30 juni 2012

Helsekost til langt lavere priser - en shoppintur til London

Jeg tog til London med en kuffert på 10 kg og kom hjem med en på 20. Og det var ikke så meget tøj shopping, der var skyld i den meget fulde kuffert og håndbagage, men snarere mine indkøb i MARKS & SPENCERs madafdeling og især helsekostforretningen, HOLLAND & BARRETT.

Hvis du på noget tidspunkt befinder dig i London, vil jeg klart anbefale et smut forbi en af HOLLAND & BARRETTs mange butikker. De er absolut ikke så velassorterede som de danske helsekostforretninger, når det kommer til madvarerne, men de enkelte ting de nu har, er bare så meget billigere. Her får du et udpluk af mine indkøb… God fornøjelse!

Helsekostprodukter til lav pris i London

Ingredienser
Macapulver
Hvedegræspulver og byggræspulver
Hørfrødrys med frysetørrede bær og kakao
Nøddesmør i flere varianter
Naturlige teer uden aromaer
Fruit spread i flere varianter
Tørret frugt i flere varianter

Opskrift J
1) Køb en flybillet, book et par overnatninger på et dejligt hotel og medbring en kæmpe (tom) kuffert
2) Nyd turen og shop amok – så meget pengepungen kan klare
3) Kom hjem og pak alle godterne ud
4) Hav masser af gode ingredienser til dine køkkenudskejelser et godt stykke tid ud i fremtiden

Altså, det kan jo nok ikke lige svare sig at tage en tur til London for at shoppe helseprodukter, men hvis du skal derover alligevel, så sørg for at have god plads i din kuffert. Jeg har købt produkter over nettet flere gange fra England, da de fleste ting kan fås meget billigere derovre. Og det kan godt svare sig selvom der er porto, men det er nu lidt sjovere med en dejlig forlænget weekend i London med en veninde og fyldt med shopping, musical, og en tur forbi Big Ben og i London Eye.




Jeg har endnu ikke smagt på det hele – nok heller ikke så smart at åbne alt på én gang. Men hasselnøddesmøret smager faktisk rigtig godt og ikke helt så bittert, som de varianter jeg har prøvet tidligere.




Produkterne jeg havde med hjem kostede formentlig omkring en tredjedel af prisen herhjemme. Altså bortset fra teerne, der nok nærmere var halvdelen af prisen, men så til gengæld helt naturlige varianter, der ikke fås herhjemme. Som jeg husker det, omkring 10 kr. per pakke. Mine bedste køb var nok hvedegræs- og byggræspulverne, der kun kostede omkring 73 kr. for 200 gram. Det er billigere end selv mine tidligere internetkøb hos gojiking.co.uk. Det er uhørt meget at spare for lige disse to produkter.

Herudover kostede begge nøddesmør kun omkring 25 kr. for 170 gram og en kæmpe pose tørrede æbleskiver som jeg ofte spiser i stedet for slik til omkring 24 kr. for 250 gram. Begge dele er langt billigere end danske priser. Disse produkter købte jeg hos HOLLAND & BARRETT, sammen med macapulveret, de tørrede bananer og mango, hørfrødrysset som jeg ikke har set andre steder hverken derovre eller herhjemme, samt fruit spreads med solbær, vilde kirsebær og abrikos/æble. Teerne som er på hhv. hvid te med hindbær og hyben med hindbær- og jordbærstykker, og de tørrede pærestykker købte jeg hos MARKS & SPENCER. De tørrede pærer havde jeg forventet mig meget af, da jeg jo elsker de tørrede æbler, men de var ikke helt lige så gode. De er stadig ret våde i det og den følelse af kerner som pærer kan have, trådte endnu mere frem. Smagen var god, men konsistensen ikke fantastisk. Mit favoritkøb fra MARKS & SPENCER var klart den lyserøde pakke te med hyben og stykker af hindbær og jordbær - men jeg er også stor fan af en lidt syrlig te. 

Så husk at smutte ind i en helsekostforretning, når du er i udlandet. Det kan virkelig godt svare sig, i hvert fald på nogle produkter.

Billig helsekost – loving it!

Mam jum nam nip kræs knas mams guf,
LevSundtNU

23 juni 2012

Chokolademousse på silketofu med topping af pekannødder og kakaonibs

Jeg eksperimenterer i øjeblikket med at tilsætte tofu i forskellige retter, da det jo er mælkefrit og forholdvist lavt på kalorier. Så her kommer en til alle allergikerne og dem, der ønsker et lidt mere naturligt og kalorielet alternativ til den traditionelle med fløde og hvidt sukker. Dette lidt skøre eksperiment med en chokolademousse af tofu smagte langt langt langt bedre end jeg havde forventet, og derfor bringer jeg den selvfølgelig til jer her J Velbekomme!

Cremet chokolademousse
med knasende topping

Cremet chokolademousse
- på tofu med knasende topping
Ingredienser
Chokolademousse
300 g silketofu
200 g udstenede dadler
Saften fra 1 appelsin
4-5 spsk raw kakao
En sjat soyamælk
½ tsk vaniljekorn
Evt. knivspids stevia

Forslag til topping
Kakaonibs
Pekannødder
Kokosflager
Revet appelsinskal
Granatæblekerner
Frysetørrede bær
Hakkede hasselnødder

(4-6 portioner)

Opskrift
1) Smid silketofu, kakao og vaniljekorn i din blender
2) Udsten dadlerne og tilsæt
3) Pres saften fra appelsinen, tilsæt og blend til en jævn chokolademousse
4) Tilsæt eventuelt en sjat soyamælk, hvis du ønsker konsistensen blødere
5) Anret i portionsglas og server med knasende topping
6) Nyd i fulde drag J

Husk at smage til undervejs, hvis du anvender en anden kakao end raw kakao. Eller bare i det hele taget - altid godt at smage til undervejs, så du opnår din helt egen favoritstyrke og smag af kakao.

Steviaen er faktisk ikke nødvendig, men hvis du har en virkelig sød tand, så fungerer det at tilsætte den for en endnu sødere smag. Og det er selvfølgelig hvid stevia, der skal bruges. Fordelen her i forhold til dadlerne er, at stevia er stort set kaloriefrit. Stevia kan dog ikke søde denne chokolademousse ordentligt alene, uden dadlerne, da det efter min mening har en lidt dårlig eftersmag foruden at dadlerne er med til at give moussen konsistens og fylde.
  
Tror måske I kunne fornemme af skriveriet øverst i indlægget, at jeg er bare en lille bitte smule henrykt over denne opskrift. Lige præcis en løsning jeg selv har manglet. Kun naturlige ingredienser, og så samtidig en løsning med en del færre kalorier end de fuldfede varianter på mælkeprodukter. For ikke at tale om dem, der er fyldt af kemi med diverse fortykningsmidler og hvidt sukker. Jubel her på sofaen helt for mig selv, mens jeg skriver dette indlæg og glæder mig til at dele det med jer…

Det eneste jeg næsten ikke har lyst til at skrive, da du måske slet ikke ligger mærke til det, er at konsistensen ikke er helt så smoothe som en chokolademousseversion af fløde, og selvfølgelig ikke helt så let og luftig. Men smagen og hele fordelen ved den kalorielette version baseret på silketofu gør bare, at den sparker pænt meget røv alligevel. Jeg er sikker på jeg selv kommer til at lave forskellige versioner af denne chokolademousse, og skal helt sikkert også have eksperimenteret med at bruge tofu i andre desserter og alt hvad jeg ellers kan finde på.  
J

Smagen af chokolade med lidt mindre til lårbasserne

Smooshy smoosh smoosh,
LevSundtNU

09 juni 2012

Vanvittig vitaminbombe – syrlig smoothie alla æblegrød

Først kunne jeg ikke lige finde ud af, hvad smagen af denne smoothie mindede mig om. Smagen var meget syrlig, men samtidig lidt slikagtig. Og det gik op for mig, at denne vitaminbombe mindede mig rigtig meget om de grønne, syrlige slikstrimler, æblegrød. OMG, tog mig godt nok lige nogle år tilbage i tiden J

Dette er en mega portion smoothie med en del ingredienser, men opstod meget tilfældigt... Jeg havde fået købt alt for mange forskellige frugter ind og kunne se, at det hele ville ende med at blive dårligt, hvis ikke jeg gjorde et eller andet. Derfor lavede jeg denne smoothie med max indhold af syrlige frugter, og dermed særdeles mange vitaminer og antioxidanter, der gerne skulle holde os raske, sunde, smukke og unge. Jeg var meget spændt på smagen, men den smagte ret fantastisk, hvis du spørger mig - og jeg havde nærmest en helt udrensende dag, hvor jeg levede det meste af dagen på denne ret store portion. Velbekomme!

Vanvittig og syrlig vitaminbombe
Vanvittig vitaminbombe
- syrlig æblegrød ...

Ingredienser
1 stor moden banan
1 stor moden mango
1 stor pose spinat
3 passionsfrugter
2 kiwier
2 lime
Soyamælk
Ananasjuice med mango og appelsin
2 breve grøn te pulver (kan nok sagtens undlades)
3 spsk økologisk olie

Opskrift
1) Skær skrællen af kiwierne og begge lime, og tag indholdet af passionsfrugterne ud med en ske
2) Smid alle ingredienserne, bort set fra olien, i din blender med frugterne nederst
3) Blend til en ensartet konsistens, så spinaten er fuldstændig blendet
4) Tilsæt olie og blend kun ganske få sekunder
5) Hæld i et glas og tilsæt eventuelt en isterning
6) Server og drik med det samme

Jeg mener, at jeg brugte omtrent 50/50 af soyamælk og juice, men kan ikke helt præcis huske hvor meget. Vel omkring 1-2 dl af hver. Tilsatte ikke ret meget af væskerne, da det bare lige skulle være så smoothien kunne dreje rundt i blenderen. Juicen var et ukendt mærke, men jeg havde købt den i Aldi. Og den er ikke fra koncentrat, som jeg lige husker det.

Jeg havde faktisk heller ikke lige tænkt dette som en opskrift til jer, så målte ikke af som jeg plejer. Men nu får I den altså alligevel, da jeg blev særdeles overrasket over smagen, og skal helt sikkert prøve den en anden god gang for at se om smagen kunne blive samme succes. Kunne være en interessant løsning at prøve af overfor nogle af ungerne i min store familie, for ville være en sej måde at få børn til at indtage lidt spinat.

Både bananen og mangoen var særdeles godt modne. Ved ikke om det har meget eller bare noget at sige, men så ved du også det. Du kan formentlig sagtens bruge mandelmælk eller lignende, i stedet for soyamælken. Spinaten var en stor pose på 250 gram, og som olie brugte jeg en økologisk hørfrøolie.

Da jeg anvender en del olie i mine smoothies, købte jeg sidste gang ret stort ind og det har faktisk været super rart. Jeg købte den rigtig gode hørfrøolie fra Nyborggaard, der koster omkring 230 for 1 liter. I øjeblikket kan den dog fås billigt hos både hos naturoghelse.dk og helseplus.dk, til hhv. 184 og 187 kr.

En skøn smoothie overraskelse, jeg hermed giver videre til dig og muligvis dine kære…

Seriøst syret & syrlig smag J

Woooooooohh,
LevSundtNU

01 juni 2012

Salat med røget ørred og hjemmerørt sennepsdressing - sødet med palmesukker

Jeg elsker en hurtig frokost, når jeg har travlt, men den skal altså også helst smage godt. Derfor er det dejligt, at kunne tage nogle genveje engang imellem, som her med en pakke blandet købesalat og skiveskåret røget ørred på toppen.

Sennepsdressingen er hjemmerørt med palmesukker, hvilket er en skøn og hurtig løsning til de mange forskellige købevarianter, der indeholder diverse kunstige tilsætninger i form af fortykningsmidler samt e-numre. Jeg anvender her purløg og karse som ekstra fyld, da jeg havde begge dele hjemme, men de fleste ville nok foretrække lidt dild i deres sennepsdressing. Faktisk kan den også nydes helt uden det grønne… Velbekomme!

Røget ørred med hjemmerørt sennepsdressing

Ingredienser
Salat med røget ørred og sennepsdressing
- hjemmerørt med palmesukker
Salat med røget ørred
En pakke blandet købesalat
En pakke røget ørred
Evt. cherrytomater

Hjemmerørt sennepsdressing
2 spsk palmesukker
2 spsk sennep*
Peber
Evt. Purløg
Evt. Karse
Evt. dild
Evt. en tsk vand

(en mindre portion)

Opskrift
1) Bland sennep, palmesukker samt peber, rør godt rundt og sæt i køleskabet i 5-10 minutter
2) Åben salaten og smid en bunke på din tallerken
3) Åben pakken med røget ørred og fordel et par stykker i brede strimler over din salat
4) Klip purløg i stykker, skær karsen og vend i sennepsdressingen
5) Anret over salaten med ørred og spis …

Rør eventuelt en smule vand i dressingen, hvis den bliver lidtfor tyk i konsistensen til din smag, og så elsker jeg selv peber og tilsætter derfor lidt af Santa Marias pebermix, som jeg synes har en dejlig krydret smag. Men det kan helt undlades. Og sørg for at smag dressingen til, for du fortrækker måske mere eller mindre sennep, alt efter om du ønsker en lidt stærkere eller sødere smag...

* Til denne opskrift anvender jeg French´s American Yellow Mustard, som kan købes hos The Bagel Co’s butikker eller over nettet hos Food From Home, se her. Denne er uden hvidt sukker og andre virkelig ækle og kunstige tilsætninger, så derfor den jeg foretrækker.

Palmesukker, eller kokossukker som det også kaldes, er en del dyrere end almindeligt sukker, men jeg har fundet denne variant hos Il Fornaio i torvehallerne med 500 gram til 58 kr. Det er langt den billigste variant jeg har fundet, og derudover faktisk også den, jeg foretrækker. Den er mere som brun farin med en dejlig karamelagtig smag. Har dog også lige i sidste weekend set, at de har samme variant hos Naturpoteket på Christianshavn, så denne variant må også være på vej ind i helsekostbutikkerne, dejligt!


Jeg har før lavet sennepsdressingen med dadelpuré, som jeg egentlig foretrækker frem for denne. Men altså, denne version er bare så meget nemmere, når man ikke lige har en portion dadelpuré ved hånden. Du kan dog læse mit indlæg med den anden version lige her - Laks og salat med hjemmelavet rævesovs. 

En nem og hurtig løsning fuld af smag J

Nam nam namelinam,
LevSundtNU

22 maj 2012

Bobledrikke uden sukker – lav nemt dine egne favoritter og server et farverigt mix i høje glas

Jeg har i mange år blandet forskellige frugtjuicer med danskvand i stedet for at drikke sodavand. Jeg vil gå meget langt for at undgå hvidt sukker, og derfor er dette et fremragende alternativ til de sukkerholdige og kunstige drikke. Jeg serverer det også til mine små kusiner og fætre, når jeg har dem på weekend og de elsker også min hjemmelavede ice tea, som vi har lavet sammen mange gange. Du kan se indlægget ’forfriskende ice tea – den sunde udgave’ her.

Denne her gang har jeg udover juice også eksperimenteret med at blande en smoothie med danskvand, der jo er en del tykkere i konsistensen, men efter min egen mening, fungerer det stadig glimrende. Især når man ønsker endnu flere smagsvarianter og kan leve med den tykkere konsistens. Og i dag kan man jo købe små flasker med både smoothie og juice, og dermed hurtigt lave disse drikke i en hel del forskellige farver, hvilket jo gør det en smule mere festligt. Og så er de bare skønne her i varmen. God fornøjelse!

Et par farverige bobledrikke
- inklusiv min egen favorit med hindbær

Bobledrikke
- et farverigt mix uden sukker
Ingredienser
Danskvand
Hindbær-æble juice fra Valsølille
Blåbær smoothie med granatæble og acai fra innocent
Ananasjuice med mango og appelsin – købt i Aldi

Opskrift
1) Sørg for at have juicer og danskvand på køl
2) Hæld 2/3 del juice eller smoothie i et glas
3) Top forsigtigt af med 1/3 del danskvand, så det ikke bruser over
4) Server med isterninger eller tilsæt eventuelt frosne bær i stedet
5) Server eventuelt i høje glas og drik med det samme

Jeg drikker faktisk ikke disse kulsyreholdige drikke så tit igen, da det ikke er det bedste for min mave og fordøjelse. Men engang imellem skal man have lov til lidt ekstra forkælelse og så bruger jeg denne løsning med at blande danskvand med en favoritjuice. De naturlige ingredienser giver nu engang langt bedre samvittighed.

Næste gang anvender jeg formentlig ikke smoothien fra innocent med blåbær, da jeg synes den var lidt for strenget lige til dette. Men jeg har før anvendt en mangosmoothie, der smagte fortryllende, og en hel del andre juicer blandt andet fra Biotta og fra Voelkel, der har rigtig mange forskellige varianter helt uden tilsat sukker af nogen slags, ren frugt og grønt. Det er jo faktisk en lille bitte smule fantastisk, og dine gæster eller børn kan eventuelt være med til at blande og lave deres egne smagsfavoritter, hvilket absolut ikke gør det mindre sjovt. Måske en idé her til pinsen.

Hindbærvarianten er og bliver min egen absolutte favorit, som stadig ikke er overgået af nogen anden juice, selvom jeg til dato har prøvet rigtig mange forskellige varianter...

Bobledrikke med fantastisk god smag J

Sip Sip Sippedisip,
LevSundtNU

15 maj 2012

Koldskål på soyamælk med hjemmelavet crunchy drys

Se hvad jeg har fundet - en købevariant af koldskål lavet på soyamælk, en økologisk variant med smag af vanilje og helt uden hvidt sukker. Bliver næsten ikke bedre. Ikke en fuldkommen naturlig løsning, men det er mit hjemmelavede crunchy drys så til gengæld. Det må opveje sagen lidt, og så er det nu altså rart og lidt lettere med en købeløsning, bare engang imellem. Velbekomme!

Koldskål med hjemmelavet crunchy drys

Koldskål med hjemmelavet crunchy drys
- med ekstra drys og jordbær on the side ...
Ingredienser
1 liter koldskål fra Naturli’

Hjemmelavet crunchy drys
100 g mandler
50 g kokosmel
25 g hørfrø
3 skeer loppefrøskaller
(ca. 5 gram)
75 g palmesukker
3 spsk kogende vand
¼ tsk vaniljekorn

Opskrift
1) Tænd ovnen på 150 grader
2) Blend mandlerne i en minihakker til en grov mel
3) Hæld mandlerne i en skål og vend med hørfrø, kokosmel, vanilje og loppefrøskaller
4) Sæt lidt vand over i din elkedel
5) Hæld palmesukkeret i en lille skål, tilsæt det kogende vand og rør godt rundt
6) Hæld det flydende sukker over melblandingen og vend godt rundt til en crumble-agtig konsistens
7) Fordel udover en bageplade med bagepapir og sæt i ovnen i 10-15 minutter
8) Tag ud af ovnen og stil til afkøling
9) Hæld koldskålen i skåle, tilsæt drys på toppen og server

Server eventuelt koldskålen og dit hjemmelavede crunchy drys med et par friske, danske jordbær til. Det er en ret sød løsning, så jordbærrene giver en god friskhed og syrlighed til koldskålen.

Drysset smager virkelig godt, og dufter vidunderligt og aromatisk sødt af vanilje, når det kommer ud af ovnen. Og sørg for at holde øje med det undervejs, da det pludseligt er klart. Mit var ved at få for meget lige ved 13-14 minutter, men afhænger lidt af ovnen. Derudover, så husk det er et dessertdrys, der selvom det er naturligt jo stadig indeholder en del kalorier i, så nyd det med måde (siger jeg – der selvfølgelig overhovedet ikke kunne holde fingrene fra bradepanden, lige så snart det var kommet ud af ovnen…).

Jeg anvendte her RESULTAT PLUS som loppefrøskaller, der også indeholder lidt frugtpektin, men alle varianter vil fungere. HUSK er nok det mest gængse og kan fås i stort set alle velassorterede supermarkeder efterhånden.

Økologisk koldskål
- købevariant på soyamælk
 Jeg fandt koldskålen hos Naturpoteket på Christianshavn. De havde næsten lige fået den på hylderne, så den sprang mig i øjnene næsten med det samme. Jeg vil jo allerhelst selv lave en opskrift på koldskål, da jeg så kunne blive fri for fortykningsmidlerne, men så langt er jeg ikke lige nået endnu. Det ser dog også ud til ikke at være de allerværste fortykningsmidler, så det hjælper en smule… Og i forhold til hvad man ellers ser på hylderne, så må dette produkt virkelig siges at være et stort skridt fremad. Økologiske ingredienser, rørsukker og intet hvidt sukker…

Og så en god konsistens og en langt bedre smag, end jeg havde forventet. Ret sød, så jeg ville måske tilsætte lidt revet citronskal næste gang. Ikke en fuldkommen optimal løsning efter mine foretrukne principper med de tilsatte fortykningsmidler, men så til gengæld godt på vej med det helt naturlige drys på toppen.

Jeg forsøger sådan set også helt at undgå sukker, men hvis det sker, så skal det som minimum være rørsukker. Det har ikke gennemgået samme afblegningsprocessen som hvidt sukker, der stort set er med til at gøre hvidt sukker til gift for kroppen – hvis du altså spørger mig … Så for mig er dette nok nærmere en dessert på grund af indholdet af sukker i det hele taget, eller i hvert fald noget der ikke vil blive nydt så tit igen. Men så skal det til gengæld også nydes med manér og med et dejligt crunchy drys, der fuldender oplevelsen, og gør at jeg i hvert fald ikke savner de fordøjelses-tyngende-hvedeklumper, der ellers følger traditionen ;)

Crunchy crunch crunch

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU

09 maj 2012

Sweet nougat heaven – en himmelsk smoothie til din søde tand

Ej, nu tænker jeg faktisk at det måske er en smule pinligt det her – tæt på flydende nougat – så er man muligvis en smule bims… Men lad mig nu bare stå ved det og sige, at jeg faktisk synes dette er en ret så himmelsk løsning på selv den mest vanvittig craving. Så lige der hvor du er tæt på at slå et smut forbi en bager på vej hjem fra arbejde, eller måske gå en tur hen i kiosken og købe en plade chokolade, så prøv denne først. Altså hvis du ligesom mig har en uforklarlig forkærlighed for smagen af nougat. Velbekomme!

My sweet nougat heaven smoothie

Sweet nougat heaven
Ingredienser
The creamy version
½-1 frossen banan
6 dadler
2 spsk hasselnøddesmør
2½ dl soyamælk eller nøddemælk
Et drys vaniljekorn

The thinner version
2-4 isterninger
5-6 dadler
1 knivspids hvid stevia
3 dl soyamælk
1-2 spsk hasselnøddesmør
Et drys vaniljekorn

Opskrift
1) Udsten dadlerne og skær bananen i skiver
(hvis ikke du har frosset den sådan)
2) Smid alle ingredienserne i en blender og blend
3) Drik og nyd i fulde drag
– måske på sofaen mens regnen vælter ned udenfor J

Versionen med banan skal du vælge, hvis du godt kan lide smagskombinationen med banan, da den træder en del frem her, lidt afhængig af hvor moden bananen var, da den blev frosset ned. Denne smoothie har en dejlig cremet og tykkere konsistens end den anden version. Den anden version indeholder færre kalorier og har en mere ren smag af nougat. Den er måske mere en mælk set i forhold til konsistensen end en decideret smoothie.

Og nu lyder det måske som om, at de smager helt som et skåret stykke af rent nougat, men det er lige overdrevet nok. Disse smoothies har smagen af nougat, men i et køligt miks af mælk, som efter min mening er meget bedre end den sukkerholdige slags, der hurtig bliver alt for kvalm … (altså hvis man fandt på at spise det bart, og hvem finder lige på den slags, øhhhh, tja måske mig, engang for længe siden, men så også kun en enkelt gang eller to eller…)

Jeg har lige købt et glas hasselnøddesmør hos Summerbird i Magasin, da de har lavet deres egen variant, som de godt nok kalder hassenødde pasta. Et mindre glas, men prisen følger også med ned, så på niveau med hvad man køber andre steder. Denne version er mere flydende end de andre, jeg har brugt tidligere. Dette gør den nemmere at dosere, men jeg synes det virker som om den er mere olieholdig, hvilket jeg ikke helt forstår – der er jo kun hasselnødder i – så de burde vel være lige olieholdige...

Ind imellem bruger jeg også den meget simple løsning med et par dadler med nøddesmør i til at tilfredsstille en sød tand – du kan se lidt af mine eksperimenter i indlæggene her og her. Favoritten er helt sikkert hasselnøddesmørret, som også anvendes i begge disse smoothies, og du kan desuden læse lidt om de andre varianter og hvor jeg har købt disse i de to indlæg.

Oh my sweet nougat …

Sip Sip Sipedisip,
LevSundtNU

04 maj 2012

Svampet krydderkage med stykker af pære og æble

Mange sundere alternativer til traditionelle hjemmebagte kager eller raw food kager består af rigtig mange nødder og dadler. Dette betyder, at de selvfølgelig er naturlige og langt sundere end traditionelle kager bagt med hvidt sukker og hvedemel, dog er de ikke specielt kaloriefattige. Derfor eksperimenterer jeg en del med at tilsætte forskellige grøntsager i mine kager, så de kan spises med en smule ekstra god samvittighed, eller måske to stykker i stedet for et… Velbekomme!

Krydderkage med aubergine og fyld af frugt

Ingredienser
Svampet krydderkage
- med aubergine samt stykker af pære og æble
Svampet krydderkage
6 æg
200 g mandler
600 g dadler (1 æske)
Saften af 1 økologisk appelsin
Saften og revet skal af 1 økologisk citron
4 spsk økologisk raps- eller kokosolie
250 g aubergine (ca. en stor)
½ stang vanilje
5 tsk kanel med let top
1-2 tsk kardemomme
½ tsk stødt ingefær (kan udelades)
½ tsk stødt nellike (kan udelades)
1 knivspids himalayasalt
150 g rosiner
1-2 pærer
1-2 æbler

Sød & syrlig topping
2 bananer
2 dl udblødte cashewnødder
1 tsk vaniljepulver
4 spsk lecitingranulat (kan udelades)
Saften og revet skal af 2 lime
6 spsk palmesukker
4 spsk kokosolie
8 spsk kokosmel
Evt. 100 g rosiner (evt. udblødte)

(ca. 15-20 stykker)

Opskrift
Svampet krydderkage
1) Opvarm ovnen til 160 grader
2) Læg rosinerne i blød i vand
3) Læg bagepapir i en bradepande (min. 23x30 cm) og smør med en smule olie
4) Smid mandlerne, vaniljestangen og krydderierne i en blender, blend og hæld i en skål
5) Udsten dadlerne, skræl auberginen og skær i tern
6) Smid i blenderen med appelsinsaft samt citronsaft og -skal, og blend til en fin masse
7) Pisk æggene i en meget stor skål og tilsæt olien samt massen af aubergine og dadler
8) Vend til sidst mandelmelet i massen
9) Snit æbler og pærer i meget små tern og vend dem i lidt ekstra kanel
10) Dræn rosinerne for vand og vend dem i dejen sammen med frugten
11) Hæld i formen, sæt i ovnen og bag i 50-60 minutter

Sød & syrlig topping
1) Lad kagen køle af - sæt den eventuelt på køl natten over
2) Sæt cashewnødderne i blød i vand i minimum 2 timer
3) Læg evt. lidt rosiner i blød i vand i minimum ½ time
4) Smid alle ingredienserne, undtagen rosinerne, i en blender og blend til en fin masse
5) Tilsæt de bløde rosiner og miks rundt i massen
6) Fordel udover kagen i et jævnt lag og server for dine gæster

Jeg har ikke selv en stor foodprocessor, men jeg er faktisk ret sikker på, at når mandelmelet er blendet, så kan alle ingredienserne bare smides i en foodprocessor og blendes. Det er ikke fordi æggene skal være meget luftige eller noget, for kagen er ret tung og falder en smule, når du tager den ud - så du behøver ikke bruge tyve skåle, en stor minihakker og en elpisker som mig, hvis du er heldig at have pladsen til en foodprocessor i dit køkken.

Hvis du bruger en større form, skal kagen formentlig have mindre tid. Så hold øje med, når kagen begynder at blive gylden på toppen. Der er dog ikke så meget at være nervøs for, da kagen er lækker snasket, så jeg tror ikke det går galt, hvis den får lidt længere.
Der er meget fyld i kagen, så den er lidt skrøbelig, men smager helt fantastisk. Og du kan selv styre, hvor meget fyld du ønsker. Jeg elsker selv en masse fyld, så jeg ville smide både 2 æbler og 2 pærer i kagen. Jeg havde tilsat 3 stykker frugt i kagen på billedet, men kunne efter min mening godt tage et enkelt stykke mere. Men så bliver den også proppet med fyld - mums !

Kagen behøver faktisk slet ikke toppingen, men giver et ekstra touch, hvis der inviteres på gæster. Min søster var ret vild med den, så derfor bringer jeg opskriften med det hele. Jeg har dog ændret opskriften en smule og smidt rosinerne i selve kagen, da jeg selv vil gøre dette fremover. Men hvis du laver toppingen, ville jeg nok smide dem i denne i stedet. Og et ekstra lille tip vil være at blande rosinerne med lidt af de gyldne, mere syrlige af slagsen - ville måske give et godt supplement, så det skal prøves næste gang. Derudover holder kagen fint i køleskabet et par dage, mindst, og jeg ville nok også anbefale at lave den en dag i forvejen. Og den fungerer også godt til nedfrysning. Jeg har dog ikke forsøgt inklusiv toppingen…

Denne svampede krydderkage med både æg og grøntsager mætter rigtig godt og fungerer derfor brilliant til at stille din lækkersult, især når den er blevet lidt for slem - så tager du bare et stykke op af fryseren og du er hjulpet godt på vej …

Svampet, lækker, skøn, krydret og fyldt med naturlige ingredienser J

Snask snask snaskedisnask,
LevSundtNU

29 april 2012

Besøg hos 42°RAW – tapas og dejlig chokoladekage

Jeg har besøgt 42° RAW i Pilestræde (København) et par gange efterhånden, og er hver gang blevet overrasket over hvor mæt jeg bliver af deres måltider, der jo primært består af grøntsager (og intet kød). Der er en del kerner og nødder i, hvilket jo helt sikkert er med til at give mæthedsfornemmelsen, men herudover føler jeg i særdeleshed, at deres retter også mætter lysten til et lækkert måltid både i forhold til smagssansen og synssansen.

Denne gang ville jeg smage lidt forskelligt og bestilte derfor deres tapas, der bestod af 3 retter, avocadosandwich, thainudler og lasagne. Til dessert bestilte jeg et stykke af dagens kage, chokoladekage. Jeg blev heller ikke skuffet denne gang, men næste gang vælger jeg helt sikkert at tage kagen to-go, da jeg efterfølgende var blevet lige i overkanten mæt. God fornøjelse!

Raw måltid med kage

Tapas anretning
- hos 42° RAW
Ingredienser
Avocadosandwich
Thainudler
Lasagne
Chokoladekage

Opskrift
1) Bestil ved disken, betal og få serveret …
2) Spis med god samvittighed

Avocadosandwichen smagte virkelig godt, og mættede en hel del. Formentlig på grund af brødet, der alene er lavet på grøntsager, nødder og kerner. Det bedste ved denne sandwich var chilimayoen, der virkelig gav en lækker smag og top nydelse.

Lasagnen var virkelig fyldig og mættede også særdeles godt. Den var utrolig lækker med både en tomatsauce, der smagte godt krydret af krydderurter og tomat samt en anden lys sauce, der gav en god fedme til grøntsagerne. Det var lige før de sagtens kunne smide dobbelt op af squash pladerne i dette smooshy snask-heaven.

Thainudlerne var helt klart min favorit. Den krydrede sauce med karry smagte helt vidunderlig, og hvis man føler sig lidt for mæt af retterne med de mange kerner og nødder, så er denne ret perfekt. Nudlerne er lavet af spiraliserede squash og gulerødder, som får en fantastisk smag af karry i den krydrede sauce. Lidt underligt, at denne ret var min favorit, da den var så simpel og ikke nær så fyldig som de andre. Der er formentlig lidt nødder eller kerner i saucen, og sikkert derfor denne ret også giver mæthed. Dog en lettere mæthed for mit vedkommende – formentlig på grund af, at jeg slet ikke er en dedikeret raw foodie, der er vant til så mange nødder og kerner på en gang.

Raw chokoladekage
- hos 42° RAW

Chokoladekagen havde virkelig en lækker konsistens, meget cremet. Chokoladefyldet smagte dejligt og kraftigt af kakao, hvilket stod i en god kontrast til den søde bund af dadler og nødder. Virkelig velsmagende og lækker, og behøvede efter min mening slet ikke de kakao nibs, der var drysset på toppen – hellere et ekstra stykke jordbær, der smagte rigtig dejligt friskt til.

Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt kommer til at dedikere mig fuldt ud til raw food. Jeg kan mærke på min krop, at jeg skal passe lidt på med at spise alt for mange kerner og nødder på en gang, eller i hvert fald til alle dagens måltider eller flere dage i træk. Men jeg er stor fan af hørfrøbrød samt andet dehydreret brød og kiks, der jo giver en fantastisk mulighed for at få brød på bordet for os, der ikke spiser mel og meget lidt stivelse i det hele taget. Derudover elsker jeg bare den måde, raw food bevægelsen har bragt virkelig god smag til et måltid bestående primært af grøntsager, hurra for det!

Næste gang skal jeg helt sikkert prøve en af deres salater. En anden kunde havde bestilt deres mangosalat, der så rigtig frisk, farverig og indbydende ud. Håber den er på menuen næste gang...

Du kan også sagtens bestille maden to-go, hvilket er et pragtfuldt alternativ, når du ønsker et lækkert og smagfuldt måltid fuld af grøntsager og uden skyggen af dårlig samvittighed…

Grøntsager på den gode måde – helt uden at røre en finger J

Mums mums mums,
LevSundtNU

26 april 2012

En hurtig frokost - kalvestrimler med grønne bønner og ærter

I sidste weekend lavede jeg en særdeles hurtig frokost med lidt kalvekød, jeg havde tilovers samt hvad jeg ellers lige kunne finde i mine køkkenskabe, køleskabet og fryseren. Det endte faktisk med at blive en ganske glimrende frokost og et dejligt måltid uden stivelse, der alligevel gav rigelig med mæthedsfornemmelse og samtidig smagte dejligt. Måske fordi jeg elsker rosmarin og timian... Velbekomme!

Kalvestrimler med grønt i sherrysovs

Kalvestrimler med grønne bønner og ærter
- et nemt & hurtigt frokostmåltid
Ingredienser
350 g kalvestrimler
2 rødløg
Frosne ærter og bønner
1-2 dl soyamælk eller mandelmælk
½ dl sherryeddike eller anden eddike med god smag
½ dl glutenfri tamari
2 tsk rosmarin
1 tsk timian
Peber

(min. 2 personer)

Opskrift
1) Svits kalvestrimlerne hurtigt på hver side ved høj varme i en smule olie
2) Hæld eddiken ud over og svits hurtigt af
3) Tilsæt den glutenfri tamari og skru ned for varmen
4) Vend løgene sammen med kødet
5) Tilsæt mælken, krydderierne og rør godt rundt
6) Tilsæt bønnerne og ærterne, vend rundt og lad simre i kun ganske få minutter

Lad endelig ikke retten tilberede i for lang tid, da kødet dermed bliver for gennemstegt. Så forbered dig ved skære løget i strimler eller tern i forvejen og sæt alle ingredienserne frem, så du hurtigt kan mikse sammen dem på panden. Retten er dermed også klar på få minutter.

Jeg anvendte to kalvesteaks, jeg havde tilovers fra en større pakke aftenen før og jeg skar disse i forholdsvist tykke strimler. Det fungerede rigtig godt og gjorde, at jeg kunne holde dem en lille smule lyserøde indeni og dermed stadig dejligt møre. Lige efter min egen smag.  

Da eddiken og tamarien koger en smule ind ved den høje varme, bliver sovsen god og ikke alt for tynd, selvom du bruger en mælk og en ikke fløde. Du skal bare ikke tilsætte for meget mælk...

Hurtig og nem frokost med god smag J

Nam nam namelinam,
LevSundtNU