31 juli 2011

Det bedste tip mod løg-fingre

Tandpasta tandpasta tandpasta – og ohh yes, det virker!!!

Tandpasta mod selv de ækleste løg-ildelugtende fingre

Tandpasta
- det bedste tip mod løg-fingre
Ingredienser
Tandpasta
Tandpasta
Tandpasta

Opskrift
1) smør godt ind
2) skum op med lidt vand
3) skyl af
4) og vupti, mint-fingre i stedet J

Selv efter jeg var kommet igennem denne kæmpe portion af løg til en stor gryde sammenkogt ret, kunne tandpasta fjerne løglugten fra mine fingre. Så hvis du ikke kendte til dette tip i forvejen – så prøv det af. Det virker!!!

Og egentlig brugte jeg ikke særlig meget, så jeg er ret forbavset over effekten….

Tak til min gode ven Margeir for tippet – det er guld værd J

Tadaaahh,
LevSundtNU

24 juli 2011

Søndagshygge – medjool dadler med nøddesmør

Har du nogensinde smagt cashewnøddesmør…? I princippet behøver det overhovedet ikke at blive akkompagneret af en dadel – det smager fuldstændig himmelsk helt i sig selv lige fra glasset på ske!! Stor overraskelse, da både hasselnødde- og mandelsmør smager ret bittert i sig selv. Nå, men i dag havde jeg sat mig for, at smage tre forskellige varianter af nøddesmør i medjool dadler, og her kan du se mit lille eksperiment. Velbekomme!

Himmelsk sødme fra dadler med nøddesmør

Ingredienser
Medjool dadler med nøddesmør
- himmelsk sødme
3 medjoohl dadler
½-1 tsk mandelsmør
½-1 tsk hasselnøddesmør
½-1 tsk cashewnøddesmør

Opskrift
1) Åben og udsten medjool dadlerne
2) Læg en lille teskefuld nøddesmør godt ind i dadlerne
3) Lav en kop dejlig varm te
4) Spis og nyd den himmelske sødme

Jeg må ærligt tilstå, at hasselnøddesmør i dadler er min absolutte favorit. Smager fuldstændig som nougat og er perfekt til at tilfredsstille en sød tand. Og det er bare så himmelsk sødt, at man ikke behøver mere end en enkelt til to dadler førend den søde tand er glad og tilfreds i mange timer…

Mandelsmørret derimod er efter mine smagsløg pænt kedeligt. Ved godt nok ikke hvad jeg skal bruge det til, for håbet om smag af marcipan blev slukket hurtigt og brutalt i første bid. Men kan det mon være på grund af, at denne version er inklusiv skal…?! Måske jeg burde få købt mig en version uden skal – det må prøves, når jeg en dag falder over det igen.

Selve medjool dadlerne er store og lækre, og nemme at have med at gøre. Men jeg ved ikke lige om jeg synes de er pengene værd i forhold til almindelige dadler. Så stor forskel er der altså ikke på selve smagen…

Ideen med dadler og hasselnøddesmør kommer jo fra Kernesund Familie, så Ninka skal lige have den store anerkendelse at have sat fokus på denne lille skat af himmelsk sødme. Så hvis der overhovedet er nogen, der har tvivlet på hendes påstand om at dadler med hasselnøddesmør smager nøjagtig som nougat, så kan I godt begynde at undskylde i en fart!

Jeg har købt alle varianterne af nøddesmør hos Helsemins butik ved Københavns Hovedbanegård. Hvis du hellere vil købe over nettet, så har de alle varianter, også den helt hvide mandelsmør af smuttede mandler her hos Helsebasen! Rapunzel varianterne er de helt bløde og jævne - anvendt her og på billedet herunder, hvorimod MONKI er chunky J


Søndagshygge med te og sødt!

Nammelinam,
LevSundtNU

18 juli 2011

Tunsalat – den nemme til dig der elsker pesto

Elsker du pesto og har du til tider en travl aften – så vil du elske denne opskrift. Den er hurtig og nem at lave, og så smager den jo bare rigtig dejligt, hvis man altså kan lide pesto… Velbekomme!

Nem tunsalat med pesto

Ingredienser
Nem tunsalat
- for all the pesto lovers...
2-3 dåser tun
1 glas grøn pesto
1 lille glas kapers
1 salatløg eller rødløg
En masse peber
Salat

Opskrift
1) Dræn tunen, hæld i en skål og fordel med en gaffel
2) Tilsæt pesto og vend godt rundt
3) Dræn kapers, skær løg i små tern og tilsæt sammen med peber
4) Bland rundt og vend tunsalaten ud på en bund af frisk salat

Køb godt ind med tun til denne opskrift, for alt efter hvor meget du nu elsker grøn pesto, så kan du smage til om det lige er to, tre eller fire dåser, der er det rette antal for dig. Jeg har bare fundet denne salat super nem og spiser den engang imellem, når arbejdet for eksempel har taget til for meget hul på min aften… Og hvis man som mig ikke kan spise brød til – jamen så kan jeg kun fortælle, at denne grønne tunsalat smager rigtig dejlig med nogle friske cherrytomater fra stilk J

Tip til tilbehør: Cherrytomater, revet gulerod, peberfrugt i tern, agurk i tern, majs, ærter og babyspinatblade

Grønt i grønt…

Jum jum,
LevSundtNU

10 juli 2011

Cremet chokolademousse – 100% naturlige ingredienser

Et af mine egne skridt på vejen til et sundere liv er at få flere grøntsager indarbejdet i min kost, foruden alt helst skal være naturlige råvarer og så smage godt. Så her får du min opskrift på en cremet chokolademousse med avokado. Den smager rigtig dejlig af chokolade og konsistensen er virkelig næsten helt ”uartig-snasket”. Her har jeg opgraderet til mine gæster med et par farverige og smagfulde toppings. Velbekomme!

Cremet chokolademousse med toppings

Cremet chokolademousse
- 100% naturlig med diverse toppings
Ingredienser
1 stor moden banan
1 avokado
1 dl soyamælk
10-12 dadler
3-4 spsk ren kakaopulver
Saften fra 1 appelsin
Drys af vaniljekorn

Toppings:
Kakao nibs
Kokosflager
Hakkede, ristede hasselnødder
Frysetørrede jordbær
Frysetørrede hindbær

(6 små portionsglas)

Opskrift
1) Udsten dadlerne og smid dem i blenderen
2) Pres saften fra appelsinen over og blend til fin masse
3) Tilsæt banan, avokado, soyamælk, vaniljekorn og kakao
4) Blend til en ensartet og cremet mousse, og sæt på køl
5) Fordel chokolademoussen i passende portionsglas og pynt med diverse toppings

Jeg har i denne chokolademousse brugt ren kakaopulver – det der bruges til madlavning. Det er ret kraftigt, så hvis du bruger en mere mild og fedtfattig udgave, fx fra Urtekram, skal der sikkert anvendes et par spiseskefulde ekstra. Så smag endelig til, så du opnår din helt rette og foretrukne chokoladesmag.

Tip til intens choko-orange smag: Chokolademoussen smager som sådan ikke af appelsin, så hvis du gerne vil have en mere gennemtrængende smag af appelsin, kan du udskifte soyamælken med saften fra endnu en appelsin. Tilsæt revet skal fra appelsinerne samt måske lidt af saften fra en lime eller citron. Så får du helt sikkert en mere intens choko-orange smag.

Tip til portionsanretning: For at kunne komme chokolademoussen ned i de små glas uden at få det udover glassene, så hælder jeg moussen i en almindelig frostpose og klipper et lille hul i hjørnet. Det er super let og gør at du kan få en lille fin top på den lækre chokolademousse. Det ser nu meget godt ud…

Jeg har her pyntet med forskellige typer af toppings. Det gør det langt sjovere at spise sund chokolademousse, og så får du også tilfredsstillet øjnene med en fryd af skønne farver og lidt variation. Det er også rigtig hyggeligt at servere til gæster i små skåle, så de selv kan blande drysset på deres chokolademousse. Chokolademoussen smager også godt med rosiner og pistacienødder. Så slå dig endelig løs og lad kun din fantasi sætte grænser – jeg glæder mig til at høre om dine egne eksperimenter J

De frysetørrede bær har jeg købt hos SpecialKøbmanden. De kan også købes på deres hjemmeside – se her!

Rigtig god fornøjelse!

Guffeliguf,
LevSundtNU

26 juni 2011

Sommerdrik med bobler – et hint fra de varme lande

Man behøver ikke opgive sine sunde vaner, fordi man tager på ferie. Så her får I et hint fra de varmere himmelstrøg, som jeg håber I kan bruge. Ingen grund til at gå om bord i de konventionelle sukkersøde sodavand, når man har en masse andre vidunderlige muligheder helt uden sukker, tilsætning eller sødemidler. Velbekomme!

Rød sommerdrik med bobler

Sommerdrik med bobler
- og frosne granatæblekerner
Ingredienser
¾ glas ren frugtjuice
(her af tranebær, hindbær og æble)
¼ glas danskvand
2 spsk frosne granatæblekerne

Opskrift
Hæld frosne granatæblekerne i bunden af et glas og fyld op med juice og danskvand.
Vupti – nu har du kølig og velsmagende frugtdrik med bobler!

Granatæblekernerne fandt jeg i et meget stort supermarked, hvor de havde et langt større udvalg i frossen frugt end vi har herhjemme. Det var en fantastisk legeplads for mig, men en lidt trist dag for dankortet. Men hvor kan vi dog bare lære en masse herhjemme – de havde jo både frosne (udstenede) kirsebær, frossen (skraldet og skivet) kiwi og frosne granatæblekerner på bøtte som literis. Ville ønske udvalget ville vokse lidt herhjemme, også i forhold til juiceudvalget. Her købte jeg samtidig denne udgave af tranebærjuice med hindbær sødet med æble. Den havde en virkelig skøn smag. Jeg købte også en ferskenjuice. Den var lidt tyk i konsistensen, men smagen var helt fantastisk. Bare husk, frugt, frugt og kun frugt.

Se altid på indholdsfortegnelsen, når du handler juice i udlandet. De fleste er det, de kalder nektar – som egentlig bare betyder, at det er lidt frugt, vand og sukker. Sørg for at finde varianter med 100% frugt. Det er for det meste stadig koncentrat juice, men dette er langt bedre end at starte på sodavand med sukker, sødemidler og farvestoffer. Uanset hvor du rejser hen, er jeg sikker på at du kan finde frossen frugt og juice i skønne smagsvarianter, som kan sætte lidt kulør på ferien J

Forfriskende og kølig!

sip sip sip sip sip
LevSundtNU

20 juni 2011

Fantastisk grillmarinade – nakkekoteletter med spidskål

Denne marinade kræver ifølge min opskrift lidt mange ingredienser, men anvend hvad du har. Det vigtigste her er, at sødmen ikke kommer fra ketchup eller andre sukkerholdige produkter. Jeg anvender i stedet min dadelpuré samt appelsinsaft for at tilføje sødme, der er en vigtig komponent i en god marinade. Så dette er mit bud på et ganske naturligt alternativ, der giver en dejlig kraftig smag af barbecue og gør dit kød lækkert mørt. Skønt til dit grillkød, eller her i denne version, som er en dejlig nem ret lavet under grillen i min ovn. Velbekomme!

Nakkekoteletter med hjemmelavet grillmarinade

Ingredienser
Nakkekoteletter med hjemmelavet grillmarinade
- på bunkevis af grøntsager
Marinade:
1 moden og saftig appelsin
1 lime eller ½ citron
3 spsk figen-dadel eddike
3 spsk hindbæreddike
12 spsk kinesisk soya
12 spsk olie
5 spsk dadelpuré
1 lille dåse tomatpuré
6 spsk barbecue krydderiblanding
1-2 spsk paprika
1 spsk Santa Maria pebermix
2 tsk hvidløgspulver
2 tsk løgpulver
1 tsk kryddersalt

Evt. 1 tsk ramsløg
Evt. 1 tsk røget paprika
Evt. ½ tsk cayennepeber
Evt. ½ tsk chiliflager (uden kerner)
Evt. 1-3 tsk grov sennep

Tilbehør:
En stor nakkefilet 2-3 kg.
1 spidskål
1 kg rødløg
Evt. råkost som tilbehør

Opskrift
Pres saften fra appelsinen samt en lime eller halv citron. Bland heri alle de andre våde ingredienser og pisk let sammen. Derefter hælder du alle de tørre ingredienser i blandingen og rører godt rundt til massen er jævn uden klumper. Sæt marinaden på køl. Tag dit kød frem, skær det ud i gode størrelse koteletter og læg et passende antal i portioner i fryseposer. Tag derefter marinaden og hæld lige mængder i hver pose, fordel marinaden godt rundt på kødet, bind en stram knude og læg poserne på køl i dit køleskab. Lad kødet marinere minimum natten over, men hjertens gerne 2-3 dage. Brug så de portioner du har brug for de næste par dage og smid resten i fryseren. Skyl kålen, skær dette samt løg i strimler og læg det hele i bunden af en bradepande. Læg fire til seks af de marinerede koteletter på toppen og giv det 20 minutter i ovnen ved 200 grader. Giv det lidt grill til sidst, hvis det skal have lidt ekstra farve og sprødhed. Lav eventuelt en råkost af gulerod, græskarkerner, rosiner og frisk ananas i stykker. Retten er nu klar til servering!

Dette er marinade til en rigtig stor portion kød. Jeg anvendte selv en nakkefilet på ca. 2,5 kg, som jeg skar ud til nakkekoteletter og anvendte til denne ret samt til et par grillaftener. Og jeg tror stadig, at jeg har en pose eller to i fryseren…

Hvis du ikke har dadelpuré på køl finder du min opskrift lige her ’blid sødme med dadelpuré

Et rigtig godt tip: hvis du ikke gider lave en portion dadelpuré klar, så kan du tage 10-12 dadler og lægge dem i blød i appelsinsaften. Efter en times tid eller natten over i køleskabet, blend med stavblender til en lind masse og bland derefter resten af ingredienserne som i opskriften ovenover.

Og leg endelig med marinaden! Den smager rigtig godt i en masse forskellige variationer. Anvend måske ikke tomatpuréen, hvis du ikke ønsker tomatsmagen men mere fokus på krydderierne. Anvend rødvinseddike, hvis du ønsker et hint af rødvinssmag. Dette smager godt til mørkt kød. Anvend måske en sherryeddike i stedet. Dette smager godt til lyst kød. Du kan også anvende jordbæreddike i stedet for hindbæreddiken. Og du kan også tage tomatpuréen, paprika og barbecuekrydderierne ud og erstatte med tørrede krydderurter som timian og rosmarin, måske lidt gurkemeje. Dette smager særdeles godt til fjerkræ. Slå dig løs og fortæl mig gerne om dine eksperimenter og oplevelser!

Hemmeligheden i denne marinade er, at frugtsaften sammen med eddikerne er med til at mørne kødet. Derudover giver de smag sammen med krydderierne. Dadel- samt tomatpuréerne sammen med olien er med til at glasere kødet under stegning eller grill, og samtidig er de med til at afbalancere syren fra citrusfrugterne og eddikerne. Jeg lover, at du med denne marinade kan gøre dit kød smagfuldt samt rigtig lækkert mørt.

Til retten her havde jeg min far og farbror på besøg og da det ikke var grillvejr, lavede jeg derfor et stort fad med spidskål, rødløg og seks kæmpe koteletter samt råkost som tilbehør – denne kom dog ikke med på billedet. Mænd er jo glade for kød, men da de begge kunne trænge til at tabe lidt af vommen, blev det serveret med bunkevis af grøntsager. Stort set alt blev spist op og jeg fik flere komplimenter på kødets smag og ”mørhed” J

Min fantastiske marinade til dit lækre grillkød!

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU

14 juni 2011

Forfriskende ice tea – den sunde udgave

Vær sød ikke at købe færdiglavet ice tea, please – det er fyldt med tilsætningsstoffer, unaturlige aromastoffer, sukker eller sødemidler og meget andet kunstigt. Lav i stedet denne vidunderligt nemme og velsmagende ice tea, der er et langt sundere alternativ. Den kan desuden holde sig en hel del dage i køleskabet, så lav et par liter mens du er i gang. Velbekomme!

Hjemmelavet og forfriskende ice tea

Ingredienser
Forfriskende ice tea
- den sunde og meget
nemme udgave 
1 net saftige appelsiner
Din favorit frugtte blanding
Evt. 1 citron eller lime

(ca. 2 liter forfriskende ice tea)

Opskrift
Kom to liter vand i en gryde og fyld 1-2 lange teposer med din favorit frugtte blanding. Fyld dem ikke helt op, men efterlad en del plads, så du nænsomt kan binde en knude på posen uden den går i stykker. Læg poserne i det kogende vand og lad det hele stå og koge ned til cirka halv mængde. Gør gerne dette aftenen før, så teen kan stå og køle ned natten over under låg. Alternativt kan du have en stor flaske, som du kan fylde med teen og lægge den på køl i nogle timer. Her imens tager du appelsinerne og presser saften fra dem. Stop når du har cirka en liter friskpresset appelsinjuice. Derefter fyld lidt isterninger i en karaffel, og hæld halvt af hver appelsinsaft og afkølet te i og miks sammen. Vupti – sund og forfriskende ice tea klar til servering!

Et rigtig godt tip: fyld en isterningpose med det afkølede te og en anden med appelsinsaften, så har du isterninger i stærke farver til din iste – og så fortyndes teen ikke, hvilket godt kan gøre den en lille smule vandet.

Hvis du synes rigtig godt om de mere syrlige udgaver af iste, så kan du presse saften af en citron eller en lime eller to i blandingen, og du opnår lidt mere bid!

Du kan også i et nødstilfælde, hvor du ikke har særlig god tid, købe en liter friskpresset appelsinsaft i dit supermarked. Du bør dog lige vide, at det smager bedst med friske appelsiner og at dette også holder saften basisk, da den ikke er pasteuriseret som anden indkøbt appelsinsaft. Køb dog den friskpressede, hvis det skal være, da denne indeholder flere næringsstoffer og vitaminer, da den ikke er lavet på koncentrat.  

Til opskriften her har jeg anvendt en rigtig dejlig frugtte blanding fra A.C. Perch’s, men enhver naturlig frugtte uden for mange aromastoffer kan anbefales. Hvis du som mig godt kan lide noget med god og kraftig smag, så kan skovbær, brombær og den slags mørke og kraftfulde bær anbefales.

Dette er en skøn ting at lave med mindre børn, da de synes det er sjovt og sagtens kan hjælpe til – og så elsker de bare smagen, der slår en sukkersød sodavand any time…

Jeg har selv lavet denne forfriskende ice tea med mine kære gudbørn, når de har været på weekendbesøg. Her får de lov til selv at vælge hver en frugtte, når vi er i byen og handle, så de kan lave hver deres egen version. Derefter koger de selv teen og sætter den til afkøling om aftenen. Og så presser vi gerne appelsiner næste morgen og mikser hver deres egen smagsvariant. En herlig fælles hygge-aktivitet…

Vidunderlig sund og kølig forfriskning!

Sip sip sip,
LevSundtNU

02 juni 2011

Laks og salat med hjemmelavet rævesovs

Selvom vi helst ikke vil fylde os med sukker, så behøver vi ikke altid undvære. Her har du en af mine opskrifter på en gammel klassiker, rævesovs, som bare gør en simpel laksemad eller som her, salat med laks, lidt mere spændende. Måske en idé til pinsen, som snart står for døren... Velbekomme!

Hjemmelavet rævesovs – helt uden kunstig tilsætning

Hjemmelavet rævesovs på den sunde måde
- her på salat med laks
Ingredienser
Rævesovs:
1-2 spsk sennep
2 spsk dadelpuré
Peber
Evt. dild eller purløg

Salat med laks:
Røget laks i skiver
Mørkbladet salat
Cherrytomater
Evt. rødløg

Opskrift
Hvis ikke du har en portion dadelpuré på køl, så start med at lave en portion klar af dette, måske aftenen før. Bland derefter sennep og dadelpuré godt sammen til en lind masse sammen med din favorit peberblanding. Her anvender jeg selv Santa Maria Pebermix, som jeg foretrækker smagen af. Tilsæt eventuelt lidt frisk dild eller purløg og stil lidt på køl. Anret din salat med skiver af laks, halverede cherrytomater og rødløg i små tern på et bed af frisk, mørkbladet salat. Tilsæt små toppe af rævesovsen og din salat er klar!

Her finder du min opskrift på ’blid sødme med dadelpuré’ – som du måske skal starte med…

Til denne opskrift anvender jeg også French´s American Yellow Mustard, som kan købes hos The Bagel Co’s butikker eller over nettet hos Food From Home, se her!

Alt efter hvor meget bid dressingen skal have, så anvend mellem en til to spiseskefulde sennep. Du kan også anvende andre sennepper, men pas på med mængden. Sørg for at smag til undervejs, så du opnår de rigtig mængdeforhold og din egen foretrukne smag. Enten sød eller med lidt ekstra bid. Bare endelig ikke brug en sennep med sukker eller alt for meget kunstig tilsætning J

Da jeg ikke selv er vild med dild, har jeg ikke lavet min dressing med dette. Mange elsker dog dilddressing, og du kan ved at tilsætte denne grønne krydderurt til min opskrift opnå den helt rigtige smag, men samtidig helt uden brugen af sukker eller brun farin, som den jo egentlig er med...

En dejlig let frokost med lidt ekstra bid!

Mmmmm,
LevSundtNU

29 maj 2011

Mine skønne pandekager med choko-kanel is

Ærligt talt, så ved jeg sgu ikke om dette bør kaldes en is, en granita eller en parfait. Eller overhovedet ’any of the above’. Jeg kan bare sige, at jeg er kommet til den konklusion, at kanel og kakao i kombination er en fantastisk smagsoplevelse! Og endnu mere fantastisk i en afkølet udgave som topping til mine skønne pandekager. Velbekomme J

Choko-kanel is til de skønne små pandekager 

Ingredienser
Choko-kanel is til mine skønne pandekager
- en fantastisk smagsoplevelse
4 dl soyamælk
4 spsk dadelpuré,
eller 8-10 dadler
4 spsk kakaopulver
1-2 spsk kanel
Vaniljekorn

Opskrift
Alt efter om du sværger til dadelpuré eller ej, har du her to muligheder:

1. Bland soyamælk med dadelpuré, kakaopulver, kanel og vaniljekorn. Pisk godt rundt, så der ikke er nogen klumper i massen. Hæld i en frostboks og lad den køle ned til en hård is i fryseren. Sæt den eventuelt i fryseren natten over og du har fantastisk, frossen choko-kanel smagsoplevelse dagen efter, måske til de skønne, små pandekager.

2. Bring mælken samt 8-10 dadler i kog i en gryde og kog let op til dadlerne er bløde og har suget noget af væsken til sig. Tag af varmen og blend med en stavblender. Måske kan du hælde en smule ekstra kold soyamælk i blandingen, hvis for meget af den er fordampet under opvarmningen af dadlerne. Hæld kakaopulver, kanel og vanilje i mikset og blend til en jævn masse. Sæt på køl natten over, og igen har du fantastisk, frossen choko-kanel smagsoplevelse dagen efter, måske til de skønne, små pandekager.

Da massen køles ned skal der lidt power på, og derfor er det en forholdsvis stor mængde kakao og kanel, der skal i blandingen. Du kan variere det lige som du vil – bare husk på at massen i denne nedkølede udgave mister lidt smag og derfor skal den være en anelse stærkere end du foretrækker, inden du sætter den i fryseren.

Derudover er denne version lavet med Urtekrams økologiske, fedtfattige kakao, da den har en dejlig mild og rund smag. Du kan sagtens anvende almindelig madlavnings-kakaopulver, men jeg ville i så fald anbefale kun at anvende 3 spiseskefulde, da den er stærkere i smagen. Jeg køber selv min kakao hos helsemin, enten over nettet eller i en af deres butikker i København, da den er billigst her.

Her finder du min opskrift på ’blid sødme med dadelpuré

Her finder du opskriften på mine ’små skønne pandekager på den gode måde

Jeg er, som du nok har forstået, blevet forholdsvis stor fan af kombinationen af kanel og kakao. Det får virkelig sat en god stopper for al sukkertrang og alle de søde tænder, der sidder og skriger inde i munden. Derfor laver jeg også jævnligt en kop kakao, hvor jeg tilføjer kanel. Kanel er godt for blodsukkeret, og jeg formoder dette er medvirkende til den gode effekt. Men derudover så smager det bare fantastisk – prøv det selv! Bland to deciliter soyamælk, to spiseskefulde dadelpuré med top, en strøgen spiseskefuld kakaopulver samt en til to teskefulde kanel. Pisk og nyd helt som den er…

En simpel, men fantastisk smagskombination!

Kræs kræs kræs,
LevSundtNU

23 maj 2011

Pingvinlakrids wannebe – smag af japanstang

Halleluja for inspirerende veninde Maiken Westberg!!

Det bedste sunde slik jeg har fået længe, der virkelig skriger af synd! Du simpelthen bare prøve disse kugler. Maiken havde dem med hjem til mig til en tøse-hygge-aften, og det blev lidt af en sjov oplevelse. Vi sidder og stopper i os med disse godter for første gang, kigger på hinanden og tænker ”halløj, fantastisk smag – hvad er det nu de smager af…?!”.  Så kom det bare i munden på hinanden: de der lakridsstænger med det gule og kokos udenpå. Smagen er fuldstændig som lakridskonfekt, eller meget tæt på, jeg sværger! Da vi begge tænkte at dette måtte udbredes hurtigst muligt, har jeg fået lov at lægge opskriften på min blog til alle mine kære læsere. Velbekomme J

Lakridskonfekt wannebe - total favorit

Ingredienser
Pingvinlakrids wannabe
- smag af lakridskonfekt, mums!
3 dl tørrede, usvovlede abrikoser
3 dl valnødder
1 spsk kokosolie
1 tsk pulver af lakridsekstrakt
1 tsk ingefærpulver
2 potter rosmarin
Evt. kokosmel

Opskrift
I en foodprocessor putter du:
1) Valnødderne, der omdannes til fin mel og hældes i en skål
2) Abrikoserne, kokosolien og rosmarin blendes til en klistret masse
3) Valnødderne hældes tilbage i foodprocessoren sammen med lakrids og ingefær
4) Kør til du har en ensartet, blød masse

Form til kugler i hånden, og vend eventuelt i kokosmel (absolut ikke nødvendigt).

Det kan være en god ide at pille alle de små rosmarinblade af stilkene og skylde dem i lidt vand, så du er sikker på al jorden er væk. Husk dog at tørre det godt og hak det fint med en kniv, inden du smider det i din foodprocessor, da massen ellers kan blive alt for våd.

Du kan også anvende en minihakker i stedet for en foodprocesser. Og blend ingredienserne så fint eller groft, som du lyster – de smager også rigtig godt med lidt knasende valnød, hvor du blender til en mere grov mel.

Abrikoserne skal være mørke og usvovlede, men hvis du køber økologiske, så er de vist altid usvovlede. Lakridsekstraktet som pulver kan du købe hos Urtegaarden, se her!

Veninde Maiken beskriver desuden hvordan disse sunde godter er fyldt med kalk fra abrikoserne og sunde omega-3 olier fra valnødderne. Derudover er både lakrids og ingefær pulverne gode for din fordøjelse og rosmarinen for udrensning af din krop. Fantastiske sidegevinster!

ï  Det lækreste sunde slik fra os til dig ð

Mums mums mums,
LevSundtNU