Viser opslag med etiketten sundt slik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sundt slik. Vis alle opslag

09 januar 2014

KAKAO drik - altså noget af det bedste på en mørk og våd vinteraften


Jeg var i England over nytår, og her fandt jeg en mandelmælk der var helt usødet og som stadig smagte rigtig godt. Har SÅ længe ledt efter en lignende herhjemme, men jeg har stadig ikke haft heldet med mig. Så hvis nogen ved, hvor jeg kan købe denne på billedet, så skriv til mig ASAP J
 
Herudover fandt jeg så også økologisk kakaopulver fra Green & Black’s, og et smut i min favorit helsebutik i UK, HOLLAND & BARRETT, gav bonus med en pose palmesukker. Så stod den på vanvittig god kakao samt en masse hygge og spil med gode venner hele eftermiddagen.  Velbekomme!
 
KAKAO drik
- med palmesukker og
økologisk kakaopulver

Ingredienser
2 spsk palmesukker
1-2 tsk rent, økologisk kakaopulver
Et stort glas mandelmælk
 
Opskrift
1) Bland palmesukker og kakaopulver, så der ikke er nogen klumper i kakaoen
2) Tilsæt en smule mandelmælk ad gangen, så det også røres i uden klumper
3) ENJOY !
 
Hvis du som mig heller ikke kan tåle de færdigproducerede mandelmælk vi har på hylderne herhjemme - formentlig grundet aromastofferne - så kan du lave din egen mandelmælk, som jeg gør engang imellem ud fra denne opskrift. Selvom jeg må bøje mig for den sundere kartonudgave, som altså bare er det nemmere igen. Især, når man nu lige står og har lyst, og ikke gider at hive blenderen frem ….  Må den finde vej til de danske hylder, snarest tak J
 
Jeg tænkte faktisk, at det ikke ville smage helt så godt som da man var barn. Men denne her løsning tog mig virkelig tilbage til barndommen på ægte nesquik manér. Overraskende god…  
 
Herudover kunne jeg faktisk mærke tydelig forskel på, at sukkeret ikke var hvidt sukker men palmesukker. Det glukæmiske index er også sådan ca. det halve, altså omkring 35 hvor hvidt sukker ligger et sted omkring 65. Det betyder, at ens blodsukker ikke bliver nær så påvirket, så man får den der helt ustyrlige lyst til bare at lave en kop mere, og en kop mere, og en kop mere ….. Jeg følte slet ikke denne trang, selvom jeg godt kunne mærke jeg måske blev lidt mæt og havde fået nogle kalorier. Hurra for palmesukker, når nu man bare engang imellem har lyst til en kop kakao og en masse hygge - kan altså anbefales som en god erstatning til hvidt sukker, hvis du ikke allerede har lagt sukkeret på hylden J
 
Jeg har ikke set denne kakao herhjemme, men en hvilken som helst økologisk kakao vil fungere. Og hvis du bruger raw skal du måske bruge lidt mere. Palmesukkeret har jeg set på nettet, men det er ikke den billigste version. Den plejer jeg at købe hos Il Fornaio i torvehallerne. Dog var den utrolig fin og opløstes lettere i mandelmælken.

En sundere kop kakao - I like !
 
Slubre - sip sip,
naturbarnet

08 april 2013

Frysetørret frugt fra fjerne & fremmede himmelstrøg - sundt slik i flere smagsvarianter


Dette er så min søsters gaver hjembragt fra Brasilien - hvor er hun dog sød - og UHHM UHHM, siger jeg bare ....
 
Frysetørret frugt holder bare!!! Kæmpe fornøjelse i forhold til almindelig tørret frugt, som i smag mange gange kan minde om rosiner alt sammen... Frysetørret frugt bibeholder meget mere af deres originale og særegne smag, de er mere syrlige og smagen er mere kraftig. De frysetørrede stykker ananas var sindssygt syrlige, på den helt vildt gode måde, og den bedste overraskelse var jaca frugten, også kaldet jackfruit, som havde en sød og helt karamelagtig smag. UHM UHM siger jeg lige igen J
 
Frysetørret frugt
- smagfuldt sundt slik
 
Ingredienser
Frysetørret jaca frugt
Frysetørret papaya
Frysetørret ananas
Frysetørret banan
 
Opskrift
Jamen altså - bare en lille bitte smuttur med en flyver til et fremmed kontinent, og shoppe i et større supermarked i en storby i Brasilien… Ikke spor andet !!!
 
Jaca frugten har jeg mødt herhjemme før, i asiatiske supermarkeder, men her finder man dem kun friturestegte, hvilket jo ikke ligefrem er skide sundt. Så er den frysetørrede udgave langt sundere, og mere smagfuld. Der var faktisk også nogle gange stor forskel på smagen af hvert enkelt stykke - må være alt efter om stykket lige har været mere eller mindre modent. De røde stykker ser vildt gode ud og mine øjne elsker farven, men disse papayastykker var altså den variant, jeg ikke var helt så vild med. Smagen er lidt intetsigende i forholdt til de andre, men alle de tre andre var bare uhm uhm uhmmm. Jeg kan så godt mærke på kroppen, at man stadig skal spare på mængderne og ikke bare stoppe ned, for de er stadig kalorier og kulhydrater, men så er det nu meget smart at frysetørret frugt trods alt ikke vejer så meget !

Så når man er i udlandet, husker man lige at slå et smut forbi et supermarked og lurer sunde, spændende produkter og ingredienser. Det er da lidt sjovt at tage lidt med hjem af. Altså hvis du spørger mig …
 
Et lille bitte ønske: kære danske supermarkeder - jeg ønsker mig mere frysetørret frugt samt et langt større udvalg af sundt slik, og så selvfølgelig til uhørt lave priser, gerne snart, tak J
 
Ens søster kender vist én rigtig godt, når hun vender hjem med diverse sunde madvarer og et stykke smuk lilla krystal af ametyst … TAK TAK kæreste søtter!
 


Skøn smag serveret fra
fjerne & fremmede himmelstrøg …

Uhhhhmm,
LevSundtNU

28 februar 2013

Kirsebær, passionsfrugt og lakrids - så tæt på slik og vingummi i sunde versioner, jeg kan komme ...


Frosne vindruer gør det altså bare ikke for mig. Har nu set det i flere bøger i den sundere kategori, men det er altså bare ikke helt nok til en sliksulten tand. Slet ikke én med den der irriterende beslutsomhed den kan få, når en appelsin eller et æble bare ikke er nok. Det er dadelkugler så heller ikke rigtig længere. Måske har jeg i den grad savnet nogle (bedre) alternativer, og hvad gør man så …
 
Jeg har tidligere bragt et indlæg med små hapsere af bananskiver med rent lakridspulver i midten. Det fik mig til at tænke om ikke det kunne fungere med noget andet pulver. Og sørme jo, det virker faktisk også overraskende godt med frysetørret pulver af kirsebær og passionsfrugt. Så er vi altså kommet lidt tættere på en god syrlig vingummi eller frugtkaramel-agtig-ting med så kraftfuld smag, at mundvandet godt kan rende lidt. Især med pulveret af passionsfrugt. Altså så tæt på slik, jeg kan komme lige nu - og tæt nok til en smule indre jubel, når man nu ikke spiser originalerne J
 
Velbekomme!
 
Sundere slik med syrlig smag
- kirsebær og passionsfrugt
 
As simple as that
- bananer, tandstikker og pulver af naturlige ingredienser
Ingredienser
1 tilpas moden banan
Frysetørret passionsfrugt
Frysetørret kirsebær
 
Evt. lakridspulver
Evt. et par tandstikker
 
Opskrift
1) Skær bananer i skiver
2) Drys med diverse pulver
3) Guffeliguf …
 
Frysetørret pulver er jo bare en skøn skøn opfindelse, da det virkelig bibeholder syrligheden og smagen fra bærrene og frugterne. Der skal måske lidt til, men det er en langt mere eksplosiv smagsoplevelse end tørrede bær, som mange gange bare er tørret så meget til ukendelighed at de alle smager som rosiner. Her er de frysetørrede bær og frugter lidt mere distinkte i deres smagsnuancer og så gør syrligheden, at det godt kan minde lidt om slik. Så hermed en opfordring til de kære slikproducenter - giv os rigtigt, naturligt frugt og bær i vores slik, og smid alle kunstige smagsstoffer og andre forarbejdede ingredienser langt væk, tusind tak !!!
 
Jeg har selv købt disse bøtter med frysetørret pulver i Mad&Vin i Magasin, men jeg har også set dem i torvehallerne ved Nørreport. Burde også kunne opstøves over nettet, tænker jeg, uden at have ledt …


Lakridshapserne fra tidligere indlæg kræver dobbelt op på banan for at søde godt nok til mig, da jeg nok mest er til sød lakrids, men hvis du vil have en syrlige og kraftfuld smag fra bærrene og frugterne, så er en enkelt skive med drys helt perfekt ....

Tænker det også kunne være en hyggelig løsning med familie og børn, eller andre legesyge gæster, da farverne er skønne og man helt får lyst til selv at lege med, når ingredienserne stilles frem.
 
God fornøjelse J
 
Guffeliguf,
LevSundtNU

28 januar 2013

Sundere slik, guf, chokolade - Raw Chocolate Mulberries



Jeg har lige købt en pakke af disse morbær dækket af chokolade, og drysset med raw kakao. Selve chokoladen er sødet med palmesukker, bare ganske lidt, da morbærrene jo også søder i sig selv. Og de smager bare VILDT godt!!

Et super godt, og en del sundere, alternativ til andet købechokolade med hvidt sukker. Er røget til tops på min egen favoritliste over weekend-hygge-guf. Altså, hvis jeg kan holde det kun til weekenderne, hmmmm, må være planen fremover.... Men velbekomme anyhow!
 
Økologiske chokolademorbær
- drysset med raw kakao
 
Ingredienser
Raw kakaopulver
Palmesukker
Kakaomasse
Kakaosmør
Morbær
 
- og INTET andet …. !!!
 
Opskrift
1) Et smut i en helsekost
2) Åben, og guffe guffe guffe J
 
ADVARSEL: man skal absolut ikke sætte sig alt for godt tilrette med hele posen, det er farligt og du kan let guffe alt for mange på en gang !!! J
 
FORSLAG: anret en portion til dig selv på en lille tallerken ude i køkkenet, inden du sætter dig ind i stuen. Måske med nogle æblebåde og/eller en clementin og et par mandler. For ellers kan du ret nemt få gnasket dig et godt stykke gennem posen uden du opdager det. Så godt smager de. Men de er jo ikke kaloriefrie, selvom det er et sundere alternativ, så man skal stadig lige begrænse mængderne lidt.
 
Jeg har købt disse hos Go4Love i starten af Amagerbrogade. 200 gram for 74 kr. Jeg har så også lige fundet dem i dag hos Helsemin, og der var de billigere, 69 kr. Kan også se de har dem i 100 gram på helsemin.dk til 42 kr. Billigst er så hos helsehelse.dk i 200 gram til (kun) 68,40 kr.

Jeg havde faktisk nogle morbær herhjemme, som jeg lige har smidt ved siden af choko-varianten på et par af billederne. Bare så du kunne se morbærret i sin egen form, hvis du ikke kender dem. De smager lidt som en meget karamel-honning-agtig variant af en rosin. Jeg er langt større fan af morbær end af gojibær, altså i smagen af selve bærret. Til gengæld skulle gojibær så have flere antioxidanter, men de er jo bare ikke helt så slik-agtige som disse gyldne bær. Begge bær er dog superfruits, og morbær indeholder mange gode vitaminer, mineraler og næringsstoffer. Blandt andet C- og K-vitamin, kalcium og jern, samt både polyfenoler, flavonoider, protein, steroler og resveratrol, der fungerer som antioxidant. Og antioxidanter elsker vi!


Tip: opbevar evt. i køleskabet - de knaser så skønt, når de er kolde ...
 
Chokolade og sødt på den gode og sundere måde J
 
Guffe guf guf,
LevSundtNU

23 november 2012

Verdens bedste chokolade, hvis du spørger mig ...

Jeg er overbevist om at dette chokolade må være noget af det bedste på markedet lige pt. Mærket hedder ombar, og er en raw chokolade lavet på palmesukker. Intet hvidt sukker og ingen mærkelige tilsætninger eller smagsstoffer. De tilsætter i stedet en masse lækre frysetørrede pulvere, af bær og frugt, der giver en tone i chokoladen og en smagsnuance, som jeg virkelig godt kan lide. Nogen mere udtalte end andre. Herudover er nogen af dem probiotiske og dermed tilsat en masse gode bakterier, der jo er virkelig gode for vores mavser. Velbekomme!
 
Vidunderlig mørk chokolade
- med frugt og bær, samt
bakteriekulturer til mavsen
 
Ingredienser
ombar
 
"Opskrift"
Køb i helsebutikker,
eller over nettet
 
Jeg er vild med disse chokolader. De smager sygeligt godt. Og vild med er måske endda en underdrivelse. Jeg elsker dem alle sammen tror jeg, dog er jeg virkelig stor fan af den med citron og grøn te – uhm dejlig syrlig, herudover også den med tranebær og mandarin, den med kokos og ikke mindst den med jordbær. De to første er fyldt med anti-oxidanter, hvor de to sidste er tilsat probiotiske bakteriekulturer. Mums, siger min krop, til begge dele. 
 
Det allerværste ved disse små skønne chokoladebarer er, at de er ret dyre. Det er en meget lille plade, hvis man kan kalde det en plade og ikke et stykke chokolade, og de koster omkring 30-32 kr stykket. Jeg har købt dem både hos Naturpoteket i Teglgårdstræde og hos Go4Love i starten af Amagerbrogade. Det er dog ret pebret med prisen, så jeg har også fundet dem over nettet hos ombar themselves, som er dem der laver dem i England. I deres shop, the raw chocolate shop, kan du købe disse små chokoladebarer en del billigere, især hvis du køber 20 styk ad gangen, men de tager så også en del for forsendelse, så ved ikke lige hvad der egentlig bedst kan betale sig …
 
Alt om alt, så kan jeg bare mærke, at min krop ikke bliver træt eller tung af at spise disse chokolader som de konventionelle med hvidt sukker. Derudover har jeg også fundet ud af, at jeg nok ikke er til sukrin, så selvom jeg godt kan tåle stevia, så er det bare næsten altid i chokolade blandet med sukrin, og hverken det, rørsukker eller hvidt sukker, er min krop altså særlig stor fan af. Så disse små perler, sætter jeg særdeles stor pris på. Også selvom de er dyre. Men så lærer jeg vist også at sætte ekstra stor pris på dem, nyde dem i fulde drag, og overspiser sjældnere… Det hjælper så også, at det er virkelig mørk chokolade, og man jo ikke køber så mange med hjem per gang.
 
Vores kroppe er jo heller ikke lavet til at spise sukker, medmindre vi lige skal eller har løbet en marathon. Hvilket jo er de færreste af os, der lige præsterer det på daglig eller ugentlig basis. Derfor er det vist kun en god ting, at vi lærer at moderere vores indtag af sukker, uanset hvilken form. Og hvis det skal være, så vælger jeg selv palmesukker. Palmesukker har har et lavt glukæmisk indeks og er nemmere for kroppen at fordøje, da en del af vitaminerne, mineralerne og sporstofferne stadig er intakte i produktet. Derfor kunne man måske vælge ikke at betegne disse produkter som dyre, men måske kunne jeg i stedet betragte dem som kostbare J
 
Verdens bedste chokolade, hvis du spørger mig!
 
Guffeliguf,
LevSundtNU

21 oktober 2012

En sundere mundpastil - mine YNDLINGS lakridspastiller, har altid en lille æske i tasken ...

Ej altså - har ikke lige tænkt på at dele dette med jer tidligere. Men disse lakridspastiller matcher jo fuldstændig mine strengeste indholds- og kvalitetskrav. Ingen sukker, ingen kemi, ingen aromastoffer, ingen farvestoffer, ingen stivelse og inden andre kunstige fyldstoffer. Ren og skær inddampet lakridsrodssaft med anis, der giver en lidt salmiakagtig smag. En af mine egne, sundere valg i stedet for gajoler eller mintpastiller. Velbekomme!
 
Lakridspastiller
- en sundere variant
 
Ingredienser
Rå lakridsrodssaft
Anis
- og intet andet !!!!!
 
Opskrift
1) Et smut forbi Helsemin
2) Åben pakken
3) Nip nip nippedinip
 
Amarelli er et Italiensk firma, der er kendt for at lave lakridsprodukter af bedste kvalitet. Faktisk er de verdens ældste lakridsfabrik, der har eksisteret siden 1731.

De har også andre varianter. En grøn med mint, og én alene med lakridsrodssaft. Her foretrækker jeg klart den blå med anis. Derudover har de en masse andre produkter - dog anvender de vist hvidt sukker i en del af disse - men jeg har kun set ganske få af dem på hylderne i Danmark.

Jeg har selv købt denne pakke i Helsemins butik overfor hovedbanegården. Jeg har dog tidligere også købt dem i deres butikk i Pilestræde, og det er vist de to steder, jeg mindes at have set dem.
 
En bøn: Ellers er der intet andet at sige, end en lille bitte bøn til fødevareproducenterne, venligst producér flere produkter af denne slags med rene naturingredienser, fri for kemi samt andet  unødigt fyld og gøgl. På forhånd tak!
 
En af de naturlige løsninger, juhu J

Nip nip nippedinip,
LevSundtNU

22 april 2012

Syrlige konfektkugler med granatæblepulver og frysetørrede hindbærstykker

Jeg eksperimenterer rigtig meget med løsninger, der kan erstatte vingummi. Denne løsning er et af de særdeles syrlige alternativer til det kunstige slik, og er helt fri for sukker samt anden forarbejdet tilsætning. Granatæblepulveret giver den helt rigtige syrlige smag, og kan virkelig få mundvandet til at rende på den gode måde… En herlig løsning til din sliktrang, når du trænger til lidt sødt, og ikke mindst syrligt. Velbekomme!

Syrlige konfektkugler med granatæblepulver

Syrlige konfektkugler
- med frysetørret granatæblepulver
Ingredienser
30 g cashewnødder
50 g tørrede abrikoser
40 g syrlige, gule rosiner
20 g æbleringe (kan udelades)
4 tsk frysetørrede hindbær
4-5 spsk granatæblepulver
½ tsk vaniljepulver
2 tsk kokosolie
2 tsk limesaft

(ca. 20 små kugler)

Opskrift
1) Sæt cashewnødderne i blød natten over eller 2 timer forinden
2) Smelt kokosolien og hæld i din blender eller minihakker
3) Hæld vandet fra cashewnødderne og smid i blendere
4) Tilsæt resten af ingredienserne og blend til en findelt masse
5) Form kuglerne, drys med lidt ekstra frysetørrede hindbærstykker og servér

Rene, naturlige ingredienser, og så samtidig super lette og hurtige at lave i din minihakker eller blender. På grund af olien, limesaften og de udblødte cashewnødder blender de utrolig nemt og ikke som andre konfektkugler, der kan være lidt svære at få rundt i blenderen og mikset ordentligt.

Granatæblepulveret skal være den frysetørrede slags, da det er denne, der har den rigtige syrlige smag. Jeg har købt mit pulver i en af Helsemins butikker, men jeg fandt det også her på nettet hos Helseriet.

TIP: Dette gudeskønne pulver indeholder en hel masse antioxidanter, så du kan også starte din dag med et lille glas vand iblandet en teskefuld af dette pulver. Jeg er sikker på, at det kan være med til at holde dig ung og smuk.

De frysetørrede hindbær har jeg selv købt hos SpecialKøbmanden, der har en lille butik i Tivoli, men ligger også flere steder i landet og sælger over nettet - se her. Frysetørrede ingredienser popper frem flere og flere steder, og du kan efterhånden finde mange forskellige typer frugt og bær frysetørrede, både over nettet og i diverse butikker, blandt andet i torvehallerne ved Nørreport i København.

Hvis du tilsætter æbleringene, så sørg for at det er de bløde varianter. Dem anvender jeg i hvert fald selv, både fordi jeg elsker smagen men også konsistensen. Jeg har også købt disse i en af Helsemins butikker i København, men du kan også finde dem på nettet. Ved en hurtig søgning fandt jeg dem billigst her hos e-deli, hvor jeg dog ikke selv har handlet før…

Kokosolien kan du let smelte ved at lave lidt kogt vand i din elkedel, hælde i en skål og så tage en lille kop eller mindre skål og sætte oveni med kokosolien. Dit eget lille vandbad, bare uden gryder og uden at skulle tænde et blus på komfuret. Der skal nemlig ikke meget varme til at smelte kokosolie, og den kan i princippet smelte på din radiator, når årstiden er til det….

Jeg er selv lykkelig over at have fundet på denne løsning, og skal helt sikkert eksperimentere videre med flere af ingredienserne. Disse syrlige konfektkugler holder også længe i køleskabet, og i princippet også i fryseren. Og det er en af de bedste løsninger på syrlig slik, jeg er nået frem til indtil videre. God fornøjelse !

Syrligt syrligt syrligt J

Nipsedi nip nip,
LevSundtNU