30 januar 2011

Sund snack med hint af chokolade

Mix it up med tørret frugt!

Det magiske øjeblik skabes, når du blander sød tørret frugt med de små rå kakao nibs. Så kan du opnå smagen af mørk chokolade og samtidig få stillet din trang til sødt.

Samtidig er det altid godt at have en sund snack ved hånden, når du i løbet af eftermiddagen mangler lidt energi og måske har brug for en snack. Det er i disse situationer, vi nemt bliver fristet af usunde chokoladebarer fyldt med sukker eller andet slik fyldt med farvestoffer og konserveringsmidler. Her får du et sundt og naturligt alternativ helt uden kunstig tilsætning, og med smagen af chokolade. Velbekomme!

Mix af tørret frugt og kakao nibs

Sund snack med hint af chokolade
Ingredienser
Solsikkekerner
Græskarkerner
Rosiner
Gule rosiner
Gojibær
Tørrede æbler
Kakao nibs

Opskrift
Altså opskrift og opskrift – du blander jo bare ingredienserne i et stort og rent opbevaringsglas, og så er din snack klar… Jeg har dog lige knust de tørrede æblechips først, så de har en passende størrelse.

Denne sunde snack fungerer specielt godt til de sidste timer på jobbet eller på vejen hjem. Hvis du sørger for at holde sulten på afstand inden du skal ud og handle ind til aftensmaden, så er der langt mindre risiko for at gå hen og blive fristet af noget, du ikke burde smide i kurven.

Du skal dog passe på, at du ikke spiser for meget af denne snack. Den er baseret på naturlige ingredienser, men har samtidig et højt kalorieindhold. Derfor sørg gerne for at dele op i mindre portioner, som du nemt kan have med dig og dermed ikke får spist alt for store mængder på en gang.

Jeg elsker, at lege med dette mix af tørret frugt og er altid på jagt efter nye ingredienser. Det er vigtigt at skabe variation og derudover nyder jeg at udvikle lidt farvespil. Derfor bruger jeg ofte grønne rosiner sammen med de almindelig og de gule. Til tider tilføjer jeg også tørrede morbær, som har en fantastisk og speciel sødlig smag af honning. Jeg mikser også indimellem tørret mango eller ananas i blandingen, som jeg først hakker i lidt mindre stykker. Brug din fantasi – prøv nye kombinationer og leg med dine sunde valg af snack.

Smag af chokolade!

Nam nam,
LevSundtNU

24 januar 2011

Min bløde orange smoothie

Jeg elsker farven af denne smoothie! Og selvom den faktisk er fyldt med gulerødder, så smager den virkelig godt. Så finder du en meget moden mango i supermarkedet, så skynd dig at få fingrene i den og lav denne skønne bløde orange smoothie. Du vil ikke fortryde at få serveret gulerødder på denne måde. Og husk at nyde synet af den lækre smoothie, inden du når at drikke den hele. Velbekomme J

Lækker orange smoothie med gulerødder

Min bløde orange smoothie
- med gulerødder
Ingredienser
1 virkelig moden mango
1 lille moden banan
2-3 gulerødder
Soyamælk
Vaniljekorn

Opskrift
Skræl og skær gulerødderne i mindre stykker, smid dem i en blender og blend dem så fint som muligt. Hvis der er brug for det, så hæld lidt soyamælk i blenderen sammen med gulerødderne. Fyld dernæst alt det saftige kød fra den modne mango, bananen, vaniljekorn og lidt ekstra soyamælk i blenderen. Den lækre bløde orange smoothie blendes færdig og serveres med det samme.  

Du kan gøre smoothien lidt ekstra kølig ved at blende et par isterninger eller et par stykker frossen mango, melon eller ananas med. Eksperimenter endelig med ingredienserne, så du varierer din kost og finder frem til dine helt egne favorit smagsindtryk.

Ellers vil jeg bare sige, at jeg håber du vil forsøge dig med denne smoothie, da jeg selv elsker den og finder det meget lettere og sjovere at få en god portion rå og friske gulerødder indarbejdet i min kost på denne måde.

God for din mave, dine øjne og din sjæl!

Jum jum,
LevSundtNU

16 januar 2011

Vidunderlig skummende mandelmælk

Mælk i dag bliver behandlet og forarbejdet så meget, at det ikke længere er et naturligt produkt, når det først når ud til os forbrugere. Min krop har for længst givet udtryk for, at den ikke bryder sig om mælkeprodukter. Min mave svulmer op og jeg føler mig enormt oppustet, og derfor har jeg forsøgt at finde bedre alternativer. Soyamælk og forskellig nøddemælk har vist sig som gode alternativer for mig, som min mave er langt mere fornøjet med. Derfor får du her opskriften på min vidunderlige skummende mandelmælk. Velbekomme!

Sund mælk din mave vil takke dig for

Vidunderlig skummende mandelmælk
Ingredienser
1 liter vand
20 mandler
10 usaltede cashewnødder
3 dadler
3 tsk. lecitingranulat
1 knivspids salt

Opskrift
Blend mandler og cashewnødder til en fin mel i en blender, alternativt i en kaffekværn. Tilsæt derefter godt en halv liter vand, salt og lecitingranulat og blend til en fin hvid og skummende mælk. Hæld bagefter mælken på en skoldet og helt ren flaske. Tag til sidst de 3 dadler og blend dem til en fin masse med resten af vandet. Bland det hele sammen i flasken og vend et par gange. Så har du vidunderlig skummende mandelmælk!

Du kan sagtens si mandelresterne fra mælken, så får du en endnu mere fløjlsblød og fin hvid mælk, men du kan også sagtens drikke mandelmælken fuldstændig som den er – den smager skønt.

Du kan også anvende mælken til smoothies i stedet for juice eller almindelig mælk. Du behøver intet andet end denne mandelmælk samt frugt eller bær, så har du en lækker smoothie. Måske et drys vaniljekorn, men så er den også lige i øjet J

Sidst men ikke mindst, så er dette et langt billigere alternativ til at købe mandelmælken eller for den sags skyld soyamælk i supermarkedet.  Så brug lige 5 minutter på denne skønne mælk, og du kan få en sund og velsmagende erstatning til almindelig mælk, som jeg er sikker på at din mave vil takke dig for.

Fløjlsblød og skummende velvære til din mave!

Sluk tørsten – sip sip
LevSundtNU

09 januar 2011

Skønne små pandekager på den gode måde

Hvorfor har jeg ikke kendt til denne opskrift noget før...?! Altså altså…

Nu kan jeg heldigvis hver eneste weekend svælge mig i skønne små pandekager, hvis det er dét jeg får lyst til. Denne opskrift er som sendt fra himlen. Fuldkommen naturlig og helt uden jammer, brok eller klager fra min krop. Disse pandekager er gudeskønne, nemme at lave og så smager de rigtig rigtig godt. Du kan nøjes med så lidt som tre ingredienser eller du kan pifte opskriften op med et par ekstra naturlige smagsforstærkere. Se min bedste version af opskriften herunder – sendt fra mig til dig! Velbekomme J

Himmelske og nemme pandekager helt uden allergi

Skønne små pandekager 
- helt uden allergi
Ingredienser
3 æg
1 moden banan
Et drys vaniljekorn
Revet citronskal
En knivspids kardemomme
Olie til stegning

Opskrift
Find din stavblender frem, smid 3 æg og en banan i mixerbægeret sammen med et drys af vaniljekorn, citronskal og kardemomme, og blend til en ensartet masse. Du kan også bruge vanilje fra en vaniljestang – brug præcis så meget, som du lyster. Varm derefter panden op og hæld lidt olie på, og så er det bare at gå i gang. Disse pandekager er lette og hurtige at lave i små størrelser, men kan også sagtens laves i fuld pandestørrelse. Bare sørg for at de sætter sig ordentligt, inden du vender dem. Og hold godt øje med dem, det går stærkt…

Hæld eventuelt lidt olie i dejen, så har du stort set ikke brug for olie til stegningen, hvis du bruger en non-stick pande.

Fra opskriften bliver ca. 10-12 små pandekager, men kan variere en del alt efter størrelsen på dine æg, banan og selvfølgelig selve pandekagerne. Jeg lover, at der er rigeligt til to personer. Men hvis dine børn skal spise med, så bør du måske lave dobbelt portion.

Jeg serverer ofte disse pandekager med stykker af banan eller andet frisk frugt. Og så topper jeg også gerne med hakkede nødder eller mandler, med min hjemmelavede jordbærsylt eller min hjemmelavede nutella. Bare sørg for at du topper din pandekage med er lige så naturlige godter, som pandekagen er lavet af.

Derudover fungerer de skønne små pandekager fantastisk som dessert med hjemmelavet kokosis eller eventuelt med en choko-kanel granita parfait. Disse opskrifter vil du se senere på min blog, så følg godt med. Indtil da må du nyde denne himmelske opskrift på pandekager, som endelig kan nydes i en naturlig udgave.

Nemme, himmelske, skønne!

Guf guf guf,
LevSundtNU

02 januar 2011

Hurtig wokret med oksestrimler og sesamfrø

Selvom vi ofte har travlt og begrænset tid til at stå i køkkenet og kokkerere et avanceret aftensmåltid, så skal det ikke forhindre os i at træffe sunde madvalg. Jeg lover dig, at denne ret er hurtig og dejlig let at lave. Samtidig er den også et sundt alternativ til anden hurtigmad og Take Away. Jeg sørger altid for at have en pose af mine yndlings wokgrøntsager på frost, og så er denne ret aldrig langt fra hånden. Jeg håber du kan give mig ret, når du selv har forsøgt dig med dette nemt tilberedte, sunde måltid. Velbekomme J

Fantastisk let og dejlig smagfuld

Foto: hurtig wokret med oksestrimler
og ristede sesamfrø
Ingredienser
200-250 g oksestrimler
Kinesisk soya
1 pose af dine favorit wokgrøntsager
Sesamfrø
Olie til stegning

Opskrift
Start med at overdynge oksestrimlerne med masser af kinesisk soya og stil dem i køleskabet i 10 minutter. Rist i mellemtiden sesamfrøene ved mellem varme på en tør pande. Når de er klar, tages de af varmen og sættes på bordet i en skål. Og så har du her også tid til at dække bordet, mens dit kød marinerer. Derefter hælder du lidt olie på en pande, tag oksestrimlerne op af marinaden og steg dem ved høj varme til de er stegt på alle sider. Skru herefter ned på middel varme, hæld marinaden over kødet og fordel grøntsagerne ovenpå. Sæt låg på panden eller læg et stykke sølvpapir over, og lad retten simre i 5-10 minutter til kødet er færdigstegt og grøntsagerne dampet. Når låget fjernes kan grøntsagerne vendes med kødet, og retten er klar til servering!

Retten kan serveres helt som den er, især hvis du forsøger at maksimere mængden af grøntsager i dine måltider. Du kan også servere brune ris til, nudler eller vende en pose frisk spinat i retten kort før servering.

Du kan også vælge at marinere kødet dagen før eller om morgenen – gør præcis, hvad der er lettest for dig. Retten kan tillige forfines med diverse ekstra tilbehør og naturlige smagsforstærkere. Drys evt. retten med frisk, hakket chili sammen med sesamfrøene. Hvis du som mange holder specielt meget af ingefær eller hvidløg, så hak og tilsæt masser af dette allerede under marineringen. Der kan med fordel også tilsættes en dåse vandkastanjer, som sjældent er med i de frosne grøntsagsblandinger.

Selvfølgelig ville denne ret følge mine sunde kostråd mere nøje, hvis man indkøbte alle grøntsagerne friske og klargjorde dem selv. Men engang imellem så er det okay at forkæle sig selv med et hurtigt og let måltid. Og ros dig selv for at have valgt denne løsning frem for at bruge tiden på at udvælge, ringe efter og vente på leveringen af en usund pizza eller burgermenu.

Rigtig god fornøjelse!

Mmmmm,
LevSundtNU

20 december 2010

Velsmagende æbleflæsk tilsat grønt

Jeg elsker æbleflæsk! Det er en af de gamle klassikere, jeg nok aldrig bliver træt af. Men for ikke jævnligt at ende med dårlig samvittighed, når jeg sætter denne ret på bordet, har jeg forsøgt at finde frem til en sundere version. Æbler kan søde langt mere end vi tror, og derfor har jeg indarbejdet en forholdsvis stor mængde grøntsager i denne skønne ret uden at gå for meget på kompromis med smagen. Jeg anvender desuden røget bacon, som jeg især foretrækker frem for kedeligt, smagsløst flæsk. Så her har du min grønnere version af god gammeldags æbleflæsk, der er utrolig let at lave og samtidig fuld af smag. Velbekomme!

Pærenem æbleflæsk med strålende samvittighed

Ingredienser
Foto: Min velsmagende æbleflæsk tilsat grønt
- spis med strålende samvittighed
1 spidskål
½-1 kg rødløg
8-10 æbler
12-14 skiver røget bacon
Friskkværnet peber eller din favorit peberblanding

Opskrift
Skær æblerne i både, spidskålen i strimler og rødløgene i passende stykker. Fordel det hele i en høj bradepande (minimum 20x30) med bagepapir og smag til med friskkværnet peber. Fordel baconskiverne på toppen og ind i ovnen ved 180 grader til baconen er brunet. Tag retten ud, når baconen er præcis så sprød, som du foretrækker den.  

Vælg de æbler, du mener har den bedste smag. Her har jeg haft nogle almindelige spiseæbler i overskud, da jeg lavede retten, og derfor er æblebådene stadig hele. Hvis du ønsker æblerne skal være mere udkogte, så kan du vælge en anden type æbler eller også mase dem ud inden servering.

Retten kan også med fordel tilsættes pærer, hvis du har nogle ekstra til overs i frugtkurven. Og hvis du ønsker lidt ekstra krydderi på retten, så fungerer den godt med timian og rosmarin.

Let, smagfuld samt langt bedre for samvittigheden!

Mam mam,
LevSundtNU

12 december 2010

Min vildt grønne smoothie

Denne grønne smoothies har jeg udviklet for at maksimere grøntsager i min kost og især nogle af de friske, mørkegrønne blade. Det var både et forsøg på at finde ud af om det kunne mærkes i min krop samt øge mit energiniveaus, og så naturligvis også for at lykkes med et par af mine egne kostråd. Derudover har jeg længe forsøgt at indarbejde grøn te som en del af min daglige kost, men jeg har dog aldrig helt forenet mig med smagen af det grønne pulver eller den rene grønne te. Og samtidig med min mad skal være sund, så har jeg også bare et mægtigt behov for, at den skal smage godt. Dette tør jeg næsten godt love er lykkedes med denne grønne smoothie – prøv den selv, hvis du tør! Velbekomme J

"My Secret Weapon"
Foto: Min vildt grønne smoothie
- her med spinat & grønkål
"My Secret Weapon"

Ingredienser
1 brev grøn te pulver
5 svesker
5 mandler
1/8
 vaniljestang eller et godt drys vaniljekorn
1 saftig lime
1 moden banan
3 små håndfulde skyllet frisk spinat
Soyamælk
Evt. 1 spsk. god olie 

Opskrift
Blend først de tørre ingredienser i en kraftig blender: grøn te pulver, mandler og vaniljestang. Derefter tilsætter du svesker og saften fra en lime og top af med soyamælk til det lige akkurat dækker sveskerne. Blend til en jævn masse. Tilsæt derefter alle de mørkegrønne blade og tilsæt soyamælk, så det dækker næsten halvdelen af spinaten. Blend igen til en jævn masse. Til sidst tilsættes bananen og smoothien blendes færdig.
Vupti - vildt grøn smoothie til dig!

Det grønne te pulver, jeg anvender, er fra PharmaGreen og kan fås i diverse helsekost. Du kan også anvende Jiaogulan fra GoQi, som også kommer i små portionsposer. Eller du kan finde en ren grøn te, som du foretrækker og anvende en teskefuld eller to af denne istedet. Bare sørg for den ikke indeholder nogle smagsstoffer, heller ikke de 'naturlige smagsstoffer'. De er ikke så naturlige for kroppen, som vi kan forledes til at tro.

På denne årstid er sprød, frisk grønkål tilgængelig i supermarkederne, og du kan med fordel bytte en håndfuld spinat ud med denne mindst lige så vidunderlige mørkegrønne sag. Det forringer absolut ikke smagen og jeg benytter det selv som variation til denne energibombe. Er du vild med ingefær, bliver denne smoothie bestemt ikke mindre fantasktisk af at tilføje et ekstra pift af denne naturlige smagsforstærker - husk dog at tilføje ingefæren med de tørre ingredienser, da den ellers ikke blendes ordentligt.

Der kan tillige anvendes en meget moden mango i stedet for banan, og smoothien kan ydermere gøres mere kold ved at tilsætte et par frosne brocolli buketter, en frossen klump grønkål eller et par stykker frossen mango. Tilsæt de frosne ingredienser sammen med sveskerne - ellers kan det ende som klumper i smoothien.

Hvis du virkelig er sulten eller du ved, at du ikke kommer til at få dit mellemmåltid indenfor de næste 3 timers tid, så kan du med fordel tilsætte en spiseskefuld proteinpulver. Så er du med sikkerhed ’good-to-go’ indtil frokost. Du skal dog være forberedt på, at konsistensen og smagen ikke helt er den samme. Derfor anbefaler jeg også, at du følger opskriften første gang du denne smoothie - da jeg tror smagen vil overraske dig!

Jeg har altid været mere eller mindre elendig til at spise morgenmad. Jeg har aldrig rigtig fundet noget, der fungerer for mig, min mave og min krop. Men min vildt grønne smoothie har løst dette problem for mig, foruden at give mig en bedre start på dagen samt mere energi. Det er også derfor jeg kalder den 'my secret weapon'. Og da den også har en let sødlig smag, har den tillige hjulpet en del på min søde tand. Jeg håber virkelig, at den også kan hjælpe dig…

En god start på dagen eller opkvikkende efter en dag på jobbet. God for din krop, energiniveauet, blodprocenten, fordøjelsen - og jeg kunne blive ved...

Rigtig god fornøjelse!

Jum jum,
LevSundtNU

20 november 2010

Saftig kylling med voldsomt mange grøntsager

... og glemte jeg at skrive, at denne ret også bare smager rigtig rigtig godt. Kylling fås simpelthen ikke mere saftig. Og samtidig med at retten er smæk fuld af grøntsager, så er den også ufattelig nem at tilberede og alligevel fuld af smag. Retten kan nemt forkæles med lidt ekstra drys på toppen i form af mine lækre, ristede frø og kerner med salt (se opskrift fra den 18. oktober 2010). Velbekomme!

Den ufattelig nemme og gevaldig sunde
 
Foto: de saftige kyllingeinderfileter serveret på 
voldsomt mange grøntsager med nogle af de lækre, ristede frø og
kerner med kryddersalt. Og hov, sørme også lidt ristet bacon…
Ingredienser 
3-400 g kyllingeinderfileter
3 store løg
1 pose suppeurter (gulerødder, selleri og porrer)
Krydderier: peber, urtesalt, timian/rosmarin

Opskrift
Brun kyllinginderfileterne på begge sider i bunden af en stor gryde ved høj varme i kort tid. Tag dem derefter op af gryden og læg dem til side. Skær løg i store stykker og brun dem i gryden. Hæld en pose suppeurter ovenpå løgene, kom en masse krydderier i, rør rundt og fyld til sidst vand i gryden, så det næsten dækker grøntsagerne. Placer derefter de brunede kyllingefileter på toppen af grøntsagerne, læg låg på og lad retten simre i ca. 20 minutter. Tag kyllingefileterne op og blend grøntsagerne med en stavblender til en tyk mos. Og så er retten mirakuløst færdig!

Spis mos og kylling sammen som det er – det fungerer, og så kan du tillade dig at spise lige så meget, du har lyst til. Du kan også drysse med de lækre, ristede frø og kerner. Og hvis din kære mand eller børn derudover skal lokkes til at spise en sådan voldsom grøntsagsmos, så hjælper en smule bacon på toppen, altid! Retten kan også serveres med diverse andet tilbehør som frisk salat, kartofler, brune ris eller linser.

Retten kan også tilpasses hvad man nu har liggende i grøntsagsskuffen – smid endelig dine rester af grøntsager med i gryden, og eksperimenter med forskellige krydderier. Du kan også gå i gang med at skære alle grøntsagerne selv. Suppeurterne var sådan set kun for at gøre retten til en af de nemme. Jeg bruger gerne lidt ekstra gulerødder, der gør mosen en smule mere sød, og spiser også gerne ekstra grønt til i form af en salat af babyspinat, agurk, forårsløg og tørrede abrikoser. De tørrede abrikoser virker glimrende sammen med de lækre, ristede frø og kerner. Og så har jeg også fået smag for at drysse chiliflager på mosen, når retten serveres. Mmmmmm…

Held og lykke med retten – det kan ikke gå galt!

Mums mums,
LevSundtNU

18 oktober 2010

Lækre ristede frø og kerner med salt

Frustration, siger jeg! Kender du det ikke godt, når man bare får lyst til salt og går ombord i en pose chips, peanuts eller saltstænger? Men det er jo bare møg usundt… Jeg har længe funderet over hvilke sunde alternativer, jeg kunne finde på til disse usunde fedtstoffer, og derfor har jeg eksperimenteret en hel del med forskellige frø og kerner. Jeg har så fundet frem til, at det ikke kun er peanuts, der smager godt ristede og med salt. Forskellige frø og kerner er også særdeles velsmagende og kan med fordel spices op med kryddersalt, der kan give dem et ekstra pift. Jeg vil godt indrømme, at de måske ikke kommer op på niveau med chips, men saltstænger slår de altså med et par banelængder. Velbekomme!

Mægtig sunde og ganske velsmagende

Foto: de lækre ristede frø og kerner med havsalt
Ingredienser
Solsikkekerner 
Sesamfrø
Hørfrø
Græskarkerner
Salt: kryddersalt, urtesalt eller almindelig salt

Opskrift
Hold varmen på panden ved en forholdsvis middel temperatur, da for høj varme ødelægger de sunde fedtstoffer. Rist først solsikkekerner i en smule olie (jeg bruger avocadoolie) indtil de begynder at blive gyldne. Rør konstant rundt i kernerne, så bliver portionen bedst. Hæld derefter sesamfrø i mikset og vend dem rundt. Disse to slags kerner og frø kan tåle mest varme i længst tid uden at blive brankede. Næstsidst tilsættes græskarkerner og når de popper på panden tilsættes hørfrø. Disse kan ikke tåle meget varme førend de springer rundt i hele køkkenet – så vær forsigtig, når disse hældes på. Rør konstant og tag eventuelt panden af varmen, når de er hældt på. Hæld frøene og kernerne ud på en tallerken med køkkenrulle, der kan suge det overskydende olie. Lad dem stå til de er kølet lidt ned, kom i en passende skål eller beholder, og kom salt eller kryddersalt i og miks rundt. Færdig!

Der kan med fordel laves en jumbo portion, der kan fordeles i et par beholdere tilsat forskellige salte og krydderier. De kan holde sig rigtig længe... Jeg bruger det lækre krymmel som snack, men også som tilbehør til diverse middagsretter som suppe, ovnbagte grøntsager og salater. Mit yndlingssalt er Lene Hanssons kryddersalt, der har en let smag af hvidløg, paprika og giver en smule heat på tungen.

Nam nam,
LevSundtNU