24 juli 2012

Friskpresset juice med ingefær – og en energibombe af et hvedegræsshot

Åh man har ofte så gode intentioner, men det er ikke altid ens anstrengelser helt udfolder sig med de resultater, man havde ønsket sig. Her ville jeg forsøge at lave en fantastisk juice, der havde en så kraftig smag at den kunne maskere smagen af hvedegræspulver i en enkelt shot. Det lykkedes så ikke helt…

Men det blev faktisk en helt fantastisk juice, som virkelig har en skøn smag, og en god balance mellem smag og styrke fra ingefæren. Lige efter mine smagsløg. Du skal nok være vant til smagen af frisk ingefær og synes om denne, for at du kan sætte lige så stor pris på denne juice, som mig. Den har et godt bid af ingefær.

I forhold til at blande med hvedegræspulver, så skal der en forholdsvis stor mængde af denne juice til at maskere smagen af græspulveret, og virkede ikke i dette lille shot. Pyha, smagte virkelig af græs. Det var faktisk lidt ’ad bad’. Så hvis du laver dette shot, som jo er en formidabel kilde til energi, så er smagen altså på eget ansvar – så er du advaret ….

Velbekomme!

Friskpresset juice med ingefær
- og shot med hvedegræspulver
Friskpresset juice med bid af ingefær
- og energifyldt hvedegræsshot

Ingredienser
Friskpresset juice med ingefær
4 store økologiske gulerødder
2 økologiske lime uden skal
2 modne nektariner
120-140 g ingefær
4 æbler

(ca. 0,75 liter)

Hvedegræsshot med olie
1 tsk hvedegræspulver
1 tsk hørfrøolie
Fyld op med den nypressede juice

Opskrift
1) Skær skrællen af limefrugterne
2) Skær nektarinkødet af stenene
3) Skyl gulerødder, ingefær og æbler
4) Smid alle de hårde ingredienser i din juicemaskine, på niveau 2
5) Smid alle de bløde ingredienser i din juicemaskine, på niveau 1
6) Din juice er nu færdig – sæt på køl eller nyd med en isterning

Hvis du ønsker at lave et shot, så anbefaler jeg nok et lidt større glas end jeg brugte her på billedet. Jeg ville nok bruge ½-1 tsk hvedegræspulver og 1 spsk olie til et almindelig størrelse glas. Det smager stadig ikke helt godt, så det er lidt om man er i humør til at få plastret hevet af hurtigt eller langsomt. Olien er gavnlig for vores hud og hjælper på rigtig mange forskellige ting, men lige i form af et shot eller i en juice, så kan olie give en god mæthedsfornemmelse og også være med til at kvæle en trang til sødt.

Hvedegræspulver, og for den sags skyld byggræspulver, har også helt fantastiske egenskaber, og her mener jeg virkelig fantastiske. Overordnet set kan man sige, at det er en pragtfuld kilde til næring, fibre og energi. Hvedegræspulver indeholder rigtig mange fibre, vitaminer, mineraler og sporstoffer, og samtidig relativt få kalorier eller næsten ingen sukkerstoffer. Derudover er græspulver fyldt med klorofyl, som er det stof, der giver planter deres grønne farve. Samtidig siges klorofyl at blokere for optagelsen af toksiske stoffer fra vores fødevarer. Det siges at virke udrensende, regenererende og fremmende for vores generelle helbredstilstand ved både at arbejde for vores fordøjelse, immunforsvar og vores blodkredsløb. Dette betyder, at vi skulle blive godt beskyttet, næret og helbredt, samt blive holdt unge og smukke ved indtagelsen af hvedegræspulver. 

Du kan købe hvedegræspulver hos rawandmore.dk, men jeg købte både mit hvedegræspulver og byggræspulver i en helsebutik under kæden HOLLAND & BARRETT på en shoppingtur til London. Det har jeg fortalt lidt om her i dette indlæg. Du kan dog også købe det over nettet flere steder, blandt andet i England, og denne helsekæde har også salg over nettet, snus eventuelt videre på deres hjemmeside hollandandbarrett.com.  Via linket finder du det hvedegræspulver, jeg købte derovre.

Jeg tror dog, at jeg fremover foretrækker at drikke denne juice uden græspulveret, da den simpelthen smager så vidunderligt helt for sig selv. God smag og samtidig et godt bid fra ingefæren, uden at bliver alt for meget. Lige det perfekte bid til mig.

Derimod bruger jeg mine græspulvre på at smide en tsk græspulver og en tsk macapulver i min vildt grønne smoothie, som jeg i øjeblikket drikker hver morgen. Da jeg efterhånden bruger ca. 125 g spinat i denne samtidig med grøn te og græspulver, så er smagen ikke helt så delikat længere, bare så du er advaret, hvis du laver samme trick. Men det er klart en af de bedste måder for mig at indtage disse pulvere, da smagen maskeres bedre end noget andet jeg har prøvet indtil videre. Du kan måske nøjes med en enkelt af disse grønne pulvere til at starte med, og så prøve dig frem. Jeg kan i hvert fald lige for tiden virkelig mærke den hjælper til på både i form af udrensning og ikke mindst energi. Så denne smoothie med diverse grønne, naturlige pulvere tilsat, er og bliver stadig ’my secret weapon’ til min krop, når den trænger til at hjælpende hånd. Prøv det selv af…

Et kick af ingefær på den gode måde J

Sip sip sipedisip,
LevSundtNU

2 kommentarer:

  1. Shottet kan jeg godt undvære, men juicen lyder lækker. :) Jeg har endnu ikke prøvet en juice med ingefær, der ikke var god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Emil

      Det smagte sgu heller ikke godt - tihi :)

      Men juicen er fantastisk, og jeg er helt enig, ingefær i juice er bare skønt!
      Jeg brugte et par nærmest overmodne nektariner, og det gav virkelig en god smag.

      Så god fornøjelse,
      KH Ditte

      Slet