med sojafløde
- og et læs af grøntsager...
1 spidskål
1-2 kg rødløg
Røget svinemørbrad
2 bakker champignon
4 spsk figen-dadel eddike
2-4 spsk kinesisk soya
1 ds tomatpuré (lille)
1 ds hk tomater
Ærter
Paprika
Peber
Hvidløg
Sojafløde

Opskrift
1) Skær løg, svinemørbrad og champignon i små tern samt spidskål i mindre strimler
2) Svits løg sammen med røget svinemørbrad samt hvidløg, hvis du tilsætter dette råt
3) Tilsæt figen-dadel eddiken, svits af og derefter den kinesiske soya
4) Tilsæt en masse paprika, gå helt amok (retten kan klare langt mere end du tror) og rør godt rundt – tilsæt samtidig alle andre krydderier, peber, hvidløg (hvis du tilsætter pulver eller granulat i stedet for et råt fed)…
5) Tilsæt champignon og rør godt rundt, så de bliver stegt godt og vendt i alle krydderierne
6) Tilsæt resten af ingredienserne, spidskål, tomatpure, hk tomater, ærter og kog kort op
7) Tilsæt til sidst sojafløden, varm op, vend godt rundt og server!

Måske har jeg som sagt glemt et par ingredienser. Jeg vil tro, at jeg kan have anvendt andet end paprika, hvidløgsgranulat samt peber som krydderier, men da jeg var fuldstændig i flow da jeg lavede denne ret, er ikke alle detaljer røget ned på papir tids nok…

Dagen efter varmede jeg retten op, skar et hjertesalat i fine strimler og vendte dette i lige inden servering. Mums, jeg elsker god crunch fra frisk salat i varme retter. Prøv det, men husk at tage retten af varmen først!!

Jeg brugte for resten Provamel Sojafløde, selvom den indeholder hvedesirup, som jo bare er et andet navn for sukker. Glæder mig til den dag, de laver sojaprodukter (altså udover mælk), der ikke er sukker i…. PLEASE snart!!!!

Denne paprikagryde var så det alle løgene gik til fra mit sidste indlæg om ’det bedste tip mod løg-fingre’, som i øvrigt er tandpasta – og ohh yes, det virker J

Nam nam nam & nam,
LevSundtNU

20 marts 2011

Fyldig kyllingesalat på bund af revet gulerod

Bryd en grænse og prøv et måltid uden kulhydrater. Bare engang imellem! Eksperimenter med det, og mærk hvordan din krop har det uden stivelse og kulhydrater. Det kan være med til at øge din forbrænding en smule og få maven lidt ind på plads. Her har du et forslag til et lækkert måltid med massevis af grøntsager, men helt uden følelsen af afsavn. Velbekomme J

Kyllingesalat med massevis af grøntsager

Fyldig kyllingesalat
- med massevis af grøntsager
Ingredienser
2 styk kyllingebryst
1 lille rødløg
1 ds asparges
1 glas champignon
1 håndfuld ærter
1 spsk. mayonnaise
2 spsk. soyamælk
1 spsk. hørfrøolie
Friskkværnet peber
Evt. 1-2 tsk. sennep
Evt. en smule karry

(min. 2 personer)

Bund: 2 store tomater, 3-400 g revet gulerod samt en smule røget svinemørbrad

Opskrift
Hvis du alligevel laver kylling til et andet måltid, så sørg for at lave ekstra, så du har nok til denne ret. Ellers kan du hurtigt tilberede begge stykker kyllingebryst ved at blanchere dem – så forbliver de dejligt saftige. Sæt en gryde over med vand og når det spildkoger, så læg de to stykker kyllingebryst ned i vandet. Lad vandet komme op til kogepunktet igen, sluk for varmen og lad det stå i 10 minutter. Tag kyllingen op og lad dem køle af.

Tag ærterne op af fryseren, så de kan nå at tø. Hæld asparges og champignon i en si, så væsken kan dryppe af. Skær rødløget i små tern. Pisk mayonnaise sammen med sennep, hørfrøolie, soyamælk og krydderier. Du kan også bruge lidt væske fra aspargesene i stedet for soyamælken. Skær derefter hvert kyllingebryst i stykker og bland alle ingredienserne. Lad kyllingesalaten trække et stykke tid i køleskabet, hvis du har tiden til det. Riv gulerødderne, skær tomaterne i både og læg en bund af dette på en tallerken. Fordel lidt af kyllingesalaten henover, skær en smule røget svinemørbrad i små stykker og drys på toppen. Retten er nu klar!

Lov mig nu at bruge en ordentlig mayonnaise, der ikke er ’light’ og dermed fyldt med endnu flere E-numre. Sørg for at vælge en mayonnaise uden for mange tilsætningsstoffer, fortykningsmidler, smagsstoffer og helst uden sukker – så hellere honning. Jeg ved godt det kan virke uoverskueligt, men vend dig til at læse ingredienslisten på alle dine produkter, så du hen ad vejen kan få sorteret de værste syndere fra og nægtet dem adgang til dit køleskab.

Og brug endelig også en sennep uden sukker. Jeg bruger selv French’s classic yellow mustard – i den karakteristiske gule plasticflaske. Det er det bedste alternativ, jeg har fundet, men kan være svær at få fat på – det er imidlertid absolut umagen værd med skønne produkter helt uden sukker. Jeg har heldigvis fundet den hos en af The Bagel Co’s butikker efter Mad & Vin ikke længere fører den.

Jeg håber, at denne opskrift kan være med til at få dig til at tage skridtet fra et måltid med kyllingesalat på en skive brød til et måltid med en fyldig kyllingesalat på en bund af revet gulerod. Bare engang imellem!

Rigtig god fornøjelse...

Mmmmm,
LevSundtNU