Viser opslag med etiketten kyllingefars. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kyllingefars. Vis alle opslag

20 august 2012

Mine THAI style kyllingedeller - med bid og en god portion grønt

Endelig har jeg fundet en Panang Curry Paste uden sukker, fortykningsmidler eller anden kunstig tilsætning. Jeg elsker simpelthen denne skønne thailandske opfindelse, Panang, der absolut må være min yndlings thai ret. Desværre er denne variant fyldt med en del salt, og jeg synes ikke den lever fuldkommen op til mine tidligere oplevelser af smagen i Panang retter.

Derfor gik jeg lidt i tænkeboks over hvad jeg så skulle bruge denne Panang Curry Paste til, og endte med, faktisk ved lidt af en tilfældighed, at smide det i disse kyllingefrikadeller. Og resultatet blev bare mums. Fyldt med grøntsager uden man overhovedet aner det, og så med et godt bid af thai krydderier uden det overdøver fuldstændig. Mums, siger jeg lige igen. Velbekomme!

THAI style kyllingedeller

Mine THAI style kyllingedeller
- med bid og en god potion grønt
Ingredienser
1 squash
2 store rødløg
1 bundt purløg
4-5 spsk Panang Curry Paste
2 x 450 gram hk kyllingekød
2 spsk valleproteinpulver med høj top
3 store økologiske æg
2-4 skeer HUSK
2 spsk chiafrø
2 spsk hørfrø
En god portion pebermix
Evt. et lille bundt mynte
Evt. rosiner

(stor portion til 1½ bageplade)

Opskrift
1) Tænd din ovn på 160 grader
2) Fyld purløg, rødløg og squash i en blender og blend til en fin masse
3) Smid det hakkede kyllingekød i en meget stor skål sammen med resten af ingredienserne
4) Tilsæt grøntsagsmassen og bland meget grundigt rundt, så Panang Curry Pasten er rørt helt ud og alle ingredienserne er blandet godt sammen
5) Fordel frikadellefarsen med en stor ske i ønsket størrelse på en bradepande med bagepapir
6) Sæt i den varme ovn i ca. 15-20 minutter

Du kan også smide det hele i en røremaskine eller foodprocessor, når du har blendet grøntsagerne. Så går det måske lidt hurtigere, da Panang Curry Pasten godt kan være lidt svær at få rørt ud. Ellers finder du måske på en god ide, og egentlig tænker jeg nok selv, at jeg næste gang først rører den ud i en spiseskefuld olie eller to, så går det nok meget lettere.

Mit bundt purløg røg med i min stavblender-mixer sammen med løg og squash, men du kan selvfølgelig også hakke eller klippe det og tilsætte farsen, hvis du ønsker flere grønne 'prikker' i dine sunde kyllingedeller, sammen med den hakkede mynte …

Dejen bliver ret så flydende, men det skal du ikke tage dig noget af, da frikadellerne nok skal sætte sig i ovnen. Og de er faktisk færdige før du tror det, men hvis du ønsker lidt farve på toppen, som mine har, så skal du nok give dem lidt ekstra tid. Pas dog på at de ikke bliver for brune, for bunden bliver oftest mere brun end selve overfladen, og du risikerer derfor de brænder på i bunden. De bliver også mere tøre i det og ikke så saftige, hvis du giver dem alt for lang tid. Husk heller ikke at give dem over 160 grader, når du tilsætter frø og kerner, da olien i disse ødelægges ved højere temperaturer.



Jeg fandt denne blanding af Panang Curry Paste i den asiatiske butik tæt på Nørreport, et lille stykke nede ad Nørre Voldgade på den modsatte side af Ørstedsparken. Et super godt fund, da jeg elsker Panang, men da jeg synes den måske indeholder lidt for meget salt, kommer jeg formentlig til at anvende resten af den i lignende THAI deller, da de smagte så ganske vidunderligt. Og så lavede jeg en kæmpe portion, og har stadig en del tilbage i fryseren til mine travle eller dovne dage, pragtfuldt ! 

THAI THAI THAI og
kyllingedeller i ovnen med massere af grønt alla Ditte J

Mams mams mams,
LevSundtNU

18 oktober 2011

Spicy kyllingedeller - 3 smagsvarianter

Hvis du ikke allerede har lagt mærke til det, så elsker jeg nemme løsninger, der også smager godt. Derfor får du her min opskrift på tre varianter af mine spicy kyllingedeller. Tricket er at lave en basisfars, tilsætte diverse krydderier samt ingredienser for at skabe forskellige smagsvarianter, og så tilberede dem i ovnen. Det er super nemt, tager ikke ret lang tid og så har du mad til flere dage… Velbekomme!

De nemmeste spicy kyllingedeller

Ingredienser
Basisfars
Spicy kyllingedeller
- 3 virkelig nemme smagsvarianter
3 x 450 g hakket kyllingekød
3 store rødløg
3 store æg
50 gram hørfrø opblødt i 2 dl vand
En masse peber
Hvidløg eller hvidløgspulver
6 spsk kinesisk soya

Indisk version
Tandori krydderi
Rosiner
Evt. groft hakkede mandler

Karry version
Karry krydderi
Tørrede abrikoser
Chiliflager

Italiensk version
Paprika
Pizzakrydderi
Chiliflager

(ca. 50 styk)

Opskrift
1) Sæt hørfrø i blød – evt. aftenen før
2) Tænd ovnen på 200 grader
3) Blend rødløg fint i en hakker
4) Smid kyllingekød, rødløg, æg, hørfrøene, soya samt krydderier i en stor skål og rør grundigt rundt
5) Tag 1/3 del af farsen over i en mindre skål
6) Tilsæt de ekstra krydderier og ingredienser til en af smagsvarianterne *
7) Brug en spiseske og form farsen på bagepapir på en bageplade
8) Sæt i ovnen i max 15 minutter
9) Fortsæt med de resterende 2/3 dele af farsen
10) … og vupti du har 3 smagsvarianter kyllingedeller klar til servering!

* Her skal der altså bruges en spiseske til doseringen af krydderierne, og ikke en teske. Vær ikke nærig eller bange for krydderierne, disse kyllingedeller kan tage en hel del!!

Jeg laver tit og ofte denne opskrift på basisfarsen og eksperimenterer med mange forskellige smagsvarianter. Jeg har tidligere tilsat tomatpuré til den italienske version, hvilket også smager godt (men spar lidt på det, det smager ret meget igennem). Så slå dig endelig løs og find dine egne varianter med sunde naturlige ingredienser og max op på krydderierne. De er gode for os!

Herudover så er denne måde at lave ”frikadeller” på bare virkelig nem. Den både sparer tid i modsætning til at stå med pande og gafler og vende hver enkelt frikadelle, men ikke mindst i forhold til rengøringen af et uoverskueligt svineri på komfuret bagefter.

Og lov mig nu at glemme alt om både mel og mælk, når du laver frikadeller. Det er absolut ikke nødvendigt, overhovedet!! Sæt spørgsmålstegn ved sådanne gamle vaner. De opstod for meget lang tid siden og formentlig på baggrund af at spare penge i forhold mængden af kød og give fyld. Og jeg formoder, at det sikkert ikke var på grund af smagen – den har vi nok bare vendt vores smagsløg til gennem tiden. Så hvis du ikke lige får lysten til at lave mine 3 smagsvarianter af disse spicy kyllingedeller, så bare husk at undlade mel og mælk i dine egne traditionelle frikadeller fremover…

Til sidst, så må du endelig ikke være nervøs selvom farsen bliver en smule mere ’flydende’ end almindelig frikadellefars. Dette sker der intet ved, de skal nok sætte sig efter de 10-15 minutter i ovnen.

Tip: frys ned i mindre portioner, så har du altid et mellemmåltid eller til sen aftensmad, når du ikke har tid til at lave det vilde i køkkenet…

Sæt ekstra krydderi, farve og smag på tilværelsen J

Mamselimam,
LevSundtNU

28 februar 2011

Mine hjemmelavede kødboller fuld af smag

Jeg har længe forsøgt at lave en version af kødboller på kyllinge- eller kalkunkød, der indeholder flere grøntsager, men samtidig med fantastisk smag. Det er nu endelig lykkes – her i en nem variant velegnet til tomatsuppe med en masse aromatiske, tørrede krydderurter. Velbekomme!

Hjemmelavede kødboller med god smag

Mine hjemmelavede kødboller fuld af smag
Ingredienser
250 g kyllinge- eller kalkunfars
100 g quorn-fars (*gluten)
1-2 rødløg
1 stort æg
1 fed hvidløg eller hvidløgspulver
1 tsk. Lene Hansson kryddersalt
2 tsk. kinesisk soya
Krydderier: timian, rosmarin, merian, oregano

(4 personer)

Opskrift
Tænd din ovn på 200 grader. Find en stor skål frem og bland quorn-fars, kyllingefars, krydderier samt finthakkede rødløg sammen, så ingredienser er jævnt fordelt mellem hinanden. Du kan eventuelt bruge en minihakker til at blende rødløgene helt fine, inden du tilsætter dem. Derefter tilsætter du et æg samt kinesisk soya, og dejen røres sammen til en ensartet masse. Læg bagepapir på en bageplade, fordel kødbollerne i den størrelse, du ønsker, og sæt dem i ovnen i 10-15 minutter alt efter størrelse. Og ganske let og på fantastisk kort tid, har du velduftende og aromatiske kødboller til en dejlig varm tomatsuppe.

Disse kødboller er også fantastiske med lidt ekstra krydderi. Ofte anvender jeg lidt paprika samt chiliflager uden kerne, som du måske kan ane på billedet. Eksperimenter med forskellige smagsvarianter, og du kan anvende disse kødboller til mange forskellige retter. Eksempelvis til en glimrende klassiker som boller i karry eller som frikadeller i en større størrelse. Her blander jeg ofte en smule sesamfrø eller hørfrø i for at tilføje lidt ekstra sprødhed og bid.

Se mine hjemmelavede kødboller i min nemme tomatsuppe, samt opskriften hertil lige her!

Rigtig god fornøjelse J

Nam nam,
LevSundtNU


* gluten: desværre indeholder quorn-fars og andre svampeprodukter spor af gluten eller gluten fra byg i den soya, der bruges til at give produktet smag. Så hvis du ikke kan tåle gluten, eller af andre forståelige årsager forsøger at holde dig fra gluten, så kan du tage dette produkt ud af opskriften og erstatte det med mere kyllinge- eller kalkunfars.

Desværre har jeg først opdaget dette efter jeg har sammensat opskriften og tilmed er blevet stor fan af den – nu krydser jeg bare fingre for, at de kære Quorn-folk snart får øjnene op og producerer en glutenfri variant!