Viser opslag med etiketten rosiner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rosiner. Vis alle opslag

25 oktober 2012

Krydderkage med gulerødder og rosiner - samt lækker smørcreme med hint af citron

Her kommer en af de mere udsædvanlige her på bloggen – jeg har brugt smør, og en hel del af det J Men gud hvor er den bare lækker denne kage, og mine gæster var virkelig overraskede, da jeg afslørede indholdet. Massere af grøntsager og æg, og samtidig intet sukker, mel eller andre kunstigte ingredienser.
 
Så her får du min sundere version af en krydder-gulerods-kage med en frisk smørcreme på toppen. Da smørcremen indeholder silketofu, vil jeg vove at påstå, at den også er en lettere udgave. Altså ikke at forveksle med kalorielet, men indeholdende færre kalorier end en traditionel version af gulerodskage med smørcreme. Mætter herudover en del grundet æggene og proteinpulveret, hvilket jeg jo synes er ret fantastisk, så det er nemmere at spare lidt på mængderne … Velbekomme!


Krydderkage med gulerødder og rosiner
& topping af frisk smørcreme med citron

Ingredienser
Krydderkage
6 æg
4 spsk økologisk raps-
eller kokosolie
200 g mandler
600 g dadler (en æske)
Saften af 1 stor, økologisk appelsin
Saften af ½ stor, økologisk citron
250 g aubergine eller squash
2 spsk loppefrøskaller, HUSK
1-2 spsk valleprotein pulver
1 knivspids himalayasalt
2 tsk kardemomme
½ tsk allehånde
½ tsk nellike
4 tsk kanel
½ stang vanilje
150 g rosiner
250 g revet gulerod
Evt. lidt hvid peber
 
Smørcreme
400 g silketofu
250 g økologisk smør
2-3 spsk kokosolie
3-6 spsk palmesukker
½-1 tsk vaniljekorn
Revet skal af en økologisk citron
Saften af ½ økologisk citron 
 
Opskrift
Krydderkage
1) Opvarm ovnen til 160 grader
2) Læg rosinerne i blød i vand (eller rom J)
3) Læg bagepapir i en bradepande (23x30 cm) og smør med en smule olie
4) Smid mandlerne, vaniljestangen, valleproteinpulver, HUSK og krydderier i en blender, blend til mel og hæld i en skål
5) Udsten dadlerne, skræl auberginen/squash og skær i store tern
6) Smid i blenderen med appelsin- samt citronsaft, og blend til en fin masse
7) Pisk æggene i en meget stor skål og tilsæt olien samt massen af aubergine/squash og dadler
8) Vend til sidst mandelmelet i massen
9) Skræl og riv gulerødderne på et groft rivejern
10) Dræn rosinerne for vand (eller rom J) og vend dem i dejen sammen med gulerødderne
11) Hæld i formen, sæt i ovnen og bag i cirka 60 minutter
 
Smørcreme
1) Smid silketofu, vaniljekorn, palmesukker, citronsaft samt -skal i din blender og blend til en fin masse
2) Smelt smør og kokosolie, og tilsæt massen løbende mens du blender
3) Fordel ud over kagen og sæt på køl eller frost med det samme
4) Tag ud en halv times tid senere (fra frost) og nyd i fulde drag J
 
Jeg har ikke selv en stor foodprocessor, men jeg er faktisk ret sikker på, at når mandelmelet er blendet, så kan alle ingredienserne bare væltes i en foodprocessor og blendes på en gang. Ingredienslisten virker lidt lang, men jeg er ret sikker på, at ikke alle krydderierne er strengt nødvendige. Bare suppler op med kanel, så tror jeg nok det skal gå uden problemer. Derudover tror jeg også godt den kan undvære proteinpulveret, hvis du ikke har dette. Det er bare med til at gøre kagen lidt mindre svampet, mere fast, og ikke at forglemme mere mættende. Men hvis du eventuelt har nogle kokosfibre eller mandelfibre, så tilsæt måske lidt af dette i stedet.
 
Og så er jeg bare super spændt på, om nogen tør lave min smørcreme på silketofu. Noget af et eksperiment, men det virkede. Smagen er super skøn, selvom man godt kan ane, at massen bliver knap så smooth som en smørcreme med smøreost. Men det tager jeg gerne med for denne lettere version af en pragtfuld krydderkage, der bare er top lækker …

 
Lækker lækker lækker kage - mums J

Mums mums mums,
LevSundtNU

24 september 2012

Min cremede chokolademousse på silketofu - The Caribbean Edition

Som jeg havde forudset, har jeg eksperimenteret videre med silketofu til desserter og heriblandt min chokolademousse. Så hvis du elsker smagen af chokolade med banan og kokos, og som mig ikke helt er klar til at give slip på sommerstemningen endnu, kan du lave denne The Caribbean Edition chokolademousse og måske drømme dig væk til lidt varmere himmelstrøg J Velbekomme!

Cremet chokolademousse
- The Caribbean Edition 
Cremet chokolademousse
- The Caribbean Edition

Ingredienser
300 g silketofu
200 g udstenede dadler
Saften fra 1 appelsin
4-6 spsk raw kakao
En sjat sojamælk
½ tsk vaniljekorn
2-3 tsk kokosmel
1 moden banan 

Forslag til topping
Skiver af banan
Kokosmel
Kokosflager
Revet citronskal
Rosiner udblødt i rom
Ananas i små tern
Frysetørret ananas

(4-6 portioner) 

Opskrift
1) Smid silketofu, kakao, banan og vaniljekorn i din blender
2) Udsten dadlerne og tilsæt
3) Pres saften fra appelsinen, tilsæt og blend til en jævn chokolademousse
4) Tilsæt eventuelt en sjat soyamælk, hvis du ønsker konsistensen blødere
5) Tilsæt kokosmel og vend rundt i chokolademoussen
6) Anret i portionsglas og server med de lækreste toppings
7) Nyd i fulde drag J

Jeg har tidligere skrevet et indlæg med denne opskrift i en mere neutral version. Det er allerede en af mine favoritter, og derfor har jeg også eksperimenteret med opskriften og fundet denne The Caribbean Edition. Den er en smule mildere i chokoladesmagen (ved de 4 spsk) og dermed også lidt sødere, men hvis du ikke synes om banan, så brug måske den originale version. Denne kan du se her. Du kan også forsøge at tilsætte den større mængde kakao (de 6 spsk), og så tror jeg den bliver lidt mere kakao-bitter i smagen.

Hvis du serverer denne mousse for dine gæster, så kan du servere en masse forskellig topping i små skåle og lade dine gæster selv drysse det på, de har lyst til. Du kan også lave et stort fad med meget små portioner og give dem en masse forskellig topping – det ser super godt, ud når det serveres. Jeg har gjort dette før med en anden opskrift på chokolademousse, som du kan se billede af her.

Som sagt er jeg vild med denne chokolademousse, da den har et lavere kalorieindhold end en fuldfed version på fløde (mælkeprodukt), men stadig smager ret så fantastisk. Herudover indeholder versionen mere protein fra tofuen og intet hvidt sukker, kun naturlige ingredienser, og dette tror jeg virkelig hjælper på min krops fordøjelse af denne dessert. Jeg bliver i hvert fald ikke oppustet af den eller får ondt i maven. Så håber det også virker for dig. Jeg kan godt selv finde på at lave en lidt stor portion af denne, og så tage lidt som aften-hygge-dessert i mindre mængder. Den kan sagtens holde sig nogle dage i køleskabet, formentlig uden problemer en lille uge vil jeg tro, og smagen bliver ikke ringere af at stå en dags tid eller to, tværtimod…

Smagen af chokolade og eksotiske himmelstrøg J

Chillin’ it caribbean style,
LevSundtNU

05 september 2012

En enkelt sød kanelbolle med rosiner - bagt på kun 70 sekunder

WOW – denne opskrift er bare for sej !!!

Godt nok en opskrift, der står lidt ud i mængden fra resten af dem, du finder her på bloggen, da den indeholder smør og laves i din mikroovn. Jeg synes bare, at denne opskrift er genial for en singlepige som mig, der bare engang imellem godt kunne bruge en enkelt sundere bolle uden mel og andet møg, og uden at skulle slave alt længe i køkkenet for det. Opskriften indeholder som sagt smør og jeg har også tilsat palmesukker, der jo øger kalorierne en smule, men udover dette, så er den altså virkelig en genial lille juvel.

Den originale opskrift er en mere neutral madbolle lavet med hørfrø, og jeg fik inspirationen fra frk. sveske, der har bloggen ’lidt om alt - og meget om mad’. Opskriften hos frk. sveske var med bagepulver, og jeg mente umiddelbart at det måtte kunne gøres uden og så med lidt færre frø. Så jeg har eksperimenteret med en del forskellige sammensætninger, og kom op med denne version med ekstra protein, kanel og rosiner, der dufter helt fantastisk og smager åhh så skønt. Velbekomme!

Sød kanelbolle med rosiner
- på kun 70 sekunder

En enkelt sød kanelbolle med rosiner
- bagt på 70 sekunder samt fuld af protein og mæthed
Ingredienser
1 spsk smør
1 æg
1 spsk sojamælk
eller mandelmælk
(kan udelades)
1 spsk palmesukker
En smule Himalayasalt
(at foretrække, men kan udelades)
1 spsk mandelmel med top
1 spsk valleproteinpulver med top
1 tsk kokosfibre *
1 tsk kanel med top
½ tsk kardemomme
Et drys vaniljepulver
(kan udelades)
En lille håndfuld rosiner

Opskrift
1) Smelt smørret i en lille skål og tilsæt palmesukker samt salt
2) Pisk ægget ud i det smeltede smør med palmesukker og salt
3) Pisk sojamælken i blandingen
4) Tilsæt alle de tørre ingredienser, pisk godt rundt og vend rosinerne i massen
5) Sæt i mikroovnen i 70 sekunder på fuld styrke

Vupti - du har nu en færdigbagt sød og lun kanelbolle med rosiner klar til at blive spist med stort velbehag (specielt da man ikke har spist en lun bolle i MEGET lang tid). Lad den eventuelt køle lidt af, inden du sætter tænderne i den.

Forslag til tilbehør: nøddesmør, syltetøj uden sukker og uden sødemidler - fx Fiordifrutta (min yndling), St. Dalfour eller Clearspring, et æble i både eller anden frisk frugt

Jeg spiste selv denne bolle med en nektarin skåret i både, samt en lille smule ekstra smør og jordbærsyltetøj. Guf guf guf, blev næsten en lille dessertanretning, som du kan se på billedet.

Den er en lille bitte smule bastant, eller også er det måske bare mig, der jo slet ikke er vant til brød eller andet bagværk af den slags. Derfor hjalp det så også at tilsætte en spiseske sojamælk i mit andet forsøg med denne variant, men slet ikke sikkert du behøver dette. Det kunne sagtens undværes, jeg følte bare konsistensen blev lidt mere klæg, hvilket jeg satte pris på. Derudover gør det virkelig godt med lidt frugt on-the-side og så er rosinerne også en skøn tilføjelse. Den så forresten således ud, da den kom ud af ovnen og havde afkølet lidt...




* Jeg har selv brugt denne kokosmel (findes i både 500 g og 1 kg) eller kokosfibre, som jeg kalder det herover, bare så det ikke forveksles med almindeligt kokosmel. Og jeg har købt den online hos RawFoodShop.se. Det er også her jeg har købt denne fantastiske mandelmel  brugt i opskriften (findes i både 500 g og 1 kg), og jeg har ikke lige fundet det billigere andre steder. Man kan lige samle lidt sammen, da de tager 100 SEK i forsendelse uanset mængde til Danmark. Jeg har desuden købt shirataki nudler her og en masse tørret frugt og bær. Alle disse ingredienser bruger jeg i en masse andre ting, og gør det lidt nemmere med disse meltyper i forhold til den oprindelige version, hvor du skulle kværne hørfrø til mel først - her er det bare at dosere og tilsætte J

Jeg overvejer lige nu, som jeg sidder her og skriver dette indlæg, om jeg også skal lave en portion nutella. Tænker det virkelig ville være et treat til denne søde bolle, eller måske en ny version uden kanel... Hmmm, ved dog ikke lige, om jeg skal i gang med at eksperimentere med en ny version nutella, eller jeg bare laver en af disse to, som jeg har bragt tidligere, en meget nem version og så en lidt mere kalorievenlig version, hvor jeg har forsøgt at få kalorierne en smule ned med sojamælk og få proteinmængden op med æggeblommer...

Samme forsøgte jeg med denne søde kanelbolle. At øge mængden af protein og samtidig skære lidt ned på mængden af nødder/frø. Jeg forsøgte derfor at tilsætte valleproteinpulver (jeg anvendte det fra Natur Drogeriet, som kan fås i de fleste helsekostforretninger), og det fungerede overraskende helt perfekt…

En vidunderlig skøn lille sød weekendhygge morgenmad fyldt med protein J

Guf guf guffeliguf,
LevSundtNU

25 august 2012

Fyldig broccolisalat med dressing af sojayoghurt og dadelpuré

Broccolisalat har været en af de svære for mig, da de ofte indeholder både hvidt sukker og mælkeprodukt. Nu har jeg fundet to ret så gode ingredienser, der er med til at gøre denne fyldige broccolisalat til en lidt sundere variant. Den kræver (bare) en god sojayoghurt uden tilsætning og en glutenfri majonæse med uforarbejdet og uraffineret rørsukker, så ja lidt sukker, men absolut ikke hvidt sukker og i meget begrænset mængde … Disse ingredienser blander jeg med min egen dadelpuré, som søder rigtig godt i samspil med en dejlig hindbæreddike. Så her får du mit bud på en lidt sundere løsning på broccolisalat. Velbekomme!

Fyldig broccolisalat
– min lidt sundere løsning

Fyldig broccolisalat
- med sojayoghurt og dadelpuré
Ingredienser
Fyldig broccolisalat
1 stort bundt broccoli
1 stort rødløg
200 g bacon
75 g solsikkekerner
75 g rosiner
- evt. bland lyse og mørke
- evt. bland med tørrede tranebær (uden sukker)

Dressing
100 g sojayoghurt
50 g majonæse
2-3 spsk dadelpuré
Evt. 1 tsk hindbæreddike
Evt. lidt citronsaft
Evt. lidt peber

Opskrift
1) Skær dit broccolibundt ud i små buketter og læg i en stor si
2) Hæld kogende vand over broccolien, så de kort bliver blancheret
3) Hæld derefter over med koldt vand og lad broccolien stå i vasken til afkøling
4) Steg bacon i tern til det er sprødt og sæt til afkøling på en tallerken med køkkenrulle, så fedtet suges fra
5) Bland alle ingredienserne til dressingen og stil evt. kort på køl
6) Skær rødløg i små tern, bland i dressingen og vend broccoli samt rosiner i dressingen
7) Sæt på køl, og inden servering fordeles solsikkekerner og bacon på toppen
8) Knas, mums, gumle gumle og nyd i fulde drag J

Jeg kan bedst lide, at min broccoli har en hel del bid, og derfor overhælder jeg kun min broccoli med kogende vand. Man kan jo også helt undlade dette eller koge broccolien i et par minutter helt dækket i vand. Gør det, du har det bedst med.

Derudover brugte jeg dadelpuré fra en portion, jeg havde på køl i forvejen. Det er super nemt at lave og så har du en god portion naturlig sødning på køl til en kop kakao, i en portion sojayoghurt med frugt eller hvad du nu ellers kan finde på. Hermed link til min opskrift på blid sødme med dadelpuré. Og hindbæreddiken har jeg købt hos Oil & Vinegar i Fields. Du kan finde deres få butikker i landet her.

Jeg søger stadig efter en majonæse uden diverse kunstig tilsætning og uden hvidt sukker. Jeg er gået væk fra Rømers, som tidligere havde en variant sødet alene med honning, men der er nu tilsat hvedesirup. Ikke lige hvad jeg ønsker. Jeg ville jo allerhelst have en naturlig variant helt uden sødning, og hvis det skal være så ønsker jeg mig den med honning retur, eller find på en med stevia måske ... Så lige pt. anvender jeg en ny majonæse, jeg har fundet hos Mad & Vin i Magasin, der hedder STOKES. Det er lidt en dyr fornøjelse, men så sparer jeg også meget mere på mængderne. Altså bort set fra, når jeg laver min fyldige broccolisalat, som jo kræver en lidt større portion - men som til gengæld også smager ret vidunderlig, hvis jeg nu selv skal sige det.

STOKES laver en helt almindelig/plain variant, men laver også flere andre varianter. Deres chili variant er totally-to-die-for, hvis du spørger mig. Prøv denne eller den med citron/lemon. Alle disse varianter er rigtig gode, men de andre varianter er der noget tilsætning i, som jeg holder mig fra. Ellers skulle disse tre være helt uden kunstig tilsætning i form af fortykningsmidler, aromaer og diverse andet ækelt. Foruden æggene er fra fritgående høns, hvilket jo absolut ikke gør et spor.

Her får du lige et billede af et par af disse majonæser og derudover kan du se sojayoghurten i dette indlæg med min opskrift til en frisk jordbær-rabarber yoghurt, delvist hjemmelavet - og den er også mums J  


Elsker bare sundere løsninger,
og gode naturlige produkter uden kemi J

Nam nam nammeli nam,
LevSundtNU

20 august 2012

Mine THAI style kyllingedeller - med bid og en god portion grønt

Endelig har jeg fundet en Panang Curry Paste uden sukker, fortykningsmidler eller anden kunstig tilsætning. Jeg elsker simpelthen denne skønne thailandske opfindelse, Panang, der absolut må være min yndlings thai ret. Desværre er denne variant fyldt med en del salt, og jeg synes ikke den lever fuldkommen op til mine tidligere oplevelser af smagen i Panang retter.

Derfor gik jeg lidt i tænkeboks over hvad jeg så skulle bruge denne Panang Curry Paste til, og endte med, faktisk ved lidt af en tilfældighed, at smide det i disse kyllingefrikadeller. Og resultatet blev bare mums. Fyldt med grøntsager uden man overhovedet aner det, og så med et godt bid af thai krydderier uden det overdøver fuldstændig. Mums, siger jeg lige igen. Velbekomme!

THAI style kyllingedeller

Mine THAI style kyllingedeller
- med bid og en god potion grønt
Ingredienser
1 squash
2 store rødløg
1 bundt purløg
4-5 spsk Panang Curry Paste
2 x 450 gram hk kyllingekød
2 spsk valleproteinpulver med høj top
3 store økologiske æg
2-4 skeer HUSK
2 spsk chiafrø
2 spsk hørfrø
En god portion pebermix
Evt. et lille bundt mynte
Evt. rosiner

(stor portion til 1½ bageplade)

Opskrift
1) Tænd din ovn på 160 grader
2) Fyld purløg, rødløg og squash i en blender og blend til en fin masse
3) Smid det hakkede kyllingekød i en meget stor skål sammen med resten af ingredienserne
4) Tilsæt grøntsagsmassen og bland meget grundigt rundt, så Panang Curry Pasten er rørt helt ud og alle ingredienserne er blandet godt sammen
5) Fordel frikadellefarsen med en stor ske i ønsket størrelse på en bradepande med bagepapir
6) Sæt i den varme ovn i ca. 15-20 minutter

Du kan også smide det hele i en røremaskine eller foodprocessor, når du har blendet grøntsagerne. Så går det måske lidt hurtigere, da Panang Curry Pasten godt kan være lidt svær at få rørt ud. Ellers finder du måske på en god ide, og egentlig tænker jeg nok selv, at jeg næste gang først rører den ud i en spiseskefuld olie eller to, så går det nok meget lettere.

Mit bundt purløg røg med i min stavblender-mixer sammen med løg og squash, men du kan selvfølgelig også hakke eller klippe det og tilsætte farsen, hvis du ønsker flere grønne 'prikker' i dine sunde kyllingedeller, sammen med den hakkede mynte …

Dejen bliver ret så flydende, men det skal du ikke tage dig noget af, da frikadellerne nok skal sætte sig i ovnen. Og de er faktisk færdige før du tror det, men hvis du ønsker lidt farve på toppen, som mine har, så skal du nok give dem lidt ekstra tid. Pas dog på at de ikke bliver for brune, for bunden bliver oftest mere brun end selve overfladen, og du risikerer derfor de brænder på i bunden. De bliver også mere tøre i det og ikke så saftige, hvis du giver dem alt for lang tid. Husk heller ikke at give dem over 160 grader, når du tilsætter frø og kerner, da olien i disse ødelægges ved højere temperaturer.



Jeg fandt denne blanding af Panang Curry Paste i den asiatiske butik tæt på Nørreport, et lille stykke nede ad Nørre Voldgade på den modsatte side af Ørstedsparken. Et super godt fund, da jeg elsker Panang, men da jeg synes den måske indeholder lidt for meget salt, kommer jeg formentlig til at anvende resten af den i lignende THAI deller, da de smagte så ganske vidunderligt. Og så lavede jeg en kæmpe portion, og har stadig en del tilbage i fryseren til mine travle eller dovne dage, pragtfuldt ! 

THAI THAI THAI og
kyllingedeller i ovnen med massere af grønt alla Ditte J

Mams mams mams,
LevSundtNU

04 maj 2012

Svampet krydderkage med stykker af pære og æble

Mange sundere alternativer til traditionelle hjemmebagte kager eller raw food kager består af rigtig mange nødder og dadler. Dette betyder, at de selvfølgelig er naturlige og langt sundere end traditionelle kager bagt med hvidt sukker og hvedemel, dog er de ikke specielt kaloriefattige. Derfor eksperimenterer jeg en del med at tilsætte forskellige grøntsager i mine kager, så de kan spises med en smule ekstra god samvittighed, eller måske to stykker i stedet for et… Velbekomme!

Krydderkage med aubergine og fyld af frugt

Ingredienser
Svampet krydderkage
- med aubergine samt stykker af pære og æble
Svampet krydderkage
6 æg
200 g mandler
600 g dadler (1 æske)
Saften af 1 økologisk appelsin
Saften og revet skal af 1 økologisk citron
4 spsk økologisk raps- eller kokosolie
250 g aubergine (ca. en stor)
½ stang vanilje
5 tsk kanel med let top
1-2 tsk kardemomme
½ tsk stødt ingefær (kan udelades)
½ tsk stødt nellike (kan udelades)
1 knivspids himalayasalt
150 g rosiner
1-2 pærer
1-2 æbler

Sød & syrlig topping
2 bananer
2 dl udblødte cashewnødder
1 tsk vaniljepulver
4 spsk lecitingranulat (kan udelades)
Saften og revet skal af 2 lime
6 spsk palmesukker
4 spsk kokosolie
8 spsk kokosmel
Evt. 100 g rosiner (evt. udblødte)

(ca. 15-20 stykker)

Opskrift
Svampet krydderkage
1) Opvarm ovnen til 160 grader
2) Læg rosinerne i blød i vand
3) Læg bagepapir i en bradepande (min. 23x30 cm) og smør med en smule olie
4) Smid mandlerne, vaniljestangen og krydderierne i en blender, blend og hæld i en skål
5) Udsten dadlerne, skræl auberginen og skær i tern
6) Smid i blenderen med appelsinsaft samt citronsaft og -skal, og blend til en fin masse
7) Pisk æggene i en meget stor skål og tilsæt olien samt massen af aubergine og dadler
8) Vend til sidst mandelmelet i massen
9) Snit æbler og pærer i meget små tern og vend dem i lidt ekstra kanel
10) Dræn rosinerne for vand og vend dem i dejen sammen med frugten
11) Hæld i formen, sæt i ovnen og bag i 50-60 minutter

Sød & syrlig topping
1) Lad kagen køle af - sæt den eventuelt på køl natten over
2) Sæt cashewnødderne i blød i vand i minimum 2 timer
3) Læg evt. lidt rosiner i blød i vand i minimum ½ time
4) Smid alle ingredienserne, undtagen rosinerne, i en blender og blend til en fin masse
5) Tilsæt de bløde rosiner og miks rundt i massen
6) Fordel udover kagen i et jævnt lag og server for dine gæster

Jeg har ikke selv en stor foodprocessor, men jeg er faktisk ret sikker på, at når mandelmelet er blendet, så kan alle ingredienserne bare smides i en foodprocessor og blendes. Det er ikke fordi æggene skal være meget luftige eller noget, for kagen er ret tung og falder en smule, når du tager den ud - så du behøver ikke bruge tyve skåle, en stor minihakker og en elpisker som mig, hvis du er heldig at have pladsen til en foodprocessor i dit køkken.

Hvis du bruger en større form, skal kagen formentlig have mindre tid. Så hold øje med, når kagen begynder at blive gylden på toppen. Der er dog ikke så meget at være nervøs for, da kagen er lækker snasket, så jeg tror ikke det går galt, hvis den får lidt længere.
Der er meget fyld i kagen, så den er lidt skrøbelig, men smager helt fantastisk. Og du kan selv styre, hvor meget fyld du ønsker. Jeg elsker selv en masse fyld, så jeg ville smide både 2 æbler og 2 pærer i kagen. Jeg havde tilsat 3 stykker frugt i kagen på billedet, men kunne efter min mening godt tage et enkelt stykke mere. Men så bliver den også proppet med fyld - mums !

Kagen behøver faktisk slet ikke toppingen, men giver et ekstra touch, hvis der inviteres på gæster. Min søster var ret vild med den, så derfor bringer jeg opskriften med det hele. Jeg har dog ændret opskriften en smule og smidt rosinerne i selve kagen, da jeg selv vil gøre dette fremover. Men hvis du laver toppingen, ville jeg nok smide dem i denne i stedet. Og et ekstra lille tip vil være at blande rosinerne med lidt af de gyldne, mere syrlige af slagsen - ville måske give et godt supplement, så det skal prøves næste gang. Derudover holder kagen fint i køleskabet et par dage, mindst, og jeg ville nok også anbefale at lave den en dag i forvejen. Og den fungerer også godt til nedfrysning. Jeg har dog ikke forsøgt inklusiv toppingen…

Denne svampede krydderkage med både æg og grøntsager mætter rigtig godt og fungerer derfor brilliant til at stille din lækkersult, især når den er blevet lidt for slem - så tager du bare et stykke op af fryseren og du er hjulpet godt på vej …

Svampet, lækker, skøn, krydret og fyldt med naturlige ingredienser J

Snask snask snaskedisnask,
LevSundtNU

18 oktober 2011

Spicy kyllingedeller - 3 smagsvarianter

Hvis du ikke allerede har lagt mærke til det, så elsker jeg nemme løsninger, der også smager godt. Derfor får du her min opskrift på tre varianter af mine spicy kyllingedeller. Tricket er at lave en basisfars, tilsætte diverse krydderier samt ingredienser for at skabe forskellige smagsvarianter, og så tilberede dem i ovnen. Det er super nemt, tager ikke ret lang tid og så har du mad til flere dage… Velbekomme!

De nemmeste spicy kyllingedeller

Ingredienser
Basisfars
Spicy kyllingedeller
- 3 virkelig nemme smagsvarianter
3 x 450 g hakket kyllingekød
3 store rødløg
3 store æg
50 gram hørfrø opblødt i 2 dl vand
En masse peber
Hvidløg eller hvidløgspulver
6 spsk kinesisk soya

Indisk version
Tandori krydderi
Rosiner
Evt. groft hakkede mandler

Karry version
Karry krydderi
Tørrede abrikoser
Chiliflager

Italiensk version
Paprika
Pizzakrydderi
Chiliflager

(ca. 50 styk)

Opskrift
1) Sæt hørfrø i blød – evt. aftenen før
2) Tænd ovnen på 200 grader
3) Blend rødløg fint i en hakker
4) Smid kyllingekød, rødløg, æg, hørfrøene, soya samt krydderier i en stor skål og rør grundigt rundt
5) Tag 1/3 del af farsen over i en mindre skål
6) Tilsæt de ekstra krydderier og ingredienser til en af smagsvarianterne *
7) Brug en spiseske og form farsen på bagepapir på en bageplade
8) Sæt i ovnen i max 15 minutter
9) Fortsæt med de resterende 2/3 dele af farsen
10) … og vupti du har 3 smagsvarianter kyllingedeller klar til servering!

* Her skal der altså bruges en spiseske til doseringen af krydderierne, og ikke en teske. Vær ikke nærig eller bange for krydderierne, disse kyllingedeller kan tage en hel del!!

Jeg laver tit og ofte denne opskrift på basisfarsen og eksperimenterer med mange forskellige smagsvarianter. Jeg har tidligere tilsat tomatpuré til den italienske version, hvilket også smager godt (men spar lidt på det, det smager ret meget igennem). Så slå dig endelig løs og find dine egne varianter med sunde naturlige ingredienser og max op på krydderierne. De er gode for os!

Herudover så er denne måde at lave ”frikadeller” på bare virkelig nem. Den både sparer tid i modsætning til at stå med pande og gafler og vende hver enkelt frikadelle, men ikke mindst i forhold til rengøringen af et uoverskueligt svineri på komfuret bagefter.

Og lov mig nu at glemme alt om både mel og mælk, når du laver frikadeller. Det er absolut ikke nødvendigt, overhovedet!! Sæt spørgsmålstegn ved sådanne gamle vaner. De opstod for meget lang tid siden og formentlig på baggrund af at spare penge i forhold mængden af kød og give fyld. Og jeg formoder, at det sikkert ikke var på grund af smagen – den har vi nok bare vendt vores smagsløg til gennem tiden. Så hvis du ikke lige får lysten til at lave mine 3 smagsvarianter af disse spicy kyllingedeller, så bare husk at undlade mel og mælk i dine egne traditionelle frikadeller fremover…

Til sidst, så må du endelig ikke være nervøs selvom farsen bliver en smule mere ’flydende’ end almindelig frikadellefars. Dette sker der intet ved, de skal nok sætte sig efter de 10-15 minutter i ovnen.

Tip: frys ned i mindre portioner, så har du altid et mellemmåltid eller til sen aftensmad, når du ikke har tid til at lave det vilde i køkkenet…

Sæt ekstra krydderi, farve og smag på tilværelsen J

Mamselimam,
LevSundtNU

30 januar 2011

Sund snack med hint af chokolade

Mix it up med tørret frugt!

Det magiske øjeblik skabes, når du blander sød tørret frugt med de små rå kakao nibs. Så kan du opnå smagen af mørk chokolade og samtidig få stillet din trang til sødt.

Samtidig er det altid godt at have en sund snack ved hånden, når du i løbet af eftermiddagen mangler lidt energi og måske har brug for en snack. Det er i disse situationer, vi nemt bliver fristet af usunde chokoladebarer fyldt med sukker eller andet slik fyldt med farvestoffer og konserveringsmidler. Her får du et sundt og naturligt alternativ helt uden kunstig tilsætning, og med smagen af chokolade. Velbekomme!

Mix af tørret frugt og kakao nibs

Sund snack med hint af chokolade
Ingredienser
Solsikkekerner
Græskarkerner
Rosiner
Gule rosiner
Gojibær
Tørrede æbler
Kakao nibs

Opskrift
Altså opskrift og opskrift – du blander jo bare ingredienserne i et stort og rent opbevaringsglas, og så er din snack klar… Jeg har dog lige knust de tørrede æblechips først, så de har en passende størrelse.

Denne sunde snack fungerer specielt godt til de sidste timer på jobbet eller på vejen hjem. Hvis du sørger for at holde sulten på afstand inden du skal ud og handle ind til aftensmaden, så er der langt mindre risiko for at gå hen og blive fristet af noget, du ikke burde smide i kurven.

Du skal dog passe på, at du ikke spiser for meget af denne snack. Den er baseret på naturlige ingredienser, men har samtidig et højt kalorieindhold. Derfor sørg gerne for at dele op i mindre portioner, som du nemt kan have med dig og dermed ikke får spist alt for store mængder på en gang.

Jeg elsker, at lege med dette mix af tørret frugt og er altid på jagt efter nye ingredienser. Det er vigtigt at skabe variation og derudover nyder jeg at udvikle lidt farvespil. Derfor bruger jeg ofte grønne rosiner sammen med de almindelig og de gule. Til tider tilføjer jeg også tørrede morbær, som har en fantastisk og speciel sødlig smag af honning. Jeg mikser også indimellem tørret mango eller ananas i blandingen, som jeg først hakker i lidt mindre stykker. Brug din fantasi – prøv nye kombinationer og leg med dine sunde valg af snack.

Smag af chokolade!

Nam nam,
LevSundtNU