Viser opslag med etiketten kiwi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kiwi. Vis alle opslag

09 juni 2012

Vanvittig vitaminbombe – syrlig smoothie alla æblegrød

Først kunne jeg ikke lige finde ud af, hvad smagen af denne smoothie mindede mig om. Smagen var meget syrlig, men samtidig lidt slikagtig. Og det gik op for mig, at denne vitaminbombe mindede mig rigtig meget om de grønne, syrlige slikstrimler, æblegrød. OMG, tog mig godt nok lige nogle år tilbage i tiden J

Dette er en mega portion smoothie med en del ingredienser, men opstod meget tilfældigt... Jeg havde fået købt alt for mange forskellige frugter ind og kunne se, at det hele ville ende med at blive dårligt, hvis ikke jeg gjorde et eller andet. Derfor lavede jeg denne smoothie med max indhold af syrlige frugter, og dermed særdeles mange vitaminer og antioxidanter, der gerne skulle holde os raske, sunde, smukke og unge. Jeg var meget spændt på smagen, men den smagte ret fantastisk, hvis du spørger mig - og jeg havde nærmest en helt udrensende dag, hvor jeg levede det meste af dagen på denne ret store portion. Velbekomme!

Vanvittig og syrlig vitaminbombe
Vanvittig vitaminbombe
- syrlig æblegrød ...

Ingredienser
1 stor moden banan
1 stor moden mango
1 stor pose spinat
3 passionsfrugter
2 kiwier
2 lime
Soyamælk
Ananasjuice med mango og appelsin
2 breve grøn te pulver (kan nok sagtens undlades)
3 spsk økologisk olie

Opskrift
1) Skær skrællen af kiwierne og begge lime, og tag indholdet af passionsfrugterne ud med en ske
2) Smid alle ingredienserne, bort set fra olien, i din blender med frugterne nederst
3) Blend til en ensartet konsistens, så spinaten er fuldstændig blendet
4) Tilsæt olie og blend kun ganske få sekunder
5) Hæld i et glas og tilsæt eventuelt en isterning
6) Server og drik med det samme

Jeg mener, at jeg brugte omtrent 50/50 af soyamælk og juice, men kan ikke helt præcis huske hvor meget. Vel omkring 1-2 dl af hver. Tilsatte ikke ret meget af væskerne, da det bare lige skulle være så smoothien kunne dreje rundt i blenderen. Juicen var et ukendt mærke, men jeg havde købt den i Aldi. Og den er ikke fra koncentrat, som jeg lige husker det.

Jeg havde faktisk heller ikke lige tænkt dette som en opskrift til jer, så målte ikke af som jeg plejer. Men nu får I den altså alligevel, da jeg blev særdeles overrasket over smagen, og skal helt sikkert prøve den en anden god gang for at se om smagen kunne blive samme succes. Kunne være en interessant løsning at prøve af overfor nogle af ungerne i min store familie, for ville være en sej måde at få børn til at indtage lidt spinat.

Både bananen og mangoen var særdeles godt modne. Ved ikke om det har meget eller bare noget at sige, men så ved du også det. Du kan formentlig sagtens bruge mandelmælk eller lignende, i stedet for soyamælken. Spinaten var en stor pose på 250 gram, og som olie brugte jeg en økologisk hørfrøolie.

Da jeg anvender en del olie i mine smoothies, købte jeg sidste gang ret stort ind og det har faktisk været super rart. Jeg købte den rigtig gode hørfrøolie fra Nyborggaard, der koster omkring 230 for 1 liter. I øjeblikket kan den dog fås billigt hos både hos naturoghelse.dk og helseplus.dk, til hhv. 184 og 187 kr.

En skøn smoothie overraskelse, jeg hermed giver videre til dig og muligvis dine kære…

Seriøst syret & syrlig smag J

Woooooooohh,
LevSundtNU

10 oktober 2011

Sundere drikke – et udvalg af mit bytte fra messebesøg

Sådan set sværger jeg til vand som min primære kilde til væske, da det også er min foretrukne tørst-slukker. Vand vand vand – det er det reneste, og så ser jeg også en stor fordel i ikke at indtage en masse kalorier i mine drikkevarer. Jeg må jo nok indrømme, at jeg foretrækker at spise mine kalorier frem for at drikke dem. MEN….. hvis du skulle få lyst til nogle sundere, smagfulde drikke uden sukker, sødemidler og andre kunstige tilsætningsstoffer, så har jeg et par forslag her. Velbekomme!

Smagfulde drikke uden sukker

Sundere, naturlige drikke
- uden sukker, sødemidler og kunstig tilsætning
”Ingredienser”
Vita Verde økologisk juice
(2 varianter med Apple Cranberry og Orange Mango)
bi okay
(2 varianter ”danskvand” med smag af hindbær lakrids eller kiwi kaktus ananas, begge med probiotiske bakterier)
Wellness Organic Human Water
(1 variant med smag af hindbær)

”Opskrift”
1) Et smut i helsekost eller på nettet (i god tid)
2) Skru låget af
3) Drik, nyd og sluk tørsten …

Jeg har længe ledt efter en tranebærsaft, der IKKE er sødet med sukker. Og den er så fundet nu, hvilket jo er herligt. Tranebær er jo også et fantastisk naturlægemiddel, der blandt andet hjælper mod blærebetændelse. Derudover synes jeg, at tranebærjuice smager dejligt friskt, især med en isterning eller to. Vita Verde varianten med mango og appelsin smagte også ret vidunderlig, og man kunne virkelig smage der var brugt ægte pureret mangofrugt. Og hvis man synes, at denne juice variant er lidt tyk, så smager den ret godt piftet op med en sjat danskvand (synes jeg i hvert fald selv). Begge varianter kan købes hos ØkoTaste.

På mit messebesøg fandt jeg også Wellness Organic Human Water, der findes i tre smagsvarianter. De to af varianterne brød jeg mig ikke så meget om, men denne med hindbær smagte ret godt. Derudover indeholder drikken kun økologiske ingredienser, forskellige antioxidanter i form af te-ekstrakter med mere, og så er den sødet med agavesirup. Dette betyder, at der er kalorier i drikken, men den er langt bedre for vores blodsukkerniveau end hvidt sukker med langt højere glykæmisk indeks. Udover på den sunde livsstilsmesse i Øksnehallen, har jeg også mødt produkterne i Helsemin samt nogle af deres andre produktlinjer i 7-eleven. Respekt til folkene bag virksomheden, Kildespring, der fokuserer på at bringe sundere, innovative alternativer ud til danskerne.   

På messen mødte jeg også et par skønne kvinder ved Vita Biosa standen, der havde lavet et par nye varianter af danskvand ved navnet bi okay. I disse har de stoppet et par millioner af sunde bakterier i for at gøre vores mavser særdeles godt, hvilket jo bare må påskønnes i stor stil. Applaus! Disse to varianter, der kan sammenlignes med diverse danskvand med smag, har de også valgt at lave i to varianter sødet med stevia, hvilket får dem mere på niveau smagsmæssigt med de sukkerholdige sodavand. Normalt foretrækker jeg noget uden kulsyre (altså vand, vand og vand), men hvis jeg får lyst til en sodavand, så står en bi okay med smag af kiwi kaktus ananas og stevia øverst på min liste. De to varianter med stevia fås dog ikke i handelen endnu…

Desværre er godkendelsen af stevia som et naturligt sødemiddel endnu ikke gået igennem på det danske marked og bliver forhalet af EU-kommissionen, til trods for WHO har godkendt planten til levnedsmiddelbrug for længst. Flere forsøg viser endda, at planten ikke skulle have nogen bivirkninger andet end positiv indvirkning på fx insulinniveauet hos diabetikere. Så hvad venter vi på ….?????? Læs mere her, hvis du er nysgerrig:


Drikkene fra bi okay og Organic Water indeholder begge såkaldte naturlige smagsstoffer. Selvom de er frembragt af naturlige råvarer og ikke kemisk fremstillet, så kan min krop engang imellem godt blive lidt irriteret på alt der ikke er i naturens egen, oprindelige form. Og så kan jeg godt få kløe på mavsen og under fysserne alligevel – meget tydelige tegn, når jeg har fået noget min krop ikke synes er helt naturligt nok. Jeg har dog ikke fået disse tegn med produkterne her, men nogle gange kommer det først efter et par gange… Aller helst så jeg, at de ikke fyldte produkterne med disse smagsstoffer, da jeg er sikker på, at de kan laves til at smage fint med ren frugt og andre, helt naturlige ingredienser i stedet. Måske tager jeg fejl, men hermed en opfordring givet videre!

TAK: stor taknemmelighed til udviklingen på dette felt og de initiativrige folk bag
BØN: … og må sukkerholdige sodavand med kunstig tilsætning uddø og visne bort for altid…
BØN: nogen, please, sørg for at få stevia godkendt som sødemiddel NU!!!!!

Flere smagfulde drikke uden sukker – bring it on!

Sippe di sip sip,
LevSundtNU