30 oktober 2011

Cremet jordskoksuppe – den seriøst sunde variant

Så har jeg eksperimenteret i køkkenet igen. Og denne gang står den på en vidunderlig, cremet jordskoksuppe helt uden fløde, og mælkeprodukter i det hele taget. Derudover indeholder den heller ikke bouillonterninger med gærpulver, dårlige fedtstoffer og ustyrlige mængder salt. I stedet en lille bitte smule karry samt en dåse asparges, der er med til at give den lækre, cremede konsistens. Velbekomme!

Lækker cremet jordskoksuppe sødet med pærer

Cremet jordskoksuppe
- den seriøst sunde variant sødet med pærer
Ingredienser
500 g økologiske jordskokker
2-3 store rødløg
1 fed hvidløg
2 modne pærer
1 ds asparges
1 kvist timian
 ½ tsk karry
4 spsk kinesisk soya
Vand
God olie til stegning
Evt. en smule citronsaft
Evt. ekstra (Himalaya) salt

(ca. 2-3 personer)

Opskrift
1) Skyl jordskokkerne og pærerne, og skær i stykker af ensartede tykkelse
2) Skær rødløg i store stykker, og svits i en gryde med olie samt karry
3) Tilsæt hvidløg plus kinesisk soya, og svits kort af ved ikke alt for høj varme
4) Vend jordskokker og pærer i gryden, og tilsæt timian samt aspargessnitterne siet og skyllet
5) Fyld op med vand til det dækker alle grøntsagerne, og lad det hele småsimre i max 20 minutter
6) Tag timiankvisten op og blend med en stavblender til en lækker cremet suppe
7) Spæd op med en ekstra sjat vand, hvis den er for kraftig i smagen eller for tyk i konsistens, og tilsæt evt. timianbladene igen
8) Smag eventuelt til med lidt citronsaft, ekstra salt samt et par dryp af en god olie på toppen
9) Kom evt. lidt ekstra pynt på toppen – se tips til toppings herunder…
10) Server, spis og nyd!

Jeg kan seriøst godt undvære mælkeprodukter, når denne konsistens og smag kan opnås alene ud fra grøntsager og frugt, og så lige lidt olie, timian og soya… Jeg lover, at du bliver overrasket over denne suppe, både hvad angår smagen og konsistensen. Rigtig god fornøjelse!

Husk at købe økologiske jordskokker, for så kan du nøjes med at skylle dem godt uden at skrælle dem, og du får alle de lækre vitaminer med fra skrællen. Herudover anvender jeg den glutenfri, Genuine Tamari fra Urtekram som kinesisk soya, da den har en god smag, der ikke alene smager salt. Så pas på mængdeforholdene, hvis du anvender en anden slags – så skal du formentlig anvende mindre.  Og husk også at skylle aspargessnitterne, da de ligger i en lage fyldt med konservering og salt, og det ønsker vi helst ikke med. Hellere salte med en god salt og i de rette mængder i forhold til dine smagsløg.

Jeg er selv begyndt at bruge Himalayasalt. Jeg ved ikke, om jeg endnu har set den research, der overbeviser mig om at det virker basisk på vores kroppe, frem for en syre for vores krop som alt andet salt. Men indholdet af mineraler og sporstoffer i Himalayasalt må jeg indrømme er tiltalende, da det er et faktum at disse elementer er gode for vores kroppe og hjælper vores fordøjelse. Så derfor…

Tip #1 til topping: skræl nogle tynde skiver af et par af jordskokkerne, vend i en smule olie og salt, og bag i ovnen på 180 grader til de er sprøde
Tip #2 til topping: du kan også tage noget så simpelt som at hælde lidt god hørfrøolie på toppen, giver en god og sund fedme til suppen
Tip #3 til topping: klip en håndfuld purløg ud til drys
Tip #4 til topping: rist lidt hasselnødder eller mandler ved 150 grader i ovnen i max 10 minutter, hak dem og drys på toppen som knas
Tip #5 til topping: og sidst, du kan også lave lidt karamelliserede rødløg ved at skære rødløg i halve ringe og svitse i lidt olie, tilsætte en smule figen-dadel eddike og lad det riste af.

Mums, jeg kunne have brugt alt dette på min suppe…
Kom endelig med dine egne forslag, hvis du har andre spændende ideer til topping!

Dejlig varm og sund nydelse på en mørk efterårsdag J

Mums mums mums,
LevSundtNU

23 oktober 2011

Sprøde bananchips – et sundt slikvalg

Endelig er bananchips uden sukker, honning eller friturestegning landet i Danmark, og så i en lækker luftig og sprød udgave. De har nu nok været her et stykke tid, må jeg indrømme, men det tog bare lidt tid at få dem købt og smagt. Men da jeg endelig smagte dem, blev jeg faktisk ret overrasket over deres vilde sød-syrlige banansmag. En total uartig smag, der for mig er et virkelig godt alternativ til sukkerholdig slik. Velbekomme!

Sunde sprøde bananchips

Sprøde bananchips
- lige nu mit total favorit slikalternativ :)
Ingredienser
Urtegaarden – Banan

Opskrift
1) Et smut i helsekost
2) Luk op
3) Spis…

Jeg sætter særlig stor pris på naturlige produkter, og jeg har længe ledt efter bananchips uden sukker. Så jeg må sige, at jeg er pænt tilfreds med denne løsning, der både ligger højt på mit smagsbarometer og så oven i købet er på økologiske bananer.

Man skal jo så lige have i tankerne, at tørrede bananer indeholder en del kalorier, så det er jo slik, som man ikke bare skal hælde en hel pose ned af, selvom disse små godter faktisk ikke vejer særlig meget...

Jeg har så lige opdaget, at Urtegaarden også har disse chips i tørret mango, ananas og papaya. Disse varianter har jeg ikke smagt endnu, men står højt på min to-do liste J

BØN: Så vælger jeg lige her til sidst, at glæde mig til at de salte og krydrede bananchips, jeg smagte i Indien, ligeledes må finde vej til vores himmelstrøg. Et ønske smidt ud i luften...

Sundt og velsmagende slikalternativ!

Knas knas knas,
LevSundtNU

18 oktober 2011

Spicy kyllingedeller - 3 smagsvarianter

Hvis du ikke allerede har lagt mærke til det, så elsker jeg nemme løsninger, der også smager godt. Derfor får du her min opskrift på tre varianter af mine spicy kyllingedeller. Tricket er at lave en basisfars, tilsætte diverse krydderier samt ingredienser for at skabe forskellige smagsvarianter, og så tilberede dem i ovnen. Det er super nemt, tager ikke ret lang tid og så har du mad til flere dage… Velbekomme!

De nemmeste spicy kyllingedeller

Ingredienser
Basisfars
Spicy kyllingedeller
- 3 virkelig nemme smagsvarianter
3 x 450 g hakket kyllingekød
3 store rødløg
3 store æg
50 gram hørfrø opblødt i 2 dl vand
En masse peber
Hvidløg eller hvidløgspulver
6 spsk kinesisk soya

Indisk version
Tandori krydderi
Rosiner
Evt. groft hakkede mandler

Karry version
Karry krydderi
Tørrede abrikoser
Chiliflager

Italiensk version
Paprika
Pizzakrydderi
Chiliflager

(ca. 50 styk)

Opskrift
1) Sæt hørfrø i blød – evt. aftenen før
2) Tænd ovnen på 200 grader
3) Blend rødløg fint i en hakker
4) Smid kyllingekød, rødløg, æg, hørfrøene, soya samt krydderier i en stor skål og rør grundigt rundt
5) Tag 1/3 del af farsen over i en mindre skål
6) Tilsæt de ekstra krydderier og ingredienser til en af smagsvarianterne *
7) Brug en spiseske og form farsen på bagepapir på en bageplade
8) Sæt i ovnen i max 15 minutter
9) Fortsæt med de resterende 2/3 dele af farsen
10) … og vupti du har 3 smagsvarianter kyllingedeller klar til servering!

* Her skal der altså bruges en spiseske til doseringen af krydderierne, og ikke en teske. Vær ikke nærig eller bange for krydderierne, disse kyllingedeller kan tage en hel del!!

Jeg laver tit og ofte denne opskrift på basisfarsen og eksperimenterer med mange forskellige smagsvarianter. Jeg har tidligere tilsat tomatpuré til den italienske version, hvilket også smager godt (men spar lidt på det, det smager ret meget igennem). Så slå dig endelig løs og find dine egne varianter med sunde naturlige ingredienser og max op på krydderierne. De er gode for os!

Herudover så er denne måde at lave ”frikadeller” på bare virkelig nem. Den både sparer tid i modsætning til at stå med pande og gafler og vende hver enkelt frikadelle, men ikke mindst i forhold til rengøringen af et uoverskueligt svineri på komfuret bagefter.

Og lov mig nu at glemme alt om både mel og mælk, når du laver frikadeller. Det er absolut ikke nødvendigt, overhovedet!! Sæt spørgsmålstegn ved sådanne gamle vaner. De opstod for meget lang tid siden og formentlig på baggrund af at spare penge i forhold mængden af kød og give fyld. Og jeg formoder, at det sikkert ikke var på grund af smagen – den har vi nok bare vendt vores smagsløg til gennem tiden. Så hvis du ikke lige får lysten til at lave mine 3 smagsvarianter af disse spicy kyllingedeller, så bare husk at undlade mel og mælk i dine egne traditionelle frikadeller fremover…

Til sidst, så må du endelig ikke være nervøs selvom farsen bliver en smule mere ’flydende’ end almindelig frikadellefars. Dette sker der intet ved, de skal nok sætte sig efter de 10-15 minutter i ovnen.

Tip: frys ned i mindre portioner, så har du altid et mellemmåltid eller til sen aftensmad, når du ikke har tid til at lave det vilde i køkkenet…

Sæt ekstra krydderi, farve og smag på tilværelsen J

Mamselimam,
LevSundtNU

10 oktober 2011

Sundere drikke – et udvalg af mit bytte fra messebesøg

Sådan set sværger jeg til vand som min primære kilde til væske, da det også er min foretrukne tørst-slukker. Vand vand vand – det er det reneste, og så ser jeg også en stor fordel i ikke at indtage en masse kalorier i mine drikkevarer. Jeg må jo nok indrømme, at jeg foretrækker at spise mine kalorier frem for at drikke dem. MEN….. hvis du skulle få lyst til nogle sundere, smagfulde drikke uden sukker, sødemidler og andre kunstige tilsætningsstoffer, så har jeg et par forslag her. Velbekomme!

Smagfulde drikke uden sukker

Sundere, naturlige drikke
- uden sukker, sødemidler og kunstig tilsætning
”Ingredienser”
Vita Verde økologisk juice
(2 varianter med Apple Cranberry og Orange Mango)
bi okay
(2 varianter ”danskvand” med smag af hindbær lakrids eller kiwi kaktus ananas, begge med probiotiske bakterier)
Wellness Organic Human Water
(1 variant med smag af hindbær)

”Opskrift”
1) Et smut i helsekost eller på nettet (i god tid)
2) Skru låget af
3) Drik, nyd og sluk tørsten …

Jeg har længe ledt efter en tranebærsaft, der IKKE er sødet med sukker. Og den er så fundet nu, hvilket jo er herligt. Tranebær er jo også et fantastisk naturlægemiddel, der blandt andet hjælper mod blærebetændelse. Derudover synes jeg, at tranebærjuice smager dejligt friskt, især med en isterning eller to. Vita Verde varianten med mango og appelsin smagte også ret vidunderlig, og man kunne virkelig smage der var brugt ægte pureret mangofrugt. Og hvis man synes, at denne juice variant er lidt tyk, så smager den ret godt piftet op med en sjat danskvand (synes jeg i hvert fald selv). Begge varianter kan købes hos ØkoTaste.

På mit messebesøg fandt jeg også Wellness Organic Human Water, der findes i tre smagsvarianter. De to af varianterne brød jeg mig ikke så meget om, men denne med hindbær smagte ret godt. Derudover indeholder drikken kun økologiske ingredienser, forskellige antioxidanter i form af te-ekstrakter med mere, og så er den sødet med agavesirup. Dette betyder, at der er kalorier i drikken, men den er langt bedre for vores blodsukkerniveau end hvidt sukker med langt højere glykæmisk indeks. Udover på den sunde livsstilsmesse i Øksnehallen, har jeg også mødt produkterne i Helsemin samt nogle af deres andre produktlinjer i 7-eleven. Respekt til folkene bag virksomheden, Kildespring, der fokuserer på at bringe sundere, innovative alternativer ud til danskerne.   

På messen mødte jeg også et par skønne kvinder ved Vita Biosa standen, der havde lavet et par nye varianter af danskvand ved navnet bi okay. I disse har de stoppet et par millioner af sunde bakterier i for at gøre vores mavser særdeles godt, hvilket jo bare må påskønnes i stor stil. Applaus! Disse to varianter, der kan sammenlignes med diverse danskvand med smag, har de også valgt at lave i to varianter sødet med stevia, hvilket får dem mere på niveau smagsmæssigt med de sukkerholdige sodavand. Normalt foretrækker jeg noget uden kulsyre (altså vand, vand og vand), men hvis jeg får lyst til en sodavand, så står en bi okay med smag af kiwi kaktus ananas og stevia øverst på min liste. De to varianter med stevia fås dog ikke i handelen endnu…

Desværre er godkendelsen af stevia som et naturligt sødemiddel endnu ikke gået igennem på det danske marked og bliver forhalet af EU-kommissionen, til trods for WHO har godkendt planten til levnedsmiddelbrug for længst. Flere forsøg viser endda, at planten ikke skulle have nogen bivirkninger andet end positiv indvirkning på fx insulinniveauet hos diabetikere. Så hvad venter vi på ….?????? Læs mere her, hvis du er nysgerrig:


Drikkene fra bi okay og Organic Water indeholder begge såkaldte naturlige smagsstoffer. Selvom de er frembragt af naturlige råvarer og ikke kemisk fremstillet, så kan min krop engang imellem godt blive lidt irriteret på alt der ikke er i naturens egen, oprindelige form. Og så kan jeg godt få kløe på mavsen og under fysserne alligevel – meget tydelige tegn, når jeg har fået noget min krop ikke synes er helt naturligt nok. Jeg har dog ikke fået disse tegn med produkterne her, men nogle gange kommer det først efter et par gange… Aller helst så jeg, at de ikke fyldte produkterne med disse smagsstoffer, da jeg er sikker på, at de kan laves til at smage fint med ren frugt og andre, helt naturlige ingredienser i stedet. Måske tager jeg fejl, men hermed en opfordring givet videre!

TAK: stor taknemmelighed til udviklingen på dette felt og de initiativrige folk bag
BØN: … og må sukkerholdige sodavand med kunstig tilsætning uddø og visne bort for altid…
BØN: nogen, please, sørg for at få stevia godkendt som sødemiddel NU!!!!!

Flere smagfulde drikke uden sukker – bring it on!

Sippe di sip sip,
LevSundtNU

28 september 2011

Dadler med lyst nøddesmør – smag af marcipan …?

Nu fik jeg endelig, langt om længe, købt noget mandelsmør uden skal – det helt hvide af slagsen, og jeg har sørme fået fingrene i to forskellige varianter. Derudover har jeg her i weekenden købt abrikoskernesmør på ’Sund Livsstil’ messen i Øksnehallen, da dette jo også anvendes i marcipan. Så nu skulle der i går aftes testes dadler med nøddesmør…

Velbekomme!

Dadler med lyst nøddesmør

Dadler med hvid mandelsmør og abrikoskernesmør
Ingredienser
Medjool dadler
Blanched almond butter
Økologisk hvid mandelsmør
Organic apricot kernel butter

Opskrift
1) Udsten medjool dadlerne
2) Kom lidt nøddesmør ind i de kostbare hapsere
3) Guf guf guf… gerne til en kop te …

Smag af marcipan… Lykkes…?!?

Nej – ikke helt.

Det smagte godt! Dejlige søde sager, der virkelig kan få gjort kål på en skrigende og hysterisk sød tand. Men når man kan bruge hasselnøddesmør i dadler og få smag af nougat, så burde man i min verden kunne få smag af marcipan ved at bruge hvid mandelsmør i dadlerne. Dette skete altså ikke helt, suk…

Faktisk var en blanding bedst. Det bare abrikoskernesmør smager en smule bittert, ligesom hasselnøddesmør, så ¼ del af dette sammen med ¾ dele af mandelsmørret smagte bedst. Og faktisk, så tror jeg sagtens det ville være muligt at få mere marcipansmag frem, hvis man tog en langt større mængde af nøddesmørret og blandede med en mindre mængde dadelpuré. Jeg tror, at sødmen fra dadlerne var for kraftig til det fine, hvide mandelsmør. Så mængdeforholdet i denne lille hapser var nok for skævt. Derfor er min fornemmelse, at det godt kan lykkes at lave en lidt mere flydende udgave af marcipan med den rigtige smag.  Og hermed en lille udfordring til mig selv om at eksperimentere med at lave marcipan en dag, hvor jeg har fået lavet en portion dadelpuré (opskrift her, hvis du er nysgerrig eller vil komme mig i forkøbet: blid sødme med dadelpuré).

Her på billedet kan du se de tre varianter af lyst nøddesmør:

Tre varianter ...


Monkis blanched almond butter har jeg købet hos Natur Poteket, Torvegade 36, på Christianshavn. Og Rømers økologisk mandelsmør hvid har jeg købt hos Urtehuset, Frederiksberg, det tidligere Egefeld. Og sidst men ikke mindst, så har jeg købt sun & seed’s organic apricot kernel butter på messe hos rawandmore standen.

Jeg tror bedst jeg kunne lide smagen af Monki varianten i forhold til Rømer varianten, men sidstnævnte havde en bedre konsistens. Monki varianten var meget flydende, hvilket du også kan se på billedet. Begge disse smagte godt og er ikke bitre i sig selv, som hasselnødde- og abrikoskernesmør.  Så der må jo også være andre anvendelsesmuligheder – tænke tænke …

Mission: marcipansmagen skal frem – der må eksperimenteres videre!

Guf guf guf,
LevSundtNU

23 september 2011

Mit nemme alternativ til ketchup – når maden tåler pift af ’stærk’

Jeg er altid på jagt efter alternativer, der kun indeholder naturlige ingredienser, har få kalorier og samtidig smager godt. Og da ketchup indeholder sukker, så forsøger jeg at holde mig fra dette, og derudover også fra alle varianter med koncentreret æblesaft. Disse indeholder nemlig lige så mange kalorier (næsten) som almindelig ketchup. Så derfor anvender jeg gerne en anden løsning, nemlig den eneste tomatsalsa jeg har fundet uden sukker, stivelse, fortykningsmidler og andet møg-fyld!!

Så hvis du ikke har fundet andre, bedre alternativer, så kan du bruge mit nemme alternativ på min egen ketchup-frustration. Og ellers skriv til mig med det samme – hvis du kender til noget, jeg ikke har opdaget endnu J Velbekomme!

Kaloriefattig ketchuperstatning

Ingredienser
Et nemt alternativ til ketchup
- et naturligt pift af 'stærk'
Mex & Co. Taco Sauce
(Hot eller Medium)

Opskrift
1) Et smut forbi Netto
2) Åben
3) Spis til (alt) …

Sometimes, I gotta love Netto …

Denne salsa har jeg kun fundet i netto. Santa Maria og lignende produkter pryder hylderne i de andre supermarkeder – og hver gang finder jeg enten modificeret stivelse eller sukker i produkterne… Så dette ’rene’ produkt er mit bedste alternativ på nuværende tidspunkt, når jeg ønsker lidt ekstra til min aftensmad… Jeg elsker disse lette og hurtige løsninger, så jeg ikke nødvendigvis altid selv skal i gang med at lave min egen ketchup eller salsa fra bunden, når jeg har travlt (eller er doven) og samtidig ønsker et naturligt produkt.

Derudover forsøger jeg at holde kalorierne lidt nede, især på sådan noget som tilbehør, der lige pludselig kan ende med at man har fået en del mere end planlagt. Derfor har denne løsning med at finde en naturlig, kalorielet ketchup været højt på listen over ønsker. Den virker så ikke helt til alt hvad jeg ville have brugt ketchup til, men et rigtig godt alternativ, når din mad tåler et pift af lidt stærkt…

Så smid ketchupflasken ud og sæt et par glas på køl af denne mere naturlige salsa/taco sauce - dette kunne være dit næste, lille skridt på vejen til et lidt sundere liv.

En stærk tomat-løsning på min ketchup-frustration!

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU

10 september 2011

Sundere chips – en test af tørrede grøntsagschips

2 kommentarer: FØJ og MUMS!!

Uh, jeg elsker at prøve nye produkter, og især når de ser ud til at være store forbedringer i forhold til de produkter, der er på markedet allerede. Jeg bliver helt glad, når jeg ser virksomheder udvikle nye produkter, der taler bedre til os forbrugeres behov for sunde, uforarbejdede fødevarer. Og især som her, med ekstra bonus i form af tørrede chips med færre kalorier samt flere af grøntsagernes vitaminer og mineraler intakte. Derfor hilser jeg hermed alle forsøg på tørrede grøntsagschips velkomne!

Kalorielette chips

Kalorielette grøntsagschips
- en test ...
Ingredienser
Anbefaling: et smut i Irma og købe Crispy Carrot Chips ...


Ikke min umiddelbare anbefaling: Cheesie Purple Corn fra inSpiral …

Opskrift
1) Åben
2) Spis

De Crunchy Carrot Chips har jeg købt i Irma og de Cheesie Purple Corn har jeg købt hos Rawfornia på Frederiksberg.


Da jeg første gang hørte om kålchips tænkte jeg ”JUHUU”. Endelig en tørret version med færre kalorie fra en skøn grøntsag, der derfor også har flere sunde vitaminer og mineraler bibeholdt samt skøn crunch og forhåbentlig god smag. Men lige netop i dette tilfælde må jeg desværre konstatere, at dette produkt var en stor skuffelse. Smagen er virkelig ikke god – FØJ – i hvert fald ikke ifølge mine smagsløg. Så jeg må lede videre efter andre kålchips, der forhåbentlig kan levere langt bedre smag.  

Derimod er de Crispy Carrot Chips min klare favorit af alle prøvede, tørrede grøntsagschips til dato – MUMS. Af mærket Crispy Natural, købte jeg faktisk også en rødbede og en tomatversion. Disse brød jeg mig bestemt heller ikke om, da de var alt for kedelige og neutrale uden krydderi, og så bryder jeg bare personligt heller ikke om smagen af rødbede, der i særdeleshed var velbevaret her. Gulerodsversionen derimod smager særdeles godt med en lettere krydret smag af paprika. Her må jeg jo så lige sige, at det lader til at de har anvendt et mindre naturligt smagsstof på de skønne tørrede chips – hvilket jo skuffer lidt, da de vel sagtens kunne have anvendt et rent paprikakrydderi…?! Dette gør så også, at jeg må lede videre efter den helt perfekte løsning, men indtil videre må dette siges at være et godt alternativ …

Downside: smagsstoffet samt pakkens størrelse, der gør prisen ret pebret i forhold til mængden. Men hvor synes jeg bare, at det er gode skridt på vejen til bedre alternativer, når vi skal snacke – hvilket jo er skønt at kunne gøre uden at skulle have dårlig samvittighed eller kunne se øjeblikkelig, synlig effekt på vægten…

En stærk løsning med få kalorier og god smag!

Knas knas knas,
LevSundtNU 

01 september 2011

En sundere "leverpostejmad" uden gluten

Åh, jeg elsker hurtige og sunde løsninger. Nogen gange har man altså bare ikke tid eller måske bare slet ikke lyst til at stå i køkkenet. Denne ’leverpostejmad’ smager virkelig godt, og jeg var utrolig overrasket over hvor mættende en enkelt mad var.

Brødet fandt jeg hos Rawfornia på Gammel Kongevej på Frederiksberg og det er måske lidt dyrt, men som sagt, så mætter det samtidig rigtig godt. Derudover havde jeg købt en bønnepostej fra Nutana i Helsemin, som også skulle afprøves. Brødet smagte dejlig krydret, postejen overraskende godt – så alt i alt et vellykket eksperiment. Prøv det selv, hvis du ikke allerede har fået tanken… Velbekomme!

Nem og mættende leverpostejmad

Ingredienser
Sundere leverpostejmad
- en nem og mættende løsning
Raw brød af hørfrø
Bønnepostej
Agurk

Tilbehør: ekstra agurk, cherrytomater, gulerodsstave…

Opskrift
1) Åben
2) Smør
3) Skær i skiver og pynt
4) Spis

Jeg synes, at det er fantastisk at finde løsninger på brød uden mel. Det gør mig helt glad. Det lidt triste er dog i denne sammenhæng, at for at få dette lækre, krydrede raw brød af hørfrø, så skal man enten betale i dyre domme for det eller også skal du ud at investere i en tørre-maskine-tingest og selv i gang med lave det. Lige pt. rækker min tålmodighed desværre ikke til de mere besværlige løsninger, så min pengepung må lide i stedet. Jeg må indrømme, at jeg på denne front stadig er i buying-mode og ikke doing-mode …

Her det indkøbte rawfood brød af hørfrø fra Rawfornia:


Jeg bliver dog imidlertid også lidt i tvivl om, hvad der i virkeligheden er den billigste løsning. For umiddelbart så ville det fulde skridt på rawfood-vejen betyde en betydelig investering i spiremaskiner og -glas, en spiral-håndsvings-maskine, juicemaskine samt slow-juicer til hvedegræsset og så lige den famøse dehydrator.  Så selvom jeg er en rimleig stor tilhænger af rawfood, da maden smager fantastisk og min krop elsker det meste af det, så venter springet ikke lige om hjørnet (foruden, jeg absolut ikke har lyst til at undvære kød!!). Så alle tips om billigere rawfood løsninger (buying & doing) modtages med glæde J

Nutanapostejen smagte faktisk også overraskende godt, da jeg nok egentlig havde haft en forventning om at det var totalt smagsløst. På billedet er den i en sandwichcreme version, men jeg synes faktisk meget bedre om den grove postej. Begge dele er uden mælk og gluten, men cremen er også uden æg. Jeg vil dog anbefale den grove version, da den også indeholder langt mindre fedtstof, og så kunne min krop meget bedre fordøje denne version (af en eller anden mærkelig, ukendt årsag – måske olien)….

Velsmagende, mættende og nem løsning!

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU

24 august 2011

Et lille skridt på vejen – hvad skal være dit næste?

Jeg får jævnligt kommentarer fra folk, der kender mig og som ikke lever min (for det meste) sunde livsstil. Og det lyder ofte i retning af, at de altså synes det er pænt uoverskueligt med alle de unormale ingredienser i mine opskrifter, som de ikke har i hverken køle- eller køkkenskabe…

Efterhånden er min krop dog blevet så glad for den rene og naturlige kost, at der kommer kontant afregning ved kasse et, når jeg svinger for meget (eller efterhånde bare det mindste) ved siden af i mine madvalg. Min sidste svingtur bød på ondt i maven samt en meget tung og træt krop. Jeg havde efter et par dage udenfor med solskin og et latterligt irriterende fokus på alle mennesker med tænderne i diverse lækre is fra ispinde til små bægre fra Ben&Jerry’s eller ParadIS, simpelthen fået overbevist mig selv om, at det fortjente jeg altså også! En nem og velsmagende løsning på min desserttrang, ”bare denne ene gang”….. Det endte så med ondt i maven, kæmpe oppustet mave, hovedpine, udmattet krop, dårlig ånde (også dagen efter) og slim i hele svælget. Og værst af alt, så fulgte der den efterfølgende dag en sukkertrang med, som så oven i købet skulle bekæmpes, så dette vanvid ikke blev forlænget til et pludselig fast hverdagsritual af sukker-afhængighed og en ny sindssyg vane (sjovt hvordan de uartige vaner er så lette at få, men de gode så svære at etablere og fastholde...).

I disse situationer henviser jeg dem oftest til siderne med mine sunde kostråd og mine sunde overbevisninger – for det er jo præcis essentielt og vigtigt, at tage ét skridt ad gangen og vælge netop dét skridt, der er rigtig for personen på det pågældende tidspunkt.

Og dette kan være så små skridt som at skifte senneppen ud med én uden sukker (fx French’s Yellow Mustard), at skifte til soyamælk måske bare engang imellem eller selv lave en dejlig mandelmælk (fx denne opskrift), at smide alt dit sukker ud og begynde at bruge dadler (fx som dadelpuré), eller at begynde at spise flere grøntsager uden at ændre på så meget andet (fx denne smoothie med gulerødder)….

Jeg påskønner virkelig lækker is og et skønt udvalg af mange dejlige varianter, men jeg trygler hermed om, at nogen ville åbne en lille biks i København, hvor is bliver lavet på fineste manér med naturlige ingredienser og uden kemi, måske efter principper ala ’Caroline Fibæk'. Hvem tør tage udfordringen op... Eller hvis det allerede eksisterer, så send mig lige besked ASAP!!

Hvad skal være dit første skridt?

Ingredienser
En lille bitte portion mod og viljestyrke…

Opskrift
Ét skridt ad gangen…

Hvad skal så være dit første eller næste skridt på vejen til et sundere liv??
Find inspiration her!

Mit eget første skridt kan jeg næsten ikke huske den dag i dag. Men mon ikke det var at begynde at spise måltider uden stivelse – og så tog det fat derfra, da jeg mærkede hvor meget velvære der kom fra det….

Og del endelig med mig, selv det mest simple eller enkle skridt, der har ændret noget for dig J

Bøn: må jeg elske min krop og påskønne mit velvære så sindssygt meget, at jeg lærer aldrig at gå på kompromis med mine madvalg!!

SQ *S*
LevSundtNU

12 august 2011

Blogaward – evig taknemmelig

  

Min første blogaward

For et godt stykke tid siden fik jeg en blogaward af Charlotte fra Sund for Sjov. Jeg vil være evig taknemmelig for denne, specielt da det er min første – tak Charlotte!

Og endnu en tak til Charlotte for netop i øjeblikket at sætte fokus på sukker og light produkter, som jo efter min mening begge er gift for kroppen. Charlotte har selv udviklet en holistisk vægttabsmetode med fokus på varigt vægttab – så følg hendes blog, for denne skønne kvinde har meget at byde på.

Min største udfordring har så sidenhen været at finde frem til 8 andre bloggere, som jeg ville give blogawarden videre til. Jeg tror nu endelig, at jeg er lykkes med denne opgave.

Her kan du se, hvad det indebar at sige ja til min første blogaward J

For at acceptere blogawarden skal jeg gøre følgende:
1. Takke og linke tilbage til den person, der tildelte mig awarden: TAK til Charlotte på sundforsjov.wordpress.com
2. Dele 8 ting om mig selv
3. Give den videre til 8 andre bloggere, som jeg har opdaget for nylig
4. Kontakte de 8 bloggere og fortælle dem om deres pris – måske har nogle af bloggerne allerede fået tildelt awarden, men jeg giver dem alligevel opmærksomhed via min blog, da jeg elsker indholdet og initiativerne bag J

8 ting som jeg gerne vil dele med jer:
1. Jeg elsker duften af jordbær og smagen af hindbær
2. Jeg laver min vildt grønne smoothie næsten hver morgen
3. Jeg ønsker mig en langt bedre forbrænding i julegave
4. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg lever af at hjælpe andre med kost, krop og sjæl
5. Jeg beundrer kvinder med accept, kærlighed og hjælpsomhed til andre kvinder
6. Min sidste investering i mig selv var et intensivt kursus i mindfulness
7. Jeg drømmer om at rejse jorden rundt og lære mere om mad og mennesker
8. Jeg savner sol og sommer - og har derfor UB40 'I’ll be your baby tonight' på repeat...

Jeg vil gerne sende stafetten videre til:
MadEVAlutionen – sunde alternativer, nye vaner og EVAlutionær livsstil (prøv hendes brødopskrifter)
Madbanditten – kvinden, der spiser steak til morgenmad og skriver om det (og for hendes forsøg på at leve uden sukker og mælkeprodukter)
Kødfri Fredag – vegetarmad og virkelig god inspiration til retter med grøntsager, krydderier og krydderurter
Naturazin – nem og sjov sundhed, både opskrifter samt gode råd (fx en hjemmelavet myggespray)
Din Baghave – tak for det gode initiativ med levering af friskhøstet lokal frugt, urter og grønt (besøg dem på Østerbro, Vesterbro samt Islands Brygge)
spipas – spirit & passion ved Anja Christensen, fokus på et stressfrit liv samt sunde lækkerier
Clemmensen & Brok – for de mest fantastiske billeder, oplevelser og fokus på gode, naturlige råvarer
EGOSHE – for hendes fokus på sunde retter og gode løsninger (fx non-Fried Chicken)

Hermed er blogawarden givet videre til andre passionerede bloggere, der alle forsøger at bringe lidt mere sundhed og inspiration til andre – tak til jer!

KH Ditte