20 december 2010

Velsmagende æbleflæsk tilsat grønt

Jeg elsker æbleflæsk! Det er en af de gamle klassikere, jeg nok aldrig bliver træt af. Men for ikke jævnligt at ende med dårlig samvittighed, når jeg sætter denne ret på bordet, har jeg forsøgt at finde frem til en sundere version. Æbler kan søde langt mere end vi tror, og derfor har jeg indarbejdet en forholdsvis stor mængde grøntsager i denne skønne ret uden at gå for meget på kompromis med smagen. Jeg anvender desuden røget bacon, som jeg især foretrækker frem for kedeligt, smagsløst flæsk. Så her har du min grønnere version af god gammeldags æbleflæsk, der er utrolig let at lave og samtidig fuld af smag. Velbekomme!

Pærenem æbleflæsk med strålende samvittighed

Ingredienser
Foto: Min velsmagende æbleflæsk tilsat grønt
- spis med strålende samvittighed
1 spidskål
½-1 kg rødløg
8-10 æbler
12-14 skiver røget bacon
Friskkværnet peber eller din favorit peberblanding

Opskrift
Skær æblerne i både, spidskålen i strimler og rødløgene i passende stykker. Fordel det hele i en høj bradepande (minimum 20x30) med bagepapir og smag til med friskkværnet peber. Fordel baconskiverne på toppen og ind i ovnen ved 180 grader til baconen er brunet. Tag retten ud, når baconen er præcis så sprød, som du foretrækker den.  

Vælg de æbler, du mener har den bedste smag. Her har jeg haft nogle almindelige spiseæbler i overskud, da jeg lavede retten, og derfor er æblebådene stadig hele. Hvis du ønsker æblerne skal være mere udkogte, så kan du vælge en anden type æbler eller også mase dem ud inden servering.

Retten kan også med fordel tilsættes pærer, hvis du har nogle ekstra til overs i frugtkurven. Og hvis du ønsker lidt ekstra krydderi på retten, så fungerer den godt med timian og rosmarin.

Let, smagfuld samt langt bedre for samvittigheden!

Mam mam,
LevSundtNU

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar