Viser opslag med etiketten hindbær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hindbær. Vis alle opslag

05 januar 2013

Smoothie med appelsin og grønkål - en god måde at få flere grøntsager



Jeg laver en del grønne smoothies, og eksperimenterer virkelig meget for at få dem til at smage godt. For ellers holder det altså bare ikke så godt i længden. Min krop er dog blevet ret vant til de grønne smoothies, og savner dem virkelig, når den ikke får dem. Og helst dem med de mørkegrønne grøntsager som spinat og grønkål. De gør simpelthen min krop lettere på en måde, min fordøjelse fungerer bedre og jeg har en langt større følelse af velvære i kroppen.

Mit trick til mine grønne smoothies er som regel at blande både sødt og syrligt, da dette bedst muligt maskerer kålens lidt grove smag. Jeg bruger selv svesker for at søde, da min krop har det bedre med et par svesker end et par dadler. Og så anvender jeg i denne smoothie helst en virkelig sur økologisk appelsin, og ellers måske også en lime eller en håndfuld syrlige bær, og så kan man altså sagtens få grønkål i lidt større mængder indenbords. Velbekomme!

Sund grøn smoothie
 - med appelsin og grønkål

Ingredienser
Grøn smoothie
1 (sur) økologisk appelsin
2-3 håndfulde grønkål
1 spsk hørfrøolie
2-3 svesker (kan udelades)
1 gulerod (kan udelades)

+ enten
1 økologisk lime, eller
en lille håndfuld hindbær, eller
en lille håndfuld bærsymfoni

Diverse ekstra
½-1 banan
3-5 mandler
1 brev grøn te pulver
Revet skal af appelsinen
Lidt kanel, kardemomme, allehånde og/eller nellike

- du kan gøre smoothien lidt julet ved at tilsætte diverse julekrydderier, der både smager godt, generelt gavner din leverfunktion og stabiliserer dit blodsukker. Så smager smoothien så ret meget af disse, og jeg vil anbefale revet appelsinskal eller citronskal samtidig …

Opskrift
1) Smid alle ingredienser i en blender med lidt vand, bortset fra olien
2) Blend forholdsvis længe til smoothien har en rimelig ensartet konsistens
3) Tilsæt olien og blend kun meget få sekunder
4) Velbekomme

Jane fra madbanditten skrev i november et indlæg med en salat af grønkål - en skøn superfood - og beskriver også alle de vidunderlige helsefacts omkring denne mørkegrønne kål. Fuld af fibre og antioxidanter, B-, C- og K-vitamin, folat samt kalcium, jern, zink og jod. Vi mangler altså ikke årsager til at indtage denne vidunderkål, men snarere måder at spise den på. Janes salat er et rigtig godt bud, og i hendes indlæg er der mange gode forslag i kommentarerne, og herudover har jeg faktisk altid en pose hakket grønkål på frost, som jeg jævnligt bruger en klump af i mine smoothies. På denne årstid kan vi jo så få det helt friskt, og hvis man er lidt doven, så også skyllet og hakket.

Dette er også en måde at få kroppen fyldt med en god portion base, der hjælper din krop efter hele julen og nytårets syre-fest… Det er jo i princippet næsten kun grøntsager og så ikke-varmebehandlet frugt, der er basisk, så hermed får du en god måde at balancere din krop og hjælpe den med at bibeholde sin basiske tilstand, hvor den jo faktisk nemmere bekæmper sygdom og holder dit immunforsvar stærkt.


Lige nu er min egen favorit den kombination med hindbær, da den smager virkelig dejlig frisk ...

Grønkål på en virkelig god måde J

Din krop siger mmmmmmm,
LevSundtNU

28 december 2012

Min juicefaste i december måned … #2


Jeg lovede at skrive lidt mere omkring min juicefaste, da den jo ikke alene indeholdte ren og skær juice. For at få nogle essentielle fedtsyrer, gerne flere gange om dagen, og for at jeg ikke skulle føle så meget sult igen, lavede jeg omkring 2 smoothies om dagen af min juice og nogle ekstra ingredienser. Fedtstofferne er vigtige for at optage de fedtopløselige vitaminer fra juicerne bedst muligt. Derudover støttede jeg udrensningen og min leverfunktion med diverse naturlige ingredienser og kosttilskud.
 
Du får hermed lidt ekstra inspiration til, hvordan du bedre kan holde en juicefaste i lidt længere tid end bare 1-2 dage, og hvordan du kan støtte din lever og hjælpe med udrensningen undervejs.
 
”Velbekomme” J
 
Kosttilskud
& ekstra ingredienser
 
Ingredienser
Mine kosttilskud og naturlige ingredienser
- før juice/smoothie
(fordelt over dagen på de 5 drikke)
3 x 4 tabletter chlorella, den grønne perle
2 x 20 ml mælkebøttesaft
1 x 20 ml flydende magnesium, Kräuterblut (ikke nødvendig for udrensning, min krop trængte bare)
1-3 hvidløgstabletter, nogle dage
2-6 fiskeolietabletter, fordelt på 2-3 juicer
 
- jeg advarer lige om mælkebøttesaften, fy for f …. den smager altså ikke ligefrem skønt, og kan findes i pilleform i stedet, også i miks blandet med andre udrensende ingredienser …
 
I mine smoothies
- udover juice, ca 200-250 ml
(fordelt mellem de to smoothies per dag)
Hindbær, optøede
Jeg har desværre ikke et billede af en af mine smoothies
- de så heller ikke så lækre ud, så her får du juicerne i stedet!
3 skeer loppefrøskaller, HUSK
2-4 spsk hørfrøolie
1 spsk hampefrø (nogle dage)
eller 1 spsk chiafrø
eller 3-5 mandler
1 tsk hvedegræspulver
og/eller byggræspulver
1 tsk rødbedekrystaller
1-2 tsk gurkemeje
1 brev grøn te
½ avocado (4 dage)
¼ potte persille (4 dage)
 
Evt. ½ spsk flydende klorofyl
Evt. 1 tsk bipollen
 
- de optøede bær blev tilsat grøntsagsjuicerne i stedet for frugtjuicen, så disse smoothies fik en lidt anden smag, og uden en for stor andel af frugt i forhold til grøntsager per smoothie …
 
Opskrift
Jeg valgte som sagt at lave 5 drikke om dagen af 300 ml. plus nødder
§  3 x ren juice
§  2 x smoothie, som er juice blendet med ovenstående ingredienser
§  Plus diverse støttende og udrensende kosttilskud
§  6 økologiske valnødder
 
Jeg valgte at lave de to smoothies næsten alle dagene, havde 1 dag helt uden (der røg olie i et par af juicerne, selvom det er lidt klamt, da det flyder ovenpå, tag måske olien som shot i en smule af juicen eller ingefæreliksiren i stedet) og 1 dag med kun en enkelt smoothie, ud af de 7 dage i alt. Mærk efter i din krop om den får nok at leve af og til at fungere nogenlunde. Det kræver jo en del af kroppen at rense sådan ud, og det skal den have ro til - og den vil formentlig føles lidt udmattet og dvask uden du laver så meget. Og så er det jo ikke ligefrem en sultekur, hvor man umiddelbart taber sig flere kilo - eller jeg gør i hvert fald ikke. Formentlig grundet det forholdsvise høje indhold af naturlige sukkerstoffer, primært fra frugterne og gulerødderne - men for mig var det en juicefaste, der gav velvære i min krop, en følelse af sundhed, energi (til slut) samt en smukkere og pænere glød i huden, for ikke at nævne mere ren, blød og dejlig J
 
Jeg har selv sammensat denne kur ud fra mine egne tidligere erfaringer, research på nettet samt råd og vejledning fra et par alternative behandlere. Derudover har jeg testet, hvad min krop ville have det bedst med, og derfor de 5 x 300 ml. i 7 dage. Jeg er absolut ikke en fagperson selv, hverken i biologi eller ernæring - alt er autodidakt, tillært og samlet sammen gennem en længere årrække med en særligt følsom krop. Så jeg vil egentlig altid anbefale, at man er varsom, når man kaster sig ud i juicefaste, og virkelig virkelig virkelig lytter til sin krop undervejs, og måske rådfører sig med kvalificerede på området, inden man går i gang (og man bør vel skrive - "spørg din læge først".....?!).
 
Du kan eventuelt finde en person, ven eller behandler, der er god til at pendulere, eller gå til en kinesiolog, der kan hjælpe dig med at teste, hvordan din juicefaste bør sammensættes til lige netop din krop. Og om du overhovedet kunne gøre nytte af en sådan, hvilket jeg dog ikke rigtig tvivler på at noget moderne menneske ikke vil have godt af….
 
Jeg ville måske ikke selv starte med 7 dage første gang, måske nærmere 2-3-4 dage. Og gør det eventuelt en weekend, for man kan godt blive træt, udmattet og få hovedpine i starten. En rigtig god veninde har eksperimenteret meget med de korte juicefaster på et par dage, og fortæller mig, at hun faktisk kurerer sin mælkeallergi ved at tage en weekend fra fredag eftermiddag/aften til søndag med, alene på de friskpressede juicer. Når hun kan mærke, at mælkeprodukterne atter begynder at drille, så gør hun det bare igen. Man skulle i nogle tilfælde, jævnfør hende, mangle nogle essentielle næringsstoffer i kroppen, når man ikke kan tåle mælkeprodukter eller fordøje dem ordentligt - og de kommer fluks ind i alle kroppens celler med disse naturlige, rene og næringsrige dråber. Skal så sige, at det vist ikke har fungeret på mig, men min krop er måske også lidt af et særtilfælde i forhold til hvad den vil acceptere indenbords - så hvis du lider af mælkeintollerance eller -allergi, så var en juicefaste måske et forsøg værd ....
 
Se opskrifterne på juicerne i dette tidligere indlæg #1
 
Jeg skriver måske et ekstra indlæg med en liste eller to over ingredienser, du kan hente inspiration fra, udover de ingredienser og kosttilskud, jeg selv valgte at bruge ved denne juicefaste. Så skulle der være endnu mere inspiration og ekstra muligheder at veksle imellem…
 
En smule mere fylde til mavsen under en juicefaste…
 
Kroppen siger mmmmmmm,
LevSundtNU

04 juli 2012

Syrlig ice tea med strejf af hindbær - en nem og hjemmelavet version uden sukker

Her i varmen har vi brug for en del væske – husk lige det, vand vand vand – men nogle gange trænger jeg virkelig også bare til noget kølende og læskende med smag. Og derfor bringer jeg en ny variation af min hjemmelade ice tea til dig her, som jeg jævnligt laver selv, helt uden sukker eller nogen anden form for kemisk tilsætning.

Jeg har tidligere bragt en opskrift på min hjemmelavede ice tea, der består af meget få ingredienser og helt naturlig. Altså såfremt man vælger en rigtig god ren te eller frugtte uden tilsatte smagsstoffer. Du kan finde min tidligere opskrift lige her! Løsningen herunder er med færdigpresset juice i stedet friskpresset, og så slår dermed en lille genvej og sparer dig for lidt tid... Velbekomme!

Syrlig ice tea med hindbær
Syrlig ice tea
- med strejf af hindbær

Ingredienser
4 breve te
Hybente med hindbær- og jordbærstykker
Juice fra Valsølille
Nypressede appelsiner med knuste hindbær

(2 store glas)

Opskrift
1) Lav te på tebrevene svarende til et stort glas te
2) Lad teen køle lidt og sæt den derefter i køleskabet natten over med brevene i
3) Tag teen ud og fordel i to store glas med halv mængde te i hver
4) Tilsæt samme mængde juice samt et par isterninger
5) Server og drik med det samme

Jeg er nået frem til at min egen yndlingsfordeling mellem te og juice er 50/50, men tilsæt ekstra juice, hvis du føler smagen er for vandet til dig. Derudover kan du tilsætte frosne hindbær i stedet for isterninger, hvis det skal være lidt mere festligt, og hvis isterningerne ikke skal gøre teen og smagen for vandet.

I denne version har jeg anvendt en virkelig skøn hybente med stykker af hindbær og jordbær. Jeg købte den på en tur til London i MARKS & SPENCER, og du kan se et lille billede af varianten i mit forrige indlæg lige her. Men jeg tror en frugtte med hyben vil gøre tricket, det er nok mest hindbærrene i juicen, der giver smagen af hindbær.

Min tidligere version af ice tea var med friskpresset juice, og det vil egentlig altid være min anbefaling af presse appelsinsaften selv. Alene af den årsag, at selvom du køber en færdigpresset friskpresset juice, der indeholder flere næringsstoffer og vitaminer end en fra koncentrat, så er den stadig en smule varmebehandlet, hvilket faktsik transformerer frugten fra basisk til syrebaseret. Dette har en rimelig betydning, da det er svært nok at få nok basiske ingredienser i sin kost. Så brug kun denne løsning, når du har brug for at spare tiden, og ellers pres appelsinerne selv og tilsæt friske hindbær. Det er langt den sundeste løsning, hvis du spørger mig.

Jeg satsede lidt og lavede faktisk min egen te direkte i glasset, men nok smartest at bruge en tekop eller to til at lave selve teen, så du ikke ender med at glasset går itu, når du hælder kogende vand i …

Derudover lavede jeg denne dobbelte portion helt til mig selv og jeg havde derfor te i køleskabet i to dage til at blande med juice, og dermed ice tea på en nem måde et par dage i træk.

Læskende, afkølende, forfriskende J

Sip sip sipedisip,
LevSundtNU

22 maj 2012

Bobledrikke uden sukker – lav nemt dine egne favoritter og server et farverigt mix i høje glas

Jeg har i mange år blandet forskellige frugtjuicer med danskvand i stedet for at drikke sodavand. Jeg vil gå meget langt for at undgå hvidt sukker, og derfor er dette et fremragende alternativ til de sukkerholdige og kunstige drikke. Jeg serverer det også til mine små kusiner og fætre, når jeg har dem på weekend og de elsker også min hjemmelavede ice tea, som vi har lavet sammen mange gange. Du kan se indlægget ’forfriskende ice tea – den sunde udgave’ her.

Denne her gang har jeg udover juice også eksperimenteret med at blande en smoothie med danskvand, der jo er en del tykkere i konsistensen, men efter min egen mening, fungerer det stadig glimrende. Især når man ønsker endnu flere smagsvarianter og kan leve med den tykkere konsistens. Og i dag kan man jo købe små flasker med både smoothie og juice, og dermed hurtigt lave disse drikke i en hel del forskellige farver, hvilket jo gør det en smule mere festligt. Og så er de bare skønne her i varmen. God fornøjelse!

Et par farverige bobledrikke
- inklusiv min egen favorit med hindbær

Bobledrikke
- et farverigt mix uden sukker
Ingredienser
Danskvand
Hindbær-æble juice fra Valsølille
Blåbær smoothie med granatæble og acai fra innocent
Ananasjuice med mango og appelsin – købt i Aldi

Opskrift
1) Sørg for at have juicer og danskvand på køl
2) Hæld 2/3 del juice eller smoothie i et glas
3) Top forsigtigt af med 1/3 del danskvand, så det ikke bruser over
4) Server med isterninger eller tilsæt eventuelt frosne bær i stedet
5) Server eventuelt i høje glas og drik med det samme

Jeg drikker faktisk ikke disse kulsyreholdige drikke så tit igen, da det ikke er det bedste for min mave og fordøjelse. Men engang imellem skal man have lov til lidt ekstra forkælelse og så bruger jeg denne løsning med at blande danskvand med en favoritjuice. De naturlige ingredienser giver nu engang langt bedre samvittighed.

Næste gang anvender jeg formentlig ikke smoothien fra innocent med blåbær, da jeg synes den var lidt for strenget lige til dette. Men jeg har før anvendt en mangosmoothie, der smagte fortryllende, og en hel del andre juicer blandt andet fra Biotta og fra Voelkel, der har rigtig mange forskellige varianter helt uden tilsat sukker af nogen slags, ren frugt og grønt. Det er jo faktisk en lille bitte smule fantastisk, og dine gæster eller børn kan eventuelt være med til at blande og lave deres egne smagsfavoritter, hvilket absolut ikke gør det mindre sjovt. Måske en idé her til pinsen.

Hindbærvarianten er og bliver min egen absolutte favorit, som stadig ikke er overgået af nogen anden juice, selvom jeg til dato har prøvet rigtig mange forskellige varianter...

Bobledrikke med fantastisk god smag J

Sip Sip Sippedisip,
LevSundtNU

10 oktober 2011

Sundere drikke – et udvalg af mit bytte fra messebesøg

Sådan set sværger jeg til vand som min primære kilde til væske, da det også er min foretrukne tørst-slukker. Vand vand vand – det er det reneste, og så ser jeg også en stor fordel i ikke at indtage en masse kalorier i mine drikkevarer. Jeg må jo nok indrømme, at jeg foretrækker at spise mine kalorier frem for at drikke dem. MEN….. hvis du skulle få lyst til nogle sundere, smagfulde drikke uden sukker, sødemidler og andre kunstige tilsætningsstoffer, så har jeg et par forslag her. Velbekomme!

Smagfulde drikke uden sukker

Sundere, naturlige drikke
- uden sukker, sødemidler og kunstig tilsætning
”Ingredienser”
Vita Verde økologisk juice
(2 varianter med Apple Cranberry og Orange Mango)
bi okay
(2 varianter ”danskvand” med smag af hindbær lakrids eller kiwi kaktus ananas, begge med probiotiske bakterier)
Wellness Organic Human Water
(1 variant med smag af hindbær)

”Opskrift”
1) Et smut i helsekost eller på nettet (i god tid)
2) Skru låget af
3) Drik, nyd og sluk tørsten …

Jeg har længe ledt efter en tranebærsaft, der IKKE er sødet med sukker. Og den er så fundet nu, hvilket jo er herligt. Tranebær er jo også et fantastisk naturlægemiddel, der blandt andet hjælper mod blærebetændelse. Derudover synes jeg, at tranebærjuice smager dejligt friskt, især med en isterning eller to. Vita Verde varianten med mango og appelsin smagte også ret vidunderlig, og man kunne virkelig smage der var brugt ægte pureret mangofrugt. Og hvis man synes, at denne juice variant er lidt tyk, så smager den ret godt piftet op med en sjat danskvand (synes jeg i hvert fald selv). Begge varianter kan købes hos ØkoTaste.

På mit messebesøg fandt jeg også Wellness Organic Human Water, der findes i tre smagsvarianter. De to af varianterne brød jeg mig ikke så meget om, men denne med hindbær smagte ret godt. Derudover indeholder drikken kun økologiske ingredienser, forskellige antioxidanter i form af te-ekstrakter med mere, og så er den sødet med agavesirup. Dette betyder, at der er kalorier i drikken, men den er langt bedre for vores blodsukkerniveau end hvidt sukker med langt højere glykæmisk indeks. Udover på den sunde livsstilsmesse i Øksnehallen, har jeg også mødt produkterne i Helsemin samt nogle af deres andre produktlinjer i 7-eleven. Respekt til folkene bag virksomheden, Kildespring, der fokuserer på at bringe sundere, innovative alternativer ud til danskerne.   

På messen mødte jeg også et par skønne kvinder ved Vita Biosa standen, der havde lavet et par nye varianter af danskvand ved navnet bi okay. I disse har de stoppet et par millioner af sunde bakterier i for at gøre vores mavser særdeles godt, hvilket jo bare må påskønnes i stor stil. Applaus! Disse to varianter, der kan sammenlignes med diverse danskvand med smag, har de også valgt at lave i to varianter sødet med stevia, hvilket får dem mere på niveau smagsmæssigt med de sukkerholdige sodavand. Normalt foretrækker jeg noget uden kulsyre (altså vand, vand og vand), men hvis jeg får lyst til en sodavand, så står en bi okay med smag af kiwi kaktus ananas og stevia øverst på min liste. De to varianter med stevia fås dog ikke i handelen endnu…

Desværre er godkendelsen af stevia som et naturligt sødemiddel endnu ikke gået igennem på det danske marked og bliver forhalet af EU-kommissionen, til trods for WHO har godkendt planten til levnedsmiddelbrug for længst. Flere forsøg viser endda, at planten ikke skulle have nogen bivirkninger andet end positiv indvirkning på fx insulinniveauet hos diabetikere. Så hvad venter vi på ….?????? Læs mere her, hvis du er nysgerrig:


Drikkene fra bi okay og Organic Water indeholder begge såkaldte naturlige smagsstoffer. Selvom de er frembragt af naturlige råvarer og ikke kemisk fremstillet, så kan min krop engang imellem godt blive lidt irriteret på alt der ikke er i naturens egen, oprindelige form. Og så kan jeg godt få kløe på mavsen og under fysserne alligevel – meget tydelige tegn, når jeg har fået noget min krop ikke synes er helt naturligt nok. Jeg har dog ikke fået disse tegn med produkterne her, men nogle gange kommer det først efter et par gange… Aller helst så jeg, at de ikke fyldte produkterne med disse smagsstoffer, da jeg er sikker på, at de kan laves til at smage fint med ren frugt og andre, helt naturlige ingredienser i stedet. Måske tager jeg fejl, men hermed en opfordring givet videre!

TAK: stor taknemmelighed til udviklingen på dette felt og de initiativrige folk bag
BØN: … og må sukkerholdige sodavand med kunstig tilsætning uddø og visne bort for altid…
BØN: nogen, please, sørg for at få stevia godkendt som sødemiddel NU!!!!!

Flere smagfulde drikke uden sukker – bring it on!

Sippe di sip sip,
LevSundtNU