Viser opslag med etiketten suppeurter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten suppeurter. Vis alle opslag

17 marts 2013

Fyldig og velsmagende suppe på et styks Bornholmerhane - med meget nem tilberedning


Solen giver anledning til forårshumør, men kulden minder stadig lidt om vinter. Så her får du lige en opskrift på en skøn suppe, du kan varme dig på. Den smager virkelig dejligt, er super sund med en kæmpe bunke grøntsager og meget let at lave. Bare sæt det hele over, pil kød af en hane efter en times tid og blend suppen - vupti, du er klar! Det bliver ikke meget nemmere… Velbekomme!
 
Fyldig grøntsagssuppe
- med Bornholmerhane
Fyldig og velsmagende suppe
- på et styks Bornholmerhane og masser af grøntsager

Ingredienser
1 styks Bornholmerhane
2 poser suppeurter
2-4 rødløg
½ flaske hvidvin
Eddike og tamari
Krydderier: karry, garam masala, timian, rosmarin, hvidløgspulver, ramsløg, chili, salt og peber
 
Opskrift
1) Rens og skyl hanen og svits ham af i bunden af en stor suppegryde ved høj varme
2) Tilsæt lidt eddike samt tamari og lad det svitse godt af
3) Tilsæt den halve flaske hvidvin, suppeurter, rødløg, krydderier samt vand til hanen er dækket
4) Lad retten simre en times tid, tag hanen op og pil kødet af
5) Blend suppen med en stavblender, smag til og server med kødet fra hanen
 
Jeg brugte en jordbæreddike til denne lyse suppe, men jeg er sikker på en hvidvinsbalsamico eller æblecidereddike vil fungere lige så godt. Eddiken kan også sagtens undlades, da der er en del vin i retten. Jeg har heller ikke sparet på krydderierne, så vær rundhåndet, især med karryen og de tørre krydderurter. Du kan også sagtens smide ekstra grøntsager i retten, hvis du har nogen tilovers i køleskabet, som du skal have spist. Retten bliver formentlig ikke ringere af lidt ekstra rodfrugter, gulerødder eller lignende. Du kan også sagtens bruge friske hvidløg, som heller ikke burde gøre retten spor ringere - jeg er bare en lille kylling, når det kommer til rå hvidløg, og synes det er nemmere at bruge det i form af pulver eller granulat. Leg med sammensætningen – du kan med sikkerhed bruge mange forskellige grøntsager, rodfrugter, krydderier samt kød, og opnå en dejlig fyldig suppe. Det er en skøn og let måde at få mange grøntsager i sin kost, og så på velsmagende vis.

Jeg har tidligere lavet denne suppe i en lidt anden og tykkere version uden vin, faktisk som en af de første opskrifter her på bloggen. Denne opskrift samt et par flere har jeg samlet til dig her, bare som en liste med lidt inspiration til de lidt mere varme og fyldige retter med massere af grøntsager:

Saftig kylling med voldsomt mange grøntsager
Cremet jordskoksuppe - den seriøst sunde variant
En sundere græskarsuppe serveret med kylling
Paprikagryde med et læs af grøntsager og sojafløde
Den nemmeste tomatsuppe
Måske lidt for tyk suppe - og virkelig mør oksesteg
 
Det er virkelig rart at solen nu begynder at være mere fremme og det er lysere om morgenen. Her i den sidste tid af vintermånederne har det nemlig været lidt lunkent med overskuddet på energikontoen. Og jeg synes det er noget som vender tilbage sidst på vintersæsonen hvert år, og jeg har i den forbindelse lagt mærke til, at det hjælper mig at ændre, hvad jeg spiser og måden det er tilberedt. I de varmere måneder af året trives jeg rigtig godt på en masse rå grøntsager, men det er som om at min krop godt vil have sine næringsstoffer i lidt mere tilgængelig form i de mere kolde måneder. Det betyder altså varme! Så alle sammenkogte retter, supper og andre fyldige retter, hvor jeg kan få en masse god næring ud af hele kyllinger, ænder, oksestege samt grøntsager, krydderier og krydderurter. I diverse kombinationer. Jeg kan mærke det har en god virkning og giver min krop mere energi. Og jeg tror vi skal passe lidt på med de helt hardcore raw udskejelser og spisevaner i vintermånederne, da vores kroppe måske kan have brug for mere varme samt mere lettilgængelig eller -fordøjelig næring fra vores råvarer. Jeg har i hvert fald fundet frem til, at det hjælper på mit eget energiniveau og følelsen af velvære i min krop, når den her i de kolde måneder får gode fyldige og varme kødretter baseret på massere af grøntsager og krydderier. I hvert fald i et eller to af mine måltider om dagen. Kan ikke helt undvære grøntsager og frugt i sin naturlige form, men kan mærke stor forskel ved at gå mere over til de varme retter i kulden. Måske er det varmen, måske er det nærring fra kød på benene af dyrene, måske er det simretiden og væsken, måske er det kombinationen …
 
Varme, fylde, smag og næring i kulden J
 
Sip sip sip sip sip,
LevSundtNU


Alle billederne i dette indlæg er taget af fotograf Jonas Raaby
 
 jraaby [snabel-a] googlemail.com

28 februar 2011

Den nemmeste tomatsuppe

Her får du min opskrift på den nemmeste og dejligste tomatsuppe. Brug denne opskrift, når du har brug for et sundere alternativ, men samtidig en meget nem og hurtig løsning til et aftensmåltid for hele familien. Velbekomme!

Nem tomatsuppe med mine hjemmelavede kødboller

Den nemmeste tomatsuppe
- med mine hjemmelavede kødboller
Ingredienser
2 ps mou hønsekødssuppe (á 1000 g)
3 ds hk. tomater
1 ps suppeurter
Peber

(4 personer)

Opskrift
Hæld de to poser hønsekødssuppe i en stor gryde, bring suppen op til kogepunktet og lad den koge ind i cirka 10 minutter. Herefter tilsætter du tre dåser hakkede tomater samt et godt drys af din favorit peberblanding. Min er helt klart Santa Maria peberblanding, der blandt andet indeholder sennepsfrø og cayenne peber. Lad nu suppen varme op igen, tilsæt posen af suppeurter og lad den stå under låg til grøntsagerne er gennemvarmede. Du har nu den nemmeste tomatsuppe med en dejlig blid smag klar – et fantastisk måltid fyldt med grøntsager.

Mine hjemmelavede kødboller, som du kan se på billedet, laver jeg af en nem rørt fars. Og med en hurtig tur i ovnen, er disse absolut også en af mine nemme løsninger. Find opskriften på 'mine hjemmelavede kødboller fuld af smag' lige her!

Da mine kødboller indeholder en masse aromatiske, tørrede krydderurter, har jeg valgt ikke at tilsætte dem direkte til suppen. Hvis du ikke ønsker at lave de hjemmelavede kødboller, men bare spise suppen som den er, så kan du eventuelt tilføje en smule timian, rosmarin, merian og oregano.

Sip sip sip,
LevSundtNU

20 november 2010

Saftig kylling med voldsomt mange grøntsager

... og glemte jeg at skrive, at denne ret også bare smager rigtig rigtig godt. Kylling fås simpelthen ikke mere saftig. Og samtidig med at retten er smæk fuld af grøntsager, så er den også ufattelig nem at tilberede og alligevel fuld af smag. Retten kan nemt forkæles med lidt ekstra drys på toppen i form af mine lækre, ristede frø og kerner med salt (se opskrift fra den 18. oktober 2010). Velbekomme!

Den ufattelig nemme og gevaldig sunde
 
Foto: de saftige kyllingeinderfileter serveret på 
voldsomt mange grøntsager med nogle af de lækre, ristede frø og
kerner med kryddersalt. Og hov, sørme også lidt ristet bacon…
Ingredienser 
3-400 g kyllingeinderfileter
3 store løg
1 pose suppeurter (gulerødder, selleri og porrer)
Krydderier: peber, urtesalt, timian/rosmarin

Opskrift
Brun kyllinginderfileterne på begge sider i bunden af en stor gryde ved høj varme i kort tid. Tag dem derefter op af gryden og læg dem til side. Skær løg i store stykker og brun dem i gryden. Hæld en pose suppeurter ovenpå løgene, kom en masse krydderier i, rør rundt og fyld til sidst vand i gryden, så det næsten dækker grøntsagerne. Placer derefter de brunede kyllingefileter på toppen af grøntsagerne, læg låg på og lad retten simre i ca. 20 minutter. Tag kyllingefileterne op og blend grøntsagerne med en stavblender til en tyk mos. Og så er retten mirakuløst færdig!

Spis mos og kylling sammen som det er – det fungerer, og så kan du tillade dig at spise lige så meget, du har lyst til. Du kan også drysse med de lækre, ristede frø og kerner. Og hvis din kære mand eller børn derudover skal lokkes til at spise en sådan voldsom grøntsagsmos, så hjælper en smule bacon på toppen, altid! Retten kan også serveres med diverse andet tilbehør som frisk salat, kartofler, brune ris eller linser.

Retten kan også tilpasses hvad man nu har liggende i grøntsagsskuffen – smid endelig dine rester af grøntsager med i gryden, og eksperimenter med forskellige krydderier. Du kan også gå i gang med at skære alle grøntsagerne selv. Suppeurterne var sådan set kun for at gøre retten til en af de nemme. Jeg bruger gerne lidt ekstra gulerødder, der gør mosen en smule mere sød, og spiser også gerne ekstra grønt til i form af en salat af babyspinat, agurk, forårsløg og tørrede abrikoser. De tørrede abrikoser virker glimrende sammen med de lækre, ristede frø og kerner. Og så har jeg også fået smag for at drysse chiliflager på mosen, når retten serveres. Mmmmmm…

Held og lykke med retten – det kan ikke gå galt!

Mums mums,
LevSundtNU