29 marts 2011

Aromatisk dessert – et trick med ris

Denne dessert er dejlig aromatisk og sød – perfekt til gæster, eller hvis du bare selv vil forkæles og have stillet din lækkersult. Da den primært er lavet på soyamælk er kalorieindholdet forholdsvist lavt, og derudover opnår desserten en smule bid med lidt gode kulhydrater fra vilde ris. De vilde ris ”fusioneres” med appelsinsaft og en masse skønne krydderier, hvilket er med til at give desserten sin karakteristiske, aromatiske smag. Desserten kan laves i mange kombinationer med frugt og bær, så eksperimenter endelig løs. Velbekomme!

Sød budding med ris og krydderier

Ingredienser
Aromatisk og sød risdessert
- toppet med revet appelsinskal 
50 g kogte vilde ris
Revet skal fra en appelsin
½-1 dl friskpresset appelsinsaft
10 ml vaniljeekstrakt eller vaniljekorn
2 knsp. kardemomme
2 knsp. allehånde
2 knsp. nelliker
½ tsk. kanel
14 dadler eller 100 g dadelpuré
4 spsk. ren kakaopulver
2½ dl soyamælk
2 blade husblas
Et drys salt

(2-3 små portionsglas)

Opskrift
OBS: du bør starte i god tid med denne dessert, da risene gerne må stå på køl en dags tid med de lækre krydderier og appelsinsaft. Dette gør desserten perfekt til gæster, da du kan lave det meste på forhånd.

Kog først nogle vilde ris efter anvisningerne på pakken. Når de vilde ris er kogt, tager du 50 g. fra og lader dem køle lidt af. Bland krydderierne, vanilje samt appelsinsaften i risene og lad dem stå i køleskabet natten over. Hvis du anvender ½ dl appelsinsaft bliver desserten en smule mere fast, og hvis du anvender 1 dl bliver den en mere blød og får mere smag af appelsin. Læg dadlerne i blød i soyamælken en times tid. Sæt derefter gryden på blusset og giv mælk og dadler et kort opkog. Læg de to blade husblas i blød i koldt vand. Tilsæt salt og kakao til dadlerne og mælken, og blend med en stavblender til en lind masse. Kom risblandingen med krydderier og saft i massen og giv endnu et kort opkog. Pisk til sidst den bløde husblas i blandingen samt lidt revet skal fra en appelsin og hæld på glas. Stil på køl et par timer, og denne aromatiske dessert er klar til alle søde tænder i nærheden!

Hvis du har dadelpuré på køl, kan du anvende det i stedet, eller du kan lave en portion dagen før sammen med risene. Se min opskrift ’blid sødme med dadelpuré’ fra den 13. januar 2011. Desserten fungerer fint på begge måder – så gør præcis det, der er lettest for dig.

Jeg har lavet denne dessert i et utal af variationer. Jeg har blandt andet lavet en lys variant med friske jordbær. Her anvender jeg ikke noget appelsinsaft eller -skal, og jeg erstatter saften i lige mængder med soyamælk. Derudover tilsætter jeg ikke kakao. Jeg tager i stedet friske jordbær, skærer dem i små tern og lægger lidt i bunden af hvert glas, inden jeg fordeler massen henover og stiller på køl.


Denne aromatiske og søde dessert smager kønt med og uden kakao, med og uden appelsinsaft og -skal, samt med og uden diverse frugt og bær. Den smager himmelsk med en håndfuld blåbær i en kakaovariant, uden appelsinsaft. Derudover serverer jeg den til tider med bananskiver til en kakaovariant, eller med en mos af jordbær og hindbær i bunden, hvilket giver en god syrlighed til en variant uden appelsin, med eller uden kakao. Server eventuelt versionen fra opskriften med en salat af appelsinfileter drysset med mandelflager og måske endda granatæblekerner. Et sandt farvespil – sundt for dine øjne!

Slå dig endelig løs – med god samvittighed J

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU

2 kommentarer:

  1. Spændende opskrift - lyder som noget, der er værd at kaste sig ud i :-)

    SvarSlet
  2. Tak for din kommentar - og ja, lige denne udgave her er lidt en sammensmeltning af "risifrutti goes brunkage" :)

    Hjælper virkelig på den søde tand, samtidig med nogle gode kulhydrater, der fylder lidt i maven. Og så smager de godt pga. krydderierne og ikke sådan lidt 'træ-agtige', som vilde ris godt kan have en tendens til.

    Held og lykke med dine eksperimenter, og rigtig god weekend!

    KH Ditte

    SvarSlet